Tag Archive for: Adoption

/i /af

Adoptanterne ønskede sig et barn

Adoptanterne ønskede sig et barn

Brændende ønske om adoption

Adoptanterne ønskede sig et barn

Jeg er dykket ned i adoptionssagen. Jeg er igennem processen med at danne et overblik, for sagen er enorm. Nu er jeg startet forfra for at trække detaljer ud. Det er så spændende.

På forhånd var det mit gæt, at det var mine biologiske forældre, der ville være de allermest interessante; det var dem, der satte gang i læseprocessen, men sådan er det faktisk ikke. De er jo bare “papirbårne”, beskrevet på en gammel skrivemaskine, og jeg kender dem stort set ikke. Noget er skrevet i hånden og kopierne er så dårlige, at det nærmest er ulæseligt.

Selvfølgelig er der inderligt ligegyldige ting, jeg aldrig har vidst, og som sikkert kun få mennesker ved om sig selv.

Min situation er bare, at jeg skal – og næsten altid har skullet – læse mig til det, jeg vil vide. Og så vokser magien på en eller anden måde. Når kagedåsen er svær at nå, smager småkagerne bedre.

Jeg har ikke haft nogen til at fortælle. Min biologiske mor “fødte bare” og de andre “hentede bare”. Der var lige knapt tre år mellem de to hændelser. Nu ved jeg imidlertid:

  • Fødselstidspunkt: kl. 22:55. Ca. fire uger for tidligt.
  • Fødselsvægt: 2.800 gr.
  • Længde: 48 cm.
  • Andet: Gulsot ved fødslen.

Adoptivforældrene er de mennesker, jeg husker. Det spændende/sjove er at koble Mødrehjælpen i Holstebros beskrivelser med mine egne erindringer, og det meste passer ret godt sammen. Mine adoptivforældre sætter sagen i gang allerede i sommeren 1962 (længe inden der er tænkt på mig). De kan først hente mig i sommeren 1966. Fire år er længe at vente på sagsbehandlingen. Det var der næppe nogen, der fandt sig i i dag.

Adoptanterne ønskede sig et barn

Noget af det virker helt hen i vejret. De bliver fx. spurgt, nærmest en passant, om de har overvejet at adoptere to børn (sådan nærmest “når de nu er i gang…”. Måske var der overskud af børn dengang, før aborten blev fri?). Mødrehjælpen noterer, at parterne virker noget overrumplede, og andrageren svarer, at det skal de lige drøfte indbyrdes. Da Mødrehjælpen kommer på besøg næste gang – uanmeldt i frokostpausen – er de blevet enige om, at de nøjes med ét barn, og at de foretrækker en pige på ca. to år. Det får de: en på 2¾, der selv løber rundt i Odden Kirke til dåben, og som var svær at indfange til selve dåbshandlingen, har jeg fået fortalt. Herudover har det nok været lidt bøvlet at holde en knapt treårig over dåbsfadet.

De har en lille hvid puddel, og den er Mødrehjælpens sagsbehandler også meget interesseret i. Man drøfter de opdragelsesproblemer, der er med den, og på den baggrund konkluderer man, at parret vil være velegnede forældre…

Min far havde haft fåresyge

Nu ved jeg pludselig, hvorfor min far var steril: han havde fåresyge som barn. Da de sætter sagen i gang, har de været gift næsten syv år. Jeg har altid troet, at de ikke vidste, hvorfor der ikke kom nogen børn ud af det, men det må de jo da have vidst.

De er glade for børn, og naboen, Skjerns politimester, fortæller som vandelsattestant, at hans børn er glade for at komme ind og lege hos dem. Det gælder i sær den yngste på syv år.

Styr på økonomien

Min mor arbejder faktisk ikke, for det er ikke nødvendigt, men da hun gerne vil ud at møde nogle mennesker i Skjern, tager hun et lille job i et renseriindleveringssted fra 9:30 – 11:00, så frokostpause og dernæst igen fra 13:30 – 16:00. Det indbringer ca. 100.000 i nutidskroner årligt. Hun udtaler til Mødrehjælpen, at hun har aftalt med arbejdsgiveren, at så snart de modtager et barn, kan hun sige op.

Min far er ansat som appreturmester på “Skjern Trikotagefarveri”. Det indbringer en gage på 31.000 kr, som svarer til ca. 350.000 kr. i nutidskroner årligt. Herudover har de en personbil og obligationer svarende til ca. 100.000 i nutidskroner. De bor til leje, selvom de udmærket har råd til selv at bygge et hus. Samlet betegnes det som særdeles gode økonomiske kår.

En sjov bemærkning er, at de ikke tager på fisketure i fritiden, for andrageren vil hellere være hjemme i haven. Det passer ret godt til min forestilling om ham. Jeg kan simpelthen ikke se ham for mig med en fiskestang.

Tiden på børnehjemmet og Rigshospitalets afdeling G

Jeg har troet, jeg ingenting vidste om tiden de to steder, men når jeg læser “med lup”, kan der alligevel uddrages lidt. De oplysninger har jeg haft i 18 – 20 år, men jeg læste det ikke så nøje første gang.

Børnehjemmet indlægger mig på Rigshospitalet (RH), fordi de synes, jeg “ligger så underligt sløvt og slapt hen”. De skriver til RH, at de tror, jeg er retarderet både fysisk og psykisk 1. Det synes RH ikke, så der er en vældig korrespondance mellem de to, hvor de nærmest skændes på skrift (selvfølgelig pænt pakket ind) om, hvem der har ret. RH skriver, at de på ingen måde finder mig slap eller tilbage, eftersom jeg “nærmest bliver rasende på en mandlig læge, der kommer for at foretage en undersøgelse.”

Da de er næsten færdige med at skrive sammen, bliver jeg leveret tilbage til børnehjemmet. Lægen på RH bliver dog ved at tænke over, at det forekommer ham mistænkeligt, at barnet er så forskelligt vurderet af de to instanser, så vedkommende betinger sig at kunne besøge mig på børnehjemmet, inden overdragelsen til den nye familie finder sted, da “det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt”.

Den samlede konklusion fra RH er: “Jeg personligt tror, at dette er et normalt barn, som måske nok er noget særpræget af temperament, måske også lettere retarderet…”. “Hun forekom mig på ingen måde dårligt udviklet og jeg vil skønne det bedste for dette barn at komme væk fra spædbørnehjemmet og i en familie, som er i stand til at tage et måske lidt trodsigt og temperamentsfuldt barn. – Man ved dog ikke, hvor meget børnehjemmets atmosfære har influeret på hendes adfærd. Som sagt tror jeg personligt ikke, hun er tilbage, hvilket børneafdelingen heller ikke har fundet”.

I forbindelse med faderskabssagen er der også indhentet skoleattester fra de biologiske forældre. Attesterne er normale, bortset fra at min biologiske far “ikke er flittig” og min biologiske mor må gå tredje mellem om.

Da han har en blodsygdom, der ikke er arvelig, og tror, der kan være andre mænd i spil som fader, er der også udtalelser fra universitetets Arvebiologisk Institut. Der er ikke noget til hinder for, at han er faderen, og man finder ikke noget eugenisk til hinder for adoption. Jeg måtte slå “eugenisk” op i DDO. Det betyder nærmest “arvehygiejnisk” eller “racehygiejnisk”.

Hver en sten er så sandelig vendt. Men det er selvfølgelig også rigtigst. Det er trods alt et liv og en fremtid, der skal tages ansvar for.

1) Jeg har tænkt på, om “retarderet” måske i klinisk forstand bare betyder “forsinket”, jfr. latin, og ikke er det, vi sædvanligvis forstår som en form person, der er mindre begavet?

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har fundet guldgruber

Da slægtsforskningen var papirbaseret

Jeg har nogle oplysninger om den biologiske familie, der mangler kilder. Det kan jeg ikke holde ud. Slægtsforskning uden kilder er mytologi. Jeg har formodet, at oplysningerne stammer fra adoptionssagen, men jeg vil gerne være sikker. Og måske kan jeg udlede mere af sagen, end jeg allerede har noteret. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere.

I nogle år har jeg ikke turdet kravle op på en stige for at se, hvad de to store arkivkasser på øverste hylde rummede. Da jeg senest prøvede, havde Parkinsonismen stadig sit tag i mig, og jeg var ved at falde ned. Jeg vidste, at jeg ikke havde smidt adoptionssagen ud, blandt andet fordi det i sin tid kostede mig flere tusinde kroner at få den kopieret på det daværende Landsarkiv på Jagtvej (LAK). Nu til dags hedder det alt sammen Rigsarkivet. I dag tog jeg mod til mig, hentede stigen og kravlede op. Siden da har jeg været begravet i minder.

Kasserne indeholder starten på min slægtsforskning. Det var dengang, slægtsforskningen var papirbaseret, så i kasserne ligger adskillige solide kuverter fra Patent- og Varemærkestyrelsen med påskrift om, hvad der er indeni. Adoptionssagen er der også, og kuverten er stemplet på LAK 16. december 2002. Det var før, jeg begyndte at slægtsforske. Måske var det den, der satte gang i det hele?

De gamle albums

Det vigtigste er albums med 90 år gamle (og også ældre) billeder fra min fars side. Man kan ikke bladre i dem, men er nødt til forsigtigt at vende de stive pap-blade et ad gangen. Min farmor har omhyggeligt skrevet datoer og steder ved adskillige billeder. Det havde nu været bedre, hvis hun havde skrevet, hvem der var på billederne, men det skal jeg nok finde ud af. Jeg vil scanne de vigtigste billeder og medbringe dem elektronisk, når jeg forhåbentlig skal besøge min fars ungdomskæreste.

Det er mange år siden, jeg renskrev hans breve til hende. fra tiden efter han er flyttet til Brande i Vestjylland, og hun har giftet sig med den mand, Vagn Rasmussen, hun var gift med i 65 år. Brevene er fra starten af 50’erne, og han glæder sig til at komme en tur til København i sommerferien, fordi han er træt af, at de bare siger “a” og “do” derovre.

Min mor skal trods alt have kredit for, at hun har gemt disse ting til mig, og der er virkelig meget. Arkivkasserne er store. Tingene må komme fra hende; i hvert fald ved jeg ikke, hvor de ellers skulle komme fra. Kun én kuvert har påskriften “fået fra mor sommeren 2004”. Psykologen vil måske sige, at min mor derved har vist, at hun har forstået, at han betød meget for mig. Ellers havde hun vel ikke gemt alle de ting?

Fra hendes side er der ingenting.

Genstande fra min far og hans søster

Kasserne rummer også masser af det, man vel må kalde “genstande”, der stammer fra min far og hans søster, som var min tante Kirsten. Jeg er klar over, at hun er “faster”, men vi kaldte hende altså “tante”.

Jeg synes, det er skønt at have hans møgbeskidte frihedskæmperarmbind, ungdomsbillederne og manchetknapperne.

Der er masser af omhyggelige tegninger, karakterbøger (UG-dreng og nr. 6 ud af 27 i klassen), indtegningsbevis for optagelse i lægdsrullen, det første kørekort, personnummerbeviset, en servietring i sølv med dåbsdato og en regnestok fra Tyskland, hvor han uddannede sig. Og meget mere. Der er en brugsanvisning til regnestokken; jeg ville aldrig få et brugbart tal ud af den. Det er altså nemmere med Excel, men det havde han næppe været enig i.

Genstandene fra hans søster er ikke helt så spændende, men et fingerbøl og et temmelig grimt kobberaskebæger er alligevel sjove at have.

Nu skal adoptionssagen læses

Nu går jeg i gang med adoptionssagen, og jeg er spændt på, om jeg finder noget nyt. Adoptionsbevillingen er der også og de biologiske forældres navne står i den. Det er det simple svar på, hvordan jeg i sin tid fandt frem til dem, eftersom jeg fik adoptionsbevillingen med i bagagen, da jeg flyttede fra Bornholm.

/5 Kommentarer/i /af

Den biologiske slægt er et mysterium

Den biologiske slægt er et mysterium

Kriminelle aktiviteter

Den biologiske slægt er et mysterium

Når man er adopteret, vil den biologiske slægt altid være et mysterium. Jeg har efterhånden en del års erfaring som slægtsforsker, men jeg har nul erfaring i at opspore efterslægt, for jeg har jo aldrig haft nogen at lede efter, da jeg ikke er interesseret i efterkommere af min “mor” og psykopaten. Der er en efterkommer af dem, men vedkommende interesserer mig ikke. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad det er for et menneske, da jeg har en fornemmelse af, at vi kun har ganske lidt til fælles. Men det kan selvfølgelig være helt forkert.

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret

Mens min far levede, holdt de to fødselsdage for mig: En gang den dag jeg faktisk er født og en gang den dag, de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home”, og de derved mente, de havde noget havde at fejre. Det, synes jeg, er både kært og kærligt. Ergo har der aldrig været noget “mystik” over adoptionen, og det er jeg glad for.

Engang i 80’erne traf jeg begge mine biologiske forældre. Hvordan i alverden jeg fandt frem til dem, ved jeg ikke. Det gik ikke videre godt:

  • Med hensyn til min biologiske mor havde jeg alt for store forventninger, da jeg så gerne ville have en mor, og det kunne hun naturligvis ikke leve op til. Jeg husker, at hun sagde, jeg var velkommen til at “glide ind i familien”, og det var jo faktisk stort af hende; det var bare ikke det, jeg ville. Det var ikke nok for mig, så kontakten døde derfor hurtigt ud.
  • Min biologiske far ville gerne overtrumfe nogle af mine dispositioner mht. til min adoptivmor. Det fandt jeg mig ikke i, så jeg lagde kniv og gaffel på Restaurant Brønnum og forlod stedet. Det var det.

Det er mange år siden, jeg fik adgangstilladelse til adoptionssagen. Om det var før eller efter, jeg blev bidt af en gal genealog (et finere ord for slægtsforsker), husker jeg ikke. Sagen er fyldt med interessante oplysninger om den biologiske familie, men adgangstilladelsen rummer også en klausul om, at jeg ikke må offentliggøre oplysningerne om forældrene eller bruge sagens indhold til at opsøge den biologiske familie.

  • Ved hver evig eneste opdatering af TNG-siden indsætter jeg derfor denne passus ved de personhenførbare oplysninger: “Ikke oplyst (75-års restriktion jf. arkivlovens § 23).”
  • Og jeg tjekker hver evig eneste gang, at jeg ikke alligevel ved en fejltagelse kommer til at afsløre noget om de biologiske forældre. Selvom de begge er døde for længst, har de selvfølgelig krav på (grav-)fred mht. rent private forhold. At de er døde, ved jeg fra familiemedlemmer.

Et interessant regelsammenstød

Engang i efteråret blev jeg opmærksom på, at der findes en enormt stor slægtsdatabase, som offentliggør alle de oplysninger, jeg ikke må offentliggøre. På en måde er jeg ligeglad. På den anden side er jeg bekymret over, om nogen finder oplysningerne og tror, de stammer fra mig, idet der ikke er angivet kilder.

Jeg kontaktede ejeren af databasen og bad ham fjerne oplysningerne. Det ville han ikke, da kirkebøgerne er offentligt tilgængelige, og derfor klagede jeg (min nød) til Datatilsynet, som i slutningen af februar udtalte, at databeskyttelsesforordningen (det vi også kalder GDPR) ikke gælder, når der er tale om “personlige eller familiemæssige aktiviteter” jf. artikel 2, stk. 2, litra c:

2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:
a) under udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten
b) som foretages af medlemsstaterne, når de udfører aktiviteter, der falder inden for rammerne af afsnit V, kapitel 2, i TEU
c) som foretages af en fysisk person som led i rent personlige eller familiemæssige aktiviteter

Jeg ringede til tilsynet og sagde, at det forstod jeg simpelthen ikke. Og det kunne de godt forstå, jeg ikke forstod, hvorfor de anbefalede mig at kontakte Rigsarkivets jurister.

Hos Rigsarkivet kunne de godt forstå min undren over, at en fuldkommen ligegyldig person set i relation til slægten lovligt kunne offentliggøre det, jeg ikke må offentliggøre. Databasens ejer er på ingen måde i slægt med min biologiske familie.

Men det er Datatilsynet, der administrerer GDPR, så det kan Rigsarkivet ikke blande sig i. Hvorimod jeg skal overholde vilkårene for adgangstilladelsen. Det virker lidt pip, men der er ikke noget at gøre. Der er tale om et solidt regelsammenstød.

Nysgerrigheden har alligevel sejret

Familiemedlemmer husker som regel temmelig dårligt og har slet ikke den hang til præcis angivelse af steder og datoer, som slægtsforskere har. Fx var jeg klar over, at min biologiske far var død “Før år 2000” ved “Trafikuheld”, der jo er et vidt begreb. Selv havde jeg som kilde noteret “Familiemedlemmer; opringning fra børn”, der heller ikke er meget værd. Der var engang, der ikke var grænser for, hvad jeg fandt det unødvendigt at notere, selvom jeg havde fået at vide, at man skulle notere alt. Nu sidder jeg 15 – 19 år senere og ærgrer mig gul og grøn. Men der er jo ikke noget at gøre ved det.

Jeg havde gode oplysninger om min biologiske mor, blandt andet fordi jeg har haft kontakt med hendes søster – altså min moster.

Det haltede vedrørende min biologiske far. Jeg meldte mig derfor ind i Facebookgruppen “Slægtsforskning – søg efter nulevende efterkommere”, og læste alle tips til, hvad man kunne starte med. Det gjorde jeg men fik intet ud af det, så derfor lavede jeg selv et opslag, jeg syntes var veldokumenteret. Og herved har jeg overtrådt vilkårene for adgangstilladelsen, men jeg får vel næppe en bøde, kommer næppe i fængsel og bliver vel heller ikke udelukket fra det gode “slægtsforskerselskab”. Jeg vovede ganske enkelt øjet.

Og tænk dagen efter vidste jeg, at min biologiske far døde 56 år gammel i 1996 i det gamle Roskilde Amt. Og at jeg har tre halvsøskende født lidt rundt omkring i landet. En af dem er faktisk 20(!) år yngre end mig. Det er et mirakel at finde frem til det på 24 timer. Et gruppemedlem havde lavet en “adresseforespørgsel” (en form for opslag i CPR/Folkeregisteret). Det koster 70 – 80 kr., som hun havde betalt, og hun ville ikke engang have pengene.

Hvor vil jeg dog gerne have en eller anden form for kontakt til en af disse halvsøskende. Jeg vil så gerne låne et billede af min biologiske far, måske et billede af hans forældre og høre lidt om, hvad han var for en. Der er også nogle overleveringer, jeg kunne tænke mig at få bekræftet. Og endelig vil jeg gerne vide, om der er psykisk sygdom og/eller Autisme i familien på hans side. Begge dele er genetisk betingede. Jeg har spurgt min biologiske moster om det med diagnoserne, men hun vidste ikke noget, så det kommer næppe fra min biologiske mor.

Et andet gruppemedlem kontakter ultraforsigtigt på mine vegne mennesker med det lidt specielle efternavn pr. SMS for at spørge, om vi har samme far, og hvis det er tilfældet, om de så ønsker kontakt med mig.

Det bliver sådan set værre endnu

Jeg har virkelig bevæget mig ind på en kriminel løbebane i den forgangne uge, idet jeg også har skrevet via Messenger til en kvinde på 65, som er min kusine. Det fremgår tydeligt af kirkebøgerne, der jo altså er offentligt tilgængelige. Jeg har formuleret mig meget forsigtigt, da der for nogle mennesker er et stort ubehag ved adoptioner. Et er at jeg ikke synes, der er noget mystik ved det, men den biologiske slægt har måske mest lyst til at glemme, at jeg er til – hvis de da nogensinde har været klar over det. Det er nu fire dage siden, jeg sendte forespørgslen, så sandsynligheden for, at jeg får svar, er nok ringe. Øv.

Jeg har formuleret mig så forsigtigt som overhovedet muligt og ladet beslutning om kontakt være op til hende – jeg ønsker mig jo hverken bøder eller fængselsstraf:

Kære X

Jeg vover at skrive til dig, idet jeg tror, vi er i familie. De undersøgelser, jeg har foretaget via de offentligt tilgængelige kirkebøger, viser, at dine forældre var Y (født og død) og Z (født og død) . Min biologiske far var Æ, altså din mors bror, ergo er vi sådan set kusiner.

Jeg er i dag 58 år. Jeg har truffet Æ for mere end 35 år siden, og der har aldrig været “mystik” om, at jeg var til og at jeg var (bort-)adopteret. Det er jeg selvfølgelig vældig glad for. Jeg har tillige truffet min biologiske mor for mange år siden, og jeg er klar over, at de begge er døde for en del år siden.

Når jeg kontakter dig, skyldes det, at jeg ville være så glad for at få en lille smule viden om min biologiske familie. Der er nogle “overleveringer”, jeg ville være glad for at få enten be- eller afkræftet, og jeg ville være glad for måske at låne et eller flere billeder af Æ og måske hans forældre.

I stedet for at fortælle en masse om mig selv her, sender jeg dig i stedet et link til min hjemmeside, så du kan se, hvad jeg er for “en fisk”, og derefter tage stilling til, om du ønsker at besvare min henvendelse. Et er sikkert: jeg vil være utrolig glad for at høre fra dig. Min hjemmeside finder du her: https://stegemueller.dk og mit telefonnummer er: 22 81 17 31.

De bedste hilsner
Hanne B. Stegemüller

Jeg har også taget en DNA-test via MyHeritage

Jeg har i virkeligheden ikke meget fidus til DNA-slægtsforskning, da jeg er ret ligeglad med, om jeg nu skulle være 35 pct. afrikaner og en lille smule waliser eller sådan noget.

At få kontakt med nulevende biologiske familiemedlemmer kræver jo også, at “de andre” er så interesserede i slægten, at de også har taget en DNA-test, så der er noget at sammenligne med. Nåh, men MyHeritage havde et tilbud, så det blev ca. 350 kr. Det vil jeg trods alt gerne ofre på det ædle formål. Måske kan der komme noget spændende ud af det?

Jeg er lidt bekymret for, om MyHeritage herudover skal have penge for de sammenligninger, de laver. Jeg har på Trustpilot læst om en masse mennesker, der har fået trukket ca. 1.500 kr. på kortet. Men det fremgår ikke helt tydeligt, hvad det er betaling for. Men så skal MyHeritage få med mig at bestille.

Ugen har ikke budt på yderligere kriminelle aktiviteter. Styr på biologien kunne bare reducere den følelse alle adopterede har af at være “smidt ud med badevandet”.

/i /af

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Arv contra miljø - DNA i slægtsforskning

Skal eller skal ikke?

Arv contra miljø – DNA i slægtsforskning

Der er en “bevægelse” i slægtsforskning disse år, og det er, at mange tager en DNA-test. Folk, der ikke ved noget om slægtsforskning, tror af og til, at de kan bruge testen til at at opbygge deres slægtstræ. Det er en fuldkommen fejlslutning. Som Jacob Green og Anders Mørup-Petersen fortæller i denne spændende artikel, kan en DNA-test i stedet bruges til at supplere den traditionelle slægtsforskning.

Jeg har styr på den biologiske slægt

Jeg er adopteret, har truffet begge mine biologiske forældre (begge er døde for længst) og har efterhånden ret godt styr på min biologiske slægt vha. traditionel slægtsforskning mange generationer tilbage. Min biologiske moster slægtsforsker også, og hun er meget dygtig. Jeg er enig med hende i langt det meste af det, hun præsenterer i sit træ.

Men efterhånden som jeg dykker ned også i den biologiske slægt melder tankerne om arv contra miljø sig naturligvis. På min biologiske mors side var de ret godt kørende: Masser af ingeniører, retspræsidenter, direktører og andet godtfolk. På min biologiske fars side ser det meget anderledes ud: fattige fiskere, indsiddere (det er en, der bor til leje) og husmænd på Lollands yderspidser er nøgleord. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan de overhovedet mødte hinanden.

Gad vide hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg var blevet hos min biologiske mor og hendes næste partner? Forbindelsen til min biologiske far var vist nok “et engangsknald”, og jeg skulle have været “en plet på lagenet”. Jeg har altid respekteret hende for, at hun ikke gav sig i kast med brun sæbe, strikkepinde eller lignende af datidens metoder, før aborten blev fri. Hun gifter sig med mine halvsøskendes far i maj 1968.

Hvad er målet?

Man skal gøre sig sit formål bevidst, inden man hiver visakortet frem, også selv om det er blevet meget billigere med årene.

Jeg er blevet nysgerrig mht. DNA test – og det skal være en “FTDNA” – da jeg ikke bruger MyHeritage eller andre amerikanske pengemaskiner. Jeg dyrker traditionel slægtsforskning.

  • Der står et sted (i 2018): “En autosomal DNA test (hedder FamilyFinder på FTDNA) kan spore slægtskab 360 grader ca. 4-6 generationer tilbage – dvs. at man kan spore personer, der har taget samme test og som man er i familie med 4-6 led tilbage.”
    • Vil jeg overhovedet få noget ud af det, når jeg allerede har afdækket de 4-6 generationer vha. traditionel slægtsforskning? Er det spild af penge?
    • Og det kræver, at de interesserer sig så meget for slægten, at de har taget en test. Det ville være en tilfældighed.
  • Jeg vil måske kunne få kontakt til levende efterkommere, men ved ikke helt, hvad jeg skulle med dem. Følelser, minder, had, kærlighed osv. hører jo til i adoptivslægten.
    • Hvis jeg nu traf fx en biologisk fætter, ville han måske låne mig nogle billeder, og jeg ville være glad for et billede af min biologiske far. Men hvad skulle vi derudover tale om? Jeg ville have lige så meget til fælles med ham som en kunde i køen hos Irma.
  • Kræver kontakt og givende input ikke, at “de andre” også har indsendt en datafil-fil til firmaet? Dvs. de skal også slægtsforske. Igen er vi ude i tilfældigheder.
  • Min traditionelle slægtsforskning har ikke vist noget om psykiske sygdomme, men jeg har selv to psykiatriske diagnoser, der begge er genetisk betingede. Det eneste, jeg ved, er, at min biologiske far engang forsøgte selvmord ved hjælp af rottegift. Derfor tænker jeg, at han måske havde en depression – og jeg er selv bipolar, så det kunne hænge sammen. Det ville være morderligt interessant.

En spændende Facebookgruppe

Jeg har meldt mig ind i Facebookgruppen “DNA i slægtsforskning” i et forsøg på at få input til ovenstående spørgsmål. Spørgsmålene var formuleret lidt anderledes der (mere med slægtsforskerbriller). Jeg bad om input, overvejelser for og imod samt erfaringer, og det var indledningsvist vanskeligt at få konkrete svar, men jo ældre tråden blev, desto bedre blev svarene. Der kom efterhånden erfarne folk på, som sendte nogle spændende svar, der lærte mig, at DNA-slægtsforskning er noget ganske andet end det, jeg bruger en stor del af mit liv på.

Noget af det, de påpeger, er, de interessante muligheder for at finde “fejl i kirkebøgerne”. Hvem siger egentlig, at en far er en far? En mor kunne jo have “glemt” at fortælle, at der også kunne være en anden eller flere andre kandidater?

Min ven i Esbjerg

Min ven i Esbjerg slægtsforsker også, så jeg ringede til ham for at høre hans mening. Hvis det var ham selv, ville han have bekymringer om, hvor data i sidste ende havner, da alle spytprøverne sendes til USA for analyse. Hvor meget videregives og til hvem? Hvilken kontrol har vi med vores genetik? Kan forsikringsselskaber fx pludselig sige, at “med din sygdomsprofil vil vi ikke forsikre dig”?

Det er helt relevante spørgsmål, men datasikkerhed mv. bekymrer ikke mig. Mit liv med op- og nedture ligger alligevel tilgængeligt på nettet, og jeg har ingen pårørende, jeg skal tage hensyn til.

Det ender nok IKKE med en test

Jeg spurgte et af firmaerne, om de ville kunne fortælle noget om “det psykiatriske ophav”. Det kan de ikke, og da de ikke kan fortælle om mere end fem til seks generationer bagud, vil jeg ikke få noget ud af det. Dem har jeg allerede selv afdækket med de gammelkendte og traditionelle metoder, som jeg stoler mere på.

Jeg har også haft skrevet lidt om DNA i slægtsforskningen i januar her, og der kom jeg til de samme konklusioner. Denne gang er det på et mere oplyst grundlag. Nu holder jeg mig til dem og glemmer resten.