Jeg tror ikke, de kan hjælpe mig
Jeg giver op
Indholdsfortegnelse
Jeg tror ikke, de kan hjælpe mig
Mine problemer er for sære, mine behov er for specifikke, jeg er ikke rigtig syg, det er “bare” en krise, jeg er gået forkert, jeg “skyder alt ned” og bryder mig ikke om de “miljøterapeutiske tilbud”.
Jeg har opgivet troen på, at de kan hjælpe mig her (psyk., 808).
Hvor jeg så går hen er lige p.t. uklart. Jeg har faktisk mest lyst til at gå hjem, for dette giver ikke mening. Men jeg kan jo heller ikke holde ud at være derhjemme. Hvad skulle jeg lave, hvis jeg var der?
Og hvad så næste gang – for der kommer jo en næste gang – krisen kradser? Vil de så tage imod mig med åbne arme endnu en gang? Vil det endnu en gang lyde “Vi er her for dig, Hanne”? Man er nødt til at gennemtænke konsekvenserne af sine handlinger.
Okay det er weekend, og de er altid svære at komme igennem. Faktisk er weekends befordrende for tungsindet.
Min egen psykolog
Min egen psykolog holder først ferie fra den 16. juli. Det er perfekt. Vi må holde nogle online-sessioner; selvom det ikke er optimalt, er det bedre end dette ingenting. Jeg håber at kunne få en tid i næste uge.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg synes, det lyder betryggende, at du indtil videre bliver, hvor du er. Og forhåbentlig får en samtale med din gode psykolog i løbet af ugen. Jeg tror, det vil være en lettelse at få sat ord på det, du lige nu går igennem – også selv om du og hun måske har ” været der før”. Jeg er selv i gang med et længere forløb hos en god psykolog efter, at jeg for et års tid siden mistede min søster. Under nogle samtaler betræder vi nye stier, og andre gange er der brug for at vende tilbage til de samme temaer. Men det har – synes jeg – lige stor værdi.
@ Glennie
Du har sikkert ret i, at der er ord, der gerne må gentages. Jeg må se, om jeg kan få det til at fungere med online-sessionerne, selvom jeg må undvære at mærke mennesket.
Ja, jeg bliver, hvor jeg er, har jeg trods alt besluttet; hvad enten jeg ikke-kan-være her eller ikke-kan-være hjemme er trods alt ikke helt ligegyldigt. Og måske er det også bare en lang søndag, der spænder lidt ben for mig.
Der er ikke nogen, der er “for sære” til psykiatrien, en krise er ikke “bare”. Man “skyder ikke alting ned”, blot fordi man ikke klapper i sine små hænder over ethvert påhit.
Så længe du ikke kan overskue bare nogle få timer i din lejlighed, bør du blive, hvor du er. Selv om de ikke har nogle forkromede løsninger til dig lige her og nu (ville det ikke være skønt, hvis de havde?), så kan de vel i det mindste passe på dig, indtil du igen er i stand til det?
Jeg synes, du skal blive, hvor du er, indtil du har haft mindst én session med din udmærkede psykolog. Hun må have et bud på, hvad der vil være bedst for dig at gøre netop nu. Det er klart, at du ikke skal være indlagt i evigheder, men tag nu denne week-end med.
Jeg kender udmærket til det fænomen, at læger bliver så skuffede, hvis man ikke kan bruge den første løsning, de hiver ned fra hylderne. Men hospitaler af alle slags kan altså også andet end _behandle_ i meget koncis form. De bør også kunne _pleje_ og uanset, hvad vi fejler, kan vi sagtens have mest brug for pleje i en periode. Hvis der findes andre steder, der er bedre til den opgave, end det sted, hvor du opholder dig nu, så vil jeg mene at dine nuværende omgivelser kender til disse steder og kan oplyse dig om dem.
@ Henny
Tak for din grundige respons.
Retfærdigvis skal det siges, at det er mig selv, der har skudt ordet “bare” ind foran “krise”. Men det er ikke mig, der siger, at jeg “skyder alting ned”, når jeg siger, at jeg slet ikke kan se mig selv lave keramik, danse eller blive opbevaret på et værested.
Jow, de passer på mig og mener, jeg er det rigtige sted; det er mig selv, der tvivler, fordi jeg er utålmodig (men ved ikke efter hvad) og ikke synes, der er sket meget bedring på tre uger, hvilket selvfølgelig ikke er sandt, da jeg nu som hovedregel kan tale uden at tude. Det med de forkromede løsninger … Hrm, tjah bum, bum … jeg ved det ikke. Selvfølgelig ville det være rart at slippe ud af dette limbo; på den anden anden side …
Jeg håber, psykologen (min egen) på en eller anden måde vil kunne klemme mig ind en gang i den kommende uge. Hun vil stå på hovedet for mig; det er jeg i tvivl om, men troldmand er hun jo trods alt ikke, og hendes kalender er altid godt fyldt op.
Jow, jeg får vel al den pleje, der er mulighed for, men ressourceknapheden lurer hele tiden om hjørnet. En medarbejder fortalte mig, at det nu er godt, at der overhovedet findes en psykolog her. Det er faktisk en nyhed. Det bliver bare aldrig min tur. Der findes en socialrådgiver. Heller ikke her bliver det min tur.
Jeg brokker, jeg klager og føler, jeg falder mellem utallige stole. Jeg er ikke nem at hjælpe.