Adoption og børnelogik

Handel med børn men jeg var gratis

Det er naturligvis forkasteligt, at den danske ambassade i Libanon var involveret i handel med børn i 80’erne. Selvfølgelig er al handel med børn afskyvækkende. Danmarks Radios “graverjournalist” Line Søgaard og tre eksperter kalder det uden videre for korruption.

Tænk at en dansk ambassade har været involveret i den slags “i vor tid”; det er ikke til at forstå. Børnene er blandet andet blevet betalt med en palle tørmælk og en børnerespirator.

På DR Lyd kan man nu finde en podcastserie ved navn “Falske minder”. Den kaster lys over hidtil hemmeligholdte oplysninger om den danske stats involvering i børnehandlen. I redaktionen er blandt andet Puk Damsgård, som jeg vældig godt kan lide.

DR har blandt andet også afsløret, hvordan adopterede fra Sydkorea og Indien er kommet til Danmark med falske papirer og falske historier – i nogle tilfælde med de danske adoptionsbureauers vidende.

Kilde: dr.dk > Nyheder > Indland, den 20/12 2024.

Hvad kostede jeg?

Jeg var ikke ret gammel men alligevel gammel nok til at vide, at jeg var adopteret, hvilket jeg altid har vidst. Jeg spurgte min far “Hvad kostede jeg? Han svarede selvfølgelig, at de ikke havde betalt for mig, men at de havde fået mig fra et børnehjem.

Jeg husker tydeligt, at jeg blev skuffet. Min tanke var nemlig, at havde de skullet betale en stor sum for mig, ville de selvfølgelig også være gladere for mig. Det er da barnelogik. Hændelsen står skarpt i min erindring, og jeg husker fx også, hvor vi befandt os i stuen, hvor vi var placerede overfor hinanden osv.

Retten til at kende sin historie

Hvor er det godt, at Danmarks Radio har taget en masse sager frem i lyset. En kvinde sad med sin adoptionssag, hvor hun kunne se, at hun var kommet hertil med falske papirer og en falsk historie. Hun fortalte, hvorfor det var vigtigt for hende at kende sin sande historie. Jeg følte med hende, for det er virkelig en underlig fornemmelse ikke at kende sit sande ophav.

Som nævnt kan jeg ikke huske, at jeg ikke har vidst, at jeg var adopteret. Mens min far levede, holdt de eksempelvis altid to fødselsdage for mig: en den dag jeg faktisk er født, og en den dag, de syntes, de selv havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig på “Dear Home”. Som billedet viser var det den 25. november 1964. Jeg vidste bare ikke, at jeg var gratis.

Selvom jeg kendte til forholdene, kan jeg huske, at jeg flere gange sagde til min “mor”, at: “når jeg bliver stor, vil jeg finde min rigtige mor”.

Jeg tror, det ligger i alle adopterede, at vi har brug for at kende vores virkelige historie, hvor barsk eller rosenrød, den end måtte være. Det lykkedes mig at finde min biologiske mor, umiddelbart efter jeg var blevet 18 år. Jeg er meget glad for at have truffet både hende og og min biologiske far. Det gav en ro, der ikke kan beskrives.

Eksempelvis ved jeg, at min mor aldrig så mig, fordi hun “fødte bag et blåt klæde”, som hun sagde. Der fornemmer man, at 1963 er forhistorisk tid, for sådan ville man aldrig gøre i dag. Nu får moderen barnet op til sig i et par timer, også selvom det skal udleveres til adoption, fordi man ved, hvor vigtige de to timer er for barnets fremtidige liv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.