Barbariske henrettelser for barnedrab

Da vi halshuggede letfærdige Qvindfolk

Antikvarisk har jeg fundet Beth Grothe Nielsens bog fra 1982 “Letfærdige Qvindfolk – om Gisle Nielsdatter og andre barnemordersker”, udgivet på forlaget Delta. Bogen er spændende som en kriminalroman, som jeg ikke kan lægge fra mig. Barnedrab og straffene for det er både spændende og rædselsfulde.

Tillige har jeg et par gange læst en fremragende artikel kaldet “Barnemord i det 18. århundrede – hvordan og hvorfor”. Forfatteren er Simon Steen Hansen. Den er skematisk opbygget, så man er fuldkommen klar over, hvordan han kommer fra A → B → C osv. Derfor ligger hans artikel bag denne artikel. Eksempelvis har jeg struktureret dele af min artikel efter nogle af de samme overskrifter, som Simon Steen Hansen. Men læs selv hans artikel, der er på ti sider.

Danske Lov (DL) var faktisk en medvirkende årsag til barnedrabene, og dermed at staten mistede ikke alene ét par hænder til at varetage det tunge arbejde på gårdene men hele to par – både mor og barn, når letfærdige kvindfolk mistede deres hals.

Den 27. maj 1754 forlod tjenestepigen Gisle Nielsdatter den mark, hvorpå hun havde arbejdet hele dagen. Hun begav sig ud på en lang omvej til den gård, hvor hun havde arbejdet sidste sommer, for at hun ikke skulle støde ind i nogen hun kendte. Hun skjulte sit ansigt bag et forklæde og sin højgravide mave under et tykt lag tøj. Da hun kom til gården gik hun ind i laden for at føde, og da hun senere vendte tilbage til marken for at genoptage arbejdet, var det uden sit barn. Det fandt man liget af over en uge senere, gemt af vejen i et knippe halm inde i laden.

Indførelse af Christian den femtes Danske Lov (DL) i 1683

Efter enevældens indførelse i 1660, opstod et ønske om at få sat skik på lovgivningen. Vi havde haft landskabslovene i form af Jyske Lov, Skånske Lov og Sjællandske Lov, men det var noget roderi. Eksempelvis straffede man måske anderledes på Fyn end i resten af landet; det blev jo ikke ved at gå. Efter en lang proces med en form for samordning af det bedste fra hver af de tre love, stod man den 15. april 1683 med Danske Lov.

Reformationen i 1536 havde gjort Danmark til et protestantisk rige. Kongen repræsenterede en samfundsorden, der var indstiftet af Gud selv. Det verdslige og det gejstlige var to sider af samme sag. Danske lov er fyldt med religiøse islæt. Denne artikel beskæftiger sig i særlig grad med følgende bestemmelser:

Danske Lov 6-6-7

“Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage.”

Danske Lov 6-6-8

“Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.”

Dette link peger på Danske Lovs 6. bog, men kunne lige så godt pege på biblens “Du må ikke slå ihjel” (det 5. bud) og “Du må ikke bedrive hor” (det 6. bud), for det var de bestemmelser, man lænede sig op ad, da man forfattede DL.

Det er interessant at læse Christian den femtes forord til DL. Han skriver blandt andet (kursiveringen er min):

“Vi Christian den femte af Guds i nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst, gør hermed for alle vitterligt, at, såsom gudsfrygt og retfærdighed er de tvende fornemste støtter og hovedpiller, med hvilke lande og riger udi deres bestandige flor og velstand befæstes og opholdes …”

Kilde: Wikipedia

Ægteskabet var indstiftet af Gud, og så måtte det selvfølgelig ikke krænkes. Nu var sex pludselig en gave fra Gud men kun i ægteskabet. Sex uden for ægteskabet var en trussel mod det hellige ægteskab, og derfor måtte det straffes hårdt.

Lejermålsstraffen

Lejermål var betegnelse for seksuelt samkvem mellem to ugifte.

DL 6-13-1 lyder fx

Hvo nogen Qvindis-Person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og Qvind-folket tolv Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have de ikke Middel til Bøderne, da straffis de efter deris Formue og med Fængsel paa Kroppene; Men dersom de egte hver andre, da betale hand til Bøder half femte Lod Sølv og hun half saa meget, og være frj for Skriftemaal.

Kilde: Rigsarkivet

Bøderne svarede ved lovens indførelse til en årsløn for tjenestefolk, så man måtte holde sig i skindet. Havde de ikke råd til at betale lejermålsbøderne, fremgår det direkte af bestemmelsen, at de måtte betale så meget, de kunne og så sidde resten af i et fængsel. Hvis en eller begge parter slet ikke kunne betale noget af bøderne, kunne fængsel kombineres med gabestokken.

Der er forskel på mænd og kvinder

Formålet med bestemmelsen om lejermål var at styrke ægteskabet som institution. Derfor var manden forpligtet til at gifte sig med kvinden, medmindre han ved Gud sværgede på, at han ikke var far til barnet.

1. Hvis kvinden var uberygtet → det var hendes første dom for lejermål, kunne hun kræve ægteskab med faderen.
2. Hvis det derimod ikke var første gang → hun var berygtet og kunne ikke kræve ægteskab.
3. Hvis det var tredje gang → “kvalificeret lejermål” → straffen var kagstrygning, hvilket vil sige pisk på et offentligt tilgængeligt sted.
   • Når bødlen lagde hånd på en kvinde → hun blev æreløs. Typisk var hun herefter ude af stand til at få en plads, for ingen ville tage en æreløs kvinde i tjeneste. Hendes eneste udvej var prostitution og/eller tyverier.

Skriftemålet var ikke en straf sig selv, men det virkede på fuldkommen samme måde. Kvinden blev af præsten typisk genoplært i sin barnelærdom om den kristne tro. Selve skriftemålet fandt sted ved, at kvinden – mens hele menigheden overværede det – knælede i kordøren, og præsten holdt tordentale om det grimme, hun havde gjort (overtrådt det 5. og 6. bud). Herefter skulle hun rejse sig, vende ansigtet mod menigheden og vise sin anger.

Både kagstrygningen og skriftemålets formål var selvfølgelig at straffe den formastelige (specialprævention der skal sikre, at gerningsmanden/-kvinden ikke igen begår forbrydelsen) men i mindst lige så høj grad at virke som generalprævention. Det vil sige at afholde alle andre fra at begå samme forbrydelse.

Ærestab og uægte børn

Når en kvinde i 1600- og 1700-tallet fik et barn udenfor ægteskab (et uægte barn), kunne hun næsten ikke undgå at miste sin ære. Når man mistede sin ære, mistede man sin plads i samfundet. Det var kun uberygtede kvinder (første lejermålsdom), der kunne kræve ægteskab. En ugift kvinde med et eller flere børn havde næsten kun en indtægtskilde: tiggeri og prostitution.

Et uægte barn havde ikke samme rettigheder som et ægte barn. Det havde fx ikke arveret efter faderen, og det kunne intet kræve af ham. At være uægte født betød typisk, at man på forhånd var socialt fordømt.

Det vanskelige ægteskab

I de mange af små samfund på landet kunne det være umådelig svært at finde en ægteskabspartner, når DL bestemte, at grandfætre og grandkusiner ikke måtte gifte sig med hinanden. Når folk fra 1733 var stavnsbundne, kunne unge mænd ikke uden videre flytte og dermed heller ikke flytte til et sted, hvor der var kvinder, han lovligt kunne gifte sig med.

Som man kan læse i kirkebøgerne, gaves der af og til en kongelig allernådigst bevilling til alligevel at gifte sig.

Eksempelvis: “1742. Mandagen d 7 Maji blef Morten Larsen, og Karen Lars Daatter, Sl. Lars Nielsen Enke i Lystrup, efter Kongl. Majestæts ___ erlangende Dispensation befundne Trolovelse og Tillysning med hinanden copulerede, efter at de ___ forbudne haver foreviist Kongl. Mayest(?) Tilladelse, siden de i Tredie Leed var hinandens paarørende. At ellers intet dette giftermaal hverken i Henssende til Egteskab, Ægteskabs Løfte kand være til hinder bekræfter underskrevne Forløftnings Mænd. Svend [Lauridsen] (og) Lars Larßen. Copulationen skeet i Slangerups Kirke fordi Ugelse stod under reparation.”

Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Uvelse, 1734-1812, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 9 af 251 opslag.

Problemet for mange unge på landet var, at en sådan dispensation var dyr. Jeg er ikke klar over, om der findes opgørelser over, hvor meget disse bevillinger har skæppet i statskassen.

En mand var – før han giftede sig – nødt til at være sikker på, at han kunne forsørge kone og afkom. Hertil kom, at det var almindeligt, at de gamle gik på aftægt typisk hos ældste søn. Simon Steen Hansen skriver direkte

Det var dog svært at få det hele til at løbe rundt for den nye fæstebonde, hvis han både skulle forsørge de gamle og sin nye familie. Derfor ventede mange med at stifte familie og overtage fæstegården til de gamle stod med det ene ben i graven, så de ikke skulle have dem længe på aftægt.

Barnedrabene

Det var frygteligt for en kvinde at blive gravid og at få et barn udenfor det hellige ægteskab. Frygten for kagstrygning (pisk på et offentligt tilgængeligt sted) og det offentlige skriftemål var motiv nok til at slå barnet ihjel.

Definitioner fra reglerne i DL 6-6-7 og 6-6-8:

“Letfærdige kvindfolk” → ugifte kvinder

“Foster” → Et barn uanset om det er nyfødt eller ufødt.

“Fødsel i dølgsmål” → graviditeten er hemmeligholdt, og fødslen foregår et afsidesliggende og øde sted. Beth Grothe Nielsen beskriver dog adskillige tilfælde, hvor kvindens seng, som hun føder i, står i samme rum som husbondens og madmoderens seng. Det kan man vel ikke ligefrem kalde for et “afsidesliggende og øde sted”?

“de ordentligt beskikkede midler” → typisk består disse “midler” af en tilkaldt jordemoder

Det var en forudsætning, at barnet var levendefødt, og at det havde været udsat for forsætlig (med vilje) vold. For at finde ud af, om det var levendefødt eller dødfødt, anvendte man “lungeprøven”. En lungeprøve beror på det faktum, at en lunge, der aldrig har trukket luft ind, vil synke, i modsætning til en lunge, der har levet, som vil flyde.

Ergo: man sænkede barneliget i et kar med vand. Havde barnet være dødt ved fødslen, ville liget synke. Havde barnet levet og trukket vejret, ville liget flyde, fordi der jo så var en lille smule luft i lungen/lungerne. Og så kunne hun jo have dræbt et levende barn.

Danske Lovs 6-6-8 er også relevant. Den lyder:

“Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølgsmål omgår, og ikke bruger de ordentligt beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfælde kunne betjene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydes at være dødfødt, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtes saa som hun sit Foster med Vilje havde ombragt.”

Bestemmelsen medførte, at hvis en kvinde fødte uden jordemoder og barnet uheldigvis omkom ved fødslen, så skulle hun betragtes som om, hun havde dræbt barnet med vilje.

Om selve retssagen

• I dansk ret har vi i dag grundsætningen “In dubio pro reo”, som mange tror betyder “man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist”. Det er ikke helt rigtigt. Det betyder faktisk “al rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode”, og der er en gradsforskel. Den grundsætning var ikke anerkendt på den tid.
• Herudover var procesmåden “akkusatorisk”. Det vil sige, at dommeren skulle dømme på grundlag af det materiale, der blev forelagt ham af de to parter. Han kunne ikke – som det blev reglen i slutningen af århundredet – kræve yderligere bevismateriale fremskaffet, endsige foretage selvstændig efterforskning.
• Den sigtede kunne ikke være sikker på at have en forsvarer. Det kunne være umådelig svært at skaffe en forsvarer, for i 1734 blev det bestemt, at de beskikkede prokuratorer ikke skulle have løn. Fra midten af 1700-tallet blev der beskikket en forsvarer i alle sager, hvor der optrådte en offentlig anklager, men for at det ikke skulle blive for dyrt, besluttedes det altså, at de skulle arbejde gratis. Så nok havde man krav på en forsvarer, men om man kunne skaffe en var en helt anden sag …
• Kilde: Beth Grothe Nielsen side 53.

I sager, hvor et barn var dødt eller forsvundet, efter at moderen havde født i dølgsmål (hemmelighed), var der omvendt bevisbyrde → Kvinden måtte selv bevise sin uskyld. Et uægte barn måtte ikke blive begravet, før præsten havde underrettet myndighederne, så de kunne undersøge, om barnet havde været udsat for vold.

Sagen startede i birkeretten, som var en mindre retskreds, hvor godsejeren kunne udnævne den lokale birkedommer, som fungerede både som dommer og politimester → ingen tredeling af magten.

Blev kvinden dømt i birkeretten → typisk appel til et af landstingene.

Henrettelse eller benådning

Der var to former for henrettelse: ærlig og uærlig

• Ærlig henrettelse når der var formildende omstændigheder → med sværd, som var en usikker metode, da sværdet ikke var så tungt som øksen, så måske måtte bødlen forsøge flere gange, inden det lykkedes at skille hovedet fra halsen. Metoden betragtedes dog som mere ærefuld for kvinden, der sad på knæ og ikke havde huggeblokken at lægge halsen henover. Begravelse på kirkegården.
• Uærlig henrettelse → ingen formildende omstændigheder → “miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa en Stage” → økse og huggeblok. Når hovedet skulle sættes på en stage, betød det også, at kvinden skulle begraves af natmanden på retterstedet. Natmandens primære beskæftigelse var at tømme lokummerne for lort om natten. Ikke begravelse på kirkegården og dermed var det udelukket, at kvinden kunne lukkes ind i Guds rige.

Både den ærlige og uærlige henrettelse har haft en høj grad af generalprævention! De tjente begge til skræk og rædsel for alle andre i de små samfund.

Efter stadfæstelse af birkerettens dom i landstinget appellerede kvinden typisk til Højesteret – det forstår jeg godt.

Højesteret kunne formilde dommen på kongens vegne → hun blev begravet på kirkegården i stedet for at få hovedet sat på en stage, eller hun blev hensat i tugthuset på livstid.

Fra ca. midt i 1750’erne skete det i stigende grad, at kvinderne blev benådet til arbejde i tugthuset på livstid. Det var godt for staten, der herved sikrede sig lidt yderligere indtægter.

Retspraksis i slutningen af 1700 tallet → dømt til  at miste sin hals, få hovedet sat på en stage og begravelse foretaget af natmanden. → Herefter indstillede dommerne kvinden til benådning → kongen efterkom indstillingen.

Straffen blev herefter ændret til indsættelse i tugthuset på livstid og i slutningen af århundredet, kom kvinderne kun til at sidde i tugthuset i nogle år.

Det betyder samlet set, at dødsstraffen for barnemord og fødsel i dølgsmål reelt var afskaffet, selvom det først formelt skete med vedtagelsen af straffeloven af 1866.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.