Indlæg

Tasta(re)tur!

Dag et

Tasta(re)tur!

Jeg vil så gerne have et tastatur til min iPad, så jeg kan fumle lidt på turen mellem Hvidovre Station og Farum Station. Så jeg har købt og bestilt to og konstateret, at de slet ikke passede. Det nummer et, der lå før nummer et og to, var udsolgt, selvom det fandtes i webshoppen. Havde det været til ægte salg, havde jeg været oppe på tre fejlkøb. Jeg er åbenbart en tosse til den slags.

Jeg var ikke opmærksom på at:

  • Der er vældig forskel på en iPad Air, en iPad Air 2 og en iPad Pro
  • En iPad Air er 9,7″ stor
  • Det ikke er alle tastaturer, der er udstyret med Æ, Ø og Å
  • Det ikke er alle tastaturer/etuier, der levner hul til kameraet
  • Det ikke er alle tastaturer, der har ordentligt mellemrum mellem tasterne
  • Det ikke er alle tastaturer, der har konkave taster
  • Det ikke er alle tastaturer/etuier, der har hul til jackstikket.

Det har heldigvis været helt uproblematisk at få nummer et og to sendt retur. UPS kom her og hentede pakken fra Logitech, og PostNord kunne bare undlade at aflevere pakken, efter jeg havde skrevet et bestemt nummer på den. Vupti – jeg er home free.

Næste tastaturforsøg gennemføres med en mellemhandler lidt nede ad Hvidovrevej. Jeg har sagt, hvad jeg vil have, og så er det ikke mit problem, hvis de skaffer noget forkert hjem. Jeg har ydet mit på den front.

, , , ,

Til blogtræf i Sverige

Jeg har haft en perfekt weekend!

Ellen inviterede til blogtræf på ødegården 160 km. oppe i Sverige og jeg meldte mig til og har været så spændt. Jeg har dels været spændt på at møde Ellen IRL, dels på hvordan et blogtræf egentlig foregik. Ét er at man læser hinandens blogs gennem flere år og kommenterer det man læser, noget andet er at mødes med mennesker, der i realiteten er fremmede, og så at tegne sig for en hel weekend på forhånd.

Det viste sig at blive et meget lille blogtræf, der bestod af Ellen og hende mand John, og Pia og hendes mand Allan – og så mig så mig sagde hunden. Jeg er rigtig glad for, at vi var sådan et lille sluttet selskab, fordi man så har tid til at lære hinanden ordentligt at kende og fordi jeg ikke er god til at overskue mange nye mennesker på én gang. Generte, indadvendte og nørdede mig i en udadvendt aktivitet med fremmede mennesker en hel weekend “kunne det nu gå” tænkte jeg, da jeg tog på arbejde fredag morgen med soveposen under armen.

På en måde var vi alle samme type med stor interesse for teknologi, internet, iPad, avancerede mobiler osv. John havde en iPad og jeg bliver nødt til også at eje en, nu hvor jeg har holdt den i hånden og oplevet hvor susende hurtigt alting går.

Hvad laver man til et blogtræf? Man snakker og griner en masse – og så spiser man pokkers godt! Vi er simpelthen blevet så godt beværtet, at jeg ikke kan beskrive det. Man tager også en masse billeder, ja det vil sige jeg har ikke taget nogen billeder med mit eget kamera, da jeg var løbet tør for batteri, og naturligvis ikke havde opladeren med. Der var så smukt alle steder og vi har været på ture med så mange oplagte fotomuligheder, og så havde jeg ikke mere batteri – det er godt nok bittert. Jeg får en CD-rom med de andres billeder på, men det er nu sjovest med ens egne skud.

Jeg har aldrig været i Sverige før (bortset fra en cykeltur til Lund) så alle de lysegrønne birketræer har været en drøm for mig, på samme måde som alle de smukke røde huse og de store gårde med mure af kampesten. Der var birkepollen overalt, og jeg er glad for ikke at være pollenallergiker, for så havde det været en lang weekend. Jeg forstår virkelig godt folk, der vælger at have en gård i Sverige. Der er en særlig fred og om aftenen kan man se stjernerne. Landskabet er spændende og varieret; der er skov overalt og hver en skovsti ser spændende ud. Der er masser af søer og smukke gamle broer. Vejret har været fantastisk, og i solskin er alting perfekt, men jeg må sige, at denne weekend også havde været perfekt i gråvejr. Tusind tak for det hele til Ellen og John.