Sprog: -agtigt
Sprog: Alting er blevet “-agtigt”
Alle siger det; unge, midaldrende og gamle, mænd og kvinder, smarte og mindre smarte, dem med lange uddannelser og dem med korte uddannelser. Alle putter endelsen -agtigt på stort set hvilket som helst ord. Hvis et menneske har overskud, er han eller hun “overskudsagtig”, hvis en ryger står ude i regnen og ryger, er det “synd for dem-agtigt” (hørt her til morgen).
Jeg tror, det er endnu en angloficering-agtig 🙂 ting, der har sneget sig ind i det danske sprog. På engelsk kan man nemlig godt sige en hel masse ord og sætte “like” p. Mit engelsk er dog ikke helt godt nok til at jeg kan vide, om det virker lige så dumt på engelsk som på dansk, men jeg synes ikke, det er så galt på engelsk.
Men måske tager jeg grueligt fejl. På dansk kan man legalt sige “amatøragtig” og jeg troede, det hed “amateurlike” på engelsk. Googles oversætter mener, det hedder “amateurish”. Så måske kan vi slet ikke skyde al vores -agtig ind under, at det så er sådan lidt engelskagtigt, og at vi bliver lidt smartagtige ved at tale sådan.
Måske er det simpelthen bare sådan dårligt sprogagtigt 🙂
Vil du se en god dansk ordbog, er den her.
Sprog interesserer mig meget! Her finder du flere poster om netop sprog.
Jeg bruger selv suffikset meget, men dog ikke i .. hvad kan man sige? .. almindelig tale. Til gengæld er det et rigtigt godt, næsten uundværligt redskab i forbindelse med mit forfatterskab i genren fantasy, eftersom der oftest skal beskrives noget, som er nyt og ukendt for læseren, og ordet er fremragende til at overfører egenskaber fra det kendte til det ukendte. Eksempelvis læderagtig.
@ Gulde – ja fx “læderagtig” er jo et vældig rammende udtryk, hvorved man straks danner billeder på nethinden og derved forstår, hvad det er, du vil sige. Mit bevidste korstog mod ordet er også primært rettet mod, at det bliver brugt i det uendelige i daglig tale. Prøv selv at lægge mærke til det. Min holdning er, at vi bør huske på, at vores sprog har så mange nuancer og at det er godt at vælge og udvælge og ikke bevidstløst bruge de samme fraser igen og igen.
Det er lige præcis i den betydning, du nævner, jeg også bruger det – det rammer nemlig så godt. Men sådan har det vel egentlig altid været brugt: “Det er helt forårsagtigt i dag”, som min farmor kunne have sagt det for årtier siden. Eller “der var noget eventyragtigt over hele situationen”. Forskellen på før og nu er netop nok, at -agtigt bliver brugt i skæve sammenhænge – ment som skæve i vores ikke længere helt unge ører.
Noget helt andet er, at engelsk vistnok ikke ‘sniger sig ind’ i større tempo nu, end sammenlignet med resten af tiden siden 2. verdenskrig.
Jeg har læst en del artikler om sprogets udvikling (jeg sluger den slags råt; både hvad angår det danske og det engelske sprog), og der kommer mange overraskende ting for dagen.
Jeg er naturligvis enig i både “forårsagtigt” og “eventyragtigt” – og du har ret i, at det nye er de skæve sammenhænge, og det er dér, det støder min hørelse, og gør at jeg synes, at det er et modelune.
Det har jeg skam også bemærket-agtigt 😉
Jeg tør næsten ikke indrømme, at jeg må have taget udtrykket til mig, for jeg bruger det… ikke i tide og utide (mener jeg…), men i nogle sammenhænge er det en rigtig god måde at udtrykke nøjagtigt, hvad jeg mener. Det udtryk, du hørte i morges, er til gengæld ikke helt heldigt.
Det er meget sandsynligt en anglificering, som du siger, men når det er sagt, vil jeg understrege, at det er lige så dårligt sprog på engelsk, som det er på dansk 🙂 Men alle tider har jo sine modeudtryk, og dette er nok bare et af dem.
I UK bruges faktisk mest -ish som suffix, hvor man nu i DK fuldstændig parallelt er begyndt bruge -agtigt.
Jeg tænkte nok, at du ville kommentere her, bla. fordi dit engelsk er bedre end mit – tak for kommentaren. Interessant er det at vide, at det er lige så dårligt på engelsk som på dansk. Lige så interessant er det at bemærke, hvorledes engelsk/amerikansk sniger sig ind på os.
Selvfølgelig har enhver tid sine sproglige luner, ellers ville vi jo fortsat tale som Grundtvig eller Kirkegård, og det går klart ikke – og jeg indrømmer gerne, at jeg også kan finde på at bruge -agtigt ind i mellem, når jeg nærmest mener “lige ved og næsten”. Det, der har slået mig, er blot, at det bliver bruget i tide og utide og af alle, og så er det som om, det mister sin effekt.