Indholdsfortegnelse
Bornholm og det at udvandre
Da udvandrerne vandrede ud, vidste de ikke, hvad de kom til. De havde hørt om det forjættede land, men var det mon det, de kom til? Ville det møde deres drømme?
En anelse sådan var det, da jeg pakkede min kugledyne, fem rene T-shirts og tandbørsten med diverse tilbehør i mandags og rejste til Bornholm. Kunne vi tale sammen? Havde vi noget til fælles? Kunne vi tale sammen mere end tre timer på en café i København tæt på en metro-station?
Vi havde på forhånd aftalt, at jeg skulle købe returbilletten, når jeg syntes, at jeg var mættet af indtryk. Vi havde også aftalt, at jeg kunne trække mig tilbage til mit værelse, når jeg havde fået nok af det fælles.
Det blev bare ikke nødvendigt! Jeg kunne godt være sammen længe ad gangen, for vi havde de eksistentielle samtaler, som jeg holder så meget af. Jeg elsker at kunne tale om liv og død. Og det kan vi så! Jeg havde slet ikke behov for at trække mig tilbage.
Jeg har lært noget om mig selv! Jeg kan godt være social, når de rette betingelser er tilstede.
Vi gjorde ikke noget særligt
De bliver ved at sige, at de ikke gjorde noget særligt dengang fra 12. juli 1978 til 1. august 1980. Jeg bliver ved at sige, at alt dette “ikke noget særligt” betød alverden for mig. Det var altså noget særligt. Jeg havde ikke andre end dem. De betød alt. Jeg forstår og anerkender selvfølgelig deres synspunkt, men jeg ønsker også at imødegå det.
Jeg var hos dem et par gange om ugen, selvom de selv havde tre småbørn (et til fire år), og de var unge forældre, der drev den største virksomhed i Aakirkeby. Alligevel havde de overskud til også at tage sig af mig. Jeg havde “plads” hos dem på Torvet 2 i Aakirkeby. Jeg pakkede varer ud, bar dem op på loftet og måtte af og til også stille varerne frem i butikken. Måske var der også noget med en Long-John til kundebesøg, men der er jeg usikker.
Ivar siger, at de selvfølgelig altid havde to frikadeller til overs til mig.
Frikadellerne smagte sikkert fint, men det var slet ikke dem, der talte. Det var alt det andet.
Jeg husker stadig den trygge fornemmelse af at lægge mig under dynen hos dem (jeg havde mit eget værelse hos dem) med bevidstheden om, at der ikke tidligt næste morgen ville stå en psykopat med underlige ønsker. Det var trygt og dejligt. Selvom jeg er blevet halvgammel (54 år) er jeg stadig taknemmelig. De gjorde virkelig meget – og det var altså noget særligt! Og jeg kan også godt for forstå, at de kan have svært ved at tage min taknemmelighed ind.
Vi bliver nok aldrig enige, men dette er så min udlægning – det er jo min blog 🙂
Min egen familie var naturligvis ikke meget for, at jeg var der så meget. De var sikkert hunderædde for, at jeg skulle afsløre sandhederne.
En indfødt guide
Her godt og vel en uge senere har jeg set alle de smukkeste steder på Bornholm. Elly har vist mig alt det, de begge holder mest af. Hun har forstået at formidle deres kærlighed til øen til mig fra “stenbroen”.
Vi holder begge af at vandre; vi deler glæden ved at sætte den ene fod foran den anden uden andet grej end nogle ordentlige sko/sandaler. Glæden ved at falde ind i den gode personlige rytme, hvor man ligesom falder lidt ind i sig selv. Noget meditativt. Har man noget at sige, kan man sige det, og ellers kan man holde kæft. Vi havde så imidlertid en del at sige! Vi holdt næsten ikke kæft.
Jeg har vandret meget i Bayern, Østrig og omliggende områder. Jeg holder af det spændende ved at mærke hvilken sten, der er den bedste til det næste skridt. Det er en glæde, vi deler.
I de 40 år, der er gået, har jeg af og til mødt mennesker, der fortalte mig, hvor skøn Bornholm er. Jeg har svaret undvigende og har ikke syntes, der var noget særligt at sige. Nu kan jeg pludselig se det, og det er forrygende. Der er virkelig smukt. Jeg vil gerne komme igen.
Vi har været mange steder, hvor Elly har sagt “Det må du da have set” – nej jeg har ikke set det. I dysfunktionelle familier oplever man intet ud over dagen og vejen – den næste flaske skod-vin og den næste spand gratis fisk på havnen. Måske har jeg været i Ekkodalen, men jeg har helt sikkert ikke set hverken den ene eller den anden rundkirke, og jeg har 100 pct. sikkert ikke været på Christiansø og Frederiksø uagtet Postbåden Peter sejlede fra Svaneke, hvor jeg boede.
Hukommelsen er sjov, for man kunne jo sige, at jeg sikkert bare har glemt det på samme måde som alt det andet, der er glemt. Jeg hopper bare ikke på den limpind! For jeg kan tydeligt huske noget så fjollet som at Elly og Ivar havde et stort køkken over forretningen, og at der i køkkenet var en lang bænk. Bænken var belagt med hynder i lysebrunt betræk med hvide striber. Og jeg husker tydeligt børnene (bællene 🙂 ) Jeg husker, at vi stod i køkkenet og formede boller. Det var så uendeligt trygt! De gjorde noget særligt!
Jeg synes, det er i orden at vise en eller anden form for taknemmelighed her 40 år senere.
At bevæge sig ved egen kraft
Vi har gået 64.250 skridt, som udgør et gennemsnit på 10.708 skridt når både i dag og ankomstdagen indregnes. Det er jeg ret godt tilfreds med. Et par tusinde skridt mere eller mindre betyder intet, når man er smukke steder. Det er dødssygt at gå rundt om Damhussøen, men det er fedt at gå rundt om Opalsøen.
En tur til Svaneke
Vi kørte til Svaneke, og jeg må sige, at det kildede i maven. Det var 38 år siden, jeg sidst havde været der. Det gjorde stort indtryk at se huset (gammelt skrammel for nu at sige det pænt) og de trapper, som min dejlige morfar ikke kunne forcere med sit gangstativ. Af den grund sad han flere år i et nordvendt baglokale og sygnede hen. Jeg har altid syntes, at han led en krank skæbne, og det synes jeg den dag i dag!
Tabellarisk – oplysninger fra CPR
Adresse | Fra | Til | Varighed |
Storegade 18, 1 | 11.12.1978 | 01.08.1980 | 1 år og 9 måneder |
Vestermarievej 26 | 12.07.1978 | 11.12.1978 | 5 måneder |
Kost og ukost
Deres datter har været helt urimeligt hårdt ramt af brystkræft. Hun har nu henvendt sig til en ernæringsekspert ved navn Lene Andreassen. Det er en sygeplejerske, der har videreuddannet sig med en sundhedsfaglig kandidatuddannelse i 2012. Jeg blev inspireret, og har også henvendt mig til hende, for jeg vil så gerne slippe gerne nogle af mine bivirkninger af den medicin, jeg må/skal spise. Jeg har gjort hende klart, at hun på ingen måde må pille ved min medicin. Men hvis jeg nu kunne få hjælp til:
- Forhøjet kolesterol – men jeg spiser jo det rette mad
- Kognitive problemstillinger i form af:
- Hukommelse
- Koncentration
- Overblik
- Restless Legs (som er en bivirkning til en bivirkningsmedicin)
- Mundtørhed. Det har kostet mig 103.615 kr.
Jeg har lavet en lavet en Skype-aftale med Lene Andreassen til den 29. maj. Jeg er meget spændt på, om hun kan hjælpe mig! Jeg håber på det.
God pinse!
Forrygende glædelig læsning om en god tur og prægtige mennesker.
Tænk i øvrigt hvad et par gode vandresko kan udrette! Måske kunne du fornøjes ved en tur rundt om Damhussøen den modsatte vej.
Det var en fornøjelse at se billederne.
@ Jørgen
Det var så dejligt – alt sammen. De er virkelig mennesker med et kolossalt overskud. Det var virkelig noget særligt, at de skabte et frirum for mig den gang for 40 år siden.
At gå “baglæns” om Damhussøen kunne godt være et hit.
Tak – det glæder mig meget, at du kunne lide billederne. Jeg har fået god kritik for dem. Det er dejligt, når både læsere og andre kan lide dem. Jeg har såmænd fået den fjer i hatten, at en tidligere chefredaktør på en af øens to aviser (Bornholmeren eller Bornholms Tidende) linker til videoen. Bedre kan jeg ikke ønske mig det.
Så åbnede kommentarfeltet:
Jeg er så glad på dine vegne for, at den tur blev en succes! Og selvfølgelig kan du klare at være social under de rette omstændigheder. Vi har nok alle flere eller færre omstændigheder, hvor vi ikke kan klare tumlen af andre.
De mennesker, du har besøgt, synes ikke, de har gjort noget særligt, og ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med din taknemmelighed. Hmm. Jeg kan godt se, hvad de har gjort: De har stillet et hjørne af deres trygge og normale liv til rådighed for dig. Uden et helle eller en trædesten af den art, var du sandsynligvis bukket under for de helt urimelige livsvilkår, du ellers var blevet tildelt. Så jo, et par ekstra frikadeller og en seng at sove i fred i er noget stort, når det lige præcis er det, man har brug for. Mon ikke alligevel de forstår det, og har forstået det hele tiden? Det kunne jeg godt tro. De er bare beskedne mennesker.
De er også noget så vigtigt som livsvidner for dig. Sådan nogle har vi alle brug for, især hvis man har oplevet voldsomme ting og fået sin hukommelse fragmenteret, simpelthen fordi det var for meget at have i rygsækken på en gang.
Held og lykke med kostvejledningen. Man kan aldrig vide, om det kan hjælpe. Skade kan det næppe.
@ Henny
Det var Eric, der gjorde mig opmærksom på, at jeg igen. igen havde glemt det. Det sker så nemt, når jeg bruger builderen.
Tusind tak for din søde kommentar. Jeg bliver helt rørt – og jeg håber, de læser din kommentar!
På vej derover var der på færgen 800 skolebørn sikkert på vej på lejrskole. Uha det var ikke godt. Ikke et eneste sted kunne jeg finde fred. Jeg fløj derfor hjem!
“Helle” eller “trædesten” er meget fine ord. De passer perfekt. Selv har de sagt, at de ønskede at give mig et “frirum” eller “fristed”. Det er også et fint ord.
Nemlig: frikadeller og en seng at sove i under ordentlige betingelser var så uhyre vigtigt. Jeg tror faktisk, du har ret i, at jeg ellers kunne være bukket under. Et erindringsglimt står uhyggeligt tydeligt: Jeg cyklede de otte km.fra dem i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede. Cyklen var hvid med grønt styrbånd. Jeg kiggede ned i grøften i højre side og tænkte for første gang “jeg skal dø for egen hånd”. Jeg var 14 – måske 15 – år. Tankerne fulgte mig indtil november 2017; jeg så det altid som en kattelem. Nu er de væk, og det er jeg (også) taknemmelig for. Psykologen trådte i karakter.
Tjoh du kan såmænd have ret i, at de nok har forstået det hele tiden. De er, såvel nu som dengang, mennesker med et kolossalt overskud. De har haft flere børn/unge under deres vinger. De synes, det er naturligt. Hvem søren ville ellers kunne det?
Det er godt set med livsvidnerne! Hidtil har jeg “kun” haft psykologen som et livsvidne, og hun skal på ingen måde forklejnes, men hun er jo professionel og får penge for det. Elly og Ivar gør det ganske gratis.
Jeg har fået skrevet en lang struktureret mail til kostvejlederen. Jeg er meget spændt på, om hun kan hjælpe mig.