Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Payback time kan være positivt

Payback time kan være positivt

En skøn forårssøndag

Payback time kan være positivt

Tilbagebetalingsperiode
Den tid, det kræver for en virksomhed at afdække omkostningerne ved en investering. Tilbagebetalingsperioden for en investering har stor betydning, da længere tilbagebetalingsperioder oftest ikke er ønskværdige for en investor eller virksomhed.

Kilde: https://wordupmate.dk/ord/payback-period

Når folk taler om, at vi nu er nået til “Payback Time”, mener de sædvanligvis noget negativt.

Jeg mener noget positivt

Jeg har været hos min fars ungdomskæreste i tre timer og i 2½ time var hendes yngste søn og hans hustru, der også. Ham har jeg ikke set siden ca. 1985, hvor jeg sov på hans værelse, de weekends, han ikke var hjemme, fordi han var ude med – ikke garderne som jeg troede – men en afdeling af civilforsvaret.

Jeg vil så gerne betale lidt tilbage for alt det, de engang gjorde for mig. Og jeg tror, det lykkes. Jeg tror, vi er til gensidig gavn og glæde. Men selvfølgelig er det svært at vide det.

Brevene fra 1954

På forhånd havde jeg spurgt, om hun ville være interesseret i, at jeg tog en bunke gamle breve fra min far til hende og hendes mand Vagn med og læste dem højt. Det ville hun gerne have, idet hun ser ret dårligt. Bortset fra det fejler hun intet fra halsen op opefter, selvom hun lige er blevet 98 år. Gamle mennesker bliver ikke dumme!

Det er fascinerende. I fællesskab undrer vi os over, at brevene er havnet hos mig. De er sendt til hende og Vagn, de må være givet tilbage til min far før 1972, “min mor” har gemt dem og givet dem til mig senest 2006 og nu sidder jeg med dem.

Heldigvis er jeg så old-gammel, at jeg kan læse skråskrift, og min far skriver ret pænt. Så det gik. Det var vanskeligere med et postkort fra min farmor (som jeg aldrig har mødt, idet hun dør 1963 og jeg først kommer ind i billedet ca. 1966), som hun sender til mine forældre fra Bolsano i 1958. Indholdet er for så vidt uinteressant, lidt lirum larum om den gode mad og de fine liggestole; det er tidsbilledet, der er det interessante.

En anden del af tidsbilledet er, at min far skriver om “perlon”. Det var det nye “sort” dengang i efterkrigstiden, hvor man gik fra fx bomuld og uld og over til kunststoffer.

Brevene er fra 1954, hvor min far bor alene i Brande. Han vil meget gerne finde en ny kone (han er separeret fra sin første hustru Inge Theil Larsen, g. Sommer) og skriver om den ene og den anden unge pige, han træffer, og om at han nu snart må finde en, der kan lave noget ordentlig mad til ham.

Boligforholdene er ringe. Kakkelovnen er tændt konstant og alligevel sidder han med bælgvanter på og skriver i hvert fald et af brevene. Han har en god stilling og alligevel er boligforholdene ringe, men vi er jo også mindre end ti år efter krigen. Hans mor kommer dog og hjælper ham med at blive installeret i en ny lejlighed, hvor der bare er haner og knapper at dreje på, og det er slut med at hente vand i en bundfrossen pumpe.

Det skønneste citat er dette, hvor han bestemt ikke er høflig, men han kommer jo lige fra storbyen og ud på heden i Brande. Kulturchokket har været stort:

Det skal nu blive dejligt at komme til København igen og se og høre nogen, der kan sige andet end “a” og “do”. Det er en værre samling bønder herovre, men man kan vel ikke forvente andet.

Det er sjovt at lære ham at kende på den måde. Det er sjovt for både mig selv og for hans ungdomskæreste. Højtlæsningen gør, at han bliver mere levende, end når jeg bare læser dem selv. Jeg tror, det er lærerigt for os begge. Jeg har virkelig en fornemmelse af, at det glæder hende. Det er min “payback time”. Jeg vil så gerne, men er selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige … Når man ikke har en familie, er det vanskeligt at vide, hvordan man agerer i en familie.

De gamle billeder

Jeg har kæmpet for at få en ny blækprinter, der kunne printe de gamle billeder ud på rigtigt fotopapir. Da Burd endelig kunne levere en, var den fejlbehæftet og måtte returneres. Den næste smed PostNord væk, men man kan først klage efter fem dage. Endelig lykkedes det forleden at få leveret en multifunktionsprinter, der rent faktisk virker. Jeg er ikke tilfreds med scanningerne, men måske kan noget justeres. Så langt er jeg ikke nået.

Jeg udvalgte en stabel gamle billeder og printede dem ud på rigtigt fotopapir – intet er godt nok (“payback time”). Jeg havde glædet mig utroligt til at medbringe dem. Lige i dag så hun ekstra dårligt, men nu vil hun kunne finde dem frem igen og glæde sig over dem, og det er jeg sikker på, hun vil. Jeg har skrevet bag på dem alle; selvom hun måske ikke selv kan se det, kan børn og børnebørn.

Alle på billederne herunder hedder Stegemüller

 

[ngg src=”galleries” ids=”1″ display=”masonry” ngg_triggers_display=”always”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

(A-)bortadopteret

(A-)bortadopteret

50-året for den frie abort

(A-)bortadopteret

Pernille Skipper havde i juledagene et indlæg i Politiken om den højt besungne frie abort her i landet. Den kan i 2023 fejre sin 50-årsdag. Hendes påstand var, at den måske slet ikke er så fri endda.

Selv har jeg det utrolig dobbelt med den frie abort. Realiteten er, at havde den eksisteret ti år tidligere, var jeg formentlig aldrig blevet menneske. Jeg respekterer min biologiske mor højt for at gennemføre et svangerskab med bevidstheden om, at barnet skulle bortadopteres. Det skulle med andre ord ende med en (a-)bortadoption.

Hun kunne også have valgt strikkepindene og/eller den brune sæbe, der var to af datidens gængse midler, hvis man ikke ville gå til en “kvaksalver”. I virkeligheden er jeg ikke klar over, om det netop var kvaksalverne, der brugte disse midler. For hvilke gymnastiske øvelser skulle en kvinde ikke være i stand til at udføre, hvis hun skulle bruge dem selv? Hun kunne selvfølgelig spise den brune sæbe, men strikkepindene? Dem har jeg svært ved at forestille mig taget i anvendelse.

I mit tilfælde blev det ikke en abort men en bortadoption. Det kan der også være en del bøvl med efterfølgende for både moder og barn. Det havde måske nok været meget lettere for hende at få foretaget en abort end at gå ind på en fødegang den ene dag med stor mave og gå ud igen dagen efter uden hverken mave eller barn. Et par uger forud havde hun hos Mødrehjælpen underskrevet et dokument, der kaldtes en “Ammefritagelse”.

Jeg forestiller mig, at det er et traume, der følger en resten af livet. Jeg har prøvet at spørge forsigtigt til det, men enten er der ingen, der ved noget, eller også vil de ikke fortælle, hvad de ved. Det ville jeg ellers gerne vide i min evindelige jagt på min egen historie.

Hvad er problemet med grænsen på de 12 uger?

Selvfølgelig skal vi bevare den frie abort.

Selvfølgelig skal den gælde i alle dele af rigsfællesskabet, så færøske kvinder ikke skal rejse hverken til Syddanmark eller Polen for at få foretaget indgrebet.

Selvfølgelig hører jeg ikke til i det amerikanske bibelbælte eller andre steder, hvor kvinders ret til abort trykkes under fode i disse år. I nogle stater er det ikke en gang muligt at få foretaget en abort, selv om fosteret er undfanget ved incest eller voldtægt, hvilket er fuldkommen absurd.

Det er da heller ikke Pernille Skippers ærinde. Hendes ærinde er at rejse debat om de 12 uger, der regnes fra sidste menstruations første dag, hvorved vi kommer ind i det, der så smukt hedder “avlingstiden”. Det minder mig lidt om kaninavl. Hun skriver, at grænsen ikke er lægeligt begrundet, og at perioden er så kort, at mange kvinder reelt kun har ca. to uger til at træffe det svære valg. Det er ikke rimeligt, når grænsen ikke er lægeligt begrundet.

Når man ikke frem til en beslutning inden for de 12 uger, har man en mulighed tilbage, og det er at få tilladelse af et organ, der kaldes “Abortsamrådet”, som rutinemæssigt giver tilladelse, hvis man er sikker på, at barnet vil blive født med misdannelser.

Synes der ikke at være misdannelser hos fosteret, er der ikke noget at gøre.

Findes kvinder, der tyer til “den sikre metode”?

En (mandlig) deltager i Pernille Skippers kommentarspor på Facebook udbredte sig om, at han i 80’erne havde kendt kvinder, der brugte “den sikre metode”, det vil sige ingen prævention men i stedet “går det galt får jeg da bare en abort”.

Jeg har svært ved at tro, at det skulle være sandt; og er det sandt, så sker det helt sikkert kun en gang i et kvindeliv. Og er det sandt, siger det mere om de kvinder end om deres partnere.

Et historisk perspektiv?

Når jeg læser fortidens kirkebøger, har jeg tit på fornemmelsen, at børn af fruentimmere (ugifte, herunder fraskilte, kvinder), børn født i dølgsmål osv. var i langt større risiko for at dø kort efter fødslen end børn avlet i ægteskab. Min tanke er, at mødrene simpelthen passede mindre godt på dem, hvorfor de døde tidligere. Eller med andre ord: De overlevede ikke vanrøgten. Skammen over at føde uægte børn har været enorm, så der kan have været en lettelse knyttet til de hurtige små dødsfald.

Det ville være utrolig interessant at lave et datastudie over det. Men vil jeg “have noget at have det i” og skal det ikke bare være påstande og synsninger, der let kan tilbagevises, kræves et stort materiale og meget tid. Materialet kan let skaffes; det ligger frit tilgængeligt på Rigsarkivets hjemmesider, men det er værre med tiden, når man nu er pensionist …

(A-)bortadopteret

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Forsvundne eller ingen arvinger

Forsvundne eller ingen arvinger

Det arkivalske Mekka

Forsvundne eller ingen arvinger

I mit næste liv, vil jeg, hvis jeg idømmes straffen “arbejdsmarked”, være arkivar og køre rundt på løbehjul og med gaffeltruck i Rigsarkivets enorme bygning på Søren Kirkegaards Plads 1 (Den Sorte Diamant). Jeg har allerede indgået aftale med Helle T. H. om, at vi skal dele kontor. Forhåbentlig bruger Rigsarkivet ikke storrum.

Jeg har endnu en gang kastet mig over TV-serien “Forsvundne arvinger”, der ligger på DR’s hjemmeside, og er fremragende fjernsyn for mig, for det handler ikke bare om at finde nogle mennesker, der skal arve nogle millioner.

Det handler også om teknikken og logikken bag at finde frem til oplysningerne, om hvilke ganske almindelige kilder, der findes, hvordan man kombinerer dem og om hvordan man “hopper fra kilde til kilde”: Et succesfuldt opslag tilfører puslespillet en lille brik, man kan bruge som udgangspunkt for næste opslag. Det er lige præcis det, jeg er fascineret af ved slægtsforskningen. Heldigvis er der mange afsnit, jeg endnu ikke har set.

Serien begyndte i januar 2018 og jeg er således ca. fem år bagud, for allerede inden jeg så første afsnit, regnede jeg med at det var for populistisk. Fordomsfuld kan man jo altid være – og jeg må sige, at jeg er blevet klogere.

Et af de afsnit, jeg så i aftes/nat, medtog også fortællingen om de arbejdskampe, der førte frem til den første hovedaftale i 1899, og som dannede udgangspunkt for det, vi i dag kalder “Den danske model”. Pludselig kunne jeg godt huske, at det havde jeg da lært om i historie engang i fordums tid (1981-1983). På studenterkurset havde vi en fremragende historielærer – Jette Christensen – som forstod at koble historiske begivenheder med den nutid, der nu er datid.

460.000 hyldemeter gemmer vores fælles historie

I Danmark har vi været meget dygtige til at gemme dokumenter. Det er ikke stor kunst at komme et par hundrede år bagud. Arkivalierne i Rigsarkivet rummer vores fælles historie. Programvært Mette Frisk og arkivar Adam Jon Kronegh dykker ned i nogle af de mest almindelige kilder i relation til arvesager og personidentifikation: kirkebøger, folketællinger, folkeregisterkort og faderskabssager.

Arbejdsdelingen mellem de to er, at Mette er “on location”, tager ud og finder mennesker, der måske kan fortælle noget, der har betydning, mens Adam styrer løbehjulet i Rigsarkivet og vha. dygtighed, erfaring og logisk tænkning finder fakta i kilderne. Ind imellem er det tydeligt, at han bliver enten begejstret over et fund eller rammes af “det kan ikke passe” helt som os amatører hjemme ved skrivebordene.

Mette Frisks interviewteknik

Mette har en fantastisk interviewteknik. Ofte skal hun fortælle vanskelige sandheder for at få det næste spor i sagen, så Adam kan komme videre hjemme i det arkivalske Mekka. Tit taler hun med familiemedlemmer eller naboer til afdøde ensomme mennesker uden arvinger. Det kræver empati.

Hun spørger på en måde, så de interviewede fortæller ganske af sig selv. Hun begynder med “det lette” og bevæger sig langsomt ind til “det svære”, som ofte er det centrale i sagen. Det kan fx være noget om en mand, der flygtede fra hjemmet, udvandrere, kollaboratører, “tyskertøser”, kvinderne på Sprogø, mændene på Livø osv.

Der er nok af historier, der aldrig er fortalt, for det gjorde man bare ikke. Nu til dags er det ikke så svært at optrævle historien, men det kan kræve mod at genfortælle den.

Jeg skal have ændret mit testamente

Serien minder mig om, at jeg skal have ændret mit testamente. Det, jeg allerede har oprettet for mange år siden, er helt “Anders And” nu, da det blandt andet begunstiger mennesker, jeg desværre har mistet kontakten til (nære tyske venner gennem flere år) for mange år siden.

Arveloven bestemmer, hvem der skal arve, hvis der ikke foreligger testamente. Jeg har aldrig været god til arveret! og jeg tror, der er sket ændringer, siden jeg lærte det i 1984/85. Fx talte man dengang om tvangsarvinger, mens man nu bruger begrebet arveklasser.

Idet jeg ikke har livsarvinger (børn, børnebørn eller oldebørn) eller levende forældre, vil jeg tro, at min halvbror (barn af “min mor” og psykopaten) skal arve 100 pct., da han er i det, man nu kalder “anden arveklasse”.

Da han er et menneske, jeg ikke kender, er der ingen idé i, at han skal arve mig. Derfor skal jeg lave testamente. Og ændrer jeg ikke det testamente, jeg allerede har oprettet, vil det selvfølgelig være gældende.

Er der meget tilbage i boet, har jeg regnet forkert! Dog vil jeg gerne sørge for, at der er så meget tilbage, at min hjemmeside kan opretholdes fx 10, 15 eller 20 år efter min død, da jeg forestiller mig, at siden med slægtsdata kan være brugbar for nogle nogle år frem og i hvert fald rummer 25 – 30 års arbejde. Er der mere tilbage, kan resten gå til fx Psykiatrifonden.

Jeg skal bare tage mig sammen til at få det ordnet. Formentlig kan jeg skrive det selv med udgangspunkt i det allerede foreliggende. Og den største hurdle: at tage mig sammen til at bestille tid hos notaren i Glostrup og tage derud.

Jeg tager mig sammen som første punkt på to-do-listen i januar 2023. Når man ikke har arvinger eller nære relationer, må man selv tage ansvar!

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

At være a-bortadopteret

At være a-bortadopteret

En evig søgen?

At være a-bortadopteret

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Der har aldrig været mystik eller magi om, at de hentede mig på et børnehjem i Hellerup (“Dear Home”, Sofievej 26, Hellerup ) og tog mig med til Skjern i Ringkøbing Amt (Bølling Herred). Jeg tænker selvfølgelig på det surrealistiske over at starte bilen i Skjern, køre til Hellerup, hente et menneske på ca. tre år sammen med diverse papirer fra Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling og børnehjemmet, vende bilen og køre tilbage til Skjern. Det må virkelig have været mærkeligt. Det rigtige ord er vel “surrealistisk”?

Min far havde haft fåresyge som ung, og formentlig derfor var han infertil. I min tidlige barndom, til og med 1972, holdt de to fødselsdage for mig:

  1. Den dag i oktober jeg rent faktisk har fødselsdag.
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag, de hentede mig. Jeg kan ikke finde ud af, hvornår det var, bortset fra at jeg har været ca. tre år.

Det var fint, og jeg har så ofte tænkt på de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede. Deres verden må på en eller anden måde falde sammen. Alt det, de troede, de uden videre kunne regne med, kunne de alligevel ikke regne med. Far var ikke far og mor var ikke mor – men hvem var de så?

Hvordan har det været at være biologisk mor?

Jeg har ikke selv børn, men det kræver ikke stor indlevelsesevne at forestille sig, hvordan det er at gå ind på fødegangen på Usserød Sygehus den ene dag med mave og gå ud igen næste dag uden hverken mave eller barn efter at have født bag et blåt klæde og aldrig at have set barnet. To uger før havde hun underskrevet et dokument/en blanket, der kaldtes “Ammefritagelse”. Der er masser af logik over, at hun aldrig fik mig at se og aldrig fik mig op at ligge på maven, for er det først sket, vil adskillelsen være endnu sværere.

Jeg har opsporet min biologiske mors næste barn og spurgt til, om min biologiske mor omtalte det, jeg tror, var en traumatisk oplevelse. Det har hun tilsyneladende ikke omtalt, hvilket selvfølgelig undrer mig; men taler man generelt ikke om svære ting, giver svaret sig selv.

Børnene fra Korea

TV Avisen 18:30 havde i dag et tankevækkende indslag om Korea-børnene. Danmark har været den største “aftager” af Korea-børn. Mange af børnene fik fortalt, at deres forældre var døde, men det viser sig her mange år senere, at de faktisk lever i bedste velgående, hvis de da ikke er døde af alder nu om dage.

De børn må nu i gang med at finde deres biologiske forældre. Og de må i gang med det, for der er et eller andet om blodets bånd, som fylder mere og mere, jo ældre man bliver. Da man var ung, og man tænkte, at man var en form for udødelig, betød det ikke så meget. Med alderen ser det anderledes ud. Børnene fra Korea har det langt sværere end os fra Danmark. Alene geografien gør det sværere.

“Smidt ud med badevandet”

Uanset hvor man er fra, er det nok sådan, at man som adopteret altid – og med årene mere og mere – vil få følelsen af at være “smidt ud med badevandet”, også selvom man ellers fik en god start på livet. Det fortæller fagpersoner, som har forstand på de dele.

Man har ret til indsigt i adoptionssagen (nemt i Danmark, sikkert svært i Korea), men koblingen til den biologiske familie er svær: Man har noget til fælles – men hvad? Det er ganske enkelt langt fra enkelt. DNA og et antal kromosompar?

Jeg ved det ikke og lige nu er det nok sådan, at det er alt for følsomt at rode mere i det! Jeg har vist fortrudt, jeg overhovedet begyndte at finde frem til en biologisk sandhed.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.