Indlæg

,

Jeg kunne ikke

Praktikken er afbrudt

Jeg har haft ondt i maven hele weekenden, været helt ødelagt af tanker og tudet i telefonen til min bedste ven. Sidst jeg havde det sådan, medførte det en belastningsreaktion og fire uger på psykiatrisk afdeling. Det vil jeg ikke igen. Jeg har derfor afbrudt praktikken her til morgen. Jeg vil gerne afprøves i hoved og den anden ende, men det skal ikke gå ud over mit helbred igen. Jeg er trods alt blevet klogere.

Problemstillinger

Det største problem har været at finde rundt:

  • I butikken, der er så enormt stor og slet ikke til at få overblik over
  • På lageret, hvor alle pallerne ligner hinanden og
  • Til og fra stationen til personaleindgangen. Jeg har ikke klaret det nogen af de seks gange uden at måttet spørge mig for flere gange og uden at løbe rundt på en parkeringsplads som Palle alene i verden. Jeg fandt den aldrig af mig selv.

Det næststørste problem har været hukommelsen: Hvordan skulle jeg nogensinde kunne huske, hvor den røde Salami ligger, hvis den ikke ligger der, hvor tabletten viser, den skal ligge, eller hvor den økologiske persille står, når der ikke er en eller anden form for opmærkning af, hvor den skal stå.

Med til hukommelsesproblemet hører min fornemmelse af, at jeg kun huskede 10 pct. af, hvad E forsøgte at lære mig. Det er en meget ubehagelig følelse. Jeg følte mig fuldstændig lost og langsom.

Julehandlen: Jeg frygtede allerede for julehandlen. Hvis man har det sådan i starten af oktober, når man lige er startet, er der noget galt. Så går det ganske enkelt ikke.

Mødet med den næstkommanderende

Jeg tog derud i morges til arbejdstids begyndelse med beklædningen i tasken. Chefen havde desværre en fridag, så jeg bad om at tale med den næstkommanderende, der sad i møde, men jeg kunne vente i kantinen og det gjorde jeg så, mens maven teede sig – dog på et lavere niveau for beslutningen var jo truffet. Vi mødtes, og det blev et kort møde, for egentlig var der jo ikke så meget at tale om. Han sagde, at de selvfølgelig ikke var interesserede i at have medarbejdere, der ikke trivedes.

Kontakten til jobcenteret

Da det er jobcenteret, der har formidlet kontakten, skulle de selvfølgelig også have besked. Sagsbehandleren har ferie, men hans kollega er også fin at tale med. Jeg orienterede ham om, hvordan landet ligger, og hans forslag var, at jeg selv kontaktede Salling Groups HR-partner. Vi drøftede ikke det, der egentlig også interesserer mig en del: nemlig hvad kommer dette til at koste mig i kroner og ører? Men det må koste, hvad det vil; jeg har tilstrækkelig ofte vægtet ussel mammon højest. Det er slut med det.

Salling Groups HR-partner

Der gik nogle timer, inden jeg fik fat i hende, men hun var utrolig sød og forstående. Hun endte med at konkludere, at hvis man havde kognitive problemstillinger, er Bilka i Hundige nok ikke lige stedet, man skal sendes hen.

Sidst på ugen eller i starten af næste uge vil hun begynde at lede efter et mindre sted til mig baseret på den læring, der er kommet ud af dette ophold. For jeg vil jo gerne arbejde og gerne for Salling Group, men jeg er nødt til at passe på mig selv.

Selvværdet

En oplevelse som denne gør selvfølgelig, at selvværdet får endnu en tak nedad. Kan jeg snart noget? På den anden side kan jeg ikke komme i betragtning til pension, i det alle muligheder ikke er udtømt, som det så smukt hedder i lovsproget. Med det menes fx, at fleksjobs helt ned til tre timer skal være forsøgt. Kort sagt alt skal være forsøgt, og det har jeg jo ikke.

Måske peger pilen ikke på pension men så i hvert fald på noget varigt og stabilt, som jeg kan klare. Jeg har startet et utal af steder siden januar 2016. Jeg er træt af at være ny og blive afprøvet. Jeg er så evigt træt af det.

Puslespil

Nu, hvor jeg er færdig med at orientere Gud og hver mand, vil jeg gå ind til min nye og stilfærdige hobby: puslespil

Go to Bilka

Første dag på jobbet: virksomhedspraktikken

6.197 skridt for bare at have været på arbejde i 3½ time. Det er godt, benene ikke fejler noget som helst.

J, der er min chef, tog pænt imod og sørgede for, at jeg fik uniformen (t-shirts og en alt for kropsnær bluse med påtrykt “Bilka to go”) og overlod mig herefter til E, der skulle tage sig af mig i dag. E er det sødeste og mest pædagogiske menneske, jeg har truffet længe. Det var i fordums tider og med andre opgavetyper og andre steder, at hele afdelingen var samlet til morgenkaffe, når der kom en ny medarbejder.

Vi startede med at tage en vogn, som hun allerede havde gjort klar med tablet og det hele, så vi kunne køre direkte ud i butikken og starte dagens arbejde.

Opgaven er: servicere de kunder, der, inden kl. 10:00, har afgivet bestilling enten på PC eller appen, og som skal kunne hente varerne fra kl. 14:00 og frem. Et eller andet sted har jeg læst, at 15.000 varer er omfattet af to go-ordningen.

Varerne plukkes direkte fra hylderne i  butikken, og tabletten viser for det meste, hvor varerne befinder sig. Alligevel vil der gå et stykke tid, før jeg vil føle mig sikker på at kunne finde de rigtige varer, hvilket selvfølgelig er uhyre væsentligt. Kunderne skal kunne stole på, at de får de rette varer, når de handler hos os. E er meget opmærksom og tjekker hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Brød, frugt og grønt

Varerne skal være i tip top stand, og der er en standard for, hvor længe fx brød skal kunne holde sig (antal dage efter bedst før-datoen), efter det er gået ud af butikken. Vi plukker det bedste, vi kan finde, og det er lige før, man får bedre varer af at handle via Bilka to go end ved selv at gå i butikken. Konceptet er genialt.

De små tips

E forklarede mig også alle de små tips og tricks, der er for at tablettens sensor lyser grønt eller bare gult. Lyser den gult, er man lige med, det vil sige, man har puttet en passende mængde varer i kasserne i forhold til den tid, man har brugt. Lyser den grønt, har man gjort det (for) godt, og lyser den rødt, er man bagud. Det har jeg nu tænkt mig at tage stille og roligt den første tid. Jeg vil være langt bagud, og det må jeg så være. Jeg siger til mig selv, at jeg har tre måneder til at lære det ordentligt.

Jeg ville nok helst have været foruden de små tips og tricks forstået på den måde, at jeg foretrækker at starte med at lære hovedreglerne og derefter prøve at lære undtagelserne. Jeg synes ikke, jeg kan rumme det hele på en gang, måske på dag ti.

Tilbage på lageret

Da “plukkeriet” var færdigt, gik turen tilbage til udgangspunktet, hvor varerne blev lagt i plastikposer, inden poserne blev stillet pænt i kasserne igen. Kasserne skulle på reoler, og E, der er en spinkel lille kvinde, svingede med største lethed selv de tungeste kasser op over hovedhøjde.

Hun behøver ikke gå til fitness – men det gør jeg nok.

 

,

Bevægeglæde

Jeg har ikke en muskel tilbage

Det er sandt, jeg har ikke en muskel tilbage, men jeg har tænkt mig at arbejde hårdt på at få dem igen.

  1. Ved at cykle
  2. Ved at arbejde

Ad cykling

Odometeret (triptælleren) på cyklen har siden tirsdag til og med i dag bevæget sig fra 0 til i alt 42 km., og jeg er så glad for igen at kunne bevæge mig ved egen kraft. For at være uafhængig og for at kunne tage afsted, når jeg selv vil, og ikke når lokoføreren vil.

Nuvel det kræver noget. I går besøgte jeg venner i Charlottenlund og besluttede at tage cyklen de 16 km., og det gik faktisk rigtig godt. Gennemsnitshastigheden er ikke som i gamle dage (dengang ca. 20 nu 16 km./t.), men den skal jeg nok få trænet op. Havde jeg taget tog og bus havde det såmænd også taget en time. Jeg var træt i benene og kunne mærke mine sædeknogler men var tilfreds med mig selv.

I dag inviterede jeg mig selv på en kop kaffe på 808, så de kunne se, jeg kan cykle igen efter at have fulgt deres vejledning. Det gav lige 10 km. ekstra i benene.

I morgen har jeg tænkt mig at køre ned til Friheden St. bare for at se, hvor langt der er, så jeg kan blive uafhængig af den bus, der ellers skulle køre mig dertil. Fra stationen kører toget til Hundige, og jeg kan tage cyklen med i toget. Nemmere kan det næsten ikke være. Når det bliver forår cykler jeg alle 16 km. – tror jeg nok 🙂

Det er er lidt ærgerligt, at det er efteråret, ikke foråret, der nærmer sig. Men jeg er kommet i gang, og jeg føler mig glad og fri. Det er det vigtigste.

Ad arbejde

En anden måde, at få “mullerne” tilbage på, er ved at arbejde. Jeg har en eller anden forventning om, at arbejdet i “Bilka to go” (BTG) er fysisk krævende, og så har jeg bestemt også noget at indhente. Jeg har jo nærmest ikke lavet noget i fem år, og derudover har jeg hele mit arbejdsliv siddet ved en skærm. Jeg er ikke vant til at smide rundt med dåsemajs og frosne ænder. Det bliver et andet liv. Jeg er spændt på, om fysikken kan holde, men jeg kan på den anden side ikke se, hvorfor den ikke skulle kunne. De 5.000 læger, der har undersøgt mig, har aldrig fundet noget somatisk.

Jeg skal starte i BTG på onsdag kl. 08, og jeg er spændt på hele cirkusset. Jeg er indstillet på, at det vil være anstrengende den første tid. Sådan er det at være ny, også selvom jeg ikke bryder mig om det. Jeg foretrækker at være verdensmester fra dag et 🙂

De første tre måneder vil være en ulønnet virksomhedspraktik men med idelige opfølgninger. Det har jeg det faktisk okay med. Der bliver sat en retningsgivende strømpil på op til flere gange, og kan de bruge mig er det godt, og kan de ikke, er det ærgerligt.

Jeg vil gøre det bedst muligt, men bedre kan jeg heller ikke gøre det.