Indlæg

,

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves

Vi straffede på legemet indtil 1866

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves

Vi reagerer med mavefornemmelser, når legemsstraffe nævnes – men glemmer, at de var en del af dansk ret helt frem til 1866. Denne artikel handler ikke om at relativere ondskab, men om at insistere på historisk hukommelse i en debat, der hurtigt bliver moralsk panik.

Den 1. februar skrev BT … om, at tre personer fra Hizb ut-Tahrir udtalte sig om legemsstraffe og anerkendte dem.

Der stod endvidere:

Hvis kniven bare er skarp nok, mærker man sikkert ikke meget til at miste en enkelt hånd …

“I islam er formålet ikke at torturere en person, men den offentlige ydmygelse, fordi hor bliver betragtet som noget forfærdeligt. Det er noget, der afspejler islams værdier. Islam går ind for, at man bevarer anstændighed og dydighed i samfundet (…) Det er den her ydmygelse, der er i fokus” siger han og fortsætter:

“I forbindelse med håndsafhugningen er der også krav til, at instrumentet skal være skarpt, det skal ske hurtigt, man skal hurtigt stoppe blødningen. Det handler ikke om at udsætte den her person for smerte, når man eksekverer straffen”.

Det er selvfølgelig alt sammen helt forfærdeligt. Jeg skrev:

“Det var der jo også hjemmel til i Danmark, indtil vi fik den første egentlige straffelov i 1866. Først da straffede vi vha. frihedsberøvelse frem for på legemet. Vi skal ikke være så hellige.”

Så blev jeg udsat for noget, der ligner en “shit storm”.

Den første person skrev “Vi er lykkeligvis kommet videre”, hvortil jeg svarede “Det har du ret i, og det skete lykkeligvis i 1866”.

Den næste person skrev: “Så hvad var formålet med den kommentar hvor du trak vor fjerne fortid ind i den nuværende tilstand, hvor der arbejdes på at skrue tiden tilbage … Og endda tilføjede et ” Vi skal ikke være så hellige.”. Hertil svarede jeg: “Som skrevet har vi selv haft hjemmel til legemsstraffe”.

Den næste person skrev: “Så.. Vi skal ikke være så hellige.?” hvortil jeg svarede “Netop”. Samme person tilføjede. “Men det kan da ikke fungere som undskyldning for de der nu forsøger at skrue tiden tilbage …”. Hertil svarede jeg “Jeg undskylder ingen. Som nævnt oplyser jeg (for tredie gang) udelukkende, at vi selv har haft hjemmel til legemsstraffe”.

Endnu en person skrev: “og hvad så? Vi har også engang tæsket vores børn, halshugget kritikere, holdt slaver og brændt kvinder på bålet. Hvor vil du hen med din kommentar?”. Jeg svarede “Hold nu op. Jeg oplyser bare om fakta.”

De følgende to kommentarer orkede jeg ikke at svare på: “nej. Du bagatelliserer ondskab”. “For snart 200 år siden – her har vi heldigvis udviklet os videre …”.

Jeg gider ikke gå ind i en sådan debat. Folk er ganske enkelt for dumme.

Danske Lov

Jeg ved ganske udmærket, hvad jeg vil med min oprindelige kommentar – jeg bagatelliserer ikke ondskab; jeg fortæller, at vi også selv indtil 1866 havde hjemmel til legemsstraffe. Længere er den ikke. Først da havde vi været gennem det, der kaldes “De store fængselsbyggeår”.

Man skal forestille sig et samfund midt i 1800-tallet, der gik gennem store reformer for at implementere frihedsstraffen, der afløste legemsstraffene. Det har været et enormt arbejde at opføre de første to store fængsler Horsens Tugthus (klar 1853) og Vridsløselille (klar 1859), der skulle stå klar den første april 1866. Fangerne skulle forbedres gennem isolation og hårdt arbejde. Isolationen ses tydeligst ved den stjerneformede udformning af Vridsløselille.

Hjemlen til legemsstraffene findes i Danske Lov og tidligere. Vi skal ikke sidde på den høje hest overfor Islam, og følgende rædsel kan vi slet ikke forestille os i dag. Stig Juul “Lov og ret i Danmark” 2. omarbejdede udgave fra 1969 skriver side 88: “Allerede i 1537 dømte saaledes en Dom afsagt af Kongens Retterting under Paaberaabelse af “Kejserretten” en Kvinde til at puttes i en Sæk og druknes, fordi hun havde været sin Mand utro.”

Idéen bag straffebestemmelserne i Dansk Lov var afskrækkelse, som vi i dag kalder generalprævention. Når folk så de frygtelige straffe, der overgik gerningspersoner, skulle de selv blive bange og derefter undlade at begå de samme forbrydelser.

Billedet herunder (og topbilledet) er hentet fra bogen “Lov og ret i Danmark” side 90 og forestiller Kagen på Nytorv i København. I baggrunden ses rådhuset.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Manchester

Er de syge i hovederne?

Så ramte terroren igen, denne gang Manchester hvor ca. 22 er dræbt og 60 er sårede. Tidligere var det München, Paris, Nice, Kabul, Ansbach m.fl. Listen er helt sikker meget længere.

I Manchester gik det primært ud over børn og unge, der ville høre noget fed popmusik, og derfor begav sig til en arena, hvor der er plads til over 20.000 mennesker.

Hvem er så syge i hovedet, at de er begyndt at lade det gå ud over børn og unge, der ikke har politiske motiver; de ville jo bare gerne høre noget musik!

Islamisk Stat har taget skylden. De vil nok selv hellere kalde det “taget æren”, det gør dem bare ikke mere sympatiske.

Efterdønningerne

Nu vil alle islamkritikerne, som fx Martin Henriksen (DF) og Inger Støjberg (V), igen få medvind i sejlene. Endnu engang vil de få folk til at føle sig utrygge, når de møder en muslim, en flygtning, en indvandrer mv. på gaden. Det er særdeles uheldigt. Medlemmerne af Islamisk Stat er virkelig syge i hovederne, men den almindelige syrer, der er flygtet pr. båd tværs over Middelhavet, er landet på Lesbos, og evt. har sat eget og børnenes liv på spil på rejsen, vil bare have et liv her. Han kommer (sgu)  ikke for at slå nogen ihjel. Han har formentlig set tilstrækkeligt mange forkullede liv i Mosul.

De virkelig syge medlemmer af Islamisk Stat burde man vel egl. med en fælles indsats på Den Europæiske Union-plan kunne fange relativt let? Hvorfor er der ikke nogen, der har forsøgt at søsætte et sådant forsøg?

,

München, Ansbach, Paris, Nice, Kabul mv.

Titlen på dette indlæg er uden tvivl mangelfuld. Den består af de byer, som jeg lige kan huske har været ude for terrorangreb på det seneste, og hvor mange uskyldige mennesker er døde.

Med hensyn til Kabul, er det bemærkelsesværdigt, at TV-avisen brugte maksimalt 30 sekunder på et terroranslag, der dræbte 82 mennesker. Men det er jo langt væk… og ikke i Europa.

Jeg kan slet ikke lide at tænde for TV-avisen lige p.t., for hver dag har sit frygtelige budskab om hvor mange, der nu er dræbt hvor. Og det ligger hele tiden i luften, at det er radikaliserede muslimer, der står bag anslagene. Jeg kan ikke finde ud af, om situationen reelt set er blevet meget værre på det seneste, eller om det er et udtryk for, at når det ene medie skriver om noget forfærdeligt, så skal de andre ikke stå tilbage for dem. Og så kommer det sanselige bombardement lige ind i aftenkaffen.

Jeg ønsker mig en verden, hvor der er plads til alle, hvor vi deler værdier – og gerne står fast på dem – og hvor vi ikke lader diverse religioner skyde kiler ned mellem os. Disse kiler skaber angst, og angsten skaber ekstremisme i en grad, der får mennesker til at slå andre mennesker ihjel, hvor usympatisk det end er. Jeg kan snart ikke holde det ud mere. Mange vil kalde mig naiv nu – men det lever jeg så med.

Jeg er selv religiøs/troende, og jeg har respekt for, at det er der også andre, der er, og de må tro alt det på Allah, de vil, og bære alle de tørklæder de vil, hvis jeg bare må tro på min Gud. Og bare jeg ikke skal slås ihjel på grund af min tro.

Det er snublende let at associere terrorhandlingerne med de mennesker, der flygter til vores land. Debatten, der bliver mere og mere rå, skærer alle over en kam, og munder ofte ud i “Send dem hjem, hvor de kom fra” og “Skyd de perkere i nakken”. Den slags gør mig trist.

Min holdning er, at de mennesker, der er i vores land, skal behandles ordentligt uanset, om de er her på utåleligt ophold eller ej. Og de skal have mod til at “adoptere” vores værdier. Se bort fra de religiøse skel og fokuser i stedet på værdierne! Men det kræver naturligvis, at vi selv ved, hvilke værdier, der er vores. Og det ved vi ikke, for så havde Bertel Haarder ikke søsat sin “Danmarkskanon”, som jeg i øvrigt synes, er et fint og demokratisk tiltag, som jeg selv har bidraget til

Bertel Haarder taler ofte om, at flygtningene skal “ville Danmark”, og det lyder rigtigt i mine ører, men så skal vi også give dem chancen for at vise, at de vil. Og hvordan gør vi så det? Vi gør det i hvert fald ikke ved at lade dem sidde i en teltlejr og glo ud i luften i årevis.

Det allerbedste vi kan gøre er at tildele dem en plads på arbejdsmarkedet. Det er den bedste og billigste form for integration. Når man har et arbejde, bidrager man til samfundet, og det er et urinstinkt gerne at ville det. Jeg har selv prøvet at stå udenfor, og det bliver man et “mindre menneske” af.

Jeg har en god veninde, der deltager i et frivillignetværk i en lille by nær København. I byen ligger et stort flygtningecenter. I netværket fokuserer de på at hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Flygtningene vil gerne arbejde, men de kan ikke få hverken et job som vinduespudser eller rengøringsassistent, for der står i stillingsopslagene, at de skal kunne flydende dansk og have kørekort. Jamen for pokker da, de skal vel ikke tale med gulvskrubben eller vinduerne? Og hvor kræver jobbet, at de kører hen?

Det viser bare arbejdsgivernes ønske om at sætte en vejbom op for flygtningene, som de umuligt kan passere de første mange år. Det resulterer i, at det netværket kommer til at hjælpe med, primært er at logge ind på Jobnet og klikke på knappen, hvor man bekræfter, at man har læst – og forstået – “Min plan”.

Der er et eller andet galt, og det må kunne gøres bedre, også uden at nogen skal dø af det.

 

,

Ytringsfrihed!

Tragedien i Paris

10 journalister og 2 politibetjente er i dag blevet dræbt ved et terrorangreb i bladet Charlie Hebdos lokaler i det centrale Paris. Bladet er et satirisk ugeskrift på venstrefløjen, der ikke holder sig tilbage med at kritisere alt og alle, det går især ud over religioner og den katolske kirke må i særlig grad holde for – ligesom selvfølgelig også islam må det. Terroristerne råbte muslimske slagord før og efter attentatet, så der er ingen tvivl om, at det er islamistiske galninge, der står bag. Der er sendt 3.000 betjente og noget militær ud for at fange dem, og Gud hvor jeg dog håber, de bliver fundet og får en ganske ganske alvorlig og langvarig straf, gerne med efterfølgende hjemsendelse til der, hvor de nu end kommer fra.

Hele verden fordømmer det der er sket uanset partifarve, og sådan skal det også være!

Det hele verden nu taler om er demokrati og ytringsfrihed, for det er sidstnævnte, der er i fare.  Hvis vi ikke må tænke og tro hvad vi vil uden risiko for at blive skudt på åben gade, så har vi mistet en vigtig frihedsrettighed – måske flere. Allerede den første grundlov fra 1849 havde en bestemmelse om ytringsfrihed. Junigrundloven fra 1853 har denne formulering af § 77: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.” Som et lille sidespring vil jeg nævne, at der er rigtig mange, der påberåber sig ytringsfrihed, men de glemmer den del der hedder “dog under ansvar for domstolene.”!

I Kristeligt Dagblad siger professor Jytte Klausen: “Vi reagerer ved at sige, at det også kunne ske her hos os, og så har gerningsmændene opnået det, de vil. Men det er ikke tilfældet. Det her er et nøje valgt mål.”

Jeg synes imidlertid, det er svært helt at tro hende, for risikoen er da også til stede hos os, se bare hvordan det gik til under Mohammed-krisen, hvor tegneren Kurt Westergaard havde tegnet profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Det udløste en lang diplomatisk krise og afbrænding af Dannebrog rundt om på gaderne i de arabiske lande. Hidtil har jeg egentlig ment, at Jyllands Posten mest var ude på at provokere, og at det kunne de så bare have ladet være med; men jeg må indrømme, at dagens hændelse har fået mig til at ændre opfattelse.

Det er ulykkeligt for herboende fredelige muslimer at dette attentat kommer præcis dagen efter dokumentaren om Grimhøjvejens moske i Århus. Det er da lige vand på nationalisternes mølle, og jeg er sikker på, at Pia Kjærsgaard får lidt ekstra vind i sejlene efter disse dage. PS: Jeg frygter det kommende folketingsvalg med et DF med 20 pct. af stemmerne.