Indlæg

, ,

Tags og sagsbehandling

Tags og sagsbehandling

Tags

Jeg har altid pligtskyldigt og i årevis forsynet hvert eneste indlæg på bloggen med tags, der – som jeg forstår det – er en specifikation på et lavere niveau end kategorierne er; måske kan man sige, at tags er en underopdeling af kategorierne. Der er vist lidt uenighed blandt de lærde om, hvad tags er for en størrelse.

Hidtil er disse tag ikke blevet brugt til noget, da de ikke vistes, og jeg ville gerne have det til at fungere som hos Eric, altså under hvert indlæg og med lidt mindre skrift. Jeg spurgte specialisterne i WordPress WPDK.dk om de kunne hjælpe, og det kunne de. Resultatet vises nu under hver post.

Se så meget af dagen gik godt – men så:

Hvidovre Kommunes sagsbehandling

Kl. 15:31 poppede der en mail op i min indbakke. Den var fra A-kassen, som oplyste, at jeg nu ikke længere var sygemeldt og derfor skulle modtage dagpenge fra dem. Jeg har intet hørt om raskmelding og ringede derfor straks til A-kassen. De kunne oplyse, at det var Hvidovre Kommunes Jobcenter, der havde raskmeldt mig den 9. januar, altså i fredags. Altså et stop for sygedagpengene bare sådan uden videre.

Jeg har nu skrevet til min sagsbehandler, at der må være tale om en fejl, og at jeg meget gerne vil høre fra hende om dette snarest, og jeg har givet mailen høj prioritet. Bodil ringer i morgen formiddag til Jobcenteret og følger op på min mail, der blev sendt 31 minutter efter, jeg havde fået den fra A-kassen. Ingen skal beskylde mig for ikke at reagere prompte. Godt jeg har Bodil!

Gætværk og mistillid

Gætværk: Der er sikkert sket det, at deres systemer har oplyst, at de normale sygedagpenge udløb efter 22 uger (og det passer meget godt med 9/1), men der mangler sikkert at blive sat et flueben et eller andet sted som indikation på, at jeg altså har fået tilkendt en forlængelse på 69 uger efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2.

§ 27. Kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af revurderingstidspunktet i § 24, når

1) det på det foreliggende grundlag anses for overvejende sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at den sygemeldte kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked,

2) det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 69 uger,

Bodil er helt oppe på mærkerne over dette, og hun fortæller, at kommunerne skal oplyse om bortfald af en ydelse 14 dage før, og at Ankestyrelsen også er skrappe i den slags sager.

Der være tale om en fejl, jeg kan slet ikke forestille mig andet. Hvis det af en eller anden grund ikke er en fejl, er der udsigt til arbejdsmarkedsydelse, og så er det farvel til mig, for det kan man kun dø af. Det værste ved det hele er næsten, at sådanne oplevelser skaber mistillid og følelsen af, at man skal være oppe på mærkerne i relation til Jobcenteret/Hvidovre Kommune. Nu var jeg ellers lige begyndt at synes, at de var helt okay og venlige. Nu er det op ad bakke for dem, hvis jeg atter skal få tillid til dem.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Gamle billeder 4

Endnu et gammelt billede

Det lader til, at Kirsten er leveringsdygtig i gamle billeder – og det er rigtig dejligt! Først får du her det billede jeg fik fra hende til restaurering:

Det originale billede

Her er rigtig mange ridser; de er ikke dybe, der er bare mange af dem, og der er så mange, at jeg har svært ved at finde pixels at tage af. Og jeg kan ikke finde ud af at anvende pipetten som ellers forslået af Eric her, så jeg må kopiere mig frem. Når jeg prøver at anvende pipetten, får jeg som resultat nogle cirkler med et kors i, og det er jo ikke ligefrem meningen; men bortset fra det, så ville pipetten formentlig heller ikke være det rigtige værktøj på dette billede.

Herunder får du det færdige billede:

Det færdige billede

Jeg er ikke selv helt tilfreds, men det var så godt, som jeg kunne lave det. Jeg synes, problemet er den højre side af hans jakke; der er stadig for meget ‘støj’ på. Det var bare ligegyldigt, hvad jeg gjorde, så blev det ikke bedre. Jeg ved ikke, om jeg skulle have brugt andre værktøjer – måske kan Eric hjælpe?

Hvis du har et gammelt billede, der trænger til en omgang restaurering, så send det endelig til mig. Det koster dig ikke noget og det værste der kan ske er, at det bliver værre 🙂 Jeg holder af at sidde og eksperimenter med Photoshop, som jeg synes er et helt fantastisk program. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde lærer det at kende til bunds, så jeg prøver at koncentrere mig om få værktøjer og har så valgt at jeg vil prøve at blive god til dem, der handler om billedkorrektion (jeg ved godt at det hele handler om korrektion – men du ved, hvad jeg mener). Jeg er fuldt ud klar over, at man også kan farve oldemors hår grønt eller lignende, men det finder jeg mindre interessant.

,

Gamle billeder 3

Leif sendte også et billede

Det er af hans oldefar Sepstrup. Leif vil jeg gerne hjælpe, for han har affotograferet adskillige nyere kirkebøger og givet mig en kopi; herudover var han den første, der fotograferede en hel kirkegård, nemlig Thyregod Kirkegård, der kom til at danne model for mange hundrede kirkegårde i DKI-Modellen efter hjælp fra Per Agerbæk. Vi er simpelthen en gruppe af venner der hjælper hinanden med det vi nu en gang er bedst til. Og på den måde skaber vi sammen de bedste resultater, som ingen af os kunne have skabt alene.

Udfordringen ved dette billede var at blive ved med at bruge reparationspenselværktøjet tilstrækkeligt mange gange. Ridserne var ikke dybe, men der var rigtig mange pletter. Jeg fandt ud af, at for at få et godt resultat skulle man adskillige gange have billedet op i både 200 og 400% størrelse for at få alle pletterne rigtigt væk.

Her ser du det originale billede:

Leifs originale billede

Og her kommer det restaurerede billede:

Det restaurerede billede

Leif kender historien bag manden på billedet, da det er hans oldefar:

“I 1844 har Niels Pedersen Sepstrup bopæl i Vestergård, Gjellerup by. (Krøjgårdsvej 11) Denne ejendom overtager han senere
efter faderen. I september 1876 køber han parcel 11 b, Hammerum af Jacob Kjærsgård, handlen tinglyses i 1879. Om der er
bygget hus på grunden ved overtagelsen vides ikke, huset har i dag adr. Elmegade 14: Den bliver senere overtaget af den
yngste datter Karen. Huset har været ejet af 2 generationer i perioden 1879 – 1975.

Niels Sepstrup kan være Niels Vestergård som er omtalt af Evald Tang Kristensen der var lærer og degn i Gjellerup. “Niels
var god til at fortælle gamle sagn og kunne huske enkelte stumper af gamle viser, men kunne ikke gengive dem i deres
helhed, da han manglede sangevnen”.

Niels Sepstrup var dygtig med sine hænder og levede af at lave ruser og garn til åfiskeri. I hans lille værksted blev der lave
bistader og mange andre småting i træ. Fra hans hånd har jeg en skruetviskruetvinger i træ og en strømpebåndvæv også kaldetvævespjæld.

Han var ivrig jæger og stod bag flereræve jagter i Gjellerup og omegn.”

Gamle billeder 2 – hjælp tilbydes

Jeg fik et billede tilsendt

Kirsten læste min post om de gamle billeder og sendte mig et billede til reparation, og det viste sig at være en udfordring. Det var slidt helt indtil papiret visse steder, eller rettere, det så ud som om det havde siddet i et album hvor siderne var klistret sammen, og hvor siderne så efterfølgende var skilt lidt brutalt ad.

Det originale billede så sådan ud; desværre kan man ikke i denne lille størrelse se skaderne rigtigt:

Kirstens originale billede

Skaderne findes i særlig grad på de to siddende personer, hvor der slet ikke er nogen farve tilbage, kun det hvide papir. Herudover er der en del mindre skrammer på den stående dame (nr. 2 fra højre), hendes kjole er ‘nusset’ af tidens fylde.

Billedet var virkelig en udfordring og jeg er ikke selv helt tilfreds med resultatet, som du ser herunder, men Kirsten var glad, og det er jo det vigtigste. Det der irriterer mig er, at man stadig kan se en hvid plet på stoleryggen, men der var virkelig ingen pixels at gøre godt med, netop fordi det var slidt helt ind til papiret.

Det færdige billede

Mit tilbud om hjælp til at restaurere gamle billeder gælder stadigvæk, for jeg hygger mig sådan med processen.

Herudover tænker jeg at det er helt i Open Source-ånden at dem, der kan et eller andet tilbyder sig på nettet. Tænk på hvor ofte du bare downloader et program helt gratis; der har reelt siddet nogle mennesker og brugt måske 1.000 timer på projektet, som de herefter tilbyder helt gratis. Det er lidt det samme, som vi gør med kirkegårdene på nettet. Vi fotograferer hele kirkegårde, taster navne og datoer ind i en database og tilbyder at man kan gå en virtuel tur på kirkegården og downloade de billeder, man har interesse i.

Internettet er og bliver fantastisk!