Indlæg

At se fremad

Det er (fandeme) en drøj omgang

Jeg håber og tror, konflikten med “dem” snart synger på sidste vers. Jeg har næsten ikke sovet eller spist de seneste dage, og det er ikke godt for mig! Jeg har lovet Christina, farmaceuten på Glostrup, at jeg går i seng til tiden, når pc’en slukker af sig selv kl. 22:30. (og jeg har jeg selvfølgelig lavet en guide til det 🙂 ). For pokker hvor er det ubehageligt – altså ikke Christina, men at skulle kæmpe bid for bid, om hvert eneste objekt i denne bodeling. Jeg kan næsten ikke holde til det, men det er som et tog, jeg ikke kan hoppe af.

Vi gør det fuldstændig lovmedholdeligt, og er der tvivl, lader vi tvivlen komme dem til gode. Vi opfører os ordentligt.

Jeg sendte dem endda mit regneark, hvor jeg opgjorde alle forfattere, og viste, hvordan jeg havde behandlet tvivlstilfælde, nemlig ladet tvivlstilfælde komme i deres favør og slettet visse andre gides (fire) pr. konduite. Det fik jeg absolut ingen kredit for. Men det er fedt at skrive “pr. konduite”.

Lige p.t. kæmper vi om det nederste af bundteksten – intet er for småt…

Vi har været gennem Bekendtgørelse af lov om ophavsret § 1:

Kapitel 1

Ophavsrettens genstand og indhold

Beskyttede værker

§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Det vil sige

Vi har rettighederne til de guides, vi tager med os! Jeg brugte hele dagen i går på at at opstille en oversigt over, hvem der har bidraget med hvad. Og jeg har brugt flere timer på at dokumentere, at min opgørelse faktisk er rigtig inkl. tvivlsspørgsmålene. I tvivlstilfælde lader jeg dem komme tvivlen  tilgode. Jeg synes, det er sobert. Det er ikke mig, der skal sidde tilbage med en dårlig smag i munden.

Der var herudover et par gode links: Kulturministeriet og stjålne links og billeder.

Vi har retten på vores side! Til orientering lægger jeg Liste over forfattere, og hvor I, med noterne i kolonne A, kan se, hvordan jeg har behandlet tvivlsspørgsmål.

Nu håber jeg på, stormen snart lægger sig, for jeg kan ikke mere. Men det er mit “barn”, de tager fra mig, og derfor skal de have kamp til stregen. Jeg er en fighter, og det har jeg være hele mit liv. Ellers var jeg ikke nået dertil, hvor jeg er nu! Jeg er hamrende stædig, og jeg kæmper til sidste blodsdråbe, når jeg ved, jeg har ret, og herudover vil jeg ikke trædes under fode, på et område, hvor jeg ganske enkelt ved, at det er mig, der har serveretten!

I det at se fremad ligger også at se, hvad man har lært af fortiden

Jeg har lært meget af at drive deres side – og det skal de selvfølgelig  krediteres for. Dog har jeg selv betalt rub og stub… For hvis ikke jeg havde betalt, ville modparten have magten, og derfor har jeg fortsat med det. Lone skriver så pænt, at hun er imponeret af, hvor jeg nysseligt, jeg kan skrive til dem. Jeg finder bare bureaukratiet frem. Efter et kvart århundrede i de-cenntraladministrationen kan jeg sagtens skrive pænt til mennesker, der ikke ved, hvad de taler om.

Jeg har lært:

  • Sikkerhed, sikkerhed og atter sikkerhed, fx det at klone til et andet site med passende mellemrum
  • At opsætte cron jobs direkte på serveren
  • At opstille backupstrategier
  • At tæmme WordPress
  • At beherske Php MyAdmin
  • At beherske MySQL
  • At opsætte temaet/themet/skabelonen Enfold og tæmme det
  • At bruge Opgavestyring i Windows
  • At optimere billeder til webbrug
  • At optimere et site og opnå en rigtig god svartid
  • At gennemføre en brugerundersøgelse og at agere på den. Dette er bestemt ikke en uvæsentlig detalje.
  • At skrive for alle! Det er mit mantra, og det vil jeg – som det vigtigste – bære videre med mig i Cyberland. Det fedeste har været, når en bruger på  79 år pludselig kunne installere mail-programmet Thunderbird vha. min guide. Så har jeg virkelig opfyldt min metier.

 

Mit forfatterskab…

Forfatterspire på smalt område

Jeg har såmænd brugt hele dagen på at få lavet en opgørelse over, hvem der har bidraget med hvilke guides, og finde ud af hvilke, der er mine egne. Jeg altid sagt til diverse administratorer, at vi skulle se på det som en vis Danske Bank sagde og skrev op til finanskrisen: “Gør det, du er bedst til – det gør vi'”. Man kunne også bare kalde det “Skomager bliv ved din læst”. Jeg har altid sagt, at jeg ikke havde forstand på al den support, de lavede, så jeg passede bare hjemmesiden og skrev guides.

Jeg har såmænd aldrig talt det op før, og jeg troede faktisk, jeg stod for en større andel af guides. Men jeg ved, at jeg har været inde over hver eneste af de af de 115 udover mine egne 70,4 pct.  Og det har jeg selvfølgelig haft tid til, når jeg ikke bidrog til alt det om mobiltelefoner, vandkøling, SSD, Messenger og den slags. På den måde går tingene nok nogenlunde lige op.

(Tabellen er rettet en lille bitte smule, da jeg var kommet til at snyde Anders for en guide. Undskyld Anders).

Note: Der foreligger i alt 115 guides. Denne tabel giver 125 og det skal den også, da der er nogle guides, der har flere bidragydere.
Forfatter Antal guides m.v. Andel
Anders Natalsilver Lightning Jørgensen 2 1,7%
Carsten Carlsen 1 0,9%
Claus Jepsen 1 0,9%
Ebbe Hansen 1 0,9%
Henrik Willadsen 1 0,9%
John Stigers 11 9,6%
Lone Ebbesen 2 1,7%
Michael Friis Pedersen 2 1,7%
Michael Sommer 1 0,9%
Rigensborg 8 7,0%
Rolf Egmose 1 0,9%
Sebastian John Johansen 1 0,9%
Stegemüller 81 70,4%
Tim Lago Andersen 1 0,9%
Ukendt 4 3,5%
Østerberg 7 6,1%

Klon

Der ligger en del skjulte opgaver i det at være webmaster; faktisk er der masser af “hemmeligt” arbejde. En af opgaver er med jævne mellemrum at kopiere siden fra et sted til et andet sted. Der skal altid være en opdateret kopi, der kan henvises til, hvis der sker noget med hovedsiden. Det var tilfældigvis den kopi-dag i forgårs, så jeg har en frisk kopi. Der skal selvfølgelig ryddes op i materiale, der ikke tilhører René, Martin eller mig selv. Der er jo ingen på denne side af bordet, der ønsker at bryde Lov om Ophavsret eller lignende. Fra min side, skal det gå rigtigt til. Og jeg har gennemgået alle sider i dag, så jeg har et præcist overblik over, hvem der har bidraget med hvad.

Så nu skal sletteknappen i brug, men det gør ikke så meget, for der er minimum 85,1 pct. tilbage 🙂

Og så skal I alle have tusind tak for jeres opbakning! Det luner alt sammen.

, ,

Bøvl

“Morgenmad”

Man kan vel næppe kalde det morgenmad kl. 13:30, men det var da i hvert fald beregnet som morgenmad!

Man tager noget grønkål, hakker det fint, iblander et par fed skiveskårne hvidløg, rister det på panden til kålen falder lidt sammen. Tre gode tomater i tern blandes i, alt imens man nyder synet. Hæld det på tallerknen og lav to spejlæg. Husk salt og peber.

Det var mums!

Karakterer

Jeg bøvler stadig med ÆØÅ på livesiden i Chrome. Der er nul logik i det, og nu har jeg givet op. Det så fint ud, da jeg gik i seng. Jeg har fået en del hjælp fra en Facebookgruppe, men intet vil lykkes. Jeg har sågar prøvet at slette hele installationen fra livesiden og ganske enkelt begynde forfra. Nu kan jeg ikke gøre mere, men det er ikke fedt at måtte give op.

Jeg må hellere gå en tur…

,

Webdesign

Jeg har knoklet

Det er sørme lykkedes at få den nye supportside i luften. Migreringen tog 35 minutter, men jeg havde også gjort alt forarbejdet med backups, sikring af konfigurationsfiler, databasedumps mv. Herudover havde jeg på forhånd skrevet orienteringen til brugerne, så den bare skulle pastes ind på Facebooksiden. Her har du en beskrivelse af den nye side.

Der er meget arbejde i det, men jeg synes selv, det er blevet pænt. Du kan komme til forsiden her. Jeg har lært en hel del, og den viden kan måske bruges i et fremtidigt job. Jeg vil da i hvert fald skrive det på mit CV.

Jeg går meget op i svartiden, og jeg var egentlig lidt bekymret for, om den nu ville blive forringet, men den er tværtimod blevet bedre. Siden loader på ca. et halvt sekund. En ting, der nok har været medvirkende, er at jeg har flyttet ca. ti videoer til YouTube, og så bare linker til dem.

Jeg har haft et godt samarbejde med min ven oppe på Mors. Han har stået for det udadvendte, så jeg kunne koncentrere mig om de indre linjer. Derudover har han lavet noget grafik blandt andet logoet/skyen og paragrafferne nede i ansvarsfraskrivelsen.

Pas nu på

Jeg har psykologens ord in mente: “Når du bliver optaget af noget, når der er noget, der irriterer dig, så glemmer du at spise og sove, du holder ingen pauser, og det er farligt, for det kan kamme over i mani”.

Jeg har ikke sovet så meget den seneste uge ca., og jeg har knoklet. Det står klart for mig,, at jeg kan arbejde længe og intenst, men det står også klart for mig, at jeg ikke længere kan være projektleder. Jeg kan simpelthen ikke holde alle de bolde i luften mere. Fx har jeg nu sat mailen op til kun at hente mails fra serveren en gang i timen, for hvis de vælter ind, føler jeg, at jeg skal besvare dem med det samme.

Det er vist godt, jeg skal ud at spise brunch i morgen kl. 10:30.