Lys i vinduerne

Det er 4. maj

Det er den 4. maj 2010 og dermed 65 år siden befrielsesbudskabet med “Her er London, her er London…. Det meddeles i dette øjeblik, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig” (citeret frit efter hukommelsen).

Jeg skal have lys i vinduerne, som jeg altid har det den 4. maj. Det er en smuk tradition og skik, der vidner om, at vi ikke kan tage frihed og frihedsrettigheder for givet. Det har ikke altid været sådan, at vi har haft forsamlings-, ytrings- og talefrihed. Masser af steder i verden er det stadig noget, man drømmer om – tænk på Kina, Burma, Nordkorea for blot at nævne nogle få. Vi har alle de frihedsrettigheder, vi kan ønske os og jeg kan skrive på min blog eller i avisen, at jeg synes, statsministeren er dum. Folk vil højst ryste undrende på hovedet. I Kina bliver man henrettet med nakkeskud for mindre.

Det undrer mig altid, at der er så mange, der ikke har lys i vinduerne den 4. maj. Engang troede jeg, det havde noget med alder at gøre, men det viste sig, at de “mørke” ofte var ældre end mig selv. Jeg drøftede det engang med min mor – hun syntes ikke, der var nogen grund til at gå og huske på den gamle sag, og hun havde ikke lyst til at blive mindet om “de fem forbandede år” hele tiden. Det er en holdning, jeg ikke forstår.

I år har der – sikkert på grund af det halvrunde tal – været en del omtale af besættelsens ophør, og jeg håber, at det bringer flere lys, men ellers har det gennem nogle år været sådan, at der var mere snak, end der var lys. Lad os prøve at gøre det anderledes i aften.

5 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Jeg er så ganske enig – de år må aldrig glemmes.
    Ligesom jeg synes det er i orden at mindes holocaust, krystalnatten og alle de andre onde tider og episoder i historien.

    De fleste af os har ikke oplevet 2. verdenskrig, men vi kender nok alle nogen der har, og deres historier går lige til hjertet.
    John ‘faldt’ sammen med atombomben d. 6. august 1945, og sukkerrationerne var kun lige ophævet, da jeg blev født.
    Småting, småting, men min far var med i modstandsbevægelsen, og hans historier (som han sikkert kun fortæller en censureret del af), er noget, der kan få de små hår til at rejse sig.

    Og alt andet lige er det da smadderhyggeligt med alle de lys i vinduerne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen – Min far var også i modstandsbevægelsen og som et minde gemmer jeg hans armbind. Da jeg barn fortalte han lidt om sit arbejde dér, men jeg var desværre for lille til rigtig at forstå det. Senere har jeg så fundet forskellige arkivalier, der kan belyse det lidt.

      Tiden og generationerne vandrer forbi os, og jeg har så tit tænkt på, at vi formentlig er den sidste generation, der kender/har kendt nogle, der deltog i 2. verdenskrig. Derfor er det vigtigt at vi fører traditionen med at mindes videre.

      Svar
  2. Anna Balslev
    Anna Balslev says:

    Kære Hanne, I mine 3 store vinduer mod gaden er der i dag som altid levende lys. Den 4. maj 1945 var jeg 2 år, 6 måneder og 8 dage gammel, og jeg kan stadig huske den aften i billeder, farver og lugt muligvis fordi den var så voldsom og smertefuld for mig. Vi – min far og mor sad omkring spisebordet hos underboen murmesterparret Olsen samt deres datter Jytte. Vi har vel hørt radio, for billederne starter med at de voksne rejser sig skriger, hyler og omfagner hinanden, og min far og hr. Olsen river gardinerne ned, smider dem ud i gården og så går de to mænd. Jeg ved, at min mor hentede noget kogechokolade, og fru Olsen forberedte, at der skulle bages æbleskiver. Jytte fik lov til at sætte sin lille æbleskivepande fra dukkehuset på et gasblus, og jeg har vel ikke kunnet se, hvad der skete der, for jeg tog i panden med min højre hånd, og panden brændte fast i min hånd. Om jeg fik æbleskiver og cacao, har jeg ingen erindring om, men jeg husker smerten, da min mor hev huden af min brændte hånd. Den gang behandlede man brændsår med kartoffelmel. Jeg har altid været klar over, at den 4. maj 1945 var en dag, der betød meget for de mennesker, der levede i tiden, og jeg mener helt klart, at vi, der lever i en anden tid, skal glæde os over den frihed, vi har. Ud over at det i dag er 65 år for afslutningen af anden verdenskrig i Danmark (dog minus Bornholm), så er det mine forældres 70 års bryllupsdag. Jeg glæder mig over, at mine børn holder traditionen ved lige.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Anna

      Tusind tak for dit gode og lange indlæg!

      Hvor var det dog forfærdeligt med den lille æbleskivepande, bare ved tanken om hvad du måtte igennem, får jeg trækninger i min maveregion. Men det gør jo – som du selv skriver – at du kan huske noget fra aftenen.

      I vores generationer tror jeg, det er naturligt, at vi langsomt putter et andet indhold ind i mindet. De mennesker, der oplevede det, mindedes sikkert deres døde den 4. maj, mens vi i dag mere naturligt erindrer os selv og hinanden om, at frihed ikke er et selvfølgeligt gode, men til tider er noget, der må kæmpes for.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *