Indlæg

Morialejren

De bløde gulvtæpper

I den uge vi nu begiver os ud af, holdt EUs stats- og regeringschefer møde om blandt andet de kaotiske forhold på den græske ø Lesbos. På den ø lå Morialejren, men den er nu forvandlet til forkullede rester. Nogen har sat ild til lejren.

Lejren var bygget til 2.000 personer, men der boede reelt 20.000 i den, og der kom dagligt nye migranter  og flygtninge til. Mange var uledsagede børn, der alene havde taget turen over Middelhavet.

Mens stats- og regeringscheferne gik rundt på de bløde tæpper og drøftede, hvad de dog skulle stille op med alle de migranter, sov migranterne selv i nye interimistiske telte på papstykker.

En sygeplejerske fra organisationen ‘Læger uden grænser’ Mie Terkelsen beskriver de helt groteske forhold – selv inden branden – i denne artikel i fagbladet ‘Sygeplejersken’.

Stats- og regeringscheferne kan ikke blive enige om en fordelingsnøgle, når talen falder på migranter og flygtninge. Det burde ellers ikke være så svært at regne ud. Man kunne jo tage udgangspunkt i landenes BNP, befolkningstal eller en anden parameter, der er rimeligt stabil. Ud fra denne fordelingsnøgle kunne man tage i mod de 4.000 uledsagede børn. Jeg bidrager gerne med et fikst lille Excelark.

Egentlig burde problemerne med migranterne være løst for længst, idet EU-landene har sendt en kæmpe pose penge til Erdogan for at holde migranterne væk fra EUs ydre grænser. Hans opgave var at få dem til at sejle hjem igen, men den opgave har han ikke løst videre godt.

Den danske debat

Venstrefløjen plus de Radikale i Danmark har foreslået, at Danmark skal påtage sig at hente 300 uledsagede børn, men så går der for alvor Dansk Folkeparti i den, da de jo som bekendt end ikke vil tage imod kvoteflygtninge.

Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke kan skaffe plads til 300 børn. Men det er nok slet ikke plads målt som antal kvadratmeter, der er tale om?

Regeringen og DF frygter nærmere, at børnene sendes mod Nordeuropa som en form for spydspidser, der, hvis de får asylstatus, senere vil anmode om familiesammenføring, og så står vi med hele familier.

Jeg fristes til at sige: ‘Og hvad så?’. Hvad er problemet med 300 familier i det omfang de bidrager til samfundshusholdningen? Om kort tid vil vi alligevel komme til at mangle arbejdskraft.