Stavning eller kaos – afsnit 137
Ferietid
Kilderne har været så godt som uddøde i juli måned, så denne udgave af “Stavning eller kaos” er temmelig kortfattet.
Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at “Stavning eller kaos” ikke er en stavefejl fra min side men et udslag af min måske lidt anderledes form for humor. Der skulle således ikke have stået “Stauning eller kaos”.
- Du har som altid den samlede database her.
- Husk at du selv kan bidrage til Sprogdatabasen.
- Bidrag med billeddokumentation foretrækkes.
- En af årsagerne er, at nogle udgivere senere finder og retter fejlen; derfor skal vi fange og dokumentere fejlen, mens den er der.
Pr. 31. juli 2025 rummer Sprogdatabasen 1.454 eksempler på dårligt sprog, sære formuleringer, almindeligt sjusk og sjov. Denne måned får du (kun) 11 nye eksempler.
Stavning eller kaos – afsnit 137
1) Fundet på Facebook den 3/7. Det stakkels barn og de stakkels forældre – her ser man virkelig betydningen af mellem rum: “Baby måtte sælges”.
2) Facebook den 4/7. Af og til undrer jeg mig over, hvordan man kan få idéerne til de svære ord. Det er meget mere kreativt, end noget jeg nogensinde selv kunne frembringe, og det er også meget sværere end det virkelige ord, som her selvfølgelig skulle have være “katolikker”: “Katolitiker i optog i varmen”.
3) Fundet på Facebook den 6/7. Jamen Pia dog – tilhører du ikke den generation, der havde staveord og lærte, at korrekturlæsning er en dyd?: “Vi er dog nogle, der ikke lader jyderne i stikker her …”
4) Facebook den 12/7. Jo længere til højre man befinder sig på det politiske spektrum, jo dårligere staver man: “186 anderkendte trossamfund i Danmark, og kun et volder problemer. Islam”.
5) Jeg opdagede pludselig, at også min netbank har problemer med mellem rum. Jeg købte lidt hurtig mad, da afrivningen af et knoglestykke på overarmsknoglen (tuberculum majus afrivning) forhindrede mig i at lave mad selv: “Take away og fast food”
6) Facebook den 12/7. I dag har de så stået op og støjet? “I morgen er det er igen tid til de mere stille siddende aktiviteter”.
7) Facebook den 17/7. Fra en korrekturlæsers dagbog: “Et andet sprængende punkt er finansieringen”.
8) Af og til er Googles resultater ikke ligefrem vanedannende. Skal jeg købe en Withings eller en Garmin?: “Hvilken vægt passer til min højde?”
9) Og mere fra søgning efter noget med vægt. Jeg tror, min badevægt har det fint: “Bemærk, at BMI ikke i sig selv er et endegyldigt resultat for, om din vægt er sund”.
10) Heller ikke Matas kan finde ud af det med mellem rum: “Hvis du er kommet til at udfylde dine bank oplysninger, så skal du kontakte din bank og få spærret dit kort”. Kilden har du her.
11) Den 23/7. En Facebookbruger faldt over dette skilt i en herreekvipering, hvor de har kropsdele til salg: “Testikler”.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Herlige eksempler, tak for store smil.
Den, jeg så i dag, nåede TV2 desværre at rette, før jeg var tilbage ved tasterne igen. “Der stod: “Verdens længste lån målt over USA” Nu rettet til det korrekte “Verdens længste lyn …”
@ Charlotte
Velbekomme, det var så lidt. Jeg er jo bare glad for, at der er nogen, der læser med,
Dit eksempel er også godt! Det er så ærgerligt, når de når at rette, før vi er der.