, ,

Stavning eller kaos – afsnit 138

Kilderne næsten uddøde

Jeg kender ikke årsagen, men det er som om, kilderne er uddøde. Jeg falder stort set ikke over nye sjove eksempler – selv Facebook og Danmarks Radio er næsten uddøde. Det lykkedes dog til sidst …

Formularen skal udfyldes, når du indsender bidrag

Ved et tilfælde opdagede jeg, at der var indsendt et billede. Tak for det. Jeg er altid glad for bidrag.

Indsenderen har desværre ikke udfyldt formularen, så derfor har jeg ikke modtaget en mail om billedet. Når der indsendes billeder via formularen, gemmes de i en mappe på webhotellet. Jeg får kun besked om billedet, når formularen benyttes rigtigt. [Opdatering den 3/10: fejlen lå hos mig. Den er nu rettet.]

Pr. 30. september 2025 rummer Sprogdatabasen 1.467 eksempler på dårligt sprog, sære formuleringer, almindeligt sjusk og sjov. Denne måned får du 13 nye eksempler.


Stavning eller kaos – afsnit 138

1) Facebook den 4/8. Her har vi igen højrefløjen, der skriver dårligere end gennemsnittet, selvom vedkommende her har forsøgt sig med “fine” ord:

“Mønstret fra Mellemøsten reproduceres, og deres kultur har til formål at konvertere den værtslige kultur til islamisk kultur”.

Den ryger lukt i kategorien “Lydskrift”.

2) Facebook den 9/8. “… men jeg er altid meget forsikring”. Det var formentlig telefonen, der var på spil, for af konteksten fremgik, at der nok skulle have stået “forsigtig” og ikke “forsikring”.

3) TV2 News den 25/9. Gang i dronerne. Jeg havde ellers lovet mig selv, at der ikke fra mit tastatur ville udkomme et eneste ord om droner eller “kapaciteter”, men følgende stammer fra TV2 News den 25. september. Det er indsendt af Bjarne, der ganske rigtigt spørger, om der også var droner helt inde i Forsvarsministeriet?

“Pressemøde om droneaktiviteten i Forsvarsministeriet”

4) Man må spørge sig selv, hvad “snit blommer” er? Svaret er dog leveret i næste linje, hvor man kan se, at vi er i blomsterafdelingen hos alma madmarked. “Så har vi fået friske snit blommer igen”:

5) I min lokale Brugs hænger denne ret ubehjælpsomme reklame for Euro Jackpot både i loftet og der, hvor man – efter at have stået længe i kø – betaler for kioskvarerne: “Drøm størrere”. Det giver ingen mening.

6) Den 29/9. Journalisterne på dr.dk havde vist travlt, da de skulle skrive om justitsminister Peter Hummelgaards pressemøde: “Vi befinder os i en ny virkelighed i Danmark og i andre land, og vi kommer til at stå i sådan en situationen igen”.

7) Mere dr.dk den 29/9. “Rigspolitichef Thorkild Fogde fortæller, at politiet ikke har kunne skyde dronerne over lufthavnen i København ned”.

8) Endnu mere dr.dk den 29/9. Det mente August Olaf Jersild nok ikke, eller vil man anvende “andere Methoden” end knive og skalpeller til fjernelse af det administrative fedtlag? “Det er administrative stillinger, der hovedsageligt skal skæres væk”.

9) Facebook den 29/9. Jeg elsker pleonasmer: “… genoptager jeg måske x igen senere”.

10) Facebook den 29/9. En tråd, der var (over-)befolket af den yderste højrefløj, som sammen med Morten Messerschmidt gerne ville nedlægge RUC:

“Ja at nogle venstreorienterede idioter ikke kan se de bliver røvrendt af muslinger der bruger det som genvej til familie”.

  • Det er måske telefonen, der har været på spil, hvorfor “muslimer” er blevet til “muslinger”?
  • Og “familie” skulle måske have været “familiesammenføring”?

11) Facebook den 29/9. En tråd hvor en bidragyder mente, at de psykisk syge hjemløse, der af psykiatrien udskrives til gaden, bare kunne tage sig sammen og finde en bolig:

“Er skam uddannet socialt og importeret over, hvordan folk tolker efter egen mening”.

  • Mon ikke det igen var telefonen, der troede, at “imponeret” skulle være “importeret”?
  • Herudover kan man overveje, hvordan man bliver “uddannet socialt”.

12) Facebook den 29/9. “Hvor herre bevares”. Der mangler et spørgsmålstegn, og hvis det var sat, kunne svaret være: “i de højere luftlag sammen med dronerne”.

13) Facebook den 30/9. Diskussioner på Facebook tager ofte interessante drejninger. Tråden drejede sig om, at Israel endnu ikke er dømt for folkedrab; der er kun rejst tiltale. Uden tvivl månedens bedste, som falder i kategorien “Svære ord”:

“Jeg kalder da heller ikke Pedrofil uden du er dømt”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    Det er mig, der har indsendt den med “Snit blommer”, og jeg udfyldte formularen helt, som jeg plejede.

    Jeg har lige sendt en ny “perle” om Taylor Swift. Så gider du tjekke, om den er OK?

    Den der Pedrofile tager da prisen, hvem elsker ikke Pedro?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Jeg gættede også på, at det var dig, der havde indsendt “Snit blommer”.

      Tak for Swift! Jeg har fint modtaget billedet i billedmappen på webhotellet, men den midlertidige database er ikke opdateret, og jeg har ikke fået mailen. Jeg må i gang med at se, hvad der kan være gået galt. Tak for orienteringen, for selvfølgelig skal det virke. Mit umiddelbare gæt er faktisk, at jeg har nedgraderet mit webhotel = flyttet server, så måske er det der, hunden ligger begravet. Jeg synes i hvert fald, det er det eneste, jeg har ændret. Jeg vender tilbage til dig, når jeg er blevet klogere.

      Du har ret “Pedrofil” tager månedens pris. Jeg skulle have indsat et trofæ-ikon.

      Svar
  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Jeg tror ikke på, at fejlantallet er aftaget, men måske kan man tale om fejlblindhed ganske som skilteblindhed er et kendt begreb? Jeg har bemærket hos mig selv, at jeg ikke længere er så tilbøjelig til at notere fejl som tidligere, men der er stadig mange i avisen og på TV.

    Jeg har endnu ikke glemt at “baby måtte sælges” for et par et par måneder siden. Den har givet anledning til mangt et godt grin, når jeg har fortalt om den stakkels baby.

    I øvrigt bemærkede jeg – i forbindelse med det aktuelle EU-møde i København – at det var et problem for studieværterne, når en eller anden leder ikke talte engelsk til pressen ved ankomsten, men brugte sit modersmål. De forstod sig ikke så godt på tysk, som det forlød, men det faldt åbenbart ingen ind, at ikke alle lyttere kender alle de engelske ord og vendinger som hyppigt bruges, som var de danske floskler. Det hører måske ikke hjemme i “Stavning eller kaos”, men det snerper vel derhenad?

    Jeg har i øvrigt lige fået en mail om mine “ynglings vine”.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ad din sidste sætning: Børn må da ikke drikke vin …

      Ja, du har nok ret i, at fejlene stadig er der, men at jeg bare ikke ser dem længere. Hvorfor skulle de dog være forsvundet? Der er selvfølgelig den mulighed, at folk er blevet så trætte af mig, at de har blokeret mig …

      Ja “Baby måtte sælges” var virkelig skøn. Den holdt jeg også af.

      Jo, det med de udenlandske ord har jeg også bemærket. Og jeg har lagt mærke til, at dansk snart er 25 pct. engelsk.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar til Charlotte (Uglemor) Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *