Tag Archive for: Adoption

/i , /af ,

I Roskilde med min nye familie

I Roskilde med min nye familie

Jeg savner vist ord

I Roskilde med min nye familie

I de forskellige slægtsforskningsgrupper læser jeg af og til om:

  • Ældre der på deres dødsleje fortæller et barn, at det også har en søster/bror, der aldrig har været talt om,
  • Granvoksne halvgamle mennesker (ca. på min alder), der via DNA-test finder ud af, at deres far var en anden, end ham de hele livet har anset for faderen, eller
  • At de er bortadopterede.
  • DNA-slægtsforskning er p.t. et hit; jeg har også taget en DNA-test, men har intet fået ud af det, så jeg bladrer videre.

De mennesker spørger så, hvordan de kommer videre. Og det forstår jeg til fulde.

En uhyggelig indskudt historie eller skrøne

Måske er der i en af min farfars brødres familier en lignende historie eller skrøne:

En kvinde tilbageholdes tre eller fire dage under besættelsen af tysk politi – derfor regner jeg med, at det var efter september 1943 (så vidt jeg husker, var det der, de tog politiet) og inden 4. maj 1945. Hendes to ikke ret gamle sønner er alene hjemme og må tage sig af en lille nyfødt pige. Drengene spørger naboerne om hjælp, men naboerne vil ikke hjælpe, idet kvinden muligvis var “tyskervenlig”. Kvinden fortæller tyskerne, at hun har en nyfødt derhjemme, men de er ligeglade. Da hun løslades og kommer hjem, er pigen død af sult. Det fortæller kvinden på sit dødsleje til et barnebarn. Jeg har kontakt til et andet barnebarn, der har fortalt historien, og som ikke er bange for facts.

Jeg synes, det lyder helt vanvittigt, og vil selvfølgelig gerne optrevle historien. Det er klart. Jeg har bare ingen spor at gå efter, hverken navn, årstal eller sted bortset fra “i København”, og så er det næsten umuligt med de lidt over 50 forskellige sogne på den tid.

I de år foregik der mange mærkværdige og frygtelige ting, og der kommer mere og mere for en dag. Alligevel vil jeg gerne se dokumentation. Om et par måneder kan jeg muligvis få nogle facts, der gør det muligt at finde ud af, om den lille pige virkelig fandtes. Før jeg ser det i primære kilder, stiller jeg mig altså mere end tvivlende.

Tilbage til dagens egentlige historie

Sådan har det aldrig nogensinde været for mig. Mine adoptivforældre traf meget tidligt den helt rigtige beslutning, at jeg skulle kende hele sandheden: at de havde fået mig fra et børnehjem, og at mine biologiske forældre var for unge til at have børn, og at de ikke var et “rigtigt” par. De brugte ikke udtrykket “One night stand” eller “Du skulle have været en plet på lagenet”, for det kan børn ikke forstå. Men det er sådan set sandheden.

Mine adoptivforældre holdt to fødselsdage for mig: en den dag, jeg er født, og en anden den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre: nemlig årsdagen hvor de hentede mig i Hellerup fra “Dear Home” og tog mig med til Skjern. Ergo: der har aldrig været mystik, og da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg adoptionsbevillingen med i tasken. Måske en lidt underlig handling, men sådan var der så meget. I den står mine biologiske forældres navne.

Der er så sket det magiske, at min biologiske fars yngste barn har opsøgt mig, og vi lærer nu hinanden at kende stille og roligt. Det bliver til mange mails, hvor vi kommer vidt omkring, og i dag til en dejlig dag i Roskilde, hvor hun viste mig flere af de steder, han holdt af at komme.

Det er et menneske, jeg vældig godt kan lide, og som jeg gerne vil bruge tid med/på. Vi sætter begge pris på transparens, “ordet på bordet” og på at lægge puslespillet sammen. Jeg kan fx vældig godt lide at høre om, hvilken type menneske, han var. Jeg har gravet masser af data frem fra arkiverne, som jeg til gengæld kan give hende. Det er en fin byttehandel, hvis man kan tillade sig at kalde det sådan. Det lyder ikke så kønt; “gensidighed” er nok et bedre ord.

Det er meget specielt og meget vanskeligt at beskrive. Jeg savner vist ord. Jeg er helt sikkert glad og spændt på, hvordan det vil udvikle sig med tiden. Det er de følelser, der fylder mest – sådan ca. 95 pct.

Der er også nogle andre, men jeg ved ikke, hvad de kaldes. Det kommer nok, og negative er de under ingen omstændigheder.

/10 Kommentarer/i , /af ,

Vild glæde over en halvsøster

Vild glæde over en halvsøster

Fra “Vild hvede” til nu

Vild glæde over en halvsøster

Engang i forhistorisk tid – der hvor jeg er fra – talte man om “Vild hvede“. Redaktøren gennem 25 år var gift med forfatterinden Tove Ditlevsen, som “min mor”, var betaget af. Jeg har også læst en del Tove Ditlevsen i mine unge år, men det blev alligevel for defaitistisk for mig.

Lige i dag bekender jeg mig i stedet til “Vild glæde” over at have mødt min halvsøster i aftes. Hun spurgte et par gange, hvad jeg følte, og hvordan jeg havde det. Svaret er, at jeg faktisk ikke helt ved det. Det er så surrealistisk, eftersom jeg har ledt efter hende og hendes søskende i mange år (mindst 10 år).

Er jeg bare en kriminel?

Når man får adgangstilladelse til sin adoptionssag, skriver man i adskillige eksemplarer under på, at man som bortadopteret ikke vil kontakte den biologiske familie og på den måde “misbruge” de oplysninger, sagen giver. Da jeg jo trods alt er jurist, har jeg selvfølgelig overholdt disse bestemmelser til punkt og prikke.

I april i år vandt nysgerrigheden alligevel over lovformeligheden, og jeg lavede et opslag i Facebookgruppen “Slægtsforskning – Søg efter nulevende efterkommere”. Jeg havde på det tidspunkt kendt adoptionssagen i ca. 20 år …

Jeg fik fantastisk hjælpe fra gruppedeltagere, der er vant til at søge efter nulevende. De er meget dygtige og kender til allehånde tips og tricks. Det har jeg ingen erfaring med, da jeg aldrig før har haft nulevende at søge efter.

Vi kom meget nærmere min biologiske far, end jeg havde troet var muligt. Jeg ville være så glad for bare et enkelt billede af ham og evt. hans forældre, da “Billeder gør datoerne til de mennesker, de var engang” (det er mit mantra gennem mange år), men ingen kendte nærmere til ham.

Jeg havde truffet min biologiske far for omkring 35 år siden, men det møde gik ikke ret godt. Og der var kun det ene.

Jeg fik ved min kriminelle handling en præcis dødsdato på ham samt:

Der er tre yderligere børn:
1) En søn født 1965 i Frederiks Sogn,
2) En datter født 1966 i Stege Sogn og
3) En datter født 1983 i Tølløse Sogn.

Men når de alle ligger efter 1960, er de jo ikke sådan lige til at få fat på, og ingen kendte navnene på de tre børn. Det ville være som at lede efter en nål i en høstak. Jeg havde ledt i minimum 10 år, og nu så det – trods min kriminalitet – ikke ud til, at gåden kunne løses. De sidste brikker i puslespillet kunne ganske enkelt ikke lægges.

Jeg filosoferede over, om jeg ville komme i fængsel, få en klækkelig bøde, blive forment adgang til Arkivalier Online (hvilket ville være helt forfærdeligt for mig), eller en anden voldsom sanktion, og besluttede, at det ville nok ikke ske. Jeg gjorde noget, man ikke måtte, men jeg var på en eller anden måde nødt til det.

Har du ikke været i en lignende situation, er det sikkert svært at forstå. Hvis man har ledt i mere end 10 år efter sine halvsøskende, vil man gøre næsten hvad som helst, for at de materialiserer sig på den ene eller den anden måde.

Jeg stod op til en besked fra Facebookgruppen

Det vilde kommer her – dog uden hvede: I går morges stod jeg op til en besked fra et medlem af den nævnte Facebookgruppe: “Jeg kan måske hjælpe dig med de sidste puslespilsbrikker. Jeg er …” Kvinden er min halvsøster. Vi har fælles far. Hun var 13 år, da han døde. Hun er 20 år yngre end mig, og hun ved alt det, jeg gerne vil vide.

Vi mødtes i aftes i 3½ time som opfølgning på knapt en times telefonsamtale. Det var helt fantastisk. I hele mit liv har jeg vist ikke oplevet noget lignende. Hun havde billeder med af vores far, og der er et par stykker, hvor jeg kan se lighedspunkter, selvom jeg ikke er ret god til den slags. Det er helt fantastisk. Der burde måske være bedre og mere præcise ord for den slags – jeg kender dem bare ikke. Jeg ville gerne komme tættere på, men ved ikke, hvordan jeg gør.

Jeg kan jo kun levere rå data, men jeg tror alligevel, hun var glad for, hvad jeg havde printet ud fra mit slægtsprogram. Nemlig de data, jeg pga. vilkårene i adgangstilladelsen ikke må gøre tilgængelige på min TNG-side.

Det er vildt. Hvordan gør man?

Psykologen har selvfølgelig sommerferie, og selvfølgelig skal jeg også bare kunne klare det selv. Jeg ville bare så gerne have et menneske at støtte mig op ad. En, der kender mig godt, en der kan dirigere mig i den rigtige retning. Og hvorfor nu det?

  1. Jeg er bange for at træde forkert,
  2. Jeg vil gerne holde fast i det, jeg nu har nået og
  3. Jeg mangler erfaring.

Hold da op … Min nye søster vil helt sikket vende tilbage på Messenger i dagens løb. Jeg kan bare ikke vente. Jeg er 58 og har ingen familie, og pludselig har jeg alligevel en familie Det hele er vildt.

/1 Kommentar/i /af

Slægtsforskning med DNA

Slægtsforskning med DNA

Jeg hoppede på vognen

Slægtsforskning med DNA

Endelig, efter at have ventet otte uger, er mit DNA-resultat fra MyHeritage kommet. Nu ved jeg, at jeg er 70,4 pct. skandinav. Det er nu ikke nogen overraskelse. Jeg kender den biologiske slægt nogenlunde godt bagud i tid fra den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har kigget lidt på resultaterne og forsøgt at læse om alle de – for mig – nye begreber. Det mest overraskende er sådan set, at alle resultaterne er under 1,0 pct. på parametren “Fælles DNA” lige bortset fra en person ved navn Philip, der er min nulevende halvsøsters nulevende søn.

Et venligt menneske i gruppen “Slægtsforskning med DNA” oplyste, at så lavt et fælles DNA typisk peger på noget med fælles aner født tilbage fra starten af 1700-tallet, men dog også kan være med fælles aner født helt op i 1800-tallet.

Uinteressant

Indtil videre er det hele altså ganske uinteressant. Det spændende kunne være, om der på et tidspunkt dukker en nulevende fætter/kusine op, der måske kunne bidrage med et billede af min biologiske far og måske hans forældre. På min biologiske mors side har jeg masser af billeder, som hun var så sød at dele med mig. Det vil sige, at det “kun” er min fars side, der er et mysterium.

Jeg fortalte min fars ungdomskæreste på 97 år, at jeg havde indsendt en DNA-test. Hun spurgte helt fornuftigt: “Hvad vil du opnå?” Det eneste, jeg kunne svare, var det med lidt billeder af min biologiske far og måske hans forældre.

DNA er en metode, der kun er interessant, hvis “de andre” også har ladet sig teste. Eller er der jo ikke noget “at matche” op i mod. Heldigvis har jeg kun spildt ca. 350 kr. på projektet.

Rottegiften…

Jeg har i årevis ment, at min biologiske far havde et selvmordsforsøg via indtagelse af rottegift bag sig. Men eftersom jeg som så mange andre var en idiot i starten af min slægtsforskning (næsten 20 år siden) og ikke fik skrevet kilder på alt, en typisk begynderfejl, har jeg tænkt over, om det var noget, jeg havde “digtet”, om det fx var noget min biologiske mor havde fortalt eller hvor Søren, det stammede fra.

Jeg satte mig af andre årsager til at læse adoptionssagen med lup – og det med rottegiften var selvfølgelig ikke noget, der var faldet ned fra himlen. Det er faktisk noteret af et sygehus i juli 1962:

Diagnose: Depressio mentis: Sindsnedtrykthed. Suicidalforsøg
Oplysning gives fra hjemmet, at pt. har indtaget rottegift i suicidalt øjemed.

Oplysningen er interessant af flere årsager, og en af dem er selvfølgelig, at min psykiske sygdom, bipolar affektiv sindslidelse, er genetisk betinget, og jeg kan altså muligvis have en disposition, der kommer fra ham. Det stemmer fint med, at min biologiske mors søster ikke mente, der var nogen dispositioner på hendes side.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Optaget af fortiden

Optaget af fortiden

Det tangerer besættelse

Optaget af fortiden

Når man næsten ikke har tid at gå ud at tisse, tangerer det en besættelse. Som en lille mani – mente psykologen i onsdags. Jeg tillader mig bare at tænke, at det ikke er sygeligt, for det er helt fantastisk. Det er på alle måder interessant. Jeg bliver meget klogere på både mig selv og andre. Det gælder fx “min mors” ægtefælle nummer to.

Optaget af fortidenTid med mormor

De underligste erindringer dukker op. Togvognen i toppen symboliserer en af mine favorit-legepladser, mens vi stadig boede i Brande, hvilket vil sige, indtil maj 1973, hvor jeg var ni år og vi flytter ind hos revisoren: Det gamle rangerterræn, hvor der stod masser af gamle togvogne. Det var dem, hvor sæderne var betrukket med en form for brunt kunstlæder, og væggene var af træ. Der var masser af vogne, og det var så sjovt at gå på opdagelse i dem. Min mormor tog mig ofte med derhen, for det var ikke langt fra, hvor hun boede på Dalgasvej i nummer 4.

Selvom hun ikke trådte i karakter senere, hvor hun kendte til, hvad der foregik hos “min mor” og psykopaten, vil jeg altid tænke på hende som en god mormor. Pengene var små, men hun var nærværende og udfyldte til fulde den rolle, en mormor skal udfylde. Hun legede tålmodigt “købmandsbutik” i timevis, spillede ringspil lige så længe, der var gamle brædder at slå syvtommersøm i, vi hørte “Dansktoppen” med Susanne Lana og Peter Belli, (meget apropos hed hans store hit i 1971 “Kære gamle tog”), hun serverede torskerognmadder osv. Alt var simpelthen godt.

Jeg er lidt skuffet over ikke at være blevet inviteret med til/orienteret om hendes begravelse i 1994. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra.

Lidt fra adoptionssagen

Jeg kan naturligvis ikke fortælle fra sagen om de biologiske forældre, men jeg har besluttet, at jeg da i hvert fald kan fortælle om den nye familie og om mig selv uden at overtræde vilkårene i adgangstilladelsen og bestemmelserne i arkivlovens § 23.

19.3.64 Dr. Særmark på spædbørnehjemmet svarer: “Omspurgte pige har jeg indlagt på RH’s (Rigshospitalet – red.) børneafdeling, da hun såvel legemligt som psykisk synes tilbage i udviklingen til nærmere observation.

21.4.64 Svar fra børneafdelingen på RH afdeling G – blandt andet: “Herinde skønnes hun udviklet svarende til sin alder, såvel psykisk som motorisk”.

4.6.64 svarer RHs afd. G sammenfattende: “Hun blev observeret, da man mente, hun var tilbage i motorisk og psykisk henseende, men man fandt ikke noget tegn på, at hun var tilbage. Hun har virket på afdelingen svarende til sin alder, glad for kontakt, leger, smiler og pludrer.

RH undrer sig over indlæggelsen foretaget af spædbørnehjemmet “det forekommer mig mistænkeligt…” skriver overlægen. Efter tre uger sender man derfor en forespørgsel til børnehjemmet for at følge op. Børnehjemmet svarer 18.6.64 bl.a.: “Vi synes på hjemmet at barnet har udviklet sig godt og gjort store fremskridt, og de ting vi oprindeligt klagede over er borte nu, men hun er stadig meget slap og skønnes noget sent udviklet. Sign. H. Særmark.”

RH konkluderer 24.6.64 “I følge svaret fra børnehjemmets læge er barnet stadig såvel somatisk som psykisk retarderet, hvorfor adoption på nuværende tidspunkt ikke kan tilrådes. Jeg vil foreslå sagen genoptages om ½ år.”

Læringszoner

Jeg har som tidligere nævnt haft adoptionssagen i knapt 20 år, men jeg har aldrig læst den, som jeg læser den nu. Det handler om læringszoner. Man læser og uddrager det, man kan “tage ind” og holde ud på det givne tidspunkt.

For 20 år siden satte jeg en masse gule streger, der hvor jeg dengang mente, det var vigtigt. Halvdelen af stregerne synes nu irrelevante, men de er jo ikke sådan lige til at fjerne. Nu er der mange andre ting, der er interessante. Hele diskussionen mellem Rigshospitalet og børnehjemmet er enormt interessant, og jeg vil gennemdrøfte den med psykologen og vente i spænding på svaret fra overlæge Kasper Thybo Reff.

Det er ikke alene interessant at læse om mig selv. Det er også med til at tegne et tidsbillede af historien: Hvordan så man på børn dengang? Sagen viser, at man gør meget for at sikre, at den nye familie ikke “køber katten i sækken”. Der er ikke nær så meget fokus på barnets tarv. Det er da spændende. Det fremgår fx af, at den nye familie ikke får lov at adoptere med det samme. De kan kun få en plejetilladelse, da

det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt med barnet.

Det, jeg læser, bekræfter mit og psykologens indtryk af “Barnet der var til overs” og at den nye familie nærmest får overleveret en “pakke”, lige som når man henter en pakke på det, der ikke længere er et posthus. Der er tale om en art overdragelse af barnet med tilhørende dokumenter. Værsartig.

Det skrigende barn

“Min mor” fortæller Mødrehjælpen, at jeg, de første ca. tre uger de har mig, vågner skrigende op om natten. Familien kan ikke se nogen grund til det – altså jeg er ikke syg eller andet. De har tænkt på at tilkalde lægen, men det er blevet ved tanken, og skrigeriet går da også over af sig selv efter noget tid.

Psykologen fortalte noget meget interessant om børn med Aspergers syndrom: de skriger. De skriger, hvis de laver Lego og alligevel ikke kan finde ud af det. De skriger, hvis de bliver forstyrret af at skulle spise middag, lige mens de er så godt i gang med at lave Lego eller lege med noget andet osv.

Nu var der jo ingen, der tænkte på Autismespektrumforstyrrelser i forhistorisk tid, men det bekræfter igen, igen den diagnose, der blev stillet 55 år senere.

Københavnske sogne efter oprettelsesår

På Rigsarkivets fantastiske hjemmeside har jeg fundet “Københavnske sogne efter oprettelsesår”. Jeg skal lede efter en konfirmation, der skal finde sted ca. 1943.

Jeg går i gang NU 🙂