Indlæg

Morialejren

De bløde gulvtæpper

I den uge vi nu begiver os ud af, holdt EUs stats- og regeringschefer møde om blandt andet de kaotiske forhold på den græske ø Lesbos. På den ø lå Morialejren, men den er nu forvandlet til forkullede rester. Nogen har sat ild til lejren.

Lejren var bygget til 2.000 personer, men der boede reelt 20.000 i den, og der kom dagligt nye migranter  og flygtninge til. Mange var uledsagede børn, der alene havde taget turen over Middelhavet.

Mens stats- og regeringscheferne gik rundt på de bløde tæpper og drøftede, hvad de dog skulle stille op med alle de migranter, sov migranterne selv i nye interimistiske telte på papstykker.

En sygeplejerske fra organisationen ‘Læger uden grænser’ Mie Terkelsen beskriver de helt groteske forhold – selv inden branden – i denne artikel i fagbladet ‘Sygeplejersken’.

Stats- og regeringscheferne kan ikke blive enige om en fordelingsnøgle, når talen falder på migranter og flygtninge. Det burde ellers ikke være så svært at regne ud. Man kunne jo tage udgangspunkt i landenes BNP, befolkningstal eller en anden parameter, der er rimeligt stabil. Ud fra denne fordelingsnøgle kunne man tage i mod de 4.000 uledsagede børn. Jeg bidrager gerne med et fikst lille Excelark.

Egentlig burde problemerne med migranterne være løst for længst, idet EU-landene har sendt en kæmpe pose penge til Erdogan for at holde migranterne væk fra EUs ydre grænser. Hans opgave var at få dem til at sejle hjem igen, men den opgave har han ikke løst videre godt.

Den danske debat

Venstrefløjen plus de Radikale i Danmark har foreslået, at Danmark skal påtage sig at hente 300 uledsagede børn, men så går der for alvor Dansk Folkeparti i den, da de jo som bekendt end ikke vil tage imod kvoteflygtninge.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan skaffe plads til 300 børn. Men det er nok slet ikke plads målt som antal kvadratmeter, der er tale om?

Regeringen og DF frygter nærmere, at børnene sendes mod Nordeuropa som en form for spydspidser, der, hvis de får asylstatus, senere vil anmode om familiesammenføring, og så står vi med hele familier.

Jeg fristes til at sige: ‘Og hvad så?’. Hvad er problemet med 300 familier i det omfang de bidrager til samfundshusholdningen? Om kort tid vil vi alligevel komme til at mangle arbejdskraft.

Kvoteflygtninge – på midlertidigt ophold

Kvoteflygtninge

En leder i Berlingske om kvoteflygtninge

Gennem et stykke tid har jeg faktisk gået at tænkt på, at hvis jeg kunne få råd til en (net-)avis skulle det være Berlingske. Det er der nu hamret en hvid pæl igennem, efter jeg læste dagens leder: “Vi bør tage kvoteflygtninge igen – på midlertidigt ophold“. Årsagen var deres mange kronikker om børnene på Udrejsecenter Sjælsmark. Jeg troede, de måske havde skiftet holdning, men det var selvfølgelig naivt af mig at tro.

Det er positivt, at de finder, vi igen bør tage kvoteflygtninge. Det har vi vist nok gjort lige siden UNHCRs oprettelse i 1950, men hvad der er absurd er, at man ikke vil lade dette være en varig løsning for flygtningene. Mennesker der “kvalificerer” sig til at blive optaget som kvoteflygtninge, er de svageste: dem uden kolde kontante, de syge, de gamle, børnene uden forældre osv. Kort sagt dem, der ikke kan tage turen over Middelhavet i en gummibåd. Det har altid været sådan, at kvalificerede man sig, var det med henblik på permanent ophold i det nye land, også selvom konventionen ikke decideret skriver noget om det.

FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, finder dog forslaget meget betænkeligt, da det gør op med en historisk gængs forståelse, selv om der juridisk set ikke har været noget til hinder for, at også kvoteflygtninge kunne få inddraget en opholdstilladelse, hvis der kom fred i hjemlandet. Kilde: Fyens.

Ingen lovgivning på finansloven

Det er et bærende princip, at man ikke kan lave egentlig lovgivning på finansloven, heller ikke selvom hele “paradigmeskiftet” er Dansk Folkepartis forudsætning for finanslovsaftalen for 2019. Derfor sidder de nu og prøver at udmønte finanslovsaftalen i konkret lovgivning. Det er nu ikke så svært. De er alle sammen enige, også i at kvoteflygtninge skal sendes hjem igen, når forholdene tillader det.

– Vi ønsker at sende et meget klart signal til flygtninge om, at når man får ophold i Danmark, så er det midlertidigt, og det gælder også kvoteflygtninge, lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til Politiken.

Jeg sidder tilbage

Jeg sidder tilbage og forstår det ikke. Hvorfor kan vi ikke klare 5,102 kvoteflygtninge pr. kommune pr. år? Hvorfor kan vi ikke give disse mest udsatte mennesker en tro på en fremtid, der rækker lidt længere end til de otte år, hvor de måske kan være her, så de måske kan søge om en permanent opholdstilladelse?

Der er en der forstår det, og det er den første, der kommenterer Berlingskes leder (jeg kan ikke finde kommentaren igen), men der stod, at han mente, det var en god idé, for vi havde ikke brug for flere kulturberigere.

God søndag!

Hvor mange lejre?

Hvor længe?

Den 4. december (2018)  læste jeg en kronik af overrabbiner Bent Melchior og brobygger Özlem Cekic i Berlingske med titlen ‘Hvorfor kan vi ikke behandle mennesker som mennesker?

De sammenligner bl.a. Udrejsecenter Sjælsmark med et åbent fængsel, fordi der ikke må være noget på væggene, fordi der kun er et lille smalt stålskab, fordi beboerne ikke selv må lave mad osv.

De spørger, hvorfor der ikke må være aktiviteter for både børn og voksne og de reflekterer over, hvordan forældrenes evt. gryende psykiske sygdom påvirker børnene, som bare er ‘dømt’ til at være der, hos mennesker der ikke af de ene eller anden grund ikke kan rejse hjem.

Jeg var i en længere årrække fængselsbesøgsven via Røde Kors – og via studiet – både i åbne og lukkede fængsler. Dér havde fangerne bedre – og menneskelige – forhold; langt bedre end de forhold Bent og Özlem beskriver

Her findes svarene

Der kan stilles mange spørgsmål men i tiden gives kun entydige svar: en del af danskerne vil ikke flygtninge det ret godt jf. fx finanslovaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti (s. 37) – det er det,, der bliver til den øde ø:

I løbet af 2020 vil der blive etableret faciliteter svarende til en centerkapacitet på 100 pladser med mulighed for yderligere 25 pladser (bufferpladser). Der vil endvidere blive etableret faciliteter til centrets medarbejdere og politiet.

Der afsættes en reserve på 34 mio. kr. i 2019, 300 mio. kr. i 2020, 200 mio. kr. i 2021 og 225 mio. kr. i 2022 til bl.a. etablering og drift af udrejsecentret samt øget operativ kapacitet til politiets indsats. (= 759 mio til 100 mand)

Det er rimeligt, at der er mennesker, vi ikke ønsker her, men det er ikke rimeligt, at de lever under umenneskelige vilkår, mens de er her.

Jeg spørger, hvor længe skal dette vare ved? Hvor går grænserne?

Interneringslejre? Hvor mange?

Udrejsecenter Sjælsmark og det kommende udrejsecenter på Lindholm, der i vidt omfang erstatter Kærshovedgaard,  minder mig mest af alt om interneringslejre; de minder mig om krig og besættelse, der resulterer i flugt, og det minder mig om at i nogle af danmarkshistoriens sværeste tider, kunne vi faktisk godt tage i mod flygtninge, og de kom endda fra Tyskland.

I 1945 udgjorde de tyske flygtningen fem pct. af befolkningen her i landet, og vi husede dem i interneringslejre Kilde Wikipededia. Hertil er at sige:

  • Dengang kunne vi modtage mennesker, der kan sammenlignes med nutidens kvoteflygtninge, som vi ikke har plads til med fem pr. kommune (500 årlig fordelt på de 98 kommuner).
  • Vi kunne modtage mennesker fra et land, der havde begået verdenshistoriens mest forfærdelige krigsforbrydelser også mod os og også mod jøderne i vores land.

Men situationen var særlig vil enhver sige; og det var den, men hvor går grænsen for hvor mange lejre, vi skal have nutildags? Hvem skal bo i den næste lejr og leve under umenneskelige forhold?