Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Så spændt

På torsdag…

På torsdag skal jeg mødes på “Madklubben, Frederiksberg” kl. 13:30 med to mennesker, der betød uendeligt meget for mig i min barndom.

De ønskede dengang at være et fristed, og de var et fristed! De lykkedes, selvom det var usagt.

Når vi mødes, håber jeg, at jeg kan forklare, hvor meget, de betød. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sætte ord på det. Jeg kan gøre det formummet bag mine 32″ – men IRL er noget ganske andet.

Fra sommeren 1978 til 1. august 1980 boede jeg på Bornholm sammen med min såkaldte familie. Jeg havde et eftermiddagsjob hos en stor isenkræmmer i Åkirkeby. Jeg var meget glad for at være hos dem. De inviterede mig ganske enkelt til at være en del af familien. De havde tre skønne børn + mig og en gul labrador (Puggi). De var mennesker med overskud – det var jeg ikke vant til. Jeg var vant til at leve på kanten af samfundet.

Jeg havde mit eget værelse hos dem, og det var trygt at gå i seng der, for der kom ingen med sygelige krav og ønsker næste næste morgen.

Min egen såkaldte familie var naturligvis ikke glad for alliancen, for de kunne blive afslørede, de sociale myndigheder kunne dukke op for nu slet ikke at tale om politiet. Og endelig manglede de min arbejdskraft derhjemme.

I forbindelse med bogprojektet kommer mange sære minder frem heriblandt isenkræmmerne. Jeg sad for et godt stykke tid siden og skrev på et kapitel, der nok skal hedde “Fire gode mennesker”, og “Fanden” tog ved mig`: Hvorfor ikke bare ringe dem op? Som tænkt så gjort. Jeg ringede op, og vi talte næsten 30 minutter. Fantastisk. Vi har ikke talt sammen i mere end 37 år, men alligevel var der et bånd.

Vi har udvekslet et par mails. Blandt andet skriver de, at jeg nok var “overkvalificeret” til jobbet hos dem. Jeg var 14 år! 🙂

De har foreslået at mødes, og det bliver så på torsdag. Jeg glæder utrolig mig meget!

Jeg har spurgt, om de har gamle billeder af børnene og af dem selv. Det er jo længe før den digitale tidsalder. Dengang tog man kun billeder ved helt ekstraordinære lejligheder, for det kostede kassen at få dem fremkaldt. Nu om dage løber enhver rundt med et ret godt kamera i lommen, og alle stunder foreviges uanset, hvor ligegyldige de er.

Jeg har haft et billede af børnene, der sad i “futtog” på grænsen mellem køkkenet og stuen i beboelsen ovenover forretningen. Jeg ved bare ikke, hvor det er blevet af.

Nu glæder jeg mig bare. Det er specielt.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Afskedsbrev – psykopaten

Det sidste brev

Jeg er så glad, for det sidste brev til min fortid er skrevet. Jeg er så glad, for jeg er færdig med det hele. Jeg synes ikke længere, det er er pinligt at have den fortid, jeg har. Det er datidens aktører, det er pinligt for. Ikke mig. Det har kostet mange kampe at nå her til, men resultatet fornægter sig ikke: jeg er pludselig et frit menneske. Alle de elendige breve er skrevet. Jeg er nærmest lykkelig.

Der er stadig problemer, der skal tages hånd om – lige nu skal jeg fx hitte ud af, hvad der skal ske med Stegemüller og arbejdsmarkedet – men det er mestendels mig, der har fat i tømmerne denne gang. Jeg bliver ikke længere grebet om anklen af fortidens aktører.

Jeg havde ikke klaret det alene. Psykologen har været en umådelig stor del af processen. Hun har respekteret og samtidig skubbet på. Hun har samlet mig op, når det igen så ud til at mislykkes. Hun er sådan lidt praktisk (gå ud i haven og grav nogle billeder ned); det kan jeg overhovedet ikke, og så har jeg jo heller ikke nogen have her midt i Hvidovre 🙂 . Jeg er mere et “ordmenneske”, så jeg kan begå mig med et tastatur, og det kom der nedenstående ud af:

Afskedsbrev – psykopaten

Hvidovre, den 9. september 2017

Jeg har ikke sagt dit navn siden 1981 – altså i 36 år. Jeg kan ikke sige det, men jeg kan skrive det: Hugo Ivan Erik Aage Wagnholt. Jeg håber, du er død, men det er du nok ikke, da jeg kan finde dig i et opslag på nettet fra april 2017. Det ærgrer mig meget!

Jeg har brugt de 36 år på at lægge dig død, at få dig ud af mit system, og det er de samme år, jeg har brugt på at overleve alt det, du gjorde mod mig. Jeg ville så gerne kunne mærke mit had, men det er så stort, at jeg ikke kan. I alle de år, der er gået, har jeg altid tænkt og fortalt, at jeg ville danse på din grav, den dag du ikke er her længere. Jeg glæder mig allerede.

Du ødelagde mit liv, fra jeg var 9, til jeg var 16, og det er endda ikke rigtigt. Du ødelagde det frem til nu, hvor jeg er 53 år – altså september 2017. Jeg har kæmpet for at komme hertil, hvor jeg er nu. Jeg ønsker dig udelukkende en kastration uden bedøvelse. Det er mit inderlige ønske, at du kommer til at lide maksimalt. Din lidelse skal stå mål med min lidelse gennem alle de år. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det er indtil videre ikke lykkedes. Det skal lykkes denne gang.

Jeg har svært ved at forstå, hvad du fik ud af dine overgreb. Ville du bare bevise din magt? Hvis det handlede om magt, var det så udelukkende overfor mig eller også overfor min mor? Eller er du en ægte psykopat?

Hvad tænkte du på køreturene fra Svaneke til Åkirkeby og evt. retur, hvor du havde frit spil? Hvad tænkte du på i din ulækre, åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe (Svaneke)? Hvad tænkte du, når du begik overgrebene fem meter fra soveværelset, hvor min mor sov (brandert ud) (Svaneke)? Hvad ville du have ud af at stå foran badeværelsesdøren i stueetagen, så jeg ikke kunne slippe forbi (Svaneke)? Hvad ville du med at trænge dig ind på mig bagfra, mens jeg tog morgenmaden ud af skabene (Svaneke)? Hvorfor ville du give mig penge for at gå i bad med dig (Vollsmose)? Hvad ville du gerne have ud af alt dette? Har du nogensinde været i stand til at tænke så langt?

Det er pinagtigt og fejlagtigt, at du kunne være lærer med din stærkt afvigende seksualitet. Har du aldrig tænkt over, hvilken sammenhæng der er mellem den og det forhold, at vi flyttede konstant? Jeg synes ikke, sammenhængen er så svær at få øje på, men måske har du ikke hjerne til at se det? Hvordan kan man være lærer og samtidig så uintelligent?

Du har spoleret så mange år af mit liv, at det er umuligt at forklare det. Jeg ved ikke, hvor meget jeg har skåret af mig selv for at overleve, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det, jeg har gjort. Du ødelagde mit liv. Du ødelagde et barn, du ødelagde et liv. Det, der skulle have været en ungdom med en spirende og sund seksualitet, blev noget svinsk tilsat angst. Havde jeg fulgt dine/jeres ønsker, var jeg havnet enten som prostitueret eller på en fiskefabrik i Rønne. Den dag i dag har jeg det svært med inderlighed, hengivelse og at slippe kontrollen. Det kan du tage ”æren” for.

Havde du været en ordentlig lærer, havde du indset, at jeg var intelligent allerede da – men det var du ikke. Du hadede børn, du hadede din metier, du pjækkede i ugevis. Ergo: du var ingen rollemodel. Du var i stedet min bøddel.

På et eller andet tidspunkt (Sydfyn) var det på tale, at jeg skulle kalde dig ”far”. Jeg vidste uden videre at den titel, skulle du ikke smykke dig med. Jeg havde god viden om, hvordan en far skulle være, da jeg netop havde haft en far i nogle få år. Det levede du på ingen måder op til. Der var også tale om, at du skulle adoptere mig (Sydfyn). Det nægtede jeg med begrundelsen, at jeg allerede var adopteret tilstrækkeligt. Det husker jeg tydeligt. Vi sad i køkkenet ved den samtale.

Jeg har af og til tænkt på, hvad du egentlig underviste i, men jeg kan slet ikke komme i tanke om noget, du kunne være god til. Du har højst været middelmådig. Jeg husker heller ikke, at du nogensinde forberedte dig, rettede stile eller lignende. Er det mon sådan, at på samme måde som du levede på kanten i privatlivet, så levede du også på kanten i dit arbejdsliv? Jeg tror ikke på, at du kunne leve op til forpligtelserne i lærergerningen.

Jeg skriver dette brev for, at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. I vores dysfunktionelle familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil var lukkede med syvtommersøm, og hvor der var uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil jeg, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte dig, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen i systemet viste sig fx ved at den seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig blev rodet ind i børnesystemet. Der var simpelthen uorden i systemerne. Det naturlige forældresystem burde have været kendetegnet ved, at I talte med hinanden, kun havde sex med hinanden, lagde fælles strategier osv. Sådan var det på ingen måde!

Jeg har ikke flere ord.

/9 Kommentarer/i , /af ,

Fremdrift

Fremdrift

I dag hos psykologen

Endelig var hendes ferie slut. Jeg synes, jeg har ventet (u)tålmodigt, så jeg kom med en lang dosmerseddel, hvor vi naturligvis ikke nåede det hele, selvom hun gav mig næsten 1½ time. Men vi nåede det vigtigste:

  1. Den 12. juli vågnede jeg op, og filmen var væk! Dagen efter det fallerede skrivekursus på Borups Højskole. Jeg har set og hørt filmen siden oktober 2016, altså ca. ti måneder, og det har været en stor belastning. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor fantastisk det er, at den er slut. Mit synsfelt er nu alene mit, jeg skal ikke dele det med nogen eller noget. Det, jeg hører, er ikke noget, der trænger sig ind på mig, det er det, jeg selv gerne vil høre. Oplevelsen er fantastisk. Hvis du ikke har prøvet det, forstår du det ikke til fulde. Det ligner en psykose, men det er/var det ikke, for jeg har hele tiden vidst, at det ikke var rigtigt, og at det alene skete inde i mit hoved. Der er ingen psykiatere, der har turdet sætte navn på det. Psykologen turde.
  2. Angstanfaldene i forbindelse med kurset på Borups Højskole fik vi kigget på. Hendes tilgang var, at det faktisk var lidt af en sejr, at jeg prøvede hele to gange/dage, og at “nederlaget” ikke medførte en indlæggelse. Det var OK, at give op, når det viste sig ikke at kunne gå. Hun synes, det er naturligt, at jeg måtte bruge nogle timer under kugledynen efter de to dage, hvor jeg måtte give op. Læringen er, at jeg ikke skal ud i sammenhænge med så mange mennesker, for det går ikke. Det gik ikke med Vallekilde Højskole i julen, det gik ikke på Nyborg Strand og det gik ikke med Borups Højskole. Nu må jeg lære af det, hvis/når jeg vil videre.
  3. Siden 2015 er der sket mirakler. Det gamle dødsønske er fuldstændig væk. Selv den aktuelle usikkerhed mht. arbejdsmarkedet bringer mig ikke helt ud i tovene. Det ville det have gjort for et eller to år siden.
  4. Hvis det lykkes for min tidligere chef at skabe en kontakt i en anden NGO, vil det/jeg kræve:
    • Jeg skal have mit eget kontor – men det kan fint bare være et kosteskab. Jeg skal bare et sted hen, hvor jeg kan have et sted, som er mit alene, og hvor jeg kan arbejde i fred. I ca. tre uger i december 2016 delte jeg kontor med den søde Michelle; det var bare sådan, at når hun talte i telefon, kunne jeg kun kigge ud i luften. Jeg kan simpelthen ikke arbejde, når der er støj omkring mig.
    • Jeg skal have en fastansættelse, da det ellers bare bliver en chance, der udvider tidsfristen frem til den den 25. maj 2018, idet det er datoen for ikrafttræden af den nye persondataforordning. Jeg har læst om forordningen, og det er interessante processer, der skal gennemløbes – men det er bestemt heller ikke småting.
    • Jeg bliver nødt til at sige til dem, i en evt. samtale, at jeg ikke føler mig overbevist om, at det kan nås til den tid. Jeg er jo ikke troldmand, og det skal de vide allerede fra starten.
  5. Jeg er lidt bange for det med en ny NGO. Samtidig har jeg i FKN være fascineret af, at alle er drevet af missionen om at “Vi arbejder for verdens fattigste”. Missionen i en NGO er forskellig fra en karriere i staten.  Det har jeg holdt meget af!
  6. Jeg har styr på mine kognitive problemstillinger. Jeg er blevet enormt god til det, der kaldes de kompenserende strategier. Det meste er ret banalt. Fx bruger jeg, inden jeg går hjem mandag fem minutter på at notere, hvad jeg skal onsdag. Det kan være filnavn, opgave, række i et regneark osv. Det fungerer fint, og jeg skal ikke bruge 30 minutter onsdag på at komme i tanke om, hvor jeg var nået til.
  7. Samlet set: Det går klart fremad, og det glæder mig uendeligt meget. Måske ender jeg med at komme i mål?

Gamle adresser

Jeg har puslet lidt med et udtræk fra CPR-registeret, som man nu om dage kan tilgå vha. NemID. Jeg har lavet en lille tabel, hvor det fremgår, at det er naturligt, at jeg siden 1980 kun har flyttet ganske få gange. Det var på det tidspunkt, jeg fik foden under eget bord – så spinkelt det end var, og så dyrt det end var at få mine ting tilsendt pr. efterkrav. Adresseskiftene i min barndom var tilstrækkelige:

Adresse Kommune Gældende fra Gældende til Bemærkninger og stikord Skole Mormor
Åstrupgårdsvej Hvidovre 17.11.2007 ∞ P.t. knap 10 år
Vanløse Allé 35, 1, tv København 01.08.1990 17.11.2007 17 år
Hovmålvej 80, st, -13 København 09.06.1981 01.08.1990 9 år: Kollegiet
Dagmarsgade 5, 4, th København 01.08.1980 09.06.1981 10 måneder: Nørrebro & De Gamles By
Storegade 18, 1 Bornholm 11.12.1978 01.08.1980 1 år og 9 måneder: Svaneke 5) Åker skole
Vestermarievej 26 Bornholm 12.07.1978 11.12.1978 5 måneder 5) Åker skole
Nellemosevej 21 Assens 29.12.1975 12.07.1978 2 år og 8 måneder: Bindingsværket Sydfyn 4) Hårby skole +
Vollsmose Alle 672, 3, tv Odense 31.01.1974 29.12.1975 2 år. Psykopaten flytter ind. 3) Abildgårdsskolen
Prins Haralds Alle 184 Odense 24.05.1973 31.01.1974 8 måneder: Revisoren 2) Sanderumskolen
Martensensalle 2 Ikast-Brande 23.10.1963 (Datoen er usikker) * 24.05.1973 * CPR ved ikke, hvornår jeg ”flyttede” fra børnehjemmet. Det er deres note.

Fraflytning: seks mdr. efter min fars død.

 1) Dalgasskolen +

Indimellem har jeg tænkt på, om det virkelig var rigtig, når jeg sagde til psykologen, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler, men den er god nok.

Jeg har også “bildt hende ind” (altså ikke med vilje), at min mormor altid boede i samme by som os. Det passer slet ikke. Det er en erindringsforskydning. Tabellen viser med al ønskelig tydelighed, at det var kun var på to adresser, mormor var med.

Summa summarum: jeg er så uendeligt glad for min psykolog. Hun er så dygtig, og hun styrer mig i den rigtige retning uanset hvad, Hun har aldrig “danset efter min pibe”, men har konstant udfordret mig. Det har lige præcis været min stil.

Det næste afskedsbrev

Det næste, der skal ske, er, at jeg får skrevet afskedsbrev til psykopaten, og at jeg måske får sat navn på ham. Det skal ske, for at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. Når den slags overgreb sker i en dysfunktionel familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil er lukkede med syvtommersøm, og hvor der er uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil barnet, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte krænkeren, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen viser sig fx ved at seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig bliver rodet ind i børnesystemet. Der går simpelthen uorden i systemerne. De naturlige forældresystemer er kendetegnet af snakke med hinanden, sex med hinanden, fælles strategier osv.

Han hed Hugo Erik Ivan Aage Wagnholt! Nu har jeg brudt pagten! Det har taget mig 36 år… Det er da fremdrift! Ønsk mig gerne tillykke!

/i , , , /af , , ,

Diverse

Emoticons og emojis

Humørikonerne hedder også “emoticons” og “emojis”. Man bruger dem, når man vil udtrykke sig… De kan fx se sådan ud: ?? 😀 ☂? . Der er mange flere her og her. Og egentlig er de jo meget søde i begrænsede mængder.

I nogle af de Facebookgrupper, jeg følger, er der mennesker, der bruger et humørikon i hver eneste sætning. Det gør teksten stort set umulig at læse.

“når man vil udtrykke sig…” ja tak, vil udtrykke sig, men man kan ikke kan udtrykke sig. Set fra mit perspektiv skyldes den udbredte brug af humørikoner, at man ikke kan finde ud af at bruge ord og begreber og forstå sprogets nuancer.

Jeg peger også på mig selv!

OK – når man peger fingre ad andre, er der som bekendt altid tre fingre, der peger mod en selv. Jeg bruger dem også engang imellem i fx en mail. Jeg bruger dem, når jeg vil bløde en sætning op, og når det ville kræve en hel masse ord at bløde den op. Så kan et humørikon gøre nytte. Men der skal altså kun være ét pr. mail eller pr. blogpost.

Og noget helt andet – Carly Simon

Jeg kom på en eller anden måde til at tænke på “As times goes by” med Carly Simon. Det er en del af den musik, jeg tog med mig fra Amagerkollegiet – min musiksmag gik i stå i 80’erne, men det gør ikke noget. Jeg kan såmænd stadig teksten udenad. Den er her, og albummet hedder “Coming Around Again”.

Fem folkeskoler

Utallige er de gange, jeg har sagt til Anette (psykologen), at jeg har gået på fem folkeskoler. I dag satte jeg mig ned og talte op: Var det nu virkelig sandt? Jeg vil jo på ingen måde snyde eller lyve – det er såmænd slemt nok endda. Men det er nu rigtig nok. Det er fem styks.

Faktum er: Jeg var altid nået til et andet sted i regne- eller læsebogen end de andre børn. Enten var jeg foran eller bagud, men jeg var under alle omstændigheder altid forkert. Jeg har altid skullet kæmpe for at måtte være i livet. På den anden side: Mit medfødte intellekt bragte mig på omgangshøjde. Jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole – selvfølgelig simple tekster og lette regnestykker, men alligevel… Det har på mange måder været min redning.