Nu er jeg smidt ud eller “rask”
Jeg er rasende
Nu er jeg smidt ud eller “rask”
Det er ikke ret tit, jeg bliver virkelig rasende og indebrændt, men det er sket i dag. Klinikchefen, der er den “fineste” læge på et psykiatrisk center, skrev i overlæge M’s feriefravær den 30. juni kl. 11:29, “… hvis der efter endt ECT-terapi er behov for udslusningsforløb, vil dette kunne foregå via 808.”
Jeg har aldrig syntes, at lægerne er finere eller bedre mennesker end jeg selv. Jeg har stor respekt for deres faglighed og for det, de kan, og det lytter jeg selvfølgelig til, på samme måde som jeg forventer, at det gælder den anden vej. Det vil sige, at jeg forventer, de lytter til mig, hvis der evt. findes områder, hvor jeg selv har en eller anden form for indsigt.
Jeg har i dag været til lægesamtale og der er skrevet et “Udskrivningsresumé”. Glostrup og Brøndbyøstervej er henover hovedet på mig blevet enige om, at der ikke er behov for et udslusningsforløb. Det er altså imponerende, at de har kunnet enedes om dette uden at spørge mig, hvad jeg synes ville være betimeligt. Vi kunne vel i det mindste have talt sammen i telefon/korresponderet på e-mail eller lignende.
Jeg sagde ligefrem til vedkommende, at jeg følte mig smidt ud. Lægen korrigerede og sagde, at jeg i stedet blev skrevet ud. Det lyder selvfølgelig også bedre!
Psykiatrien kan ikke løse alle problemer
Psykiatrien kan naturligvis ikke løse alle problemer. Det har jeg ingen forventning om. En medarbejder K på 808, som jeg kender vældig godt, sagde i juni meget rigtigt, at vi gang på gang har lappet på nogle grundlæggende problemstillinger vha. ECT, og at det er årsagen til, at jeg kommer retur gang på gang. Den fejl skulle vi ikke gentage. Derfor skulle vi nu bringe mig ovenpå vha. ECT og herefter drøfte de grundlæggende problemstillinger. Tror psykiatrien, at jeg finder det morsomt at komme retur gang på gang?
Den læge, jeg så i dag, fortalte mig noget, jeg udmærket vidste i forvejen, nemlig at mange psykiatribrugere kæmper med og mod ensomhed. Kunne psykiatrien løse dette problem, ville mange samfundsproblemer være løst. Det er jeg fuldkommen enig med hende i.
Jeg tror ikke, at psykiatrien skal løse mine problemer med det relationelle, der delvist skyldes min autismediagnose. Men jeg er skuffet over, at en ret klar og dokumenterbar aftale er tilsidesat henover hovedet på mig. Nu kan vi/jeg nemlig tage turen en gang til på et eller andet tidspunkt. Jeg må endnu en gang henvende mig i modtagelsen/(afvisningen), hvilket jeg ikke finder videre morsomt. Man skal være virkelig dårlig for at henvende sig dér for ikke at blive afvist. Selvmordstankerne skal være overvældende. Følelsen af ikke at blive savnet skal være overvældende. Tankerne om, at det ikke betyder noget, om jeg er her eller ej skal også være overvældende, før de tager imod mig. Det skal være mere end sikkert, at min eksistens er ligegyldig.
Jeg er rasende – og jeg er ked af det. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af nogen af delene.
Velkommen hjem!
På billedet burde have stået
“I henhold til Fødevarestyrelsens påbud må vi ikke opbevare privatindkøbt mad og is i fryseren”.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
