Første hjemmebesøg ingen succes
“Masser af succes”?
Indholdsfortegnelse
Første hjemmebesøg ingen succes
I nogle dage har jeg gået med ordene “Når skyggerne bliver lange” inde i hovedet, men det gik op for mig, at det hører til Olsenbanden, og derfor hedder denne artikel ikke sådan.
“Masser af succes” fra “Gas 5”, der blev udgivet i 1975, med nedenstående citat passer bedre.
Men om natten når lyset brænder ud
og alt blir stille, er du ene,
åh så ene.
Jeg har endelig fået “udgang”. Jeg skulle hente nogle ting derhjemme og ville også bare gerne se om min lejlighed fortsat lå på første til højre. Køleskabet var fyldt med forældede madvarer, skraldeposen skulle bæres ned, postkassen skulle tømmes og mine sko skulle pudses. Sidstnævnte hører til værdigheden og selvopholdelsesdriften. Jeg bryder mig ikke om upudsede sko.
Jeg kunne vælge mellem tre og fire timer. Jeg nøjedes med tre, da jeg ikke kunne se, hvad jeg skulle med den sidste time.
Jeg havde lavet en liste med de ting, jeg skulle huske derhjemme. Det var ordnet på en halv time.
Herefter indfandt sig en kæmpe tomhed som en akkumulation af de følelser, der fik mig til for tre uger siden at tage til akutmodtagelsen i Glostrup. Jeg følte mig fremmed i mit eget hjem, som jeg ellers elsker højt. Sad bare foran PC’en og vidste ikke hvad jeg skulle lave, da sprogdatabasen var opdateret.
Hvad så? Hvad nu? Hvad laver jeg her? Vil trædemøllen begynde forfra, når jeg kommer hjem og skal blive her? Masser af ubesvarede spørgsmål.
Forsøg på at ringe til kommunen
Jeg må gøre noget, jeg må handle, hvis jeg ikke skal gå helt i stå. Altså har jeg forsøgt at ringe til kommunen for at høre
- Om de har tilbud efter servicelovens § 82 b?
- Hvis de har det, hvad går de så ud på?
Jeg sagde til telefondamen, at jeg troede, at jeg skulle stilles om om til den sektion, der hedder “Center for handicap og psykiatri”, idet jeg befinder mig på autismespektret. Hendes svar var: “Jeg aner ikke, hvad du taler om”.
Så lagde jeg røret – eller hvad det nu kaldes. Jeg gav simpelthen op, Nu må en fra personalet hjælpe mig, for jeg kan ikke være mere præcis. Jeg føler mig som en idiot, at jeg ikke kan finde ud af at ringe til kommunen. Men det kan jeg så ikke.
En stresset overlæge
Når andre mennesker er stressede, tager deres stress bolig i mig.
Overlægen skulle på ferie, så hun var stresset. Jeg fik en time, så jeg kan ikke klage – og det gør jeg heller ikke! Jeg fik sagt fra overfor “alle” de mennesker, der – for mig at se – er overflødige. Jeg fik også et tidspunkt på forhånd. Det var dejligt. Jeg hader det der “Du skal til lægesamtale NU”. Så jeg kan ikke sige andet, end at de prøver at opfylde mine utallige ønsker. Og det er så fint.
Men der var nogle ting, der ikke rigtig spillede denne gang:
1) Status på psykologen?
Ved forrige samtale blev der talt om en psykolog. Lægen ville sende hende en e-mail. Jeg vil selvfølgelig gerne medvirke i alt, men kunne bare godt tænke mig at vide, hvordan de har fået idéen om, at jeg skal tale med en en psykolog. Det spurgte jeg derfor til, og også om hvad status på e-mailen var?
Svar: “Psykologen er her kun to dage om ugen og har meget travlt, da hun både har 808 og et andet afsnit at tage sig af. Du skal i stedet tale med dine kontaktpersoner.”
Jamen det er jo kontaktpersonerne, der siger, at de ikke kan gå ind i ensomheden; det må jeg tale med psykologen om.
Konklusion på psykologen: Jeg skal være glad, hvis hun en dag dukker op, og der vil højst være plads til to samtaler. Det vil ikke give mening for mig, så det har jeg parkeret. Jeg vil skulle bruge de to samtaler på at “se hende an”, og så kan det være lige meget. Alle de år, jeg er kommet på Brøndbyøstervej, har jeg undret mig over, at det på et så stort psykiatrisk center er kropumuligt at skaffe en psykolog.
2) Min fortælling om at få kommunen i tale
For “lissom” at fortælle, at jeg må have støtte til at tale med kommunen, fortalte jeg om den fejlslagne opringning.
Svar; “Jeg prøver at fange socialrådgiveren”. Nej, nej, nej. Jeg har efter 14 dages ventetid fået et svar, der går ud på, at jeg skal kontakte min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, og det har jeg gjort, men hun har sikkert ferie, så nu har jeg selv forsøgt at handle.
Næste svar: “Du har sikkert ingen muligheder. De skal jo prioritere mellem en ung på 20 år og dig, der er på pension”. Så måtte jeg jo fortælle, at de i Københavns Kommune har et tilbud efter servicelovens § 82 b for personer mellem 20 og 65 år. Altså må “vi” have fat i kommunen for at høre, hvordan det foregår i min kommune.
3) Find en udskrivningsdato
Det er åbenbart nyt i psykiatrien, at der “i samarbejde” skal fastlægges en udskrivningsdato. “Hvad forestiller du dig selv?”
For en gangs skyld blev jeg mundlam og havde ikke forestillet mig noget som helst. Jeg fandt en kalender og fik øje på den 21. juli. Kompromiset blev den 14. juli – dog i år. Det er jo bare seks tal i et system, og de kan rettes. Selvfølgelig ved jeg ganske udmærket, at dette en dag må have en ende, og at der er en tid efter 808.
Selvfølgelig giver det mening, at alle ved, hvad vi arbejder henimod. Det er også fint, at folk ikke bare skal opbevares på ubestemt tid lige til en læge finder en for hende/ham passende dato. Det var bare ikke en god oplevelse. Jeg blev overrumplet og overrasket. Havde hun været mindre stresset, havde det måske også været anderledes.
Vi skal have vikar – lige som i skolen
Overlægen skal have ferie – og jeg huskede at ønske hende god ferie – så vi skal have vikar. Det vil blive enten en komplet fremmed eller en, jeg har mødt en gang. Begge dele kan være ligegyldige. Overlægen sagde, at jeg bare skulle svar på spørgsmålene.
Jeg forestiller mig “dialoger” a la:
- Hvordan går det? Joh, tak det er okay.
- Hvordan sover du? Jeg sover fint tak.
- Har du appetit? Næh ikke rigtig.
- Farvel. Ja farvel og tak.
Det vil være komplet spild af tid, men det vil være gået over på 10 minutter.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg synes, du skulle prøve en on-line konsultation med den psykolog, du kender så godt. Ganske vist er Zoom ikke det samme som i virkeligheden, men du kender hende og har truffet hende i virkeligheden så mange gange, at jeg tror, du kan abstrahere fra det. Hun kender dig godt, og hun kan være behjælpelig med at slå op i det katalog, I sammen har oparbejdet over, hvad der er “Hannes sager”. Jeg kan ikke andet end tro, at det vil være langt at foretrække frem for en tilfældig psykolog, afdelingen kan trække op ad hatten, eller som det lyder nu: Overhovedet ikke kan skaffe. Du har brug for at finde ud af, hvad du vil, og der kræves en fagperson, der kender dig til det brug.
Det er selvfølgelig din egen afgørelse, men jeg ville afgjort prøve det. Bare en enkelt gang, evt. Hvad har du at miste, udover et honorar?
@ Henny
Ja, det går vist vejen via online-konsultation(er). Du har ret i, at jeg intet har at miste – ikke en gang honoraret (jeg tror endda, jeg får “storkunderabat”). Faktisk har jeg sendt hende en e-mail. Der er selvfølgelig risiko for, at hun – velfortjent – holder ferie, men så venter jeg gerne på kvalificeret hjælp og bistand.
Jeg har opgivet troen på, at afsnittets travle psykolog nogensinde vil få tid til mig.
Piv, piv – jeg ved det lyder sådan, men det er bare lidt frustration over, at ressourcesituationen i psykiatrien er sådan (jeg har jo prøvet det før) men også lidt over, at psykiatrien i Danmark er meget “kemisk” orienteret. Og blandt alt det jeg ikke vil er medicin – eller rettere: efter 20 år med diverse kemikalier, der gjorde mig halvvejs invalid, tør jeg ikke. Herudover er dette “bare” en krise, og det kan man vist ikke medicinere sig ud af.
Kender udmærket følelsen af, at ens ellers gode læge ikke rigtig er nærværende på den måde, man er vant til. Det betyder ikke så meget, hvis den pågældende blot skal tjekke blodtrykket, men er der andre og mere sårbare dagsordener, har det jo stor betydning. Kan sagtens forestille mig, hvor usikkert det må opleves, at der nu er en fremmed læge, der overtager en periode. Men det er jo – desværre for dig – feriesæson.
Var det en mulighed at komme i gang med et forløb hos din egen gode psykolog nu, og evt. bruge din “udgang” til det? Det lyder jo ikke som om, hospitalets tilbud kan bruges til noget….
@ Glennie
Du har helt ret: Det føles usikkert med en fremmed læge. Som jeg nu er skruet sammen inde i hovedet, lægger jeg ikke kortene på bordet over for en fremmed. Det vil simpelthen ikke give mening for mig.
Selvfølgelig har jeg tænkt på at kontakte min psykolog, som jeg har al den tillid til, der findes i vores solsystem (og hvis der er flere, så også dem, men det har jeg ikke forstand på). Hospitalets ikke-eksisterende “tilbud” skyder jeg en hvid pind efter.
Mit problem er:
1) Hun har klinik i Holbæk. Derfor tager jeg altid dobbelttider (når det tager to timer hver vej (hvis DSB nu …)) vil jeg også være der i to timer. Jeg kan ikke overskue rejsen og kan ikke nå det på de tre timer, der sikkert kunne laves til fire eller flere. Bare tanken om at skulle ud at stå på en perron, køre med toget med en masse mennesker osv.
2) Hun vil næppe være i stand til at sige noget, jeg ikke har hørt før, selvom hun er sindssygt dygtig. Jeg kan jo høre på de gemte lydoptagelser, at vi har trasket rundt i fx “ensomhed” og “det relationelle” adskillige gange tidligere. Hvis jeg skal prøve at være lidt morsom, kan jeg sige, at jeg egl. bare kan høre nogle af de gamle lydfiler og spare de 1.800 kr. Jeg savner hendes sparring og vores samtaler, men er meget i tvivl, om de vil bringe noget nyt med sig.
3) Jeg ved af erfaring, at hun også tager imod online (Teams, Zoom, Google Meeting osv.), men så savner jeg mennesket! På den anden side kunne det være en gylden middelvej, ind til tingene har stabiliseret sig bare en smule.
Jeg ved ikke rigtig …