Indlæg

/8 Kommentarer/i /af

Scanning og hjemve

Scanning og hjemve

Det er dagen for MR-scanningen

Scanning og hjemve

Det var kl. 11:15, men der stod i indkaldelsen, at man skulle være der i god tid, så jeg var der en time før.

Efter tip fra en medpatient på Psykiatrisk Center Hvidovre bad jeg om noget beroligende, ikke fordi jeg har klaustrofobi, men fordi jeg var lidt bange for, om jeg kunne ligge så musestille i så lang tid, som det kræves.

Man lægger sig

Man lægger sig på lejet, får noget til at lægge under haserne, så man ligger godt, og så bliver nakke og hoved “klodset op” med små puder fra skuldrene og op til ørerne, så hovedet bliver fuldstændig fikseret. Det var lige i starten lidt ubehageligt, men man vænner sig hurtigt til det. Dernæst får man et par ørepropper, fordi scanneren larmer meget. I hånden får man en lille gummibold, der rummer en kontakt. Hvis man af en eller anden grund vil akut ud af scanneren, trykker man på bolden, der fungerer som en alarm.

Så bliver man kørt ind i scanneren, og optagelserne begynder. De optager i sekvenser af alt fra tre minutter til fem minutter. Der er en lille kort pause mellem hver sekvens; der kan man så lige klø sig på næsen el. lign.

Da vi er halvvejs

Da vi var halvvejs (tror jeg), havde de kigget lidt på nogle af billederne, og kom derefter med noget kontrastvæske, som gør, at de bedre kan se anatomien i hjernen. De prøvede at stikke i begge albueled flere gange, men kunne ikke komme til at stikke, for jeg ligner snart en nålepude fyldt med arvæv, bl.a. fordi jeg engang var bloddonor og har givet mere end 100 gange – det har jeg desværre måttet stoppe pga. al medicinen. Til sidst overgav de sig og lagde en venflon på venstre håndryg, som de sprøjtede kontrasten ind i og skyllede efter med saltvand. Det føltes en lille smule ubehageligt men ikke meget. Herefter optog de så de sidste sekvenser.

Alt i alt varede det ca. 45 minutter, og det var fuldstændig smertefrit. Det gik meget bedre med at ligge musestille, end jeg havde ventet. Da de først havde kørt mig ud igen, og jeg rejste mig, var jeg ved at dratte om, fordi jeg var så svimmel. Det er sædvanligt at blive svimmel, for man bruger mange kræfter på at ligge musestille – forklarede de. De kom med en æblejuice, og fem minutter efter var det væk.

Jeg spurgte til, hvordan det kunne være, at scanneren sagde en ny lyd, hver gang vi begyndte på en ny sekvens. De forklarede meget tålmodigt om, hvordan scanneren virker: Den består af en kæmpe stor magnet og en masse små magneter. Det man optager er faktisk relationen mellem magneterne, og midteraksens forhold til de små magneter. Jeg forstod det ikke helt, men det lød spændende – og de havde slet ikke noget i mod at blive spurgt, da jeg havde forklaret, at jeg skulle bruge det til et blogindlæg.

Det, man kan se på en scanning af hjernen, er grå og hvide områder, anatomien, mængden af beskyttende væske omkring hjernen (svarende til den beskyttende æggehvide omkring æggeblommen), mængden af fedt omkring hjernen; der var sikkert mere, men resten kan jeg ikke lige huske.

Hele formålet med MR-scanningen er at se om der er skader der gør, at min hukommelse ikke er noget at råbe hurra for.

Jeg har haft en lille mailkorrespondance med Neuropsykologen Kaj Bjerring Andersen om, hvad hans konklusion egentlig betyder:

Kære Hanne

Du har et spørgsmål til mig vedr. “organisk cerebral dysfunktion”. Hvis der står det, skulle der have stået “organisk betinget cerebral dysfunktion”, hvormed jeg mener, at der er nogle forstyrrelser (hukommelsen), som synes at have et organisk grundlag (dvs. som kan være en følge af en skade på hjernen) til forskel for en forstyrrelse, der ikke har et organisk grundlag (og som kan være funktionel eller f.eks. en forbigående stressreaktion). Håber du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen
Kaj

Jeg har læst det nogle gange efterhånden, og det giver langsomt mere og mere mening for mig. Nu er jeg bare spændt på resultaterne af scanningen, der formentlig foreligger i løbet af 14 dage. Det bliver en lang ventetid.

Hjemve

Jeg har nu været indlagt siden den 17. marts altså lige knap to måneder, og det har været dejligt at mærke, at jeg dag for dag fik det bedre. Nu føler jeg mig fuldstændig klar til at komme hjem – også selvom jeg har haft det godt, og det var det eneste rigtige sted at være; det var det mindst farlige sted at være. Jeg længes efter mit hjem og mine daglige gøremål.

Det grundlæggende problem jeg kom med, har vi ikke løst helt, da ECT ikke i denne omgang havde samme mirakuløse effekt som i november 2014. Det der er løst er forstyrrelser af søvn, appetit og syn. De “dårlige tanker” er der stadig, men dem har jeg jo sådan set haft, siden jeg var 14, så måske er de bare et grundvilkår for mig. Jeg føler mig ikke længere klinisk deprimeret.

Med mig hjem får jeg et nyt problem i form af “filmen” eller “drejebogen”, der er en psykose/hallucinationer. Det består i, at jeg ser og hører min egen død og begravelse inde i hovedet på de nederste 25 pct. af det indre skærmbillede. Det er meget ubehageligt, og det er der konstant; det er det første, jeg ser og hører om morgenen, og det sidste jeg ser og hører, inden jeg sover. Jeg er ved at blive sindssyg af det, og nu har det vel varet 1½ måned. Noget meget positivt er, at PCH har udvirket, at “sagen” tages op på en konference i DPC (Distrikts Psykiatrisk Center) med henblik på at finde en psykolog til mig. Formentlig kan jeg komme til en gang i juli. Der er godt nok længe til, men det er væsentligt bedre end det, jeg har hørt, nemlig at der skulle være seks måneders ventetid. Jeg har ikke seks måneder. Tænk hvis en håndfuld samtaler med en psykolog kan stoppe den (undskyld sproget men jeg mener det: forbandede) drejebog!

Søde mennesker

Jeg har truffet nogle pokkers søde mennesker derude, og der er et par stykker, som jeg meget håber, jeg kan holde kontakten til. Fx I. der også er lidt nørdet, og som gerne vil have en hjemmeside. Hun skriver rigtig godt, så jeg har opmuntret hende til at arbejde videre med det. At skrive kan ses som en art selvterapi. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende med at få en hjemmeside op at stå. Herregud det er jo blevet så meget nemmere, end dengang jeg selv startede i 2003; da måtte man sætte sig ned og lære sig HTML; nu er den viden forældet/overflødig og markedet er overtaget af CMS’er som fx Joomla (Til I. her er 16 tutorials til at komme i gang på eller wordpress.org og det er selvfølgelig positivt, for det betyder, at mange flere kan få deres budskaber ud over rampen, og det er jo det, det handler om.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hjemme

Hjemme

Hjemme for en stund

Skønt at være her igen selv om her snart er lidt støvet, og køkkengulvet trænger til at blive vasket – det nås nok. Det skal ikke fortrænge følelsen af, at det er rigtig rart at være her! Det ligner lidt mit rigtige liv.

Aftalen er, at jeg i dag er hjemme fra 9:30 – 16:00, at vi evaluerer i morgen og derefter lægger planer for den kommende tid. Jeg synes, de gør meget for at gøre overgangen til det normale liv god og tryg.

Jeg døjer fortsat med “drejebogen” og kan ikke forstå det. Den nye medicin ved navn Risperdal burde jo kunne fixe den. Det er utrygt. Om aftenen føler jeg mig forpint, fordi der aldrig er bare fem minutters pause. Lige nu er lydsiden forværret, så jeg skal “overdøve” den, når jeg taler med nogen. Det eneste, jeg kan finde på, er at sætte hovedtelefonerne i ørerne og skrue op på maksimal lydstyrke, det overdøver lydsiden. Jeg kan bare kun holde den larm ud fem minutter ad gangen.

En to-do-liste

Jeg har lavet en liste med 10 punkter, over hvad jeg gerne vil have udrettet mens jeg er her, og jeg er simpelthen startet fra en ende af. Fx gennemgå mails, backups, .htaccess for at udelukke en bruger – det har ellers virket i cPanels “Deny Access Manager” – mærkeligt at det så pludselig holder op med at virke, ringe til Leif, kontakt til Meebox for at få mail-appen på iPad til at fungere igen osv. Alt sammen småting men alligevel rart at få ekspederet, da det bare skal fungere, uanset hvor jeg befinder mig.

En liste med programmer og deres formål

På opgavelisten er også: “Gennemgå rutineopgaver og kobl programmer til”. Problemet er, at jeg sidder ved PC’en og skal foretage mig et eller andet rutinemæssigt og banalt, men det tager mig 10 minutter at komme i tanke om, hvilket program, jeg skal bruge til det, fx “Høre musik – MediaMonkey”. Det svarer til, at du skal skrive noget tekst, og ikke kan huske at du plejer at bruge Word. Da jeg sidst var hjemme, prøvede jeg at liste alle programmer (jeg har mange, men de har jo alle et formål), jeg kunne vel genkende halvdelen. Det er meget ubehageligt at blive konfronteret med hukommelsesproblemet på denne måde. “Organisk cerebral dysfunktion”…

Årsager til hukommelsestabet

På netværksmødet forleden kørte Melita en del rundt i årsagen til det. Der kunne være tale om et par forskellige ting eller en kombination af de to:

  • ECT-behandlingerne (i alt 19)
  • Selve den bipolare lidelse

MR-scanningen den 13. maj vil kunne vise skrumpning af hjernen eller ej, men kan vel ikke vise årsagen. Svarer det ikke til et brækket ben? Et røntgenbillede kan vise, om/at det er brækket, men ikke om det var skiløb eller noget andet, der forårsagede det?

Den kommende tid

Der er kommet mail fra Hvidovre Kommune om, at hun har kontaktet Psykiatrifonden, der så vil kontakte mig med en dato for starten på “Udviklingsforløbet”, som jeg ser meget frem til. Leif nævnte, det sikkert bliver hårdt at komme i gang igen. Han har utvivlsomt ret, men det må jeg tage med. Jeg vil jo gerne.

Kommunen har bedt min egen læge om en hurtig erklæring til “Rehabiliteringsteamet”. Jeg kan ikke se nogen grund til, at det skal gå hurtigt, når rehabiliteringsteamet tidligst skal mødes 19 uger efter pinse, hvor jeg starter hos Psykiatrifonden. Der er jo oceaner af tid, og selvfølgelig er der tid til at vente på, at min læge har resultatet af scanningen og beskrivelsen af resultatet. Hvorfor dog forcere det sådan? Hvad er det, vi skal nå? Jeg fik ved opringning til kommunen overbevist hende om, at jeg havde ret. Og herefter er jeg så i gang med at få en senere tid hos lægen.

Jeg synes, der er meget at bøvle med. Psykiatrisk Center Hvidovre kunne måske ordne noget af det for mig, men nu har jeg altså selv taget affære.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/14 Kommentarer/i , /af ,

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

De tager sig tiden. Det er godt.

Stuegang med Kaj Bjerring Andersen

I dag har jeg optaget det hele med applikationen “Memoer”. Havde jeg dog bare tænkt over den funktion noget før!

Jeg har været til stuegang med Kaj Bjerring Andersen, som er neuropsykologen, der har lavet undersøgelsen af min hukommelse. Han udleverede en rapport og gennemgik de overordnede resultater en gang til. Hans konklusion er, at jeg er begavet over middel, og at tests vedrørende sproglige færdigheder forløber fint. Der er usikkerhed i ikke-sproglige opgaver, som kræver abstrakt-logiske ræsonnementer. Arbejdshukommelsen er i orden. Der ses nedsatte indlærings- og hukommelsesmæssige evner for både sprogligt og ikke-sprogligt materiale.

Den samlede konklusion lyder: “pt. er således generelt set kognitivt velfungerende, men der ses nedsat hukommelse, usikkerhed i ikke-sproglige problemløsningsopgaver og måske et lidt sænket forarbejdningstempo. Der ses således tegn på organisk betinget cerebral dysfunktion. Det er ikke sandsynligt, at ECT-behandlingen har betydning, da undersøgelsen er foretaget tre måneder efter, at pt. sidst var i ECT-behandling.”

Han havde nogle lidt overordnede overvejelser om, at jeg skal finde en arbejdsgiver, hvor der er styr på processerne og med dokumentation, så resultaterne ikke kommer til at afhænge af den enkelte medarbejders hukommelse. Som støtte for hans tests vil følge MR-scanningen af min hjerne. Han sagde, at det var helt sædvanligt at se hukommelsesproblemer ved bipolar affektiv sindslidelse.

Herefter forlod Kaj lokalet, og vi gik over til almindelig stuegang. For at styre mit indre kaos, havde jeg lavet en slags dagsorden med 10 punkter, jeg gerne ville have styr på.

Almindelig stuegang med Ditte

Et af punkterne var “Hvad er planen?”. Vi har udtømt effekterne af ECT, og det har ikke løst det grundlæggende problem. Hvad gør vi så? Hvad gør vi med “filmen”, som jeg er gået over til at kalde “drejebogen”? Det havde Ditte ikke rigtig noget godt svar på, andet end at jeg skal bruge de beskyttende faktorer, der kan hentes hos Gitte i Distriktspsykiatrien.

Jeg kan formentlig være her en uge endnu men hvad så? Selvfølgelig kan jeg ikke være her til evig tid, men jeg savner en løsning på det grundlæggende problem. Lige nu er det sådan, at mit hjem er det farligste sted at være.

Jeg forklarede hende, at hvis jeg ser på mit liv i helikopterperspektiv, har jeg kæmpet siden 1972, hvor min far døde, og nu er jeg ærlig talt i tvivl om, hvorvidt jeg orker at kæmpe mere. Det sagde hun selvfølgelig, at jeg skulle – hvad skulle hun ellers sige?

Vi talte lidt om fleksjob ctr. pension. Så vidt jeg husker, var hun enig med mig i, at pension ikke er løsningen. Jeg er topmotiveret for at komme i gang med Udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden, og det skulle gerne føre til et fleksjob, hvis ellers jeg kan finde en arbejdsgiver, der tør binde an med mig efter alle de indlæggelser.

Et andet spørgsmål var “Hvad kan jeg vente mig af fremtiden set i lyset af fem indlæggelser inden for de seneste ni måneder?”. Hun ventilerede muligheden for flere indlæggelser, og anså det vist nærmest for sandsynligt. Det er rart med et klart svar, men jeg synes samtidig, det er bekymrende.

Der har været endnu en læge og kigge på mine ører. Alt ser normalt ud, men jeg kan altså intet høre. I går havde jeg fx besøg af præsten, og hun måtte tre gange gøre mig opmærksom på, at telefonen – der lå lige ved siden af mig – ringede. Jeg kunne ikke høre den. Nu har jeg så fundet en anden ringetone og skruet op på maksimal styrke; måske hjælper det? De er gået i gang med at finde en ørelæge, men alle har ventetid, og jeg kan altså ikke vente! Jeg tør ikke bevæge mig i trafikken med den hørenedsættelse.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Orlov hjemme hos mig selv

Orlov hjemme hos mig selv

Hjemme for en stund

Jeg har valgt at bruge de resterende fem timers orlov hjemme hos mig selv i dag, da der var en hel del ting, jeg skulle have ordnet – alle mulige koder virker pludselig ikke på min iPad Air, og det skal de, da jeg er nødt til at kunne ordne alting på distancen.

Jeg har brugt lidt tid på at læse på sundhed.dk, hvad de har skrevet om mig, og det ser alt sammen rigtigt ud. Det er lidt mærkeligt at se alle mine mærkelige tanker på skrift; en der bed er, at verden ikke vil være et ringere sted uden mig, for det er jo sådan set rigtigt nok, men det er bare sygt at tænke de tanker. Raske mennesker tænker ikke sådan. Det er ellers mange år siden, jeg holdt op med at tænke over livets mening og andre eksistentielle tanker, for jeg blev ved med at komme frem til, at der ikke var en sådan mening – det blev bare tanker, der kørte i ring, og det blev en negativ spiral.

Selvmordsforsøg

Jeg har et selvmordsforsøg bag mig den 3. januar 2006, hvor jeg tog en overdosis af alle de piller, jeg havde i skabet. Det var før jeg vidste, at der er proppet så meget brækmiddel i moderne medikamenter, at det ikke kan lade sig gøre at begå selvmord med dem. Dengang tog jeg dagen efter til Psykiatrisk Center Hvidovre, men blev sendt hjem igen med beskeden om at finde et nyt job og en ny psykiater! Det har haft den konsekvens, at jeg altid er bange for at tage derud og blive afvist, men de har vist ændret praksis siden.

I aftes havde jeg en lidt længere snak med en af medarbejderne om det med hukommelsen. Hun sagde det samme som jer: “Se fremad ikke tilbage”, og det vil jeg så prøve på. Nu er jeg spændt på, hvad MR-scanningen af hjernen viser.

I den neuropsykologiske test gik alt andet end det med sproglig opmærksomhed dårligt. Jeg har tænkt lidt over, hvordan Kaj Bjerring Andersen skelnede mellem færdigheder og hukommelse. Fx når jeg ikke kunne indsætte den manglende sjette figur, er det så færdigheder eller hukommelse? Jeg vil opfatte det som en færdighed, men det er det åbenbart bare ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.