Tag Archive for: Bornholm

Juletid er lig tid til minder

Juletid er lig tid til minder

Når iskrystallerne sidder udenfor

Juletid er lig tid til minder

Der er en helt særlig stilhed i julen. Verden er gået i stå, og derfor larmer den ikke ret meget. Jeg kan godt lide det. Og det er helt modsat ugen efter, altså nytårsaften, hvor verden larmer helt enormt. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om nytårsaften og har det helt fint med ikke at skulle “noget”, da jeg slet ikke er til bordbomber, guirlander og sjove hatte. Jeg har aldrig brudt mig om kulminationer.

I dag vågnede jeg op til iskrystaller på de nye trelagsruder. Iskrystallerne sidder udenfor. Eric skrev for et par måneder siden, at det var et sundhedstegn.

Forleden syntes jeg, det var lidt koldt om fødderne, så alle radiatorerne kom op på fem (det højeste). Jeg gider ikke fryse. Jeg kom til at tænke tilbage på min barndom, hvor iskrystallerne ofte sad indenfor, fordi der ikke var penge til at fodre oliefyret. En tankning var dyr, så vi frøs. Der blev varmet (lidt) op med små el-varmeblæsere. Det er en dyr løsning. Ordet “tvangsauktion” blev brugt oftere om vinteren end om sommeren. Jeg var ikke klar over, hvad det var; alligevel var jeg meget bange for det. Det er ikke rare erindringer.

Der var sjovt nok altid råd til alkohol. Det var sidst på måneden allerede omkring den 15de, men jeg blev sendt til købmand Bent på Torvet i Svaneke med huskeseddel og ordre på, at det skulle “skrives”. På den måde var det jo altid sidst på måneden – også ved næste måneds start. Pengene var brugt, allerede før de kom ind på kontoen. Sådan ruller rouletten i en nomadefamilie. Det vil aldrig nogensinde ske for mig selv. Jeg har opbygget avancerede Excelark, der sørger for, at det aldrig er sidst på måneden, og at alle måneder er ens. Det er således ikke et problem at skrue op for varmen.

Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen

De gik ikke selv til købmanden og bad om, at det skulle “skrives”, for det er der en skam over. Så er det lettere at sende sit barn. Så mærker man ikke skammen så meget. Det var den skam, der ramte min mor med al tydelig slagkraft, da jeg en formiddag sagde til hende “Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen”. Det betyder selvfølgelig “der har du endnu ikke drukket”. Hun stod lænet op ad et køkkenbord i Svaneke og hun havde den stribede morgenkåbe på, som nåede helt til gulvet, som hun selv havde syet og som duftede så godt af “mor”, hvis jeg fik lov at komme tæt på. Det var ikke så tit. Sætningen må have gjort ondt.

Når hun/de havde drukket, kom der gang i harmonika og hammondorgel. Hvis det var, mens vi stadig boede på Sydfyn, var hendes bror der også. Han deltog i festlighederne og spillede på harmonika og”sav”. Sidstnævnte betegner det forhold, at man tager en sav, bøjer klingen og stryger en violinbue hen over den. Det lyder forfærdeligt. Helt uden melodi. De prøvede at lære mig det, men jeg var helt umulig til den slags, og det interesserede mig ikke.

På Sydfyn havde jeg tillige det problem, at mit lille værelse stødte lige op til hammondorglet, så jeg kunne ikke sove, og var træt i skolen dagen efter. Jeg kunne ikke noget af det, de kunne, og jeg brød mig ikke om noget af det. Det, jeg kunne, havde til gengæld ingen værdi. Et eksempel er: Psykopaten havde en halvbror, der arbejdede på Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder. Når de kom på besøg, havde han fysikbøger med til mig, og jeg læste og lærte dem fra ende til anden. På den måde blev jeg ret god til fysik. Men det havde ingen værdi derhjemme.

Jeg kom ofte hjem med både 11- og 13-taller. Det havde heller ikke værdi. Måske havde det værdi, at jeg på Sydfyn, mens onklen også boede der, samlede hundelort fra hans hund op i køkkenet på det brun-orange gulvtæppe hver morgen, inden jeg forberedte morgenmaden til psykopaten og mig selv?

I går var det 15 år siden hun døde på Holbæk Centralsygehus, men jeg har ikke savnet hende et sekund, for hun vidste, hvad der foregik, måske fem meter fra deres dobbeltseng, når hun ikke stod op om morgenen, men hun greb ikke ind. De morgner, hvor hun stod op, var jeg glad, men det skete ikke ret ofte. Jeg har hendes egne ord fra 2003 for det. Alligevel forstår jeg ikke, at hun kunne lade det passere gennem seks år. Jeg synes, svigtet er stort, bare fordi “det kunne jeg ikke overskue med to børn” – altså at gribe ind. Derfor lod hun det passere.

Forskellige måder at komme væk på

Jeg flyttede til København i sommeren 1980 efter at have “taget 10. med”. Jeg skulle bare væk og jeg vidste, jeg ville have en uddannelse; i første omgang ville jeg bare være student. Det troede jeg, man kunne leve af. Det var kulminationen på flere års overvejelser om, hvordan jeg kunne komme væk:

  • Jeg sad på min blå cykel på vej fra eftermiddagsjobbet i Aakirkeby (hos dejlige mennesker der ejede isenkramforretningen) til Vestermarie, kiggede til højre ned i grøften og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Jeg var 14 år.
  • Der var ikke grænser for, hvordan jeg efter 9. klasse udtænkte metoder til at komme væk:
    • Komme “i huset” og bo hos den pågældende familie. Min mor havde været “i huset”, og jeg troede, det var en slags uddannelse, hvad det vel også var. Man blev “husassistent”.
    • Tage på Landbrugshøjskole på Kalø. Idéen kom efter at have været i erhvervspraktik som “landbrugskonsulent” på “Bornholms Landøkonomiske Forening”. Jeg aner ikke, hvad det går ud på, og ingen, der kender mig i dag, kan vist se mig i grønne gummistøvler i en svinestald.
    • Tage ud at sejle med Fulton og Mogens Frohn.
    • Komme i lære som apoteksassistent på Nexø Apotek og bo i Nexø. Idéen opstod efter en erhvervspraktik, hvor jeg trillede Kodimagnyler på det apotek.
    • Inspireret af Hennys kommentar: Komme på efterskole, men det var der ikke råd til, da der vist var en del brugerbetaling.
    • Og så videre. Der er flere overvejelser, men jeg kan ikke lige huske dem.

Ingen tænkte over, at jeg var egnet til en længerevarende uddannelse, for den slags havde ikke værdi. Den længstvarende uddannelse der var lærerseminariet. Psykopaten var lærer. Jeg ved ikke i hvad, men det er jo genialt at sætte en pædofil mand til at arbejde med børn.

Jeg kan den dag i dag ikke noget med mine hænder, men jeg kan noget andet, der i min verden har værdi. Psykologen sagde det en dag: “I  din verden er viden magt.” Det har hun ret i.

Alt mellem himmel og jord

Alt mellem himmel og jord

Alt mellem himmel og jord

  • På mandag den 10. september er der i “Hendes Verden” et lille interview med mig om ECT-behandling. For dem, der måtte have fulgt med her på siden de seneste par år, er der ikke noget nyt under solen. Journalisten spurgte meget til, hvad jeg tænkte før den førte behandling osv. Jeg måtte adskillige gange fortælle hende, at det kunne jeg da virkelig ikke huske 🙂
  • Turen går til Bornholm på onsdag. Jeg skal besøge mine venner, som jeg lærte at kende for 40 år siden, og som jeg også besøgte i maj måned. Herudover er formålet at præsentere en lille hjemmeside til og for menighedsrådet. Der er nogle spørgsmål, der skal afklares i den forbindelse, men det kommer vi også nok over.
  • “Superhjerner”: Jeg har med stor interesse set tre små udsendelser med Peter Lund Madsen, der fortæller om, hvor vigtigt det er, at give hjernen små pauser i løbet af dagen. I pauserne skal man bare kigge ud i luften og foretage sig absolut ingenting. Han interviewer tre mennesker, der måtte smage frugten (hvad er det nu, det hedder?) af ikke at have holdt “hjernepauser”:
    • Søvnløshed
    • Angst
    • Stress
    • Her kan jeg bestemt lære noget. Jeg er altid i gang, og er jeg ikke i gang, er iPadden. På det seneste har jeg haft gang i for meget, alting noget, der har trukket tænder ud. Når oplægget til bornholmerne (to menighedsråd) er færdigt, lysner det. Så vil jeg glo ud i luften 2 * 15 minutter pr. dag.
  • Gener: med stor glæde kan jeg sige, at generne som følge af medicinen er væk! Vi har simpelthen bare fundet bedre præparater!
    • Ikke mere mundtørhed. Nu kan jeg tale hver dag. Ikke flere gigantiske tandlægeregninger.
    • Restless legs er væk. Nu kan jeg sove hver nat.
    • Forstoppelsen er væk. Nu føler jeg mig ikke længere helt så fed.
    • Der er kommet styr på søvnen.
    • Der har været nogle problemer med dobbeltsyn og fokusering, men de er gået over.
    • Der står en respirator inde i klædeskabet og bipper som på en intensivafdeling, men da det ikke er hele tiden og ikke er så højt, kan jeg fint leve med det. Det går sikkert over.
    • Det kognitive er der selvfølgelig stadig, men det har jeg jo lært at leve med.
    • Jeg kan ikke takke Kasper og Christina nok! Jeg troede jo, at jeg også skulle leve med alt dette.
  • Nu ser jeg frem til, at vi lukker lægetasken, og jeg bare henter mine dosispakninger nede på apoteket hver 14. dag. Så bliver doseringen korrekt, og jeg behøver ikke tænke mere på det.
  • Du må have en god weekend.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Moderne pakning

Moderne pakning

Der var engang…

Når jeg tidligere skulle pakke til en rejse, uanset rejsens varighed, startede jeg altid med sokker, trusser og rene T-shirts; herefter kom tandbørsten og lignende grej.

Det er der i nyere tid vendt godt rundt på: Først opladeren til telefon og tablet, så iPhonen, iPadden og AirPods. Så medicinen. Så opladeren til tandbørsten. Så kugledynen som er stort set umulig at få pakket ned i den tilhørende rejsetaske. Først derefter kommer turen til det med sokkerne. Når jeg kigger på denne opremsning, er det tydeligt, at jeg er blevet gammel. Men pyt med det jeg har det jo ganske udmærket.

Egentlig ville jeg have haft mit rigtige kamera – et Nikon D40 – med, men der er ikke plads i tasken. Så det må blive ved telefonens kamera, selvom billederne bliver mere “flade”.

Turen går til

Turen går til Bornholm. Jeg er spændt på det, men det skal nok blive godt. Vi lægger programmet efter dagsformen. Det er god planlægning. Jeg ser frem til at se på øen med de øjne, andre også ser den med. Som 14 – 16-årig havde jeg ikke sans for natur og den slags pjat, og derved adskilte jeg mig vist ikke fra andre teenager.

Min ønskeliste

  • At få nogle gode snakke
  • At hygge
  • At få en længere forklaring på en slowjuicer
  • At være udendørs
  • Saltstegte sild med sennep, bløde løg og rødbeder. Mine værter bryder sig heldigvis heller ikke om røgede sild 🙂
  • Christiansø som jeg undrer mig over aldrig at have besøgt. Postbåden Peter sejler ikke længere fra Svaneke. Nu tager man afsted fra Gudhjem.
  • Hammerhavn og Hammerknuden
  • Se på hotel Østersøen i Svaneke, hvor jeg vaskede op en eller to somre. Der var vist også noget med at stege noget kød på en kippande. Hende der stod for køkkenet var temmelig humørsvingende. Man vidste aldrig rigtig, hvor man havde hende. Også det afhang af dagsformen.
  • Se huset jeg boede i i Svaneke.
  • Måske også huset i Vestermarie.