vendelboarkivet.dk
Nygårds sedlers lillebror er nu på nettet på adressen www.vendelboarkivet.dk
For snart meget lang tid siden skrev jeg om et projekt, som jeg for sjov kaldte “Nygårds sedlers lillebror”. Projektet er nu en realitet, og jeg er blevet bedt om at bringe nedenstående og det vil jeg selvfølgelig meget gerne gøre, for det betyder jo, at de gode vendelboere regner med, at min side bliver set og læst af mange med interesse for historie og seddelarkiver. Tak for tilliden.
Den 4. Juni 2010 blev www.vendelboarkivet.dk officielt indviet ved en festlig reception på Historisk Arkiv i Hjørring.
Omkring 80 personer var mødt op, og museumsdirektør Mogens Thøgersen fortalte om selve Postmester T. M. Sørensens arkiv, og Oldermand fra Arkivlauget Asger Bruun orienterede om projektet med digitaliseringen af kartotekskortene, samt om de fremtidige planer.
Internetportalen er blevet godt modtaget. Der er modtaget adskillige e-mails med supplerende oplysninger samt forslag til forbedringer af forskellige funktioner. Som en sidegevinst har flere brugere tilbudt kopier af arkivalier og fotos, som efterfølgende vil blive arkiveret på Historisk Arkiv i Hjørring, som derved får udvidet deres samling.
Projektgruppen arbejder fortsat på, at få færdigscannet og indtastet de sidste vendsysselske sogne – der mangler stadig ca. 15000 kort – men når sommeren går på hæld, skulle vi gerne være færdige, og klar til at tage fat på de navnebaserede kartotekskort.
Et stort tillykke med det flotte resultat og tak til “lillebrors forældre” skal der lyde herfra. Det er så herligt, når nogle beslutter sig for at gøre noget ved sagen og tager skeen i egen hånd (eller hvad det nu hedder).
Arh ja – http:// gør en vis forskel!
Jeg fandt lige min mormors kusine og ringede til min mor og fortalte hende om fundet. Det resulterede i en lille historie om familien, som jeg ikke kendte.
Hvor er det dejligt at disse guldkorn blive tilgængelige.
Hvor er det dejligt at høre! Ja det er skønt, når der er nogle, der tager initiativ til at lægge guldkornene på nettet. Jeg tror, de lokale arkiver bugner af guldkorn.
Formidabelt! Et prøveopslag på min oldefar gav resultat på et splitsekund.
Linket er dog defekt (indtil du får det rettet, selvfølgelig), når man klikker.
Nej hvor skønt! Der er noget over at sidde med et nyt søgemiddel og så få gevinst. De gode vendelboer har lavet et flot stykke arbejde, og nu må jeg se om jeg kan finde det defekte link (tak for orienteringen!)