Tyggegummi
Indholdsfortegnelse
Indkøb af Nicorette
Inspireret af gårsdagens ‘opsang’ fra lægen, har jeg nu købt den første pakke nikotintyggegummi i erkendelse af, at jeg ikke kan holde op med at ryge uden et eller flere hjælpemidler. Jeg tog dem med frugtsmag …
Mit første forsøg holdt en dag og var forfærdeligt. Konstant rygetrang, som ikke blev tilfredsstillet. Det er uhyggeligt at tænke på, men jeg har røget i 40 år, og jeg tør ikke tænke på, hvordan mine lunger ser ud. Og det er vist irreversibelt. Jeg er lige klar til Kol.
Som led i hele denne her udredning, jeg er i gang med, skal der også laves en lungefunktionstest. Den frygter jeg.
Nu ryger jeg dem, jeg har tilbage, otte stk., og så står den på tyggegummi. Damen på apoteket forklarede, at jeg evt. kunne supplere med plaster, hvis tyggegummiet ikke var nok. Men jeg vil klare det. Det underlige er, at hvis jeg er steder, hvor man ikke må ryge, opstår rygetrangen ikke. Den er mest udtalt herhjemme foran computeren. Vanens magt er stor.
Jeg håber, det vil lykkes, for jeg er ærlig talt træt af at være ryger.
Lidt mere opfølgning
Jeg har fået bestilt tid hos fysioterapeuten til næste uge. Desværre kunne det ikke blive hos Thomas, som jeg kender fra tidligere, men de er sikkert alle sammen dygtige og søde. I morgen går jeg op i Sportsmaster og køber noget træningstøj, og så er jeg klar.
Kære Ven
Da jeg holdt op med at ryge tog jeg kun en time afgangen. Det vil sige at når rygetrangen kom, aftalte jeg med mig selv, at jeg først måtte ryge om en time. Når der var gået en time aftalte jeg med mig selv igen at jeg først måtte ryge om en time. Og når trangen kom aftalte jeg med mig selv igen igen, at jeg først måtte ryge om en time. Sådan gjorde jeg time efter time og efter 3 døgn var det værste ovre. Husk, at rygetrang egentligt kun varer 5-6 minutter så går den i sig selv igen.
Jeg tog ingen hjælpemidler (var heldig) men brugte det der med time for time.
Kunne slet ikke overskue at det var resten af mit liv. Der gik flere år før jeg accepterede at jeg var røgfri, indtil da var jeg en ryger der holdt pause. Følte nærmest lidt sorg over, at jeg ikke kunne ryge mere, mærkeligt ikke.
Det at ikke skulle ryge resten af livet var helt uoverskueligt for mig, men jeg kunne overskue at holde pause. At jeg så har holdt pause nu i 16 år – eller for 10 kg. siden – er en anden sag.
Pøj pøj med at stoppe – DU KAN GODT!!
Knus Jane
@ Kære Jane
Velkommen til min blog.
Det går simpelthen så fint med mit rygestop, at jeg ikke forstår, at jeg ikke prøvede for fem eller ti år siden, men det simple svar er, at der var jeg ikke klar. Det er lige som at få noget ud af at gå i terapi: Man skal være klar – og jeg har ikke været klar før nu.
Din strategi med time for time lyder rigtig fin, men så har du også kæmpet. Hvis jeg skulle kæmpe så meget, er jeg ikke sikker på, jeg kunne gennemføre det. Men du har ret: Jeg kan godt, og jeg glæder mig til at få malet …
Mange hilsner
Hanne
For min mand hjalp nicorette inhalator, den Eric kalder snydecigaretten. Han var også storryger i mange år, og tyggegummi hjalp ikke på trangen til at have noget i hånden/munden.
Pøj pøj med rygeafvænningen.
@ Lene
Trangen til hånden-i-munden kan blive den store dræber, kan jeg godt se, men indtil videre bliver jeg på tyggegummiet, hvor jeg ‘kun’ spiste tre stykker i går, og det er vist ikke så meget på den første dag. Indtil videre tror jeg på projektet!
Jeg har en veninde, der selv holdt op for 20 år siden. Hun beretter fortsat begejstret om, hvordan lugtesansen blev bedre, hvordan det blev ubehageligt at komme ind i en elevator, hvor der havde stået en ryger mv.
Jeg brugte Nicorette tyggegummi i sin tid. Det tog ca. 6 måneder. Man skal være opmærksom på ikke at fortsætte med nikotintyggegummi i al evighed. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg havde tobaksabstinenser i flere år. Men efterhånden som der er gået nogle måneder, vil du formodentlig være ked af at skulle sætte dem over styr, de tobaksfrie måneder, det var jeg i hvert fald, og det var delvis med til at fri mig fra “fristelserne”.
Jeg havde røget i 30 år, da jeg holdt op, og jeg var storryger. Det _kan_ lade sig gøre!
@ Henny
Det gør mig glad at vide, at det kan lade sig gøre. Jeg kan sagtens følge dig i det med at sættedage, uger og måneder over styr. Hvis jeg klarer den i dag, har jeg en dag, jeg ikke vil sætte over styr. Men den bider da lige nu. Jeg må frem med tyggegummiet …
God weekend
Jeg holder meget af min pibe, men burde holde op. Morgenhosten kan jeg ikke løbe fra, men den forestående ferie skal ikke spoleres af abstinenser. Jeg har prøvet tyggegummi og “snydecigaretten”, men smagen var rædselsfuld, syntes jeg, så næste forsøg bliver med plaster.
Én afhængighed skal ikke erstattes af en anden, men det kan vel hjælpe en gennem den sværeste tid. Egentlig tror jeg, at den psykiske afhængighed er værre end den fysiske.
@ Eric
Jeg kan godt forestille mig, at du og piben er tæt forbundne. Selvfølgelig skal du ikke ødelægge en ferie med abstinenser – et rygestop skal planlægges. Det har jeg dog ikke gjort. Jeg fik en advarsel og tog den alvorligt. Jeg har endnu tilgode at finde ud af, hvordan tyggegummiet – med frugtsmag – smager
Jeg tro,r du har ret i, at den psykiske afhængighed er den værste. Lige nu har jeg sat mig med formiddagskaffen, og kiggede lige over på natbordet efter smøger og askebæger. Nåh nej …