Sammen er vi stærke – den fælles fjende forener os

Grønland

Sammen er vi stærke – den fælles fjende forener os

(Artiklen er skrevet med henblik på at blive oversat af ChatGPT og bragt i Facebookgruppen “Europeans support Greenland”, der har mere end 240.000 medlemmer fra hele verden.)

Grønland er ikke blot et geopolitisk spørgsmål, men et samfund af mennesker, børn og familier midt i en international konflikt. I en tid med ydre pres må historiske fejl erkendes, interne uenigheder lægges til side, og sammenholdet i rigsfællesskabet og Europa styrkes. Sammen er vi stærke.

Grønland er ikke bare et land. Det er et sted, hvor der bor mennesker af kød og blod med børn, der er bange og som ikke kan forstå, hvad det er, der sker, og hvad de voksne taler om. Jeg håber, de tager sig tid til at tale med dem på en måde, der er tilpasset deres alder. Som tager sig tid til at sige: “Du skal ikke være bange, for vi passer på dig”. Børns angst kommer oftest om aftenen, når der er ro, så det skal siges på sengekanten.

Grønland er et land med en historie, der rækker langt tilbage. Vi er nu et rigsfællesskab med respekt for hinanden. Det har ikke altid været nemt, og Danmark har ofte handlet forkert. Det viser historien. Men vi danskere er blevet klogere, og statsminister Mette Frederiksen har for nylig sagt undskyld på den danske stats vegne for en af de største ugerninger “Spiralsagen”, der var forfærdelig. Derfor ydes der også en erstatning fra den danske stat til de kvinder, der var gennem dette helt umenneskelige mareridt.

Jens-Frederik Nielsen sagde på et pressemøde sammen med Mette Frederiksen for nylig, at skulle grønlænderne vælge nu, så valgte de Danmark – ikke USA. Alle interne konflikter må lægges væk. Nu står vi sammen, for det er vores stærkeste og eneste våben.

Den fælles fjende forener

Den fælles fjende forener ikke kun Grønland og Danmark men hovedparten af de europæiske lande.

Den danske statsminister var på nationalt TV. Hun var vred, og hun var stærk. Hun betonede vigtigheden af at stå sammen og sagde, at vi ikke lader os terrorisere. Det er ikke os, der optrapper konflikten; vi vil samarbejde. Og Grønland er ganske enkelt ikke til salg.

Hun sagde:

Vi skal vise, hvad vi er gjort af. Og det synes jeg, at Europa gør lige nu.

Udenrigsminister Lars Løkke har i dag rejst rundt til flere europæiske hovedstæder for at sikre sig opbakning til et fortsat sammenhold mod toldtruslen fra Donald Trump. Alle statsledere har bakket ham op.

Han sagde blandt andet “Nu vil han (præsident Donald Trump) straffe os for at gøre det, han har sagt, vi ikke har gjort”. Det er Lars Løkke, når han er bedst.

Jeg har aldrig oplevet et så stærkt sammenhold i Europa, og jeg er stolt over, at vi ikke lader os kue, men at vi står sammen, for sammen er vi stærke.

Er præsident Donald Trump mon syg?

Jeg tænker seriøst over, om de forenede staters præsident er syg. Det er ikke bare noget, jeg spyr ud som en sædvanlig tastaturkriger på Facebook. Jeg tænker virkelig over, om der er noget galt med ham? Kan der være tale om en art demens?

Han kører tydeligvis sit eget løb og har tilsyneladende ikke koordineret med Vance og Rubio, der var til det vigtige møde med Motzfeldt og Løkke Rasmussen tidligere på ugen. Der blev man enige om en arbejdsgruppe på højt niveau, der sammen skulle se på mulighederne og finde udveje.

Få dage efter sagde Trumps talsperson, at gruppen skulle se på, hvordan USA kunne overtage Grønland. Jamen det har vi da aldrig nogensinde indgået en aftale om. Enhver må kunne indse, at det er forrykt.

Jeg er stolt over at være dansker, og jeg er stolt over at være europæer.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ja, det er godt nok mærkeligt. Han burde jo nærmest sættes under administration – gerne på en lukket psykiatrisk afdeling. Jeg orker ham ikke længere.

      Svar
  1. Birgit Smidt Sørensen
    Birgit Smidt Sørensen siger:

    Jeg kan ikke være mere enig. Og så vil jeg lige tilføje, at det ikke kun er grønlandske børn, der er bange – jeg er også bange!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Birgit

      Tak skal du have!

      Jeg ved ikke helt, om jeg er bange; men jeg er mere bekymret over en international konflikt, end jeg nogensinde har været. Jeg spørger dagligt mig selv om, hvor dette mon skal ende? Hver dag vågner jeg op til mere vanvid udspyet af Trump – en præsident, der må være syg. Det er alt for farligt at have en så gal mand ved roret i Det Hvide Hus.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *