Indlæg

/0 Kommentarer/i , , /af , ,

Er jeg bare for mærkelig?

Noget om Aspergers syndrom

Er jeg bare for mærkelig?

Du behøver ikke med det samme at istemme et rungende “Ja” 🙂

Jeg har et par gange på det seneste oplevet, at folk siger til mig “Du taler meget” eller “Jamen du er jo nem at tale med”, når de på forhånd ved, at jeg har Aspergers syndrom. Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg skal reagere på sådanne forudfattede opfattelser af, hvordan jeg sikkert er og opfører mig, fordi jeg er på autismespektret.

Det er mennesker, der ikke er klar over, at jeg bare har et andet styresystem. Det svarer sådan set til, at de endnu ikke har skiftet til Windows 11. Windows er også et styresystem.

Til det første, “Du taler meget”, kunne jeg selvfølgelig svare “Måske taler du selv lidt?”, som psykologen har foreslået, men til det andet har jeg ikke et prædefineret svar, og jeg bliver nærmest lidt overrumplet.

Jeg er ikke som de andre, jeg er noget for mig selv

Det var en sang med “De gyldne løver” i 1970’erne … Det var noget, man hørte, der hvor jeg voksede op.

Jeg er fuldkommen klar over, at jeg ikke er som de fleste, at mine interesser i nogen grad er afvigende, at jeg er lidt gammelklog og hvilke andre etiketter, folk ellers kan finde på at sætte på ryggen af mig. Jeg er også klar over, at jeg kun med en høj grad af maskering (udtryk for en autist, der forsøger at tilpasse sig den neurotypiske (“normale”) verden) ville kunne passe ind på en arbejdsplads igen.

Dog har jeg i 23 år passet (godt?) ind rundt omkring i centraladministrationen, og jeg har været glad for det og mine opgaver. Jeg har lavet virkelig mange Excelark, og jeg har faktisk en god karriere bag mig.

Den anden side af medaljen: Jeg havde flere stresssygemeldinger og arbejdede ofte 60 – 70 timer ugentligt, fordi jeg ikke kunne finde ud af at gå hjem, når kolleger og medarbejdere sagde “Så gå dog hjem”, og de selv lukkede glasdørene bag sig.

Når jeg tænker tilbage på de 23 år, der som absolut hovedregel var positive, kan jeg ikke lade være at tænke, at medvirkende til de mange stresssygemeldinger – og en passant et selvmordsforsøg i 2006 – har været en massiv maskering. Det er i længden ekstremt hårdt at forsøge at være en anden end den, man egentlig er.

Skolens tabte børn

Lige p.t. kan man på DR1 se en serie, der drejer sig om børn og skolevægring. Den hedder “Skolens tabte børn”. Jeg satte mig og så samtlige fem afsnit, så snart de var udkommet.

Bortset fra de mange grædende forældre, der lagde op til en omgang “følelsesporno”, og de hoppende og dansende mærkater, der blendede baglæns ind fra siden (fx “Hans Jensen, mekaniker” eller lignende), som jeg ikke kunne se et formål med, var det en udmærket serie. Den viste, hvor svært det er at være forældre til et barn, der bare ikke kan gå i skole, og det må være frygteligt. Skilsmisseraten i sådanne familier er enorm, fordi det er ufatteligt hårdt, og det slider på hele familien.

I sidste afsnit var der noget centralt: Et barn, der følger skolegangen helt almindeligt fra 1. til 9. klasse, koster kun 10 pct. af de børn, der ender i et specialtilbud. Det vil sige: jo mere man dræner folkeskolen for økonomiske ressourcer – med et andet ord “sparer” – jo flere børn ender i et specialtilbud og koster altså tifold. Det er et uendeligt loop.

Og det mest uhyggelige er næsten, at dygtige psykologer og psykiatere allerede, når barnet går i vuggestue eller senest i børnehave, kan forudse, hvilke børn, der vil blive ramt af skolevægring.

Når man ved det på forhånd, hvorfor griber man så ikke ind? Og når problemet viser sig i fuldt flor, hvorfor har vi så ikke en manual for, hvad skolen skal gøre, hvad kommunen skal gøre, hvad forældrene skal gøre osv.? Hvorfor skal hver familie selv opfinde den dybe tallerken?

Jeg hørte engang Peter Lund Madsen i “Hjernekassen på P1” problematisere over den sene indgriben nogenlunde sådan her “Vi har opbygget et system, hvor man legalt kan sige til folk: ‘Lille Peter har det endnu ikke dårligt nok til, at vi kan tage os af ham. Vent til han bliver (mere) syg, så kan vi prøve at hjælpe’ “. Det er jo helt Anders And.

Tilbage til mig selv – hvor jeg forsøger at forklare sammenhængen:

Da jeg var barn (jeg er fra 1963), havde man endnu ikke opfundet autisme, maskering, skolevægring eller endsige barndommen. Man gik i skole, uanset om man trivedes eller ej, for hvad skulle man ellers? Der var ingen, der spurgte, om man trivedes. Jeg tror heller ikke nogen spurgte mig “Hvad har du lært i skolen i dag?, men jeg kan selvfølgelig huske forkert.

Om jeg selv trivedes eller ej, kan ikke sådan lige afgøres. Det er simpelthen ikke entydigt:

  • Jeg var glad for de boglige fag og var ret god til dem. Idet mine forældre læste højt for mig hver dag, inden jeg startede i skole i august 1970, kunne jeg på forhånd læse nemme tekster, det var fx “Peter Pedal og manden med den gule hat”.
  • Jeg slap ret nemt over den forudgående “modenhedsprøve”, hvor man skulle gennemskue, om det kunne have sin rigtighed, at røgen fra en skorsten vendte den modsatte vej af et flagrende dannebrog. Det havde jeg fanget; ergo blev jeg sluppet ind i de hellige haller.
  • Jeg var omvendt en idiot til gymnastik, håndarbejde (det tog mig hele femte klasse at strikke én sok), formning, sløjd og den slags.
  • Jeg var en idiot til frikvarterer og blev ofte mobbet, fordi jeg var så mærkelig.
  • Efter min fars død var det trods alt bedre at være på skolen end derhjemme.

Jeg er meget sensitiv overfor støj og lugt. Jeg hører fx aldrig musik, hvilket andre synes er mærkeligt, men jeg trives bedst i stilhed. Hvis en burgerbar eller et pizzeria har døren åben, må jeg gå over på den anden side ad gaden – eller holde vejret 🙂

Det var derfor afskyeligt at skulle tilbringe tid på et fritidshjem, hvor den største adspredelse – for de andre – var en larmende byggelegeplads eller at skulle entre et klasselokale, hvor 24 børn trak stole hen over gulvet efter spisefrikvarteret, og hvor der stank af varme madpakker. Jeg kan næsten stadig fornemme lugten her så mange år efter.

Havde jeg været barn i dag, havde jeg således vægret mig ved en stor del af folkeskolen. Måske kunne jeg have fået et specialtilbud, hvor fokus lå på det boglige? Næh, jeg var nok ikke ‘syg nok’ med Peter Lund Madsens ord.

Og autisme er jo ikke en sygdom – det er “bare” et anderledes styresystem.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Som autist bliver jeg ofte misforstået

Bøvlet med “det sociale”

Som autist bliver jeg ofte misforstået

For ikke så længe siden deltog jeg i et onlineforedrag. På et tidspunkt tændte foredragsholderen for deltagernes mikrofoner og spurgte ud i det virtuelle lokale: “Er der nogen spørgsmål?”.

Da jeg syntes, vedkommende havde gjort det rigtig godt, svarede jeg “Nej, nu har du jo klippet det ud i pap for os”. Foredragsholderen dukkede mig for næsen af de 500 øvrige deltagere og sagde “Det kunne jo være, der var andre, der havde spørgsmål”.

Det var rigtig ubehageligt, og det er et godt eksempel på, at jeg blev fuldkommen misforstået. Jeg tror, mange autister oplever sådanne misforståelser.

Jeg har Aspergers syndrom, og derfor er jeg på autismespektret. Denne artikel er en af de sværere, for den går lige i kødet på mig selv, men sådan må det så være. Den kræver lidt mod at skrive, men det er jeg i besiddelse af.

Tendens til selvoptagethed eller bare en misforståelse?

Jeg har deltaget i adskillige lederkurser, og i den slags er der jo altid diverse personlighedstests, hvor de indleder med at fortælle om de gode ting, og hvor de til sidst lige skal lave et svirp med halen og pege på “udviklingspotentialerne”, altså noget, man skal blive bedre til.

Selvom det er ca. 20 år siden, husker jeg ganske tydeligt, at en af dem til slut skrev “Kan have tendens til selvoptagethed”. Det var også temmelig ubehageligt.

Sammen med psykologen har jeg prøvet at se på, hvad der kan ligge bag det i en tid, før man talte om autisme.

Det var muligvis også en misforståelse, der bunder i, at jeg kan opleves som selvoptaget, fordi jeg for det meste kun udtaler mig om ting, jeg virkelig ved noget om. Når jeg ikke ved noget om et givent emne, og det er jo det meste, har jeg ingen problemer med at sige eller skrive “Det ved jeg simpelthen ikke, men fortæl mig gerne om det”.

Bøvlet med “det sociale” eller respekt, grænser og værdier

For mig er “det sociale” enormt svært. Så vi (psykologen og jeg) besluttede at gå på opdagelse i en række eksempler på mennesker, der bare er forsvundet ud af mit liv, og hvor mit udgangspunkt er, at det nok er min egen skyld. Det er nok fordi, jeg igen ikke kan finde ud af det …

Altså fik jeg en “hjemmeopgave”, der bestod i at komme i tanke om nogle af de forsvundne. Jeg fandt ti eksempler, de to var dårlige, til rest var otte gode eksempler.

Det, der karakteriserede alle otte personer, var faktisk, at de alle muligvis havde haft et eller andet behov for at få mig ned med nakken, måske fordi de oplevede mig som selvoptaget – og så er ringen sluttet.

Fællesnævnerne var også noget med respekt, grænser og værdier: Oplever jeg manglende respekt (eller kan jeg ikke respektere en person), eller at nogen overtræder mine grænser, eller at vores værdier simpelthen er for forskellige, så kan jeg bare ikke være med, hvilket jeg står på mål for. Det drejer sig faktisk ikke om, at jeg ikke kan finde ud af “det sociale”, selv om det for det utrænede øje kan se sådan ud.

En udløber af “det sociale” er, når man oplever verden som dejlige data

(Mindst) Et par gange i min “karriere” som slægtsforsker, har jeg gjort noget rigtig dumt:

  • Jeg traf et andet menneske, der også hed “Stegemüller” til efternavn, så selvfølgelig var vi beslægtede. Det var jeg rigtig glad for. Efter noget tid fortalte jeg vedkommende, at hendes farfar, der var bror til min farfar, havde kæmpet på tysk side på Østfronten. Jeg havde mine data og kilder på plads, jeg havde billeder af vedkommende i tysk uniform mv. Og der hvor jeg virkelig kvajede mig, var at jeg sagde “Han var nazist”. Det skulle jeg jo aldrig have sagt.
  • Jeg fortalte et andet menneske, som jeg muligvis er ret tæt beslægtet med, hvordan en person havde forsøgt at begå selvmord, og hvordan vedkommende havde det før og efter forsøget, nemlig forfærdelig svært. Jeg havde naturligvis styr på data og kilder. Det skulle jeg jo heller aldrig have sagt.

I min verden, der i vidt omfang består af dejlige data i tabeller, er det jo virkelig mærkeligt, at folk ikke gerne vil kende disse hårde data og kilderne men hellere vil forholde sig i “forsætlig uvidenhed”.

Det er vist sådan, at alle slægtsforskere kender sådanne historier i deres familier og er klar over, at sandheden kan være ilde hørt. De er nok kvikkere end mig og holder deres mund med det.

Det håber jeg også, jeg vil gøre næste gang, jeg træffer på en slægtning. Jeg håber, jeg vil huske at tænke: “Kan vedkommende profitere af de fakta, jeg kan diske op med?” Hvis svaret er “nej”, holder jeg forhåbentlig min kæft.

God weekend og tak fordi du læste med!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Snyd med snoren?

Solsikkesnoren og autisme

Snyd med snoren?

Henover sommeren har der været diskussioner om, hvorvidt brugere af solsikkesnoren bare bruger snoren for at snyde. Det kan være for at komme foran i køen i en butik, få en bedre plads i bussen osv. Nogle af diskussionerne har været modbydelige, og nogle af deltagerne må have haft svært ved efterfølgende at se sig selv i spejlet.

Solsikkesnoren er et symbol, der bruges til at synliggøre skjulte handicap og give omverdenen et signal om, at brugeren måske har brug for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Det er ikke et officielt identitetskort eller bevis på et handicap, men snarere et visuelt hjælpemiddel i offentligheden. Diskussionen om solsikkesnoren drejer sig primært om, hvordan den bruges, og hvilken effekt den har på både den der bruger snoren og dem omkring dem.

Mange tænker, at tiden under Corona var slem. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den bortset fra, at det var dejligt at folk hold afstand. Jeg fatter ikke, at andre næsten skal stå oppe i nakken af mig. Her hjælper solsikkesnoren en smule, men den ses dårligt bagfra.

Nogle mennesker er holdt op med at bruge snoren, fordi de oplever at blive stemplet som enten dumme eller snydetampe. Det er jo egentlig forfærdeligt, at der er så lidt omsorg og empati i Danmark, at en solsikkesnor kan provokere i stedet for at yde den lille hjælp, der skal til.

Sådan bruger jeg snoren

Jeg kan ikke tale for andre – kun for mig selv. Jeg snyder helt sikkert ikke; det er langt uden for min verden.

Jeg bruger snoren sammen med mine lækre “Bose NC” (NC står for noise cancellation) hovedtelefoner i offentlige transportmidler, og når jeg køber ind. De to ting tilsammen bevirker, at bombardementet af sanseindtryk reduceres. Jeg får så at sige mulighed for at være i min egen verden, og behovet for efterfølgende at samle kræfter bliver mindre.

Jeg er meget sensitiv overfor både lyd og lugt. Begge dele placerer sig cirka midt i min hjerne, og det er svært at få dem til at forsvinde igen. 

Der er utrolig meget støj i verden, men andre mennesker lægger ikke mærke til det. Et eksempel er hos frisører, hvor der altid er overflødig baggrundsmusik. De siger selv, at de ikke hører det. Så undrer jeg mig over, hvorfor det overhovedet er der? Min egen frisør er vældig fleksibel, så vi har aftalt, at jeg altid får den sidste tid lørdag i hver sjette uge, for der kan han slukke for muzakken. Det fungerer godt.

I supermarkeder er det selvfølgelig sværere. Der kan jeg jo ikke bede dem slukke, selvom jeg har lyst. Hovedtelefonerne tager det værste – ikke det hele uanset noise cancellation er sat til maksimum. Det, der fungerer bedst, er, at være i gang med fx en podcast og så at fokusere på at lytte til den og ikke andet.

At undgå lugte er sværere. Et sted, jeg ikke kan fordrage at komme, er i Hvidovre Stationscenter (som ikke længere hedder sådan) for sanseindtrykkene er kolossale.

For at komme ind i centrum af centeret skal man blandt andet forbi en “Normal”. Har du nogensinde lagt mærke til, hvordan en sådan lugter? Den lugter helt u-normalt, men du har sikkert ikke bemærket det. En Matas lugter også forfærdeligt. Jeg undrer mig over, hvad der får de to kæder til sikkert bevidst at udsende så meget stank, og hvordan det overhovedet lykkes for dem? Et af formålene er sikkert at få kunderne til at købe mere.

Når jeg skal ned at handle, skal jeg forbi en burger-butik, som lugter forfærdeligt. Løsningen er simpel: gå over på den anden side af gaden, hvor pizzeriaerne til gengæld holder til, men det er ikke helt så slemt, og de er lettere at passere.

Erindringer

Når jeg tænker tilbage på skoletiden (dengang man skød med bue og pil), og hvor man ikke tænkte over diagnoser eller særlige behov, står det klart, at de voldsomme sanseindtryk altid har været tilstede i mit liv, og at jeg selv måtte prøve at finde løsningerne:

  • Et klasseværelse efter spisefrikvarteret lugter forfærdeligt. Man kunne nemt og gratis have luftet ud.
  • 24 stole der trækkes ud og henover gulvet larmer frygteligt. Man kunne nemt og billigt have sat filtsko under.
  • Jeg hadede at gå til børnefødselsdag, for slikket på kagemanden udsendte en frygtelig lugt. Jeg kan ikke udtænke en løsning.
  • Fritidshjemmet med en byggelegeplads hvor det var næsten umuligt at finde et sted at trække sig tilbage. Jeg fandt løsningen ved at muge ud hos shetlandsponyen Olga. Hun sagde ikke noget.
    • En anden god løsning var at gå til hånde på skolebiblioteket. Der var stille, og bøgerne duftede godt.

Har du nogensinde bemærket det?

Mens jeg skriver dette, er jeg klar over, at det formentlig er de færreste af mine læsere, der selv har bemærket alle disse sanseindtryk. Måske synes du, jeg er mærkelig, fordi du ikke selv lægger mærke til det?

Prøv at forestille dig mængden af mental energi, der er gået – og går – med at udtænke løsninger på ting, der i virkeligheden er ret simple.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

De farlige polariseringer

Hvem tør lytte?

De farlige polariseringer

Jeg synes, der bliver flere og flere af dem, og derfor bliver der i stigende grad behov for rummelighed overfor det uforståelige og “de andre”.

Slår man ordet “polarisering” op i Den Danske Ordbog, får man følgende at vide

proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger

Polarisering nr. 1: Israel ctr. Hamas

Jeg havde en bekendt, der vedblev at sige, at krigen i Gaza ville være slut, så snart Hamas frigav gidslerne, selvom jeg kunne bevise, at Netanyahu allerede for meget længe siden har sagt, at han vil have hele Gaza, koste hvad det ville.

Vedkommende ville overhovedet ikke høre om de døde børn i Gaza men vedblev at sige, at Israel har ret til at forsvare sig. Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvordan små børn kan udgøre en trussel for staten Israel. Jeg vil aldrig bifalde, at man opererer børn uden bedøvelse.

Det endte med, at jeg afbrød relationen. Jeg blokerede vha. en firewall vedkommendes adgang til mit website, jeg sørgede for at mails fra vedkommende aldrig vil nå frem til min indbakke, og jeg blokerede vedkommende på telefonen. Jeg kunne ikke udholde hans holdninger.

Debatten Israel ctr. Hamas udgør i høj grad en polarisering. Forstår man palæstinensernes lidelser i Gaza, er man en venstreorienteret Hamas-tilhænger – evt. kommunist eller det, der er værre. Siger man, at Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober var en brutal svinestreg, er man Zionist.

Polarisering nr. 2: Ulvediskussionen

Ulve-diskussionen er blevet en debat mellem jyder og sjællændere (københavnere især).

På Østerbro sidder københavnerne på café og spiser speltboller og drikker chaite, mens barnevognen trygt kan stå udenfor. I Jylland kan man ikke gå tur med hunden, uden den er i snor. For der lurer en ulv på hvert af de imaginære gadehjørner.

Jyderne skriver på Facebook til københavnerne, at lovgivningen er, som den er, fordi de ikke ved noget om naturen og de invasive arter. Selvom der gives en økonomisk kompensation for de hegn, der skal sættes op rundt om fårene, er det et indgreb i den personlige frihed – måske ligefrem overtrædelse af nogle grundlovssikrede rettigheder.

Polarisering nr. 3: Neurodivergente versus neurotypiske

Som neurodivergent har man hele livet fået at vide, at man var anderledes, mærkelig eller i sidste instans dum, og at det var de neurotypiske, der var de “rigtige”. Min egen skolegang var et mareridt, blandt andet fordi jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, eftersom jeg er fra en nomadefamilie. Det er slet ikke godt for et barn med Aspergers syndrom, men da jeg var barn i 1960’erne/1970’erne, havde man jo ikke “opfundet” diagnoserne; man havde dårligt nok opfundet barndommen. Man måtte bare tage sig sammen.

Selv kom jeg fx aldrig over i højdespring, for selvom jeg stod sidst i rækken og således kunne se, hvordan alle de andre før mig gjorde, kunne jeg simpelthen ikke regne ud, hvordan jeg skulle hoppe op i luften og deroppe parallelforskyde min krop ind over stangen for at lande på madrassen. Utallige er de gange, jeg landede på asfalten foran madrassen. Det gjorde pokkers ondt. Jeg ramte heller aldrig bolden i rundbold.

Til gengæld læste jeg helt frivilligt fysikbøger, fra jeg gik i femte klasse, og jeg elskede at sætte bøger på plads på skolebiblioteket hos frk. Christensen. For der var ro og forudsigelighed – og duften af bøger var andeledes dejlig end stanken af madpakker i klasseværelset efter spisefrikvarteret.

Os på autismespektret har ofte kæmpet for at være i verden. Gudskelov er der langsomt – men sikkert – ved at opstå en opblødning i denne polarisering. Virksomheder vågner op og diagnoser er ikke længere fremmedord. De fleste ved lidt om, hvad autismespektret er for en størrelse, og de har måske hørt om “popcornhjerner”, når de skal prøve at forstå mennesker med ADHD/ADD.

I går hørte jeg en fantastisk episode af GladPodcast, hvor Bo Rygaard fortæller om den gryende forståelse i “Fremtidens teams kræver forskellige hjerner”, men også at det ikke er nok at være ih så forstående, man skal også gide at være med, når det bliver lidt besværligt, at en enormt dygtig medarbejder ikke kan møde kl. 8 og ikke trives i en kantine.

Polarisering nr. 4: Traktordemonstrationerne

Traktordemonstrationerne når landmænd – ligesom Trump – mener, at det der med klimaforandringer og CO2-reduktioner er noget venstreorienteret pjat. Det er nok noget, de dovne DJØF’ere har skabt i de regneark, der er en del af alt det overflødige bureaukrati, vi har her i landet. Sandheden er, at landmændene slet ikke har råd til at betale en klimaafgift. [Her håber jeg, du forstår ironien.]

Lyt for pokker

Nu blev denne artikel lidt lang, fordi jeg faldt ned i erindringerne i “Polarisering nr. 3”, og det var jo egl. ikke meningen.

Min pointe er bare, at vi mangler redskaber til at lytte og forstå “de andre”. Sådanne redskaber udvikler Özlem Cekic i Brobyggerne – Center for dialogkaffe. Et af Özlems centrale statements er, at vi skal turde dialogen med dem, vi er mest uenige med. Jeg synes, hun har fat i noget centralt, for det er enormt svært. Som polarisering nr. 1 viser, er jeg ikke selv for god.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

[wpforms id=”96385″ title=”true” description=”true”]