,

Skriv og læs

På anbefaling

Jeg holder af at skrive, at lave pæne sætninger, at twiste ordene, at finde de rette ord og evt. at være lidt vel klassisk (= gammeldags… 🙂 ) i ordvalget.

I dag har psykologen for anden gang opfordret mig til at deltage i et skrivekursus på Borups Højskole i juli måned. Hun synes, jeg skal ud af min egen andedam men samtidig være et sted, hvor jeg kan være under kontrollerede former. Jeg vil gerne prøve, men der er ingen garanti for succes. Der er mange mennesker, og det er fem dage i streg. Jeg skal vel også af og til ud af min komfortzone hjemme ved 32″ skærmen?

Jeg gik hjem og undersøgte, om der stadig var plads, og ringede til højskolen for at spørge, om der evt. er reduceret pris, når man tilmed er pensionist. Det er der ikke. Så nu har jeg rystet op med de 3.700 kr., selv om jeg synes, det er mange penge for en uge. Tandlægen skal jo stadig betales – skrivekursus eller ej. Nå pyt jeg har en kassekredit, og et sommerkursus kan være en kompensation for den berømte bustur til Harzen.

Jeg glæder mig allerede. Jeg vil gerne lære mere om at skrive. Jeg har ofte være på højskole – især Vestjyllands Højskole, og synes, det er lige noget for mig. Jeg kan godt lide at starte dagen med Højskolesangbogen.

Folkehøjskolerne i den forgangne tid

Grundtvig skrev i forbindelse med højskolebevægelsens start: “Er lyset for de lærde blot” (første optryk 1839). Melodien er af Thomas Laub 1919. Teksten er her.

Jeg har en særlig kærlighed til højskolebevægelsen, idet min morfars far og hans bror, tog til Rødding Højskole, som var den første folkehøjskole. De skrev kort og breve hjem til Skjærlund, der er en lille flække i Brande Sogn. Kortene og brevene har jeg fundet igennem min slægtsforskning, idet de lå på Brande Sogns arkiv. Det var noget særligt at klarlægge en tid, hvor småkårsbønder med fem eller seks stude kunne tage afsted for at dygtiggøre sig.


Diverse

Egen læge undersøgte vha. blodprøver for (eller imod?) Sjögrens sygdom. Prøverne er negative! Det er jeg rigtig glad for.

Næste skud i bøssen er en øre-, næse-, halslæge. Mit problem med mundtørhed blive værre og være. Det har bredt sig til svælget, hvor det er som om, der sidder et eller andet i vejen. I går kunne jeg dårligt synke maden, da vi sad i frokoststuen. Det var rigtig ubehageligt. OK kødet var lidt tørt men alligevel. Man skal da kunne synke.

Man skal ikke længere have henvisning for at komme til en øre-, næse-, halslæge, og eftersom jeg naturligvis ikke kender nogen, gik jeg i gang med Google. Jeg har efter aftale taget min tjenestetelefon med hjem, så kan jeg i det mindste ringe ud. Måske kommer min nye telefon i morgen…

Det første sted, jeg ringede til, kunne ikke hjælpe med en tid, idet jeg p.t. er uden sygesikringsbevis. Det tager 14 dage at få et. De anbefalede at ringe til borgerservice. Det gjorde jeg, men de kunne ikke se, at kortet skulle være spærret.

OK mere Google. Jeg fandt en i Rødovre. Der var seks foran mig i køen, så jeg ventede (u)tålmodigt i 30 minutter. Da jeg endelig kom igennem, sagde de, at jeg havde ringet til øjenlægen… Oplysningerne på nettet er forkerte. Ny opringning. Det endte med et sted, hvor jeg kunne få en tid “allerede” den 26. juni. Jeg synes, det er længe at vente, og jeg håber ikke, jeg bliver kvalt inden da.

Feminine mænd

Jeg har været lidt på genkig i gamle billeder, som jeg har samlet ca. 1.200 af i forbindelse med min slægtsforskning. Prøv at se disse her to:

Den første er Rudolph Reinholdt Felix Stegemüller – min farfar (1891 – 1952).

Den næste er: Rudolph Wilhelm Stegemüller – min farfars bror.  (1910 – 1975)

Disse mænd er ret så feminine, og det var de altså i 1920’erne. Måske var der mere rummelighed på det tidspunkt, end vi bryster os af at have i dag? Jeg er glad for at have disse billeder. Og jeg glæder mig over pludselig at kunne se dem i et andet lys, end jeg før har kunnet.

 

6 Svar
  1. Kirsten b r
    Kirsten b r siger:

    Fortalte du øre-næse- halslæges sekretær hvordan du har det, at du ikke kan synke og at det blive værre og værre.?

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kirsten

      Ja det gjorde jeg faktisk, men der var ingen kære mor… Jeg håber bare, at jeg ikke bliver kvalt i mig selv inden den 26. juni. Når jeg ikke kan synke kommer der en underlig angst, hvor jeg bare forestiller mig at blive kvalt. Det er ikke særlig rart. Det er jo ikke hver dag, og måske er jeg bare sart, men det vækker frygt. Måske er jeg bare hysterisk og hypokonder, men jeg kan ikke lade være at tænke på, at det “noget”, der sidder i svælget kan være en malign knude. På den anden side set så ville den slags jo være til stede hele tiden og ikke bare af og til.

  2. Mia Gerdrup
    Mia Gerdrup siger:

    Tillykke med dit højskole ophold. Jeg håber inderligt at du kan klare det og får noget ud af det.
    Jeg tænker, at din læge kan have ret i at du kan klare det under kontrollerede former. Måske skulle du give Højskolen og underviserne en melding om, at du kan få brug for at trække dig tilbage og lukke indtryk ude??? Min erfaring er at, hvis man laver sig sådanne små “heller”, så kan man klare mere. Måske?
    Jeg har selv småproblemer med mundtørhed på grund noget medicin. Det er voldsomt irriterende. Det klarer jeg ved at tygge tyggegummi konstant og hele tiden. Det hjælper faktisk mig. Måske et råd??

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Ja du har helt ret i, at det nok vil være en god idé. at give højskolen et praj om, at jeg kun kan kan være tilstede 1½ time ad gangen. Det vil jeg gøre. Og under alle omstændigheder er det værd at prøve.

      Jeg har ikke prøvet tyggegummi, da jeg ikke er sådan en, der tygger tyggegummi under sædvanlige omstændigheder. Det betyder ikke, at jeg ikke er villig til at prøve. Der er bare det, at det er symptombehandling, og det, jeg ønsker mig, er at finde frem til årsagen. Samtidig har jeg intet ønsket om, at de ændrer på min medicin, som det har taget 2½ år at finde frem til. Så det er måske et stort lotterispil?

      Jeg bruger (for at beskytte tænderne):

    • Særlig tandpasta til 2.000 kr. pr. kilo…
    • Kunstig spyt i form af en gel
    • Sugetabletter – almindelige
    • Prolacsan Sugetabletter med 1,7 mio. gange mere fluor
    • Jeg kan bare ikke lide, at det nu har bredt sig til svælget, og gør, at jeg af og til ikke kan synke. Det er som om, der er noget i svælget, der gør, at jeg ikke kan synke.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.