Jeg har to blogs: den første er et ugebrev dedikeret til min slægtsforskning og denne, der startede 21-06-2007, fordi jeg ville have et sted hurtigt at publicere andet end slægtsforskning. Havde jeg udvidet den første til at rumme mere end slægt var det blevet en rodebutik.

En blog skal altid ‘løbes i gang’, der skal være mange poster, der skal være læsere, og der skal være kommentarer, før den er værd at læse.

Lige for øjeblikket har denne blog masser liv på grund posterne om flytningen og de mange kommentarer til de poster. Tak til jer faste kommentatorer – jeg bliver glad, hver gang I sætter jer til tastaturet.

Det er ikke mange år siden, jeg fandt blogs uinteressante; syntes de var folks dagbøger udstillet for alverden – og det er det også! Flere af mine venner har blogs, og når jeg skal se, hvad de laver, kigger jeg lige forbi deres blog. Før i tiden var man gået på besøg eller havde skrevet et brev, senere havde man bedt om ‘Taga 3321’, så havde man selv drejet, så skrev man en mail, og nu kigger man forbi bloggen. Når man kommer på besøg, er man allerede godt opdateret. For bloggen har ikke erstattet besøget!

Der er naturligvis emner, man ikke blogger om! Alverden kan jo læse med. Hvis man nu var træt af jobbet og/eller chefen (hvad jeg ikke er) ville det ikke være et godt emne, hun kunne jo risikere at læse med.

Web2 er en realitet! Web2 er bla det forhold, at webben bruges til dialog og interaktion, og ikke som web1 kun til monolog. Interaktionen og dialogen er guld værd. Jeg holder af mit eget selskab, kan lide at være hjemme, og har jeg gæster er det max to ad gangen, bryder mig ikke om store fester mv.

Bloggen har udvidet mit sociale liv: jeg kan følge med hos vennerne og de hos mig på en måde, der helt passer til mit temperament.