,

Venlig vinter

Set i ankelhøjde…

Set i ankelhøjde, hvor det efterhånden går fint at gå lige ud, men der skal passes på, når man drejer, og med kun tre sort-blå tæer, er det vældig venligt af vinteren at falde nu. Så sidder jeg jo ikke og synes, at det er åh så synd for mig at en masse dejlig solskin går min næse forbi og hvor kunne man være kommet langt på otte hjul og den slags.

Næh, det er tid at lave en ekstra kande kaffe og at forsvinde i den skrevne udgave af Anne B. Ragdes trilogi “Berlinerpoplerne”. Det er et herligt lille værk, og det gør ikke noget, at jeg allerede kender handlingen fra TV, fordi DRK p.t. sender serien fredag aften. På TV kan man nærmest se, hvordan der lugter i de forskellige rum på Neshov; billedet står ikke mindre skarpt i bogen! Jeg synes, det er fantastisk, at Anne B. Ragde kan skrive så rammende, at lugtene slår en i møde lige ud af siderne.

Vinteren byder også på en lille smule slægtsforskning. Jeg er kommet lidt videre med indtastningen af døde fra Thyregod kirkebog og har i dag afsluttet 1782. Jeg venter dog med at opdatere databasen på nettet, til jeg har mere nyt at komme med.

Apropos Thyregod: Det arbejde jeg har fået udført med SEO (søgemaskineoptimering) synes at virke. I ugens løb havde jeg en opringning fra “Jessie”, der havde fået barn den 20. maj og lige ville høre om jeg havde noget med Thyregod kirke at gøre, for hun ville gerne have barnet døbt. Jeg måtte skuffe hende ved at sige, at det kun er i historisk perspektiv, jeg arbejder med Thyregod. Jamen hun havde googlet og fundet mit telefonnummer! Jeg foreslog hende at prøve en telefonbog i stedet – og forklarede hvordan man finder et telefonnummer på dgs.dk.

For mig at se svarer det lidt til, at man ser en butik, og så går man ind til slagteren og undres over, at han ikke sælger søm og skruer 🙂

4 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Haha – en skøn historie. Din søgemaskineoptimering har da virket – måske ikke efter hensigten, men virket har den da…
    Man har jo lov til at læse, hvad det link, man bliver ført til, i virkeligheden handler om…

    Og så morede jeg mig lidt over dine vinterlige bemærkninger – og Erics kommentar 😀

    Det er godt, at det er bedre med dit ben – men mon ikke det varer en rum tid, inden du kan rulle igen?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Ja er det ikke fantastisk, man søger på Google og ringer det første det bedste sted hen som har teksten “Thyregod Kirke” for at bestille en barnedåb. Jeg var en smule forbløffet, da jeg lagde røret – eller hvad det hedder nu om dage med en mobiltelefon, måske bare “lagde på”.

      Eric og jeg bruger den samme slags bolcher. De er gode mod vinter!

      Jeg kommer ikke ud at rulle de første to uger, tror jeg (pokkers også) for jeg har stadig tre tæer i sort-blå nuancer og er pokkers øm ned over foden; men hvad – på skadestuen sagde hun jo også, at jeg havde gjort det “godt og grundigt”. Nemlig, for jeg er den kompromisløse type. Enten forstuver man foden eller også gør man ikke 🙂

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *