Indlæg

, , ,

Blogging

Jeg har to blogs: den første er et ugebrev dedikeret til min slægtsforskning og denne, der startede 21-06-2007, fordi jeg ville have et sted hurtigt at publicere andet end slægtsforskning. Havde jeg udvidet den første til at rumme mere end slægt var det blevet en rodebutik.

En blog skal altid ‘løbes i gang’, der skal være mange poster, der skal være læsere, og der skal være kommentarer, før den er værd at læse.

Lige for øjeblikket har denne blog masser liv på grund posterne om flytningen og de mange kommentarer til de poster. Tak til jer faste kommentatorer – jeg bliver glad, hver gang I sætter jer til tastaturet.

Det er ikke mange år siden, jeg fandt blogs uinteressante; syntes de var folks dagbøger udstillet for alverden – og det er det også! Flere af mine venner har blogs, og når jeg skal se, hvad de laver, kigger jeg lige forbi deres blog. Før i tiden var man gået på besøg eller havde skrevet et brev, senere havde man bedt om ‘Taga 3321’, så havde man selv drejet, så skrev man en mail, og nu kigger man forbi bloggen. Når man kommer på besøg, er man allerede godt opdateret. For bloggen har ikke erstattet besøget!

Der er naturligvis emner, man ikke blogger om! Alverden kan jo læse med. Hvis man nu var træt af jobbet og/eller chefen (hvad jeg ikke er) ville det ikke være et godt emne, hun kunne jo risikere at læse med.

Web2 er en realitet! Web2 er bla det forhold, at webben bruges til dialog og interaktion, og ikke som web1 kun til monolog. Interaktionen og dialogen er guld værd. Jeg holder af mit eget selskab, kan lide at være hjemme, og har jeg gæster er det max to ad gangen, bryder mig ikke om store fester mv.

Bloggen har udvidet mit sociale liv: jeg kan følge med hos vennerne og de hos mig på en måde, der helt passer til mit temperament.

Ikea – en lørdag

Mine håndværksmæssige evner rækker omtrent til at samle nogle kassetter til opbevaring af kirkebøger og CD-rommer, og skifte de 20 år gamle tidsskriftholdere ud med nogle tidssvarende. Ikea har nogle pæne kassetter, der passer perfekt i bredde og højde til dels kirkebøger, dels CD-rommer.

Som sagt så gjort: Jeg har været i Ikea af alle steder en lørdag formiddag. En gruopvækkende oplevelse at være der og at komme gennem kassen: par der skændes, unger der skriger, folk der ikke kan styre deres gigantiske indkøbsvogne med to sofaer på. Rædsomt – det er lige før jeg lover mig selv, at det aldrig vil gentage sig, men jeg ved godt, det ikke holder. Måske skal man bare finde en anden dag end lørdag med familien Danmark.

Ikea var et stop på vejen hjem fra Hørsholm, hvor jeg har set på mulighederne for skabe. Milde himmel hvor er det lækkert. Skulle jeg få lejligheden, er det de skabe, der skal ind. Jeg fandt også nogle gardiner – hvid flagdug med tynd blå streg i. Så passer de til gulvtæppet, der fremover vil blive et frimærke…

Dagen startede 05:50 med vækkeur, for så kunne jeg lige nå at give to hylder noget hvid maling, så kunne de tørre under udflugten. I går fik de grunder, så der ikke er mere træ tilbage. Maling og pensler kostede 4oo kr., måske kunne jeg lige så godt have købt fire nye hylder. For at male fire hylder roder alt. En 2V er god at sidde ved computeren i. Så snart man gør andet, roder det hele.

Skulle jeg ikke få lejligheden, har jeg da fået nogle tidsskriftskassetter, fire hvide hylder, og fået smidt de gamle betalingsoversigter, tandlægekvitteringer og lønsedler ud.

, , ,

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret 8)

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.