Pause

Der er pause i arbejdsopgaverne

Jeg har en pause i mine arbejdsopgaver og det bekymrer mig. Hvis jeg skal kunne gøre mig håb om at kunne blive her i Moderniseringsstyrelsen, skal der helst ikke opstå pauser, for det er jo et tegn på, at der ikke er opgaver nok til mig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil blive hængende eller i det mindste blive forlænget, når løntilskudsperioden udløber ultimo marts.

For at fylde pausen ud, har jeg skrevet to ansøgninger til ordinære jobs (jeg har eksplicit fået lov til at sidde herinde og skrive ansøgninger, hvis der er en pause). Jeg har simpelthen opstillet en standardansøgning, hvor jeg bare skal rette lidt på indledningen for at søge hver enkelt stilling. Jeg bruger indledningen som det motiverende afsnit. Jeg synes selv, at det er blevet en udmærket ansøgning og min strategi er, at jeg vil prøve at køre med standardansøgningen i en måned og simpelthen søge et job pr. dag. Hvis jeg så ikke kommer til samtaler på nogen af de 30 ansøgninger, der kommer ud af det, må jeg prøve at søge stillingerne med mere individuelle ansøgninger igen. Mit problem er, at jeg har sendt så mange af de helt individuelle ansøgninger uden at komme til samtaler, så nu må der ske noget andet.

En af mine søde kolleger er tillidsrepræsentant og ser i den forbindelse rigtig mange ansøgninger, så han ved, hvad der virker og ikke virker. Han har lovet at gå min ansøgning igennem med kritiske briller. Jeg er spændt på hans feed back.

Jeg glæder mig over at have fundet energien til at skrive ansøgninger igen. Der har været en lang periode, hvor jeg var ved at kaste op over ethvert stillingsopslag, jeg så. I alle stillingsopslagene skal man elske at holde ti bolde i luften ad gangen, man skal være selvkørende samtidig med at man er en teamplayer og der er mange flere af de der indbyggede modsætninger i stillingsopslagene. Sandheden er, at jeg for længst har indset, at man kun kan lave en ting ad gangen og at jeg ved, at jeg er god til at arbejde i teams, men at jeg foretrækker at arbejde alene. Man skal nærmest være multikunstner for at få et job i dag.

I mit CV står der, at jeg er 49 år, og jeg er sikker på, at det er noget, der skræmmer mange arbejdsgivere væk. Jeg er så tæt på de magiske 50 år, men jeg føler mig ikke sådan, og jeg ved, at jeg er mindst lige så dynamisk som en på 35, jeg har bare 15 års erfaring mere.

Jeg har dagpenge et år endnu, så falder jeg for dagpengegrænsen på de 104 uger og så venter kontanthjælpen, som man på ingen måder kan leve af. Kontanthjælp udgør ca. 10.000 kr. netto pr. måned og så er der vel ca. 8.000 efter skat – det kan jeg ikke engang betale mine faste udgifter med, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Uanset at jeg ikke bryder mig om det, må jeg sige, at det virker motiverende for produktionen af ansøgninger. Jeg har sågar søgt et par akutjobs, selvom jeg (endnu) ikke er i målgruppen for dem.

Et af de jobs jeg har søgt, er et jeg virkelig gerne vil have. Det er et internt opslag her i Moderniseringsstyrelsen, hvor de søger en systemkonsulent til leverandørstyring og brugersupport på det fællesstatslige rejsesystem ‘RejsUd’ (og forhåbentlig også hjem igen 🙂 ). Min erfaring fra tiden  (7 år) med tidsregistreringssystemet mTID passer perfekt til det ledige job og jeg er uden tvivl kvalificeret. Jeg håber meget på at komme til samtale.