, ,

Oprydning

‘Google rules the world’

I erkendelse af at Google bestemmer meget over internettet, og herunder straffer langsomme hjemmesider ved at vise dem længere nede ved søgninger, har jeg brugt en del tid på at få ryddet op på hjemmesiden og prøvet at lave forskellige former for optimering.

Efter oprydningen ser sidens score ud som vist på billedet fra GTmetrix herunder. Et A er godt nok til mig, også selvom det selvfølgelig er generende at CLS (som står for Cumulative Layout Shift) ikke er grøn. Jeg har prøvet at læse om, hvordan det kan forbedres, men det ser indviklet ud, så det får være. CLS vægter alligevel kun fem pct. i den samlede score.

 

Ubrugte billeder

Værktøjet WP Optimize har mange funktioner. En af dem er, at det kan finde billeder, der ikke længere er i brug. Dem havde jeg 794 af, så jeg lavede en fuldstændig backup, og trykkede herefter på den store sletteknap. Det sparede mange Megabyte.

Sucuris firewall

Formålet med en firewall er sikkerhed, sikkerhed og atter sikkerhed. Jeg har længe brugt den gratis version af Sucuri til at sørge for sikkerheden, men jeg havde ingen firewall, så jeg besluttede at købe et abonnement på en firewall hos Sucuri. Priserne kan ses her. De lover på deres hjemmeside, at installation af en firewall vil have positiv indvirkning på svartiden, og de holder, hvad de lover.

Det var ikke ligetil at få sat firewallen op, men det klarede deres support i samarbejde med cHosting, som jeg har valgt som webhotel pga. deres fantastiske service. Indledningsvist måtte Eric Bentzen konstatere, at der var noget galt med opsætningen: man kunne ikke længere kommentere på blogposter. Med fin og hurtig hjælp fra Sucuris support og tålmodighed med flere tests fra Erics side, lykkedes det at få det til at spille.

Oprydning i tabeller

Med årene har jeg haft installeret adskillige værktøjer og senere besluttet mig for alligevel ikke at ville have dem. Alle disse værktøjer efterlader informationer i databasen både som selvstændige tabeller og som information i options-tabellen. Jeg har på fornemmelsen, at det er lidt ligegyldigt at rydde op i disse data, hvis fokus bare er svartider, men det gav mig et længe tiltrængt overblik over databasen. Fx sparede jeg 152 rækker i options-tabellen.

Oprydning i plug-ins

Det er så let at installere plug-ins, men det fylder alt sammen, så nu er der også foretaget en sanering i dem. Jeg er nede på 12 aktive plug-ins, og det er ret få sammenlignet med, hvad jeg ser på andre hjemmesider.

Gamle døde links

Det betyder intet for hastigheden at rydde op i døde links, men det betyder noget for sidens troværdighed, og da jeg har lagt meget arbejde (og en del penge) i at opbygge hjemmesiden, skal den også gerne have en høj grad af troværdighed – ikke af hensyn til Google, men af hensyn til mennesker.

Derfor skal jeg have ryddet op i alle de gamle døde links. Der findes mange plug-ins, der kan udpege de døde links, men de kan ikke ‘reparere’ dem; det må man selv gøre. Jeg begyndte egl. i går, men opgav, da der efter gennemløb af 12 pct. af siden allerede var fundet 38 døde links. Der er så mange døde links, da siden er gammel og verden udenfor desværre ikke har stået stille.

Den slags gennemgang er afsindig kedelig, lige så kedeligt som SEO og cookies, men jeg vil alligevel gøre en indsats i den kommende tid.

Udefrakommende tilbud om poster

Det sker forholdsvis ofte, at jeg får tilbud fra uvedkommende om at skrive et indlæg til bloggen. I dag kom det fra en Lasse, der arbejder med ‘Influencer Marketing’ hos makeinfluence.com. Jeg kiggede lidt på deres hjemmeside, og konkluderede at de dybest set bare gerne vil sælge et eller andet. Jeg er ikke interesseret i at købe noget, er ligeglad med begrebet influence og kunne hurtigt markere mailen som spam.

Det er min blog, og jeg skal nok selv sørge for de indlæg, der skal skrives. Det behøver jeg ikke folk til.

6 Svar
  1. Jens
    Jens siger:

    I nogle af mine første blog posts fra 2011 brugte jeg et kneb fra Wikipedia og lavede døde links om til røde links (uvirkende) så man kan se at her var der engang et link til noget, som desværre ikke eksisterer mere.

    Svar
  2. Eric
    Eric siger:

    Der er absolut ingen grund til at kede sig, når man har en hjemmeside, men noget af vedligeholdelsesarbejdet er meget lidt underholdende – fx at rydde op i døde links.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Nej du har ret i, at man keder sig aldrig, når man har en hjemmeside 🙂

      Jeg tog lidt fat på oprydningen i de døde links i går, men gav op for der er simpelthen for mange, og de værktøjer, jeg kan finde, som kan udpege dem er evigheder (altså mange timer) om at præsentere et resultat. Jeg har hundredvis af døde links, men jeg tror ikke, jeg orker at genoplive dem.

      Svar
      • Eric
        Eric siger:

        Jeg brugte engang et gratis program (Xenu et-eller-andet) til at finde de døde links, og det var rimeligt hurtigt, men jeg kunne ikke umiddelbart bruge det på bloggen uden at “hvidvaske” programmet i mit sikkerhedsplugin, og det gad jeg ikke finde ud af. Så de døde links på bloggen har gravfred 🙂

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Eric

          Gik det bedre med denne kommentar efter de forskellige tiltag, jeg skrev om i mailen? (Jeg håber…)

          Åh ja Xenu et-eller-andet kan jeg godt huske, jeg har læst om. Det vil jeg lige prøve at finde frem. Mine døde links ender nok også med gravfred 🙂

          Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at deltage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Siden bruger programmet Akismet i kampen mod spam. Læs her hvordan dine data behandles.