Indlæg

, ,

Grundtvig

Mystisk

Jeg har en ven, der har det rigtig svært. Hans liv er væltet, og alt er gået galt. Han er kommet ind i den mølle, hvor én ting går galt, og det medfører, at det næste også går galt og så videre. Så ruller rouletten. Fx har han om kort tid ikke en adresse, og har han ikke en adresse, kan han ikke se sin seksårige søn.

Han har derfor spurgt, om han må have sin adresse hos mig. Han skal på ingen måde bo hos mig. Jeg har lagt kortene på bordet over for kommunen, og så må vi se, hvad de svarer. Jeg er måske lidt vel velgørende og naiv; jeg vil gerne hjælpe en ven i nød, men det skal ikke gå ud over mig selv.

I nat ringede han kl. 04:45 og havde fået en “åbenbaring” mht. sin fortid. Det vil jeg ganske enkelt ikke finde mig i, uanset om jeg skal op og på arbejde eller ej. Det har jeg skrevet til ham, og nu må jeg så se, hvad/om han svarer. Jeg er naiv og godtroende, men der går grænsen altså! Faktisk er jeg rasende.

Grundtvig

Jeg synes, Grundtvig er svær at tage ind, men det går langsomt op for mig, at mange af de smukkeste salmer udgik fra hans hånd. Han har skrevet ca. halvdelen af salmebogen.

Han var stærkt bipolar og skrev formentlig sin smukkeste musik i manierne, mens han var præst ved bl.a. Vartov Kirke. En af dem er “Julen har englelyd“, som er min yndlingsjulesalme. Jeg har jo et sygeligt savn efter min far, det er 45 år siden, han døde, og han elskede også netop den salme. Den spilles ikke så ofte, og den kan være vanskelig at synge, men lægger man mærke til teksten, løfter den en op på et højere niveau!

Lige p.t. lytter jeg blandt andet til den og til “Er lyset for de lærde blot?“.

Sidstnævnte giver mening for min oldefar og morfar, der tog på Rødding Højskole, den første folkehøjskole og lod de fem eller seks stude passe af andre, mens de selv uddannede sig. De kom fra små kår på den jyske hede (Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred), men de havde modet til at komme videre. Min morfar investerede (for stort) i landbrugsmaskiner og gik på tvangsauktion i 1925, hvor han var 26 år gammel. Han ville mekanisere sit landbrug, men det ville kreditorerne ikke.

Billedet herunder forestiller min morfar på en “aflægger”, der blev brugt til at samle negene efter høsten. Jeg holder meget af billedet og kalder det “Morfar høster”.

Og nu går turen til den sidste dag i Folkekirkens Nødhjælp…

Skriv og læs

På anbefaling

Jeg holder af at skrive, at lave pæne sætninger, at twiste ordene, at finde de rette ord og evt. at være lidt vel klassisk (= gammeldags… 🙂 ) i ordvalget.

I dag har psykologen for anden gang opfordret mig til at deltage i et skrivekursus på Borups Højskole i juli måned. Hun synes, jeg skal ud af min egen andedam men samtidig være et sted, hvor jeg kan være under kontrollerede former. Jeg vil gerne prøve, men der er ingen garanti for succes. Der er mange mennesker, og det er fem dage i streg. Jeg skal vel også af og til ud af min komfortzone hjemme ved 32″ skærmen?

Jeg gik hjem og undersøgte, om der stadig var plads, og ringede til højskolen for at spørge, om der evt. er reduceret pris, når man tilmed er pensionist. Det er der ikke. Så nu har jeg rystet op med de 3.700 kr., selv om jeg synes, det er mange penge for en uge. Tandlægen skal jo stadig betales – skrivekursus eller ej. Nå pyt jeg har en kassekredit, og et sommerkursus kan være en kompensation for den berømte bustur til Harzen.

Jeg glæder mig allerede. Jeg vil gerne lære mere om at skrive. Jeg har ofte være på højskole – især Vestjyllands Højskole, og synes, det er lige noget for mig. Jeg kan godt lide at starte dagen med Højskolesangbogen.

Folkehøjskolerne i den forgangne tid

Grundtvig skrev i forbindelse med højskolebevægelsens start: “Er lyset for de lærde blot” (første optryk 1839). Melodien er af Thomas Laub 1919. Teksten er her.

Jeg har en særlig kærlighed til højskolebevægelsen, idet min morfars far og hans bror, tog til Rødding Højskole, som var den første folkehøjskole. De skrev kort og breve hjem til Skjærlund, der er en lille flække i Brande Sogn. Kortene og brevene har jeg fundet igennem min slægtsforskning, idet de lå på Brande Sogns arkiv. Det var noget særligt at klarlægge en tid, hvor småkårsbønder med fem eller seks stude kunne tage afsted for at dygtiggøre sig.


Diverse

Egen læge undersøgte vha. blodprøver for (eller imod?) Sjögrens sygdom. Prøverne er negative! Det er jeg rigtig glad for.

Næste skud i bøssen er en øre-, næse-, halslæge. Mit problem med mundtørhed blive værre og være. Det har bredt sig til svælget, hvor det er som om, der sidder et eller andet i vejen. I går kunne jeg dårligt synke maden, da vi sad i frokoststuen. Det var rigtig ubehageligt. OK kødet var lidt tørt men alligevel. Man skal da kunne synke.

Man skal ikke længere have henvisning for at komme til en øre-, næse-, halslæge, og eftersom jeg naturligvis ikke kender nogen, gik jeg i gang med Google. Jeg har efter aftale taget min tjenestetelefon med hjem, så kan jeg i det mindste ringe ud. Måske kommer min nye telefon i morgen…

Det første sted, jeg ringede til, kunne ikke hjælpe med en tid, idet jeg p.t. er uden sygesikringsbevis. Det tager 14 dage at få et. De anbefalede at ringe til borgerservice. Det gjorde jeg, men de kunne ikke se, at kortet skulle være spærret.

OK mere Google. Jeg fandt en i Rødovre. Der var seks foran mig i køen, så jeg ventede (u)tålmodigt i 30 minutter. Da jeg endelig kom igennem, sagde de, at jeg havde ringet til øjenlægen… Oplysningerne på nettet er forkerte. Ny opringning. Det endte med et sted, hvor jeg kunne få en tid “allerede” den 26. juni. Jeg synes, det er længe at vente, og jeg håber ikke, jeg bliver kvalt inden da.

Feminine mænd

Jeg har været lidt på genkig i gamle billeder, som jeg har samlet ca. 1.200 af i forbindelse med min slægtsforskning. Prøv at se disse her to:

Den første er Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller – min farfar (1891 – 1952).

Den næste er: Rudolph Wilhelm Stegemüller – min farfars bror.  (1910 – 1975)

Disse mænd er ret så feminine, og det var de altså i 1920’erne. Måske var der mere rummelighed på det tidspunkt, end vi bryster os af at have i dag? Jeg er glad for at have disse billeder. Og jeg glæder mig over pludselig at kunne se dem i et andet lys, end jeg før har kunnet.

 

, , , , , ,

En god dag!

Det har på alle måder været en god dag.

Ny kontrakt

Der foreligger nu en ny kontrakt mellem Folkekirkens Nødhjælp og mig, og der er en blanket mellem Hvidovre Kommune, Folkekirkens Nødhjælp og mig. Det hele varer indtil videre til årsskiftet 2017/18.

Jeg har selv skrevet “Skånebehovene” i blanketten, hvor jeg har lagt vægt på rolige omgivelser og åbenhed om min sygdom herunder de kognitive problemer med hukommelse og koncentration. Jeg havde en kort telefonsamtale med min kommende chef, hvor jeg også sagde til ham, at hvis han havde supplerende spørgsmål, skulle han endelig stille dem. Jeg har ingen hemmeligheder. Det er også en del af “aftabuiseringen”.

Af kontrakten fremgår det, at vi drøfter mulighederne for forlængelse allerede efter seks måneder; dette for at jeg ikke skal bryde ned i oktober endnu engang som følge af uvisheden. Når vi når sommeren 2017, har jeg ikke haft vished om arbejdslivet siden sommeren 2013. Fire år er lang tid! Jeg håber selvfølgelig, at der til sommer vil foreligge en kontrakt uden bagkant.

Jeg var hos min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden i går, og vi drøftede disse forhold. Hun syntes, at jeg bare skulle tro på, at jeg er en god medarbejder, der leverer varen, og ikke behøver at føle mig “i topform” hver arbejdsdag. Hun har nok ret, for hun kender mig temmelig godt efterhånden. Jeg skal bare lige have møbleret lidt om inde i hovedet efter 23 år i staten, hvor produktions- og produktivitetskravene er umenneskelige. Jeg levede til fulde op til dem, men det var ikke godt for mig, kan jeg se nu.

Afsked med Human Ressource
Fredsduer skabt af palæstinensiske kunstnere

Jeg og resten af HR sagde farvel til hinanden med kaffe og kage. Det var fint og ikke for “stort”. De havde købt to rigtig fine gaver: Fredsduer i glasmosaik lavet af palæstinensiske kunstnere. Duerne er virkelig flotte. Hvis jeg nu havde et juletræ, skulle de hænge der.

Herudover havde Sune skrevet et virkelig dejligt kort. Han synes, jeg har udrettet en masse. Det synes jeg egentlig ikke selv, men så længe han er tilfreds, er alt jo godt. Han udtrykte endvidere stor tilfredshed med, at jeg bliver i “familien”. Jeg har læst kortet flere gange og er glad for det.

Ex medpatient

Jeg har haft besøg af en tidligere medpatient, som er virkelig sød. Det var rigtig hyggeligt, og dejligt at tale med en, der ikke får penge for at tale med mig.

Vi har mange ting til fælles bl.a. tankerne om arbejdsmarkedet. Jeg er nået længere end hende.

Hun er i ressourceforløb fem år, men der foregår intet. Det er hun egl. helt tilfreds med, for hun kan ikke “aktiveres” eller hvad det nu hedder lige nu. Hun har behov for ro. Sygdommen (skizofreni) fylder for meget lige nu. Sagsbehandleren har sagt, at hvis hun ikke er klar til et eller andet efter de første fem år, får hun fem år mere, og til den tid er hun så 40 og kan søge førtidspension.

Jeg prøvede at overbevise hende om, at hun er for god til livslang passiv forsørgelse og marginalisering. At gå hjemme på pension forværrer ensomheden. Måske kunne det være en idé at arbejde på, om et år at kunne begynde en virksomhedspraktik, se hvordan det går med sigte på et fleksjob fx ni timer om ugen? Det er fint nok med ro, men der er altså også mange fordele ved på en eller anden måde at være tilknyttet arbejdsmarkedet – det kan jeg jo mærke på mig selv.


Torsdag

Jeg blev ikke færdig i går 🙂

  1. Min kugledyne er kommet – endda leveret til døren. Jeg glæder mig virkelig til at prøve den, da jeg i øjeblikket er vågen 2 – 3 timer hver nat. Det går fint nok at falde i søvn (uden sovepiller!), men jeg vågner kl. 03 – 04-stykker og kan simpelthen ikke sove igen. Det er temmelig trættende – i bogstaveligste forstand.
  2. Min præst kommer i dag, og jeg glæder mig, da det efterhånden er et stykke tid siden, vi sidst har mødtes.
    1. På dagsordenen har jeg blandt andet præsternes frihed til at gennemføre gudstjenesten, liturgien hedder det vist, som de synes, det er bedst. Jeg synes, de burde ensarte deres praksis, så alle gør det ens. Hos os er der fx kun en af præsterne, der konsekvent bruger messehagel, som jeg synes, er flot og festligt. En bruger det nye Fadervor, mens resten bruger det gamle osv.
    2. Hvor går grænserne? Hvor meget kan de gøre, som de synes er bedst?
  3. Og i aften må jeg hellere få pakket. Vallekilde venter, og det ser jeg frem til.