,

Secunia Personal Software Inspector

Spywarefri anbefaler Secunia Personal Software Inspector.

Jeg holder mig fra software, der lige kan fikse min pc og gøre den hurtigere og sikrere, for det meste er skrammel, der er lige til at få virus, trojanere og alt muligt andet af. Jeg besøger til gengæld ofte Spywarefri, som er en side, man kan stole på. De havde en længere artikel om Secunia, og det syntes jeg, at jeg ville prøve for at blive overbevist om, hvor opdaterede alle mine programmer er, og hvor sikret min pc dermed er.

Jeg fik en overraskelse; ikke alene havde jeg flere forældede programmer, jeg havde også flere usikre programmer. Jeg har to usikre browsere, og det er ikke overraskende Microsoft Internet Explorer (IE) 8.x i henholdsvis 64 bit versionen og den almindelige. Jeg fjerner dem dog ikke, fordi der ind imellem er sider, der kun kan vises i IE.

Jeg har brugt en del tid på at rydde op, heriblandt at smide programmer ud, som jeg alligevel ikke bruger. Når browserne Opera og Safari udgjorde sikkerhedstrusler (i mine versioner) og jeg alligevel aldrig brugte dem, var der ikke grund til at have dem liggende. En ældgammel version af Publisher lå også og truede så ud med den. Mit Irfan View trængte til opdatering; der lå også gamle java-versioner – så alt i alt har jeg fået lavet en grundig oprydning. Man kan i øvrigt få ryddet op i gamle javaversioner med javara.

Secunia er let at bruge. I en del tilfælde kan man bare klikke på et link for at komme til producentens download-link og så er man kørende igen med en ny version, og Secunia opdaterer hurtigt sine trusselsbilleder på pc’en.

Jeg gik systematisk til værks og nakkede et program ad gangen: enten opdatere eller slette. Ét usikkert program er jeg dog ikke kommet af med, og det er mit kære Photoshop CS4, der vurderes som usikkert. Det er muligvis, fordi jeg har installeret version 11 oven i version 7, så det er gamle rester, der truer. Min licens til Photoshop har en fortid som virksomhedslicens og er nu er hjemmebrugerlicens, så hver gang jeg skal reinstallere, skal jeg have fat i Adobe, for at de kan give mig en kode, der verificerer, at min licens er i orden. Så det må lige vente et par dage.

Bullguard 10 rummer en sektion, de kalder Inspector, der gør det samme som Secunia, nemlig finder sårbare programmer. Fordelen ved Secunia er, at den viser, nøjagtigt hvor på drevet den problematiske fil befinder sig. Det kan være rigtig rart, hvis man har mange programmer og mange mapper. Som eksempel laver Adobe et virvar af mapper og undermapper med undermapper osv. Jeg sad længe og ledte efter en forældet version af Flash Player indtil det gik op for mig, at jeg var i den forkerte mappe!

Men prøv selv at køre en tur med Secunia – det kan være, også du bliver overrasket?

Og så lige en ting: I dag er det ikke nok at have fx et godt antivirusprogram, næh – man skal have en god sikkerhedspakke, hvis man kører Windows. Det er måske ikke så overraskende, men når man lige ser det på tryk ovre hos Spywarefri gibber det da lige en gang.

4 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Nu bliver det lige en tand for nørdet til mig 😉
    Jeg satser på, at Norton gør sit arbejde godt nok – hvilket alt heldigvis tyder på, for jeg vil næsten hellere rense fortovet – vi kunne måske lave en deal? 😀

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen – Nørdet, nej slet ikke 🙂 Det handler bare om, at man ikke skal have sårbarheder i sine programmer, og det kan man risikere at have, hvis man har gamle versioner af sine programmer. Det er det Secunia tjekker: findes der en nyere udgave?

      Jeg bor jo heldigvis i en ejendom, hvor vi har en sød vicevært ved navn Andreas og han fikser det med fortovet – men jeg fikser da gerne din pc…

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Det lyder interessant (og tidskrævende!). Jeg tror jeg booker en tid i weekenden, hvis ellers DMI kan holde sig i skindet, så man ikke skal fjolle rundt og rense fortovet i stedet for harddisken. Jeg tror ikke det er så slemt, men jeg er garanteret skyldig i at have gamle Java-versioner – jeg tilstår straks og forlods!

    Tak for tippet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric – Velbekomme. Du har ret i, at det kræver lidt tid, men jeg vil næsten garantere for, at det ville tage længere tid at få en virus, en trojaner eller noget af alt det andet skidt, man kan komme ud for. Javaerne kan du uden vidre komme til livs vha. linket til JavaRa, som jeg også lagde.

      Jeg vil mit vedkommende erklære mig enig i, at der er mere fremdrift i at rense harddiske end i at rense fortove!

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *