Tag Archive for: Bivirkning

Ernæringsvejledning

Ernæringsvejledning

Lene Andreassen: “Kost mod kræft”

Ernæringsvejledning

Jeg fik skrevet til Lene Andreassen fra “Kost mod kræft” i aftes, og har prøvet at gå meget systematisk til værks, så hun (måske) nogenlunde nemt kan gå ombord i problemerne, og så jeg får mest muligt for pengene.

Nu har jeg jo gudskelov ikke cancer, så der er ingen sikkerhed for, at det, hun vil foreslå, vil virke for mig. Men så må hun kunne finde en i sit netværk, der kan det, jeg har behov for.

Kære Lene Andreassen

Tak for din opringning forleden dag. Jeg er meget spændt på, om du kan hjælpe mig.

Herunder finder du de oplysninger, vi talte om – og lidt mere til, så du kan få det bedste overblik.

Det er meget vigtigt for mig, at du ikke foreslår at ændre medicinen, da det har kostet ni indlæggelser på to år med 188 sengedage at nå dertil, hvor jeg er nu, og hvor jeg har det rigtig godt.

Diagnose

Bipolar affektiv sindslidelse type 1. Diagnosticeret sommeren 2014. Jeg synes, jeg kæmper med bivirkninger; og når jeg tager medicin mod diverse bivirkninger, får jeg bare nogle andre bivirkninger. Jeg kan ikke rigtig holde det ud længere.

1. De bivirkninger jeg gerne vil have hjælp til

  • Kognition i form af: Hukommelse, opmærksomhed og overblik. Jeg er helt klar over, at det nok er meget svært at gøre noget ved, og jeg er da også helt opmærksom på, at det, der er glemt, nok er glemt for evigt. Det kan jeg fint leve med, men det ville være dejligt, hvis der ikke opstod nye glemte emner.  Jeg tager statiner mod forhøjet kolesterol, men det er i virkeligheden slet ikke godt for hukommelsen: https://www.dr.dk/nyheder/indland/nye-advarsler-mod-kolesterolmedicin Jeg kan desværre ikke finde en mere aktuel kilde, men i efteråret 2017, evt. foråret 2018, var der en længere udredning ved et hold forskere, hvor konklusionen var den samme. Kognitive problemer er også i sig selv en del af den bipolare lidelse. Jeg har fået 51 ECT-behandlinger, men al erfaring siger, at indflydelsen på hukommelsen er aftaget/helt forsvundet efter tre måneder. Seneste ECT-behandling fandt sted i november 2016.
  • Jeg har fået lavet tre MR-scanninger af hjernen, der ikke viste andet end to fredelige tumorer. Der holdes øje med dem årligt. Jeg har været på Hukommelsesklinikken og gennem en neuropsykologisk undersøgelse. Begge viste, at der er et eller andet galt, men ingen kan rigtig anvise behandlingsmuligheder.
  • Problemerne viser sig ved:
    • Jeg kan kun dårligt se en TV-avis eller høre en prædiken. Tankerne farer afsted til den anden side af jordkloden
    • Jeg kan ikke længere læse, hvilket er et stort tab. Jeg har forsøgt med lydbøger, men det går ikke.
    • Jeg kan ikke finde vej. Ex: Jeg ville cykle den vej, jeg har kørt til og fra arbejde i syv år. Jeg måtte give op; jeg vidste ganske enkelt ikke, hvor jeg skulle henad.
    • Der er hele år, jobs, rejser mv., der er udraderede.
    • Kan fx ikke bruge SMS, Messenger og private beskeder på Facebook, da jeg ikke kan overskue alle de små tekststykker, eller måske rettere: jeg kan ikke holde sammen på dem, så de giver mening.
  • Restless legs: Det gør så sindssyg ondt, at jeg har lyst at skrige. Det er ikke tilstede hver nat/aften. Det er også en bivirkning til et præparat, men jeg er ikke lige klar over hvilket. Mange kalder det uro i benene eller kramper. Sådan er det ikke for mig. Det er vilde smerter.
  • Mundtørhed: Jeg har fået lavet mine tænder for 103.000 kr., og jeg er ultraomhyggelig med mundhygiejnen, men jeg har nu altid været omhyggelig. Jeg har tandlægens ord for, at det ikke var min egen skyld. Jeg er testet for Sjögrens sygdom. Prøven var negativ. Både tandlæge og øre- næse- halslæge bekræfter, at jeg har meget lidt spyt. Der er dage, hvor jeg kun dårligt kan tale eller synke maden. Egen læge er rådspurgt, men der findes p.t ikke noget, der kan afhjælpe det. Hun har lavet en markering, så hun kan kontakte mig, hvis der pludselig viser sig et nyt præparat, jeg kan prøve. Men jeg har mistet troen på det.
  • Herudover bruger jeg:
    • kunstigt spyt
    • Duraphat-tandpasta på recept
    • sukkerfrie sugetabletter fra apoteket
    • interdentalbørster og tandtråd både morgen og aften.
    • spiser og drikker ikke før der er gået min. 20 minutter efter endt tandbørstning.
  • Jeg har Lysantin som p.n. mod restless legs. Hvis jeg tager nogle af dem en aften/nat, er mundtørheden særdeles udbredt næste dag. Så er det, jeg dårligt kan tale.
  • Forhøjet kolesterol: En meget alm. (> 10 pct.) bivirkning til Seroquel. Det er lykkedes at bringe triglycerider et godt stykke ned under grænseværdien. Jeg forstå simpelthen ikke, hvorfor kolesterolet ikke er fulgt med ned, når de begge er markører for for meget fedt i blodet. Kan du mon forklare det?
  • Jeg er blevet “småfed”, hvilket er en meget alm. (> 10 pct.) bivirkning til Seroquel. Det er formentlig det viskerale fedt, da jeg er blevet “æbleformet”, hvilket jeg er ret ked af. Jeg er fuldt ud klar over, at fedtet sidder omkring organerne, når man er “æbleformet”.

2. Dagligt medicinindtag

Klokken 07:00:

  1. Reg Activ: Et naturprodukt mod kolesterol, men jeg køber ikke flere, da de ikke har effekt på mig.
  2. Atorvastatin, 20 mg. mod forhøjet kolesterol.
  3. Multivitamin, 1 tbl.
  4. Seroquel, 100 mg.
  5. Unikalk Mega, 400 mg.

Klokken 20:00

  1. Reg Activ
  2. Pramipexol/Oprymea mod restless legs. 3 * 0,088 mg.
  3. Litium/Litarex 12 mmol.

Klokken 22:00

  1. Seroquel, 500 mg.
  2. Lamotrigin, 150 mg.

P.n.:

  • Lysantin p.n. mod restless legs. Når jeg tager dem, skal jeg op på 5 tbl a 50 mg., for at de har effekt. Mærkeligt nok har jeg observeret, at det hjælper at spise et eller andet.

3. Vægttab

Jeg startede på et vægttab i uge ti (9. marts 2018), men jeg taber mig ikke, hvilket jeg ikke fatter. Jeg vedhæfter et regneark, så du kan se alle mulige værdier. Bemærk at der er flere faner, som du finder i bunden af arket. Det består således af Rapporter, Data, Aktivitet og evt. Muskel-pct. Vægttab – detaljer

4. Kost

Jeg køber “Slank 24/7” hos Aarstiderne. Kassen rummer maksimalt 1.500 kcal. pr. dag. Der er 90 – 110 gr. kød/fisk. Resten er grøntsager. Jeg spiser aldrig slik eller chips al den stund, at jeg ikke kan lide det. Jeg drikker ikke sodavand.  Jeg har fravalgt Hyldeblomstdrik fra Grønnegården, da det gik op for mig, at der var lige så mange kcal. i den som i en cola. Jeg spiser ikke mellemmåltiderne fra kasserne, da jeg ikke føler sult.

Eksempler på måltider:

  1. Morgen: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slank-morgen/1person-5dage
  2. Frokost: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slank-24-7-5-dage/1person-5dage
  3. Aften: https://www.aarstiderne.com/maaltidskasser/slankekassen/1person-5dage

5. Seneste laboratoriesvar

Jeg ville gerne sende dig et print af laboratoriesvarene, men jeg kan ikke få det til at virke. Derfor får du i stedet tre billeder. Jeg håber, du kan få det til at hænge sammen.

Venlig hilsen

Hanne B. Stegemüller

 

,

Panik i undermunden

Panik i undermunden

Panik

Panik i undermunden

Da jeg ordnede tænder i morges, så jeg noget, der så helt forkert ud i højre side af undermunden. Jeg fik fornemmelsen af Caries og har været rystende af angst hele dagen, til jeg heldigvis kunne komme til tandlægen 15:30 på en akuttid.

Nadia (tandlægen) er så sød, og jeg sagde lige ud til hende, at jeg rystede af angst for hendes svar.

Der er absolut ingenting galt overhovedet, og hun tog endda et røntgenbillede for at være helt sikker, og hun er så sød altid at sige, at min mundhygiejne er i top. Hun lagde lidt fluor ind, der hvor jeg troede, der var et problem. Hvis der er det mindste, kan jeg bare komme. Jeg skal jo bare lige over vejen.

For søren da hvor er jeg lettet!

Panik i undermunden

Mundtørhed

Nadia bekræftede det, jeg selv mærker, nemlig at jeg næsten ikke har noget spyt, hvilket er en fuldstændig normal bivirkning ved psykofarmaka. Det er ikke lige slemt alle dage.

Jeg forebygger og reparerer sådan:

  1. Kunstig spyt/en gel man smører på tænder og evt. tunge,
  2. sukkerfri sugetabletter,
  3. Duraphattandpasta på recept,
  4. drikker ikke noget, før der er gået minimum 20 minutter efter tandbørstningen, da det bevirker, at fluoren får tid til at virke maksimalt,
  5. masser af vand,
  6. tandtråd både morgen og aften,
  7. interdentalbørster både morgen og aften,
  8. jeg er omhyggelig og børster en tand ad gangen,
  9. bruger mellem otte og ni minutter både morgen og aften.

Jeg føler ikke, jeg kan gøre mere.

I morges ringede telefonen, men jeg måtte fortælle vedkommende, at jeg var nødt til at ringe senere, da jeg dårligt kunne tale pga. det manglende spyt.

Nadia anbefalede mig at gå til egen læge.

Lægen kan sikkert heller ikke gøre noget, for jeg har talt med hende om det allerede for et års tid siden, men jeg har alligevel skrevet til hende. Hun plejer at være sød til at svare hurtigt.


PS: Jeg skal forresten til jobsamtale i morgen kl. 10:00 i en stor koncern. Det er jeg vældig spændt på.

Skifte kan betyde mange ting

Skifte kan betyde mange ting

Leg med ordene

Skifte kan betyde mange ting. Jeg tager fat på nogle af dem:

Forhøjet stofskifte

For ca. tre måneder siden konstaterede min egen læge, at jeg havde forhøjet kolesterol. Da jeg ikke spiser fed mad, er det sikkert en bivirkning til noget af det medicin, jeg spiser. Hun satte mig så i behandling.

Forleden dag var jeg nede til kontrolblodprøver. Kolesterolet er fin nu, det samme er D-vitamin og kalk, som Pernille i Distriktspsykiatrien bad mig gøre noget ved, da jeg har været i underskud i lang tid.

Nu er der så bare kommet et nyt problem: Forhøjet stofskifte. Tallene kan fare op og ned, så hun laver kontrolprøver i næste uge. Jeg gik hjem og læste om symptomerne, og nogle af dem passer på en prik:

  • Varmefornemmelse – jeg går tit rundt og er lidt “klam”
  • Svedtendens – helt rigtigt men jeg har bare tilskrevet det alderen
  • Koncentrationsproblemer – men det skyldes vel bare det bipolare
  • Muskeltræthed – hver morgen jeg går fra stationen til FKN føles benene som om, jeg har sovet alt for lidt, men det har jeg ikke.
  • Muskelstivhed – når jeg står ud af sengen, er det som om jeg næsten ikke kan gå eller som om senerne er for korte. Det gør faktisk ondt.
  • Synsforstyrrelser – jeg har tit en lup fremme men har bare tænkt på nye briller.

Er det nu bare en ny bivirkning til den medicin, der holder mig i live? Litium kan være synderen. Jeg orker simpelthen ikke at fejle mere. Jeg synes, jeg har taget min del af verdens dårligdomme.

Jobskifte

Et andet skifte, der ligger og lurer i baghovedet, er et eventuelt jobskifte 1. januar 2017. Nogle vil mene, at jeg bekymrer mig for meget. Selv mener jeg, at det er en “adækvat forholden sig”. Der er faktisk kun fire måneder til. Jeg går med en form for selvmedlidenhed over, at jeg måske kun kan få ro i livet i syv en halv måned ad gangen. Det synes jeg faktisk ikke er retfærdigt, eftersom jeg knokler for det, i det omfang jeg er i stand til det. Jeg gør mit bedste for at komme og være i topform hver dag, og jeg gør mit bedste for ikke at have fraværsdage.

Jeg føler mig forholdsvis sikker på, at Folkekirkens Nødhjælp gerne vil beholde mig, hvis de kan finde pengene. Måske ikke lige i HR men så måske i en anden afdeling – og det er jeg naturligvis rede til.

Hvis vi skifter leverandør af HR-systemet, er vi i hvert fald ikke færdige 1. januar – så jeg er måske ikke helt uvildig i min rådgivning, men det ser jeg som et almenmenneskeligt træk, og det har jeg naturligvis sagt til Sune. Selvfølgelig havde han selv tænkt det, men jeg kan bedst lide “ordet på bordet”. I det hele taget har vi en åbne dialog, og det er jeg glad for.

Mit fleksjobkonsulent i kommunen skal hjælpe med at finde nyt job om nødvendigt. Jeg tænker bare, at det arbejdsmarked, jeg har fokus på, ikke er det, han kender til. Jeg skal bare ikke ud i en blomsterforretning eller en vuggestue. Både blomster og børn dør af det. Bodil har sagt, at hun vil komme at kigge og få sig et billigt grin. Hun og andre er velkomne. Herudover kunne jeg i et helt år ikke finde et job på ordinære vilkår. Hvordan skulle jeg så kunne finde et fleksjob?

Regeringsskifte

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ønsker mig et folketingsvalg og et efterfølgende regeringsskifte. Egentlig frygter jeg, at DF tager sig sammen til at “gå i regering” med alle deres sindssyge idéer. Men Eric skrev forleden, at hvis de kommer til magten kan de ikke længere komme til alle de billige point, som de kan, når de ikke har en ministerpost.

En ting, der kan gøre mig rasende, er den nye såkaldte “helhedsplan” og forslag til finanslov, hvor de dårligst stillede betaler for de rigeste.

Forleden læste jeg en artikel i Altinget om produktionsskolerne. Det er regeringens opfattelse, at tusinder af elever på produktionsskolerne skal have markant lavere skoleydelse end i dag. Dem under 18 år skal ingenting have, og de 18-årige skal have en ydelse, der svarer til SU.

De unge, der går på en af de 82 produktionsskoler, er de svageste unge, vi har. De har ikke klaret sig godt i skolen, de har evt sociale problemer og de har problemer med at komme ind på en ungdomsuddannelse. Hvor skal de så være?

Enhedslistens Jakob Sølvhøj kalder forslaget skandaløst. Han finder det desuden grotesk, at regeringen ”vil ramme produktionsskoleeleverne så hårdt”, når den samtidig har nedsat et ekspertudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan flere unge kan hjælpes i gang med en ungdomsuddannelse!

 

 

 

,

God læge i Distriktspsykiatrien

God læge i Distriktspsykiatrien

En tur hos Marie

God læge i Distriktspsykiatrien

Jeg kommer i distriktspsykiatrien, hvor jeg har en kontaktperson og en læge, Marie hedder hun. Jeg har været hos hende i dag, og hun er rigtig god. Jeg ser hende ca. hver tredje uge. Hun giver sig tid, og hun hører på mig, og jeg har en eller anden idé om, at hun synes, jeg er helt fornuftig. I dag var temaerne: arbejde og bivirkninger.

Arbejdsprøvning og ikke et almindeligt job

Selvfølgelig skulle hun høre om arbejdet. Jeg tror, det går OK, men jeg føler mig vældig usikker. Jeg tror, jeg fik noget god feed back i fredags, men jeg kan ikke huske, hvad han (chefen) sagde, men det var et eller andet, der fik mig til at sige, at det var jeg glad for at høre. Pokkers også at jeg ikke kan huske det. Alt dette skulle Marie selvfølgelig høre om. Hun mindede mig om, at det er en arbejdsprøvning og ikke et almindeligt job, og det har hun selvfølgelig ret i.

Medicin

I lang tid har jeg syntes, at mit syn var blevet for ringe. Jeg kan eksempelvis ikke slå op i et Krak-kort eller læse i en ordbog. Jeg skal have en lup frem, og jeg har svært ved at fokusere. Jeg havde selv fundet frem til, at det kunne være en bivirkning ved et af de præparater (Lamictal), jeg tager, men den er “ikke-almindelig”. Marie slog lige lidt op i diverse kataloger og fandt frem til, at det er en “almindelig” bivirkning ved et andet præparat (Risperdal), jeg tager. Det har vi derfor halveret og overvejer helt at udfase det, da det måske slet ikke er nødvendigt mere.

Jeg tager sovemedicin i form af Benzodiazepiner, og det er ikke godt, da det er afhængighedsskabende, men jeg kan altså ikke sove, og det er vigtigt for mig at møde udhvilet på arbejdet. Jeg føler mig speeded, når jeg skal sove og uden Benzodiazepinerne ligger jeg mindst en time, før jeg sover. Det fik vi også en god snak om. Vi flytter noget af medicinen fra om aftenen til om morgenen for at se, om det kan hjælpe på den speedede fornemmelse ved sengetid.

Mange læger vil slet ikke tale bivirkninger, så det er dejligt med en, der vil.

Jeg vil selv gerne rydde op i al den medicin, jeg tager. Der er bare blevet lagt på og lagt på for hver gang, jeg har været indlagt. Det vil Marie heldigvis gerne hjælpe mig med. Det skal selvfølgelig ske langsomt og overvåges nøje. Vi skal jo ikke ødelægge den positive udvikling, der er p.t., men der er grund til en grundig gennemgang.

Det er dejligt med en god og lydhør læge!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.