, ,

Udsyn

Rundt omkring

En af de ting, jeg elsker ved FKN, er, at vi (naturligvis fristes man til at sige) har verdensperspektivet fremme i stort set alt, hvad vi laver – selv ved mine små dumme bestillinger ud til genbrugsbutikkerne og de mange manuelle processer i den forbindelse.

I dag til frokost gik snakken på Sydsudan, Yemen, Nigeria og Somalia. FN har erklæret, at sultkatastrofen her er den værste siden organisationens oprettelse i 1945 i umiddelbar forlængelse af 2. verdenskrig. Flere kolleger arbejder hårdt på at skaffe donationer, der kan afbøde bare lidt af katastrofen. Nogle af vores sædvanlige store donorer har egentlige katastrofepuljer, så vi kan være heldige – og dygtige.

Forleden så jeg i TVA, at tusindvis af børn nu er så sultne og forpinte, at de ikke har kræfter til at græde længere.

Mit hjerter krymper sig.

Imens er der nogle i ministerierne, der spiser kage for at fejre 50 stramninger i dansk asylpolitik. Der er altså et eller andet galt i dette her samfund. Og det er jeg dødtræt af. Det er David Trads også, så han postede nedenstående billede på Facebook og tog på den måde kampen op mod den såkaldte “integrationsminister”. Titlen “udvisningsminister” ville passe bedre.

Debatterne på de sociale medier

Jeg følger ret godt med i debatterne om udlændingepolitikken på de sociale medier, primært Facebook – også selvom jeg næsten ikke kan holde det ud.

Her er termerne primært: Pladderhumanister, Godhedsindustri, Vi kan ikke redde hele verden, Bekvemmelighedsflygtninge, Kulturberigere, Send dem retur, Gør som Australien, Perker, Tossegode, Velfærdsturister, Vi skal hjælpe vores egne hjemløse først – fortsæt selv.

For nu at tage det sidste først: Der er ca. 6.000 hjemløse i Danmark – og det er 6.000 for mange! Men hvis nu alle de, der siger, at dem skal vi hjælpe først så også hjalp dem, så var der altså ingen hjemløse i Danmark længere. De kan kun kaldes “Tågehorn” – ja altså ikke de hjemløse, men dem der kæfter op. Det er snik snak uden handling.

Den Europæiske Union fallit?

Jeg er med i Enhedslisten, da jeg føler, at det er et af de eneste troværdige partier i disse år – men deres Den Europæiske Union-politik kan jeg slet ikke følge. Der står de på linje med DF, hvilket ikke er noget positivt varemærke.

Jeg tror på, at staterne kan løse flere problemer i fællesskab end hver for sig.

Da den første forgænger for det nuværende Den Europæiske Union blev dannet, kaldtes det EKS, en forkortelse for det “Europæiske Kul- og Stålfællesskab”. Idéen var udadtil et ønske om et økonomisk samarbejde, men herunder lå også, at sørge for at Frankrig og Tyskland ikke for tredje gang skulle føre bitterlig krig mod hinanden, som var det, der udløste både 1. og 2. verdenskrig.

Siden har det (naturligvis) udviklet sig, og alle kan jo historier om de krumme agurker mv. Det skal nok ses lidt efter i sømmene, men den grundlæggende idé er rigtig.

Jeg synes, Den Europæiske Union spiller fallit i disse år, hvor de ikke kan finde ud af at indføre en kvoteordning for asylansøgere, så alle lande måtte tage deres andel. Det er for nemt at sætte hegn og grænsebomme op, læne sig tilbage i ro og mag, og lade Sverige og Tyskland tage broderparten af problemerne. Jeg finder det faktisk direkte usympatisk. Og i tillæg betaler man Tyrkiet formuer for at sikre, at asylansøgerne ikke kommer længere end til Tyrkiet. Jo jo de europæiske grænsebomme virker skam ganske udmærket.

Der må snart ske et eller andet. Det første, der skal ske, er valg i både Frankrig og Tyskland. Her kan man kun håbe på en begrænset sejr til AfD og Marine Le Penn ad modum Gert Wilders i Holland.

Tjah… God weekend.

4 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Jeg er ikke troende, men det er slående, at de, der kæfter mest op om, at DK er et kristent land med kristen kultur osv., er helt fremme i skoene over for mennesker (fx Venligboerne), som faktisk praktiserer kristne værdier (efter korstogene) og prøver at hjælpe flygtninge. De beskyldes nærmest for landsforrædderi.

    Det samme anklagende slæng, eller dem til højre for dem, er samtidig storproducenter af falske nyheder om indvandrere/flygtninge og har været det i årevis, og disse “nyheder” gengives mere eller mindre ukritisk af en presse, der kalder sig seriøs, men som ikke tjekker sine kilder – jeg har flere eksempler på kolporterede løgnehistorier, som en amatør kunne have punkteret med en simpel Google-søgning. Målet helliger midlet.

    Det er så kvalmende, at jeg længe har undgået de fora/diskussioner, hvor intolerancen florerer – jeg har set rigeligt og behøver ikke nære mit sortsyn. Jeg tager hatten af for dem, der orker at kæmpe, men jeg orker ikke selv, for båtnakker kan man ikke omvende. De bliver ved og ved og ved. Hvornår er DF fx tilfreds med kagestramninger? Svaret er: aldrig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg har faktisk aldrig tænkt (så klart) om det med de kristne værdier, som du skriver om. Du har jo fuldkommen ret. Jeg er kristen, jeg tager mit ansvar på mig mv., og jeg elsker at komme i kirken. Jeg ved ikke, hvilke diskussioner vi kunne få over kirkenkaffen her i Hvidovre. Måske skulle jeg udfordre dem lidt? Jeg synes, at Venligboerne gør et fantastisk stykke arbejde. Det er næstekærlighed, der er til at forstå, og som giver umiddelbar mening. Jeg kan ikke lige huske, hvor mange de er, men de er virkelig mange. Jeg glæder mig på deres vegne. Hvis jeg kunne noget, de kan bruge, tilmeldte jeg mig gerne.

      Du har helt ret: Der er så mange løgnehistorier, og man kan undre sig over, hvordan de kan smutte gennem filteret. Eller rettere: Der er kun politiske bagtanker med at de smutter igennem. Og der er desværre rigtig mange mennesker, der ikke ser løgnene. Jeg har ingen idéer til, hvodan vi kan stoppe den slags propaganda.

      Jeg kæmper lidt endnu mod tåberne. Også selvom det ikke gør noget godt for mig. Jeg kan ikke holde ud at holde op. Mit arbejde nærer dagligt mit menneskesyn, som jeg føler er rigtigt. Mod DF kæmper kun guderne foreløbigt, men jeg prøver alligevel. Jeg kan ikke lade være, for et eller andet lille bitte sted tror jeg på, at jeg kan være med til at ændre verden. Samtidig er jeg klar over, at det er lidt naivt.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Tjah, hvad skal man sige? Hende Kage-Inger er og bliver en skændsel, og dog må vi huske på, at hun kun sidder, hvor hun sidder, fordi tilstrækkeligt mange danskere deler hendes synspunkter. Jeg undgår gerne et hvert kommentarspor, der handler om flygtninge. Det er til at brække sig over at læse, hvor xenofobiske, indskrænkede, landsbytosser ens landsmænd kan være.

    Vi er meget på linje, når det gælder EU. Bortset fra mit skranten, er det min hovedbegrundelse for ikke at gå mere aktivt ind i arbejdet hos Enhedslisten. Men jeg begynder at tænke, at jeg nok ikke skulle være blevet partigænger i det hele taget. Det har aldrig passet mig før, så hvorfor skulle det passe mig nu.

    Jeg synes i øvrigt også, at det er noget af en skændsel at betale tyrkerne for at “tage sig af” flygtningene.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Det er så dejligt med dig – vi er stort set altid enige!

      Sædvanligvis bruger jeg hverken bandeord eller skældsord, hveken på skrift eller i tale, da jeg synes, det er forfladigelser. Men fsva. Inger Støjberg gør jeg en undtagelse. Jeg synes, hun er en kælling!

      Jeg fandt en eller anden meningsmåling, hvor 60 pct. mener, at tonen i debatten er for hård. 24 pct. mener, den er i orden. Det er 24 pct. for mange.

      Jeg har en eller anden idé om, at jeg gerne vil være aktiv i EL, men det er ikke lykkedes mig at komme ud af døren endnu.

      Hele den der konstruktion med Erdogan er en skændsel. Man kan da ikke på den måde betale sig fra problemerne. Jeg begriber ikke, hvordan EU har kunnet få den vanvittige idé.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.