Indlæg

/0 Kommentarer/i /af

Handel med børn men jeg var gratis

Handel med børn men jeg var gratis

Adoption og børnelogik

Handel med børn men jeg var gratis

Det er naturligvis forkasteligt, at den danske ambassade i Libanon var involveret i handel med børn i 80’erne. Selvfølgelig er al handel med børn afskyvækkende. Danmarks Radios “graverjournalist” Line Søgaard og tre eksperter kalder det uden videre for korruption.

Tænk at en dansk ambassade har været involveret i den slags “i vor tid”; det er ikke til at forstå. Børnene er blandet andet blevet betalt med en palle tørmælk og en børnerespirator.

På DR Lyd kan man nu finde en podcastserie ved navn “Falske minder”. Den kaster lys over hidtil hemmeligholdte oplysninger om den danske stats involvering i børnehandlen. I redaktionen er blandt andet Puk Damsgård, som jeg vældig godt kan lide.

DR har blandt andet også afsløret, hvordan adopterede fra Sydkorea og Indien er kommet til Danmark med falske papirer og falske historier – i nogle tilfælde med de danske adoptionsbureauers vidende.

Kilde: dr.dk > Nyheder > Indland, den 20/12 2024.

Handel med børn men jeg var gratis

Hvad kostede jeg?

Jeg var ikke ret gammel men alligevel gammel nok til at vide, at jeg var adopteret, hvilket jeg altid har vidst. Jeg spurgte min far “Hvad kostede jeg? Han svarede selvfølgelig, at de ikke havde betalt for mig, men at de havde fået mig fra et børnehjem.

Jeg husker tydeligt, at jeg blev skuffet. Min tanke var nemlig, at havde de skullet betale en stor sum for mig, ville de selvfølgelig også være gladere for mig. Det er da barnelogik. Hændelsen står skarpt i min erindring, og jeg husker fx også, hvor vi befandt os i stuen, hvor vi var placerede overfor hinanden osv.

Retten til at kende sin historie

Hvor er det godt, at Danmarks Radio har taget en masse sager frem i lyset. En kvinde sad med sin adoptionssag, hvor hun kunne se, at hun var kommet hertil med falske papirer og en falsk historie. Hun fortalte, hvorfor det var vigtigt for hende at kende sin sande historie. Jeg følte med hende, for det er virkelig en underlig fornemmelse ikke at kende sit sande ophav.

Som nævnt kan jeg ikke huske, at jeg ikke har vidst, at jeg var adopteret. Mens min far levede, holdt de eksempelvis altid to fødselsdage for mig: en den dag jeg faktisk er født, og en den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig på “Dear Home”. Som billedet viser var det den 25. november 1964. Jeg vidste bare ikke, at jeg var gratis.

Handel med børn men jeg var gratis

Selvom jeg kendte til forholdene, kan jeg huske, at jeg flere gange sagde til min “mor”, at: “når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”.

Jeg tror, det ligger i alle adopterede, at vi har brug for at kende vores virkelige historie, hvor barsk eller rosenrød, den end måtte være. Det lykkedes mig at finde min biologiske mor, umiddelbart efter jeg var blevet 18 år. Jeg er meget glad for at have truffet både hende og og min biologiske far. Det gav en ro, der ikke kan beskrives.

Eksempelvis ved jeg, at min mor aldrig så mig, fordi hun “fødte bag et blåt klæde”, som hun sagde. Der fornemmer man, at 1963 er forhistorisk tid, for sådan ville man aldrig gøre i dag. Nu får moderen barnet op til sig i et par timer, også selvom det skal udleveres til adoption, fordi man ved, hvor vigtige de to timer er for barnets fremtidige liv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Når man hele livet leder efter spor

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!

Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.

Min historie er (heldigvis) en helt anden

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  1. Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.

Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.

Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.

En underlig “medgift”

Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?

Detektivarbejdet var let

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.

Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.

Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.

Det resterende var svært

Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.

Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.

Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.

Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.

/i /af

Hykleriet ved Mors dag

Hykleriet ved mors dag

Mors dag er svær

Hykleriet ved mors dag

Hykleriet ved Mors dagDet er den 14. maj 2023. Tante Kis kunne være blevet 104 år i dag. Desværre døde hun i 1985 som 65-årig efter endelig at være kommet til København igen. Bare hun havde været min mor!

Hun var københavner med stort “K”. Jeg elskede hende og onkel Sigvard. De boede i Aarhus på Provstebakken 17, mens jeg selv boede i Vestjylland.

Hvert år var jeg på en uges sommerferie hos dem. Allermest husker jeg vores besøg i “Cirkus Benneweis”, der ikke kom til Vestjylland; men cirkus kom til Aarhus. Tante Kis og jeg sad på første række på de bedste pladser. Det var stort! Jeg kunne godt lide både elefanterne og klovnene.

Min fars ungdomskæreste har fortalt, at hun og tante Kis talte om, at det nok ikke var så godt, at jeg, der lige var blevet ni år, gik på kirkegården og sad ved min fars grav i stedet for at gå i skole.

Realiteten er bare, at ingen handlede på deres viden. Formentlig vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Og nu er det så “mors dag” i 2023

Jeg er adopteret.

  • Min biologiske mor døde på et hospice den 20. september 2015.
  • Min adoptiv-“mor” døde den 25. december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
  • Realiteten er, at jeg aldrig har haft en mor. Det er hårdt at sige det sådan, men det er min oplevelse.

Facebook svømmer i dag over med lykønskninger til alle de fantastiske mødre, som Gud(inde) og hver mand har eller har haft. Et eller andet sted er jeg jo bare misundelig, også selvom misundelse er en grim ting. Det er det ærlige svar. Jeg ville så gerne have haft en mor – enten den ene eller den anden. Men det lykkedes aldrig.

Der gik 22 år. Taber eller hvad?

Da jeg – efter 22 års pause – i 2003 kontaktede min adoptiv-“mor” og fortalte hende, hvad psykopaten havde udsat mig for, var hendes svar, at det vidste hun godt, men at hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med to børn. Jeg var – og er – skuffet over hendes handlingslammelse. En kvinde, der ikke ved, hvad hun skal, er en taber eller måske er et bedre ord et “skvat”. Hun var en taber/et skvat, og jeg kan ikke respektere hende. Og jeg savner hende ikke. Det lyder urimeligt hårdt, men sådan er det.

Da jeg – ca. 14 dage efter min 18 års fødselsdag – kontaktede min biologiske mor var hendes svar, at hun ikke havde tid til mig, idet hun havde utrolig travlt med at løbe marathon. Hun havde så travlt, at hun ikke kunne besøge mig på Amagerkollegiet. Der er dog den positive ting, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Set med de nutidige briller var det faktisk fint.

Dengang var det bare ikke nok for mig; jeg ønskede mig en mor, eftersom jeg aldrig havde haft en! Nu respekterer jeg hende for, at hun ikke brugte hverken strikkepinde eller brun sæbe, der var kvinders muligheder, før aborten den blev fri. Havde hun brugt en af de muligheder, havde jeg nok aldrig haft et levet liv.

På den måde tror jeg ikke på noget af alt det “mors-dags-pladder”. Blomsterhandlerne får os til at tro på eventyret, men for mange af os eksisterer eventyret ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Optaget af fortiden 4

Optaget af fortiden 4

PAS-rådgivning # 1

Optaget af fortiden 4

Denne artikel ligger i forlængelse af:

  1. “Optaget af fortiden“
  2. “Optaget af fortiden 2“
  3. “Optaget af fortiden 3“

“PAS” er en forkortelse for “Post Adoption Services” under Ankestyrelsen, hvor man selv som gammel dame kan få hjælp til ting vedrørende adoptionen, også selv om den ligger mere end 55 år tilbage. Det er et fantastisk tilbud.

Jeg er i dag startet på et forløb, hvor jeg fra Ankestyrelsen har fået bevilget otte timer i løbet af et halvår. Jeg kan selv disponere tiden, men jeg vil bare i gang. Det kan ikke gå hurtigt nok, for jeg er nysgerrig. Jeg vil lukke det sorte hul fra mit 0. til mit 3. år.

Selvfølgelig skal rådgiveren og jeg lige lære hinanden lidt at kende. Fx var hun bekymret for at lade mig optage samtalen, men da jeg sagde, jeg sædvanligvis er et pænt og ordentligt menneske og i øvrigt er jurist, gled det ned, og jeg fik lov, da jeg tillige havde fortalt lidt om problemerne med hukommelsen.

Det autonome nervesystem og født bipolar

Allerede i dag var der adskillige øjenåbnere. Prøv at se billedet herunder af det autonome nervesystem. Det er lavet med Word, der ikke er det ideelle værktøj, men det kan gå an. Jeg tror, jeg har fået det vigtigste med.

Optaget af fortiden 4

  • Til venstre findes alt det rare og behagelige, der opleves af både børn og voksne. Når der er tale om børn, taler man om “tryg tilknytning”.
  • Til højre findes det ubehagelige, der også kan opleves af både børn og voksne. Børn oplever det, når tilknytningen er ubehagelig. Der udløses stesshormoner (kortisol) og barnet er i en konstant alert-tilstand. Varer den længe nok, kan barnet kollapse, blive apatisk og/eller sløv.
  • Øverst findes en nærmest manisk tilstand. Nederst findes en nærmest depressiv tilstand. Altså de to poler i den bipolare sygdom! Det var en øjenåbner. Jeg har aldrig vidst disse ting.

Rådgiveren beskæftiger sig med alle afskygninger af adoption. Jeg spurgte hende, om hun havde flere bipolare klienter. Svaret var et ubetinget “Ja”.

Jeg er født en måned for tidligt, og det betyder blandt andet, at det autonome nervesystem ikke er færdigudviklet ved fødslen. Hun forklarede, at det betyder, at barnet så er endnu mere påvirkeligt for stress. Og man ved, og det har psykologen også tit sagt, at mennesker med bipolar sygdom er ekstremt stressfølsomme. Puha – det hænger næsten for  godt sammen.

Med hensyn til sløvheden

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet, men måske nok lidt særpræget”. Sidstnævnte kan man kun grine lidt af; det passer jo sådan set meget godt.

Der har måske været nogle “hattedamer” som nære tilknytningspersoner knyttet til både børnehjemmet og RH, der tog sig af børnene og måske var der en, der tog sig særligt af mig?

Vi ved det ikke; det er det rene gætværk. Hvis der var sådanne, er der måske opstået en tilknytning til den sødeste/kønneste/hende der duftede bedst el.lign. Ved adoptionen forsvinder det menneske også, og barnet kan begynde forfra. Det er hårdt, selvom det sker i den bedste mening og det er det bedste, der kunne ske. Barnet var i dyb sorg og krise ved fjernelsen fra moderen. Nu opstår en ny sorg og krise.

Det natlige skrigeri

Af adoptionssagen fremgår, at jeg inden for kort tid i den nye familie, vågner skrigende om natten i en periode. Mine forældre kan ikke selv se, at der skulle være noget galt, men overvejer at gå til lægen. Mødrehjælpen siger, at det behøver de ikke, for det går nok over. Og det havde de ret i. Jeg tror, det sker inden for den første måned, jeg er hos dem.

Jeg spurgte PAS-rådgiveren, om hun kendte noget til den slags. Og det gjorde hun. Det sker typisk mellem tre og syv måneder, når barnet er begyndt at knytte sig til de nye forældre, men det kan også ske tidligere, og det skyldes, at barnet er hundeangst for endnu en gang at miste den tilknytning, det netop er ved at have opbygget.

Jeg ved ikke noget om børn, men jeg har allerede lært lidt

1) Børn i maven “kender” moderens stemme, bevægelser, duft, simpelthen alt om moderen. Hver celle i barnet er indstillet på, at det lige præcis er denne kvinde, det hører til hos. Fjernelsen fra moderen kaldes et “udviklingstraume” og fortolkes som en nærdødsoplevelse. Dengang mente man, at det bedste var, at de to aldrig så hinanden, fordi det ville gøre adskillelsen endnu sværere. Det hænger godt sammen med, at min mor underskriver en såkaldt “ammefritagelse”.

Det ville man formentlig stille kraftigt spørgsmålstegn ved i dag. Dengang havde man bare ikke viden om disse ting. Et børnehjem/et hospital sørgede for de primære basale behov (mad, tøj, bad mv.), men man tog ikke hånd om traumet. Fokus var på at finde et forældrepar, der ville overtage “pakken”.

2) Får et spædbarn valget mellem moderens mælkefyldte bryst eller et fremmed bryst, ved barnet, hvilket bryst, der er det rigtige. Det vil kun die hos moderen. Helt utroligt.

3) De nye forældre har glædet sig som vanvittige, og det er deres bedste dag nogensinde, når de skal hente barnet. Men det er barnets værste!

I dag lærer man adoptanterne (dvs. adoptivforældrene) hvordan de sætter ord på barnets traume. De skal fx sige: “Vi ved godt, du er så bange lige nu, for du mistede din mor (og måske derefter “hattedamerne” på børnehjemmet). Du vidste slet ikke, hvad der skulle ske, og du er så bange. Du kender os slet ikke. Det kan vi godt forstå.”

På en måde er det lige psykoterapeutisk nok til mig. På den anden side set er det jo det, jeg så gerne vil vide noget om. Så det må jeg tage med.

4) Det adopterede barn ser de nye forældre i øjnene. De er lykkelige. Barnet kigger ind i to par glade øjne. Men barnet er i krise og tolker forældrenes glade øjne som manglende forståelse for situationen. Derfor lukker barnet sin egen krise ned for at overleve.

5) Eftersom jeg var tre år på børnehjemmet – bortset fra de seks måneder på RH – har der været opbygget “mønstre”: “Sådan gør vi, når vi spiser. Sådan gør vi, når vi sover” osv. Ved overgangen til de nye forældre skal der opbygges nye “mønstre”.

6) Hvis jeg har haft en god plejer på RH (og det har jeg sikkert, ellers var jeg jo død) har vedkommende måske bragt noget vitalitet og glæde ind i mit liv. Det kan være grunden til, at RH leverer mig tilbage til børnehjemmet og anser mig for “rask”. Jeg responderer, pludrer, leger osv. – og er i det hele taget forholdsvis normal.

Intet af det ovenstående er skræddersyet til mig. Det fortæller hun til stort set alle voksne adopterede ved første samtale, for vi kommer med de samme problemstillinger. Det er da også interessant. Vi fortsætter om tre uger. Jeg er spændt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.