Morialejren

De bløde gulvtæpper

I den uge vi nu begiver os ud af, holdt EUs stats- og regeringschefer møde om blandt andet de kaotiske forhold på den græske ø Lesbos. På den ø lå Morialejren, men den er nu forvandlet til forkullede rester. Nogen har sat ild til lejren.

Lejren var bygget til 2.000 personer, men der boede reelt 20.000 i den, og der kom dagligt nye migranter  og flygtninge til. Mange var uledsagede børn, der alene havde taget turen over Middelhavet.

Mens stats- og regeringscheferne gik rundt på de bløde tæpper og drøftede, hvad de dog skulle stille op med alle de migranter, sov migranterne selv i nye interimistiske telte på papstykker.

En sygeplejerske fra organisationen ‘Læger uden grænser’ Mie Terkelsen beskriver de helt groteske forhold – selv inden branden – i denne artikel i fagbladet ‘Sygeplejersken’.

Stats- og regeringscheferne kan ikke blive enige om en fordelingsnøgle, når talen falder på migranter og flygtninge. Det burde ellers ikke være så svært at regne ud. Man kunne jo tage udgangspunkt i landenes BNP, befolkningstal eller en anden parameter, der er rimeligt stabil. Ud fra denne fordelingsnøgle kunne man tage i mod de 4.000 uledsagede børn. Jeg bidrager gerne med et fikst lille Excelark.

Egentlig burde problemerne med migranterne være løst for længst, idet EU-landene har sendt en kæmpe pose penge til Erdogan for at holde migranterne væk fra EUs ydre grænser. Hans opgave var at få dem til at sejle hjem igen, men den opgave har han ikke løst videre godt.

Den danske debat

Venstrefløjen plus de Radikale i Danmark har foreslået, at Danmark skal påtage sig at hente 300 uledsagede børn, men så går der for alvor Dansk Folkeparti i den, da de jo som bekendt end ikke vil tage imod kvoteflygtninge.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan skaffe plads til 300 børn. Men det er nok slet ikke plads målt som antal kvadratmeter, der er tale om?

Regeringen og DF frygter nærmere, at børnene sendes mod Nordeuropa som en form for spydspidser, der, hvis de får asylstatus, senere vil anmode om familiesammenføring, og så står vi med hele familier.

Jeg fristes til at sige: ‘Og hvad så?’. Hvad er problemet med 300 familier i det omfang de bidrager til samfundshusholdningen? Om kort tid vil vi alligevel komme til at mangle arbejdskraft.

2 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Sand fattigdom er, når man ikke kan se ud over egen næsetip, eller når man lader små børns liv og velfærd være mindre værd end at have sit eget på det tørre. Den politik har vi desværre ført i en del år nu. Jeg så gerne, at vi tog _mange_ af disse børn, og deres familier. Det kunne da bare mangle andet!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Jeg kan godt lide dine to statements om ‘sand fattigdom’. Jeg bliver helt dårlig, når jeg på TV ser små børn på 3-4 år løbe rundt og lege på så uhumske steder som fx ved vandhanen, og vi kender jo det græske vand: det er fint nok om morgenen, men om aftenen bliver der tilsat klor, så der kan det ikke det drikkes. Hvis du ikke allerede har læst artiklen fra fagbladet Sygeplejersken, skal du unde dig selv at gøre det.

      Jeg synes, vi skal starte med de 300 børn, der lige nu er i akut nød og som venstrefløjen og RV peger på. Herefter bør der på EU-plan laves en fælles strategi om, hvad der skal gøres. Altså en egentlig fordelingsnøgle. Det kan ikke være meningen, at Grækenland, der selv er et fattigt land, skal stå med hele byrden – hvis man ellers kan kalde mennesker for byrder?

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *