Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Føler jyder sig underlegne?

Regionale forskelle

Føler jyder sig underlegne?

Det er egentlig pudsigt: jeg hører ofte mennesker, der bor i Jylland, sige noget om, at de jo bor der, og derfor gør eller tænker de noget bestemt. Jeg har aldrig lagt mærke til, at det samme gør sig gældende for fynboer eller sjællændere. Det har fået mig til at tænke på, om jyder føler sig underlegne?

Jeg har to dugfriske eksempler fra i formiddag:

Eksempel 1:

Jeg har bedt min bankmand spærre et af mine kort for at sikre, at et firma ikke (længere) uberettiget trækker penge på kortet. Det er kortet, der hører til budgetkontoen. Jeg har ikke hørt fra banken, selvom det var i sidste uge, jeg skrev til bankmanden. Jeg skal til Jylland i slutningen af ugen, og der vil det være enormt upraktisk ikke at kunne betale for diverse ting og sager.

Jeg ringede til banken og forklarede mit problem og spurgte, om de evt. kunne vente med at bestille eller afsende det nye kort. Det kunne de ikke, for kortet havde allerede status “sendt”. Det viste sig, at mit almindelige Visakort bevarer sin oprindelige kode, så der er intet problem. Det er jeg selvfølgelig glad for.

Kvinden, jeg talte med, følte sig så foranlediget til at oplyse mig om, at “I Jylland bruger vi også kontanter”. Jeg svarede, at det er flere år siden, jeg er gået bort fra kontanter, og at jeg har bedre overblik over min økonomi på den måde.

Jeg gad ikke forklare hende om min budgetopfølgning, eftersom hun allerede var i færd med at grine af mig. Hæver jeg 500 kr. i kontanter, ved jeg jo ikke, hvad pengene bliver brugt til. Og hvad kommer min økonomistyring hende ved? Hun er ansat i en bank og skal egl. bare sørge for, at jeg får tilsendt et nyt kort, når jeg beder om det, og at det gamle bliver spærret. Punktum.

Eksempel 2:

Facebook har fundet på, at man kan ændre sin konto eller profil til en “Professionel”, og det må jeg vel så have accepteret i et anfald af vanvid. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville medføre, at jeg ændrede titel til “Digital kreatør” – jeg er overhovedet ikke kreativ, så jeg var glad, da en af mine Facebookvenner oplyste, at han havde fundet ud af, hvordan man slap af med det igen.

Jeg spurgte, om han kunne guide mig, og da han venligt havde gjort det, skrev jeg “Tusind tak for din guidance”.

En læser skrev så “guidance” er det vi andre (jyder) kalder vejledning”. Jeg svarede: “Hvad er egentlig årsagen til, at du går i rette med mig?” Han mente ikke, at humor skadede, hvortil jeg replicerede, at jeg bare ikke syntes, det var sjovt.

Vedkommende har efterfølgende slettet sine kommentarer. Det ville jeg også have gjort.

Hvorfor har nogle behov for at betone deres bopæl?

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor nogle har behov for at fortælle, hvor de bor. Jeg kan kun finde en årsagsforklaring, og det er en form for underlegenhed, som der jo slet ikke er nogen grund til.

Jeg siger da ikke, jeg bor på Sjælland, så jeg foretrækker at betale med kort, for det er et meningsløst udsagn.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Noget om nøjsomhed

DR Lyd: »Du kender typen« om forbrug

DR Lyd: »Du kender typen« om forbrug

Noget om nøjsomhed

Jeg faldt over Kim Blæsbjerg i programmet »Du kender typen« på DR Lyd. Her er artiklen på DR, hvor jeg faldt over ham.

Kim Blæsbjerg er forfatter, og i 2023 udkom »De bedste familier«, som sikrede ham Jyllands-Postens skønlitterære pris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen.

Programmet drejer sig om forbrug. Jeg har ikke hørt det før, men det var egentlig meget sjovt, for jeg kunne genkende mig selv meget i Kim Blæsbjerg. Han fortalte om en form for nøjsomhed, som jeg godt kan lide. Og herudover nævnte han på et tidspunkt det med først at kunne sætte sig og arbejde, når roen har indfundet sig. Der ligner vi virkelig også hinanden.

Mad, vin og øl må gerne koste penge

Vi er enige om, at mad gerne må koste penge, og vi er fælles om, at det skal være økologisk. Selv køber jeg mad hos Aarstiderne, så jeg får gode økologiske råvarer leveret til døren hver søndag morgen ved 6-tiden.

Jeg bruger kun friske varer, så jeg har en fryser, der er fuldkommen tom, aldrig nogensinde har været brugt og heller aldrig vil blive brugt. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle putte derind. Egl. kan man sige, det er viceværtens og udlejers, for jeg bruger den ikke, men jeg kunne ikke slippe for den, da jeg fik nyt køleskab for nogle år siden.

Hos mig må vin og øl også gerne koste penge. Det kan selvfølgelig skyldes en form for dovenskab, da jeg køber det i Hvidovre Vinhus, der er min underbo. Og selvfølgelig koster personlig betjening og topkvalitet mere, end hvis jeg købte vin og øl i et supermarked. Men Anders Karmark, der ejer Vinhuset, er så sød at tage mange forskellige former for alkoholfrie varer hjem til mig, og han giver også storkunderabat.

Jeg kan varmt anbefale forretningen, som har sørget for, at der er kommet liv på Hvidovre Torv. Vi taler tit om, at det kunne være så skønt, hvis der også kom en ostehandler, en slagter mv. Når vinhuset kan (over-)leve, må der jo være et kundegrundlag.

Tøjkøb

Hverken Kim Blæsbjerg eller jeg bruger særlig mange penge på tøj. Selv synes jeg, at tøj er uinteressant, og jeg er klar over, at mit tøjforbrug og -budget er langt mindre end andres. Og sådan har det altid været, så det skyldes ikke udelukkende, at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, men selvfølgelig er det mere udpræget nu. Mit klimaaftryk til tøj er derfor også væsentligt mindre end de flestes.

Jeg læste hos den grønne tænketank Concito, at tøjets klimaaftryk er meget problematisk, fordi der købes så meget tøj, der kun bruges i kort tid, før det bliver til affald. Altså må det være en ringe kvalitet. Det er ikke hos mig, det sker, for når jeg endelig køber tøj, er det godt og dyrt, og det skal kunne repareres.

Jeg konstaterede eksempelvis, at en Arcteryx-jakke til lige knapt 4.000 kr. i 2009 var limet sammen, der hvor lommerne havde lynlåse, der hvor der er en lynlås for neden osv. … Sådan noget bliver jeg sur over, men heldigvis kunne den lokale skrædder sy alle limningerne. Det kostede selvfølgelig 550 kr.

Det med at lime selv enormt dyre ting sammen gælder fx også computere fra Apple. Ofte kan de ikke repareres, fordi de er limet sammen, og de ikke kan varmes op for at blive skilt ad. Det er jo helt vanvittigt og medvirkende til, at jeg aldrig nogensinde kommer til at købe en Apple-computer. En Windows-PC holdes sammen med ganske almindelige skruer.

I forbindelse med renoveringen af lejligheden har jeg også været igennem klædeskabet. Nu er der tre skønne bunker på blusehylden (og resten er røget ud):

  • kortærmede bluser
  • almindelige langærmede bluser
  • kraftigere langærmede bluser

På buksehylden er der tre par jeans, for det er ca., hvad jeg har brug for. Der hænger også et par lækre bukser fra Sand – men ind til videre er jeg desværre for tyk til dem. Der er flere hylder med ganske enkelte ting fx sokker, trusser, tre halstørklæder og lignende. Også i klædeskabet gælder princippet om minimalisme. Jeg elsker det.

At føle sig udenfor, når andre taler om forbrug

Både Kim Blæsbjerg og jeg bor til leje, så vi kan ikke tale med om friværdi og den slags. Vi kan heller ikke tale med om sommerhuse og udekøkkener. Vi har ingen biler, og på den måde kan man godt sige, at vi lever lidt nøjsomt. Han gør det, fordi indtægterne som forfatter er svingende. Jeg gør det, fordi økonomien vist ikke er til mere, men jeg mangler jo ingenting. Jeg har aldrig følt behov for at eje min bolig, og nu er det jo i hvert fald for sent at investere i en ejerbolig. Jeg har ingen arvinger, så jeg bruger det, der kommer ind men sørger naturligvis for, at der er en reserve. Det trives jeg glimrende med.

Kim Blæsbjerg og jeg har begge prøvet det med at flytte til København og bo i en gammel lejlighed uden bad og med toilet på bagtrappen, som vi delte med naboen. Han kom fra Nordjylland, og jeg kom fra Bornholm. Det er som om, det er evigheder siden.

For mit vedkommende var det i 1980. Jeg kunne bade i De Gamles By, hvor jeg havde rengøringsjob det første år. Det var vild luksus at flytte til Amagerkollegiet den 10/6-1981 og få et værelse med eget køkken og eget badeværelse.

Folks boliger er gennemsnitligt blevet større, mindst er de dog i København og i forstæderne til København. Se de interessante tal hos Bolius.

På et punkt adskiller vi os virkelig

Prøv at se Kims bogreoler. De er helt vilde, og der ligner vi på ingen måde hinanden – længere. Mine reoler så også sådan ud til ca. den 20. august. Nu er jeg glad for, at jeg har ryddet ud, for bøgerne siger mig ikke længere så meget. Men smuk er en reol som Kims selvfølgelig.

Noget om nøjsomhed 
Noget om nøjsomhed

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/14 Kommentarer/i /af

Jeg er træt af betalingsmure

Jeg er træt af betalingsmure

I shitstorm på Facebook

Jeg er træt af betalingsmure

Jeg er virkelig træt af betalingsmure. Jeg synes, det er irriterende at blive præsenteret for indhold, jeg alligevel ikke må tilgå. Jeg er træt af at spilde min tid på at klikke på hemmelige elementer.

Jeg er blevet svinet til i tre dage, fordi jeg gerne ville have læst en artikel, som jeg så ikke kunne læse, m.m. jeg hældte penge ud over Jyllandsposten, hvilket jeg aldrig kunne drømme om. Derfor tillod jeg mig at skrive »Jeg er træt af betalingsmure«. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Og jeg er træt af ikke at måtte have en holdning, der er forskellig fra fx diverse journalistiske enmandshære, der promoverer diverse aviser/arbejdsgivere, på deres private Facebookprofil.

Jeg er træt af at blive svinet til i sprogtoner, du ville tro var løgn. Folk lader ikke en debat dø hen, selvom den faktisk er død. De elsker lige at skrive et eller andet, for så har de da også deltaget i indeværende mentale voldtægt?

Det er som om, nogle ikke kan læse indenad i det, der er gået forud, se fx ex-journalist Eric Andersen her, som forsøger at holde liv i en død debat:

Jeg er træt af betalingsmure

Herefter forsøgte han sig med dette:

Jeg er træt af betalingsmure

Jeg har flere gange tidligere været ude i en sådan shitstorm og har flere gange besluttet, at det ville jeg undgå i fremtiden. Men man kan jo ikke vide det, før man er der. Det værste er debatniveauet, og at nogle simpelthen er nogle s***. Så er det sagt.

Hvorfor kan man ikke være uenig på en ordentlig måde? Det kommer jeg aldrig til at forstå.

Netmedierne skyder sig selv i foden?

Det er blevet vanvittigt dyrt at holde en avis, og det gælder både, hvis man ønsker sig en rigtig avis af papir, man kan sidde og bladre og læse i til morgenkaffen, eller hvis man kan nøjes med en elektronisk udgave. Jeg ved ikke, hvornår betalingsmurene blev etableret, men det skete muligvis i perioden mellem 2014 og 2018, for et er sikkert: de har ikke altid været der.

Det må være dejligt at have råd til en papiravis og sidde med duften af tryksværte hver morgen. Det har jeg ikke, eftersom jeg ville få læst alt for lidt, og prisen pr. artikel dermed ville blive for høj. Jo højere prisen er på aviser og magasiner, jo færre abonnenter vil de have.

Jeg tror, I går i den gale retning. I kunne jo lade det komme an på en prøve. Sæt da alt jeres indhold bag betalingsmure i et år eller to – og tjek så hvor nye abonnenter, I fik ud af det.

Journalisten.dk omtalte i sommer en forskningsrapport, der peger på, at der er overraskende få betalingsmure her i landet. Tager man Danmarks Radio, TV2 og BT ud af målingen er “kun” 33 pct. af indholdet skjult, hvilket Journalisten naturligvis mener er en ringe andel.

Min fornemmelse er, at det er en meget større andel, der befinder sig bag en betalingsmur. Det kan skyldes, at det, der linkes til på Facebook, netop er det, der er bag betalingsmure – og som måske er det, der er værd at læse? Og jeg har ingen “glæde” af indhold på hverken BT eller TV2, da jeg opfatter begge som uinteressante og ikke noget for mig. De få gange, jeg har kigget ind der, er de begge fyldt med »Breaking News«, gule baggrunde og ting, der hopper og danser. Det gider jeg ikke se på.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i /af

Jeg er træt af billige frisører

Jeg er træt af billige frisører

Frisører er en slags Laredo

Jeg er træt af billige frisører

Da jeg for meget længe siden var barn, elskede jeg at se “Laredo”, som var en cowboyfilm, der blev vist lørdag eftermiddag. Alting blev dengang vist om lørdagen, det gjaldt også “Ingrid og Lillebror” og Otto Leisner; de andre dage var der “Landet rundt”.

Laredo og frisører har den sammenhæng, at der er tale om en slags “det vilde vesten”, og man ved først, hvordan klipningen er, når man har taget bad syv dage og stadig ikke ser ordentlig ud. Der er det jo lidt sent at klage. Jeg har altid syntes, at udgiften til frisør skulle være mindst mulig.

Den frisør, jeg har haft på det seneste, er færdig på syv! minutter, og det er komplet umuligt at sætte håret, så jeg ser bare nogenlunde ordentlig ud. Prisen er 250 kr. Og jeg ligner noget, der er samlet op af en skraldespand på Hovedbanegården. Det gider jeg simpelthen ikke, når jeg har ganske normalt og kraftigt hår – tror jeg da. At det efterhånden er ret gråt burde ikke have den store betydning.

Den forrige, som jeg havde haft i 15-16 år, ville pludselig ikke skrue ned for muzakken, når jeg var der, hvis der var andre kunder. Det mente han ikke kunne tillade sig overfor dem. Der mistede han en mangeårig kunde!

Jeg støtter det lokale handelsliv og har problemer med støj

Jeg spurgte min (alkoholfrie) vinhandler i underetagen, om han kunne anbefale en ordentlig frisør her i nabolaget. Han anbefalede naboen Pro-style, som jo så også bor i underetagen. Jeg gik ned og “forhørte” frisøren, eftersom hjemmesiden er helt forfærdelig; ydelserne og priserne er nærmest usynlige. Han skal have 430 kr., det varer 40 minutter, og han har en fireårig uddannelse.

Jeg havde for en sikkerheds skyld taget min solsikkesnor på. Solsikkesnoren betyder, at man har et usynligt handicap, og jeg spurgte, om han ville skrue ned for muzakken, når jeg var der. Det ville han gerne. Vi udvekslede visitkort, og han sagde, at når jeg bestilte nye tider, skulle jeg bare sige, at jeg har Aspergers syndrom, så vil han finde et roligt tidspunkt til mig. Hvor lyder det skønt.

Når jeg går på indkøb, tager offentlige transportmidler mv., bruger jeg solsikkesnoren og mine vidunderlige Bose N.C. (der står for Noise Cancellation) hovedtelefoner og lytter til en podcast. Det var en ergoterapeut i Distriktspsykiatrien, der lærte mig, at det er en effektiv metode.

Indledningsvist havde jeg modstand mod at erstatte udefrakommende støj med min egen støj, men jeg har overgivet mig: det virker! Og det virker endda rigtig godt, så nu kan jeg udholde det. Den udefrakommende og uønskede støj placerer sig midt i min hjerne, og jeg kan simpelthen ikke tænke. Jeg kan fx ikke koncentrere mig om min indkøbsseddel og kommer hjem med kun det halve og har en følelse af stress.

Det gjorde samlet set, at jeg bookede en tid hos den nye frisør til kl. 13:00 i dag. [Der kan man heller ikke ryge – apropos en dekoblet kommentar på Facebook, som du sikkert ikke kan se]. Nu er jeg spændt på, hvordan det går.

Den tidligere frisørs pris pr. minut var 250/7 = 35,71. Den nye frisørs minutpris er 430/40 = 10,75. Ergo har jeg gjort en god handel, og det er endda inkl. kaffen.

(Nu har jeg været røgfri i ca. 28 timer, og jeg har overlevet).

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.