Indlæg

/6 Kommentarer/i , /af ,

De hurtige sko

De hurtige sko

De brænder for det

Medarbejderne har købt de hurtige sko

Hvis man skal have dette job, skal man brænde for det og købe de hurtige sko. Det er min oplevelse, at 99 pct af medarbejderne i psykiatrien brænder for det! Og på 808 er hjertevarmen enorm. Jeg har altid følt mig lettet, når jeg trådte over dørtrinnet hertil.

I dag er vi 13 patienter, fulde huse da det er de eneste åbne pladser i et enormt optageområde, og tre medarbejdere inkl afdelingssygeplejersken, der er indforskrevet, og som vist ellers kun bør have administrative opgaver så som vagtplanlægning, budget og regnskab, tilfredshedsundersøgelser 🙂  osv., som jeg ikke ved, hvad er.

Hanne er kontaktperson for vist syv patienter. Kimmie har de resterende. Hun står også for medicinen, der skal hældes op og deles ud på bestemte tider At hælde op er en vigtig opgave. Medicinrummet er “stillerum”, der er adgang forbudt, og det forstår jeg virkelig godt, eftersom jeg ikke engang kan finde ud af at hælde mit eget op. Det må tage en evighed at hælde op til 13.

Kontaktpersonen er med til stuegang, og det er vældig godt, så man husker at få sagt det hele, og hun kan supplere med sine observationer.

Der skal sørges for mad, anretning og evt opvarmning. Der skal være plads til at tale 30 – 45 minutter med en patient, hvis der er behov for det. Og det er der!

Ny lyd

Bip, bip, bip, tyrkisk/kurdisk folkemusik og salon-klaver er nu suppleret med den form for rockmusik, vi hørte i 80’erne. Det kom i aftes. Det er egentlig ikke grimt, men det er godt nok træls! Jeg gik rundt ved alle dørene og tjekkede, om det var en anden patient, der spillede højt. Det var det ikke.

De 14 måneder, jeg så og hørte filmen, spurgte psykologen ofte “Hvad vil den dig? Hvad vil den fortælle?” Jeg er ikke særlig god til den slags, men med hjælp lykkedes det da at finde en mening med/i den.

Jeg prøver derfor at spørge mig selv “hvad vil musikken, skyggerne og det manglende filter mig?” Jeg ved det virkelig ikke og jeg er for fantasiløs til at gå ind i det. Så jeg tager chancen og venter på, at Abilify’en virker.

Jeg prøver også at skærme mig selv fra alle de frygtelige ting i verden. Jeg ser fx ikke TV Avis. Det virker bare ikke, for børnene på Sjælsmark Udrejsecenter, må jo alligevel ikke have deres eget legetøj, så de lider, og deres lidelse sidder midt i min hjerne.

Måske er jeg bare bindegal?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Min seng er flyttet

Ingen kognitiv rest til 230 rubrikker

Jeg befinder mig endnu engang på det, der plejede at hedde Psykiatrisk Center Hvidovre. For postens indhold er det nye navn uinteressant.

Man kan kun være i Akutmodtagelsen i Glostrup i tre dage, hvorefter man bliver transporteret med taxa til Hvidovre. Det var altså rarere, da der også var en modtagelse her. Det er en belastning at blive flyttet, også selvom jeg kommer til mennesker, jeg kender og som kender mig.

Kimmie, jeg kender vældig godt, sagde, da jeg stod og tudede af ulykke over at være her igen: “Vi er her for dig”. Mere kan jeg ikke ønske mig.

Rubrikkerne og da Akutmodtagelsen i Glostrup rodede i min taske

Der var givet besked om, at jeg skulle være klar til transport kl. 12:30, og det var jeg så selvfølgelig. 12:15 kom hende, der talte til mig, som var jeg et barn, med et spørgeskema med 39 spørgsmål fordelt på 230 rubrikker. Da hun kom for at hente det, måtte jeg sige, at det kunne jeg simpelthen ikke overskue! Hun måtte tilbage og spørge en eller anden, om det var i orden. Det var det så, men hun puttede det i min taske med en reminder om, at jeg helst skulle udfylde det på nettet senest niende december. Det oplevede jeg som grænseoverskridende. Jeg skal nok selv bestemme over indholdet af min taske, uagtet jeg har en psykiatrisk diagnose, og jeg synes ikke, det er urimeligt.

Jeg udfylder det, hvis jeg får lyst! Det gør jeg nok ikke.

Det er selvfølgelig umådelig positivt, at de gerne vil have patienternes feed back udover den feed back, man også skal give på apppen, som dog kun har 11 spørgsmål. Som tidligere beskrevet er jeg bare hamrende træt af at skulle stå for diverse virksomheders kvalitetsarbejde: “Tryk ni hvis du var tilfreds”. Det må de selv finde ud af. Hvordan kan de have en forestilling om, at man har en såkaldt “kognitiv rest”, der kan bruges til at udfylde/forholde sig til 230 rubrikker, når man lige er kommet gennem nåleøjet og blevet indlagt? Til tider forstår jeg ikke, hvad de dog tænker på.

Hvor er logikken?

For eksempel kan de lade være at tale ned til mig (Glostrup) og for eksempel kan de sørge for, at der er stikkontakter nok (Hvidovre). På indeværende stue er der i alt en stikontakt til to eltandbørster, to iPads og to iPhones (kan substitueres). Byggeriet er fra før alskens elektronik, fair nok, men måske kunne man have banket nogle stikkontakter op, før man lagde ny linoleum og malede den lange gang?

Gentagelse fremmer forståelsen

I dag mødtes jeg af en utrolig sød ung læge, der gerne ville høre alle de ting, jeg også har fortalt ca tre gange i Glostrup. Hun syntes, det var flot, jeg selv havde regnet ud, det var en psykose. Det synes jeg nu ikke. Fx er Psykiatrifondens hjemmeside meget oplysende.

Da det er første fulde dag i morgen – som nu er blevet til i dag – onsdag, skal jeg igen til lægesamtale. Jeg har heldigvis gemt mine noter, så jeg kan huske at sige det samme.

Natlige bekymringer

Når man ligger vågen et “nyt” sted på en tosengsstue, hvor den ene seng gudskelov er tom, men det er sikkert en stakket frist, kan små problemer blive store, og problemer af ukendt størrelse kan blive endnu større. Jeg tog fat i Berit, og hun hjalp mig af med nogle af bekymringerne:

De sørger for den endelige medicinafklaring og bestiller dosisdispenseringerne på mit eget apotek. Bliver der et “slip”, pakker de det til mig. Jeg troede, jeg skulle rode Distriktspsykiatrien ind i det, og jeg kunne ikke regne kalenderkoordineringen ud.

Forsigtigt luftede jeg bekymring over, om lægerne koordinerer og arbejder sammen. Det kunne hun selvfølgelig ikke svare på. Jeg er bare så bange for at alt det, Kasper Thybo Reff, Christina Skovsende Eriksen og jeg har opnået, går fløjten, fordi “min tissemand er større end din”.

Nå det går vel alt sammen, og det er nok bare fordi, det er nat.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Dagbog fra psykiatrisk

Dagbog fra psykiatriskStegemüller

Et indblik

Dagbog fra psykiatrisk: Jeg keder mig, så jeg skriver. Det er frivilligt at læse med! Og det er endnu mere frivilligt at kommentere.

Det er vist de færreste af mine læsere, der har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, så jeg prøver at berette lidt om, hvordan det kan se ud.

Psykiatrisk Center Glostrup (PCGL)

I modsætning til Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) er her ro. Jeg har ellers altid syntes godt om at komme der, men nu tænker jeg, det er en form for fabrik, der drives/løftes af de fantastiske, hjertevarme medarbejdere.

Her har man sin egen stue, hvor man trække sig tilbage og være i fred og ro. Det er dejligt. Medarbejderne har ikke den samme varme, men skal jeg vælge mellem to onder eller goder, ved jeg godt, hvad jeg foretrækker, for det er belastende i en sårbar situation at skulle dele stue med to eller tre, der måske har det helt ad helvede til. Det får man det ikke ret meget bedre af. Jeg har prøvet at ligge på stue med en ung kvinde, der var fuldstændig overbevist om, at hendes hoved var ved at falde af. Det er ikke let at høre på i tre uger.

På Hvidovre har de altid overbelægning, der er altid et let kaos. Det er svært at finde ro blandt alle de mange mennesker. Når henses til bevillingerne til psykiatrien i dagens Danmark er det sådan, at er man indlagt, er man syg! Og er man syg, har man ikke behov for kaos.

Nogle går rundt

Der er kommet en udenlandsk mand, der har så meget uro, at han går rundt og rundt i den lille have. Først på stierne, så henover græsset, så tilbage til stierne, og når de hører op, tager han igen og igen turen henover den lille græsplæne. Det er til at blive bims af at se på. Og det må være frygteligt at have det sådan. Det har jeg vist aldrig prøvet.

Sød ung pige

Her er en sød ung pige, som jeg har talt en del med. Hun har en spiseforstyrrelse og er her, fordi hun har tabt sig yderligere. Hun har et kokainmisbrug og en skizofrenidiagnose. Hun har fået plads på Sankt Hans senere på året. Hun er fuldstændig almindelig at tale med og som skrevet vældig sød.

Afrusning

Jeg har ofte mødt mennesker her, der var til afrusning. De forsvinder lige så hurtigt, som de kommer, og jeg tænker på, hvor de bliver af? Hjem til vodkaflaskerne? Samtidig synes jeg, det er lidt sært, man kan blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi man har drukket for meget. Det er et nøglehul at komme igennem, skal man så det, når man selvforskyldt er blevet meget beruset? Det, jeg mener, er: burde der ikke være et andet og mere relevant tilbud til de mennesker, for selvfølgelig skal de have hjælp. Det der med: “smut ned i AA” holder jo ikke en meter.

Venteværelset

Jeg hader normalt Glostrups venteværelse. Det er slet ikke usædvanligt at sidde der tre til fire timer. Det eneste, der foregår, er, at man gennem glasruden kan se, at medarbejderne sidder roligt bag deres skærme.

Denne gang kan jeg simpelthen ikke huske ventetiden, bortset fra en ung mand, der kom og gik rundt og rundt – og så rundt igen. Måske ventede jeg bare ikke ret længe? Jeg kan se på telefonen, at jeg ringede til 808 kl. 20:39, og jeg ved, jeg tog afsted med det samme. Kl. 02:30 kom der en læge. Det var nu lidt længe at vente, men hun havde jo nok sit at se til. Jeg havde fået et værelse. Lidt mystisk for det plejer da at være omvendt. Det er lidt underligt ikke at kunne huske detaljerne, da jeg normalt er ret god til detaljer 🙂 det er bare min Aspergers Syndrom 🙂

Sundhed.dk og Sundhedsplatformen (SP)

Jeg følger med på sundhed.dk, fordi jeg gerne vil vide, hvad de skriver. Jøsses hvor står der meget sludder, men de siger, de ikke kan rette i det. Der står fx, at jeg som bivirkning har “somnolens” som er en sygelig trang til at sove, det har jeg da ved Gud aldrig haft/sagt. Der står, at jeg er bange for smerterne ved at dø. Det er jeg for det første ikke, og for det andet har vi slet ikke talt om den slags. Det er jo ikke det, denne indlæggelse handler om. Der står, at jeg ikke har tidligere suicidalforsøg. Det er også forkert. Der står, at jeg var psykotisk, da jeg ankom. Vrøvl. Jeg ved ganske udmærket, hvornår jeg er psykotisk – det glemmer selv jeg ikke så let. Det er noget af det, man får ud af “stor sygdomsindsigt”.

Jeg synes altså, at det, der står, skal være rigtigt, for den næste, næste, næste læge vil jo læse det og tro, det er rigtigt. Hvordan skulle hun vide andet? Men det er som om, de ikke synes, det er så vigtigt, og så giver de Sundhedsplatformen skylden. Det kan de da ikke blive ved med.

De spurgte i dag, om jeg ikke ville være konsulent på SP 🙂 jeg takkede pænt nej, men det kunne sikkert være fede opgaver – i mit gamle liv!

Når man ikke har et bælte

I psykiatrien handler ordet “bælte” jo typisk om fiksering. I mit tilfælde handler det bare om, at de lange bukser, jeg har med, kan tages af uden at lyne/knappe op. Jeg har ikke lyst at møde op i Securitas med hængerøv. Her har de ikke et bælte i “glemmekassen”, og hvad gør man så, når man ikke vil komme i shorts (det andet par jeg har med)? Jeg tager ledningen fra min oplader. Så kommer der strøm til mig, men pyt det har jeg jo prøvet så tit 🙂

Du må have en god aften. Jeg håber ikke, du har kedet dig for meget.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til hendes verden om ect

Svært at forklare

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer og en fotograf. Formålet var et interview. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet var ECT

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær, svær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon/drop. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen, at de dårligt kan stikke.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Lydfilen

Der kom dette interview ud af det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.