Fremragende fjernsyn

Jeg græd til “Demenskoret”

Lige så meget som jeg kan skælde ud på Danmarks Radios manglende korrekturlæsning, lige så fladt lægger jeg mig ned, når de laver fremragende fjernsyn, og det har de gjort med “Demenskoret”. De har endnu en gang vist, at de kan, når de vil.

Første afsnit af »Demenskoret« blev sendt i aftes, men jeg satte mig og så alle afsnittene med det samme. Jeg var grebet allerede fra afsnit et og kunne ikke vente en uge til næste afsnit. Der var så meget kærlighed, venskab, fortælling, håb og frygt både hos de ramte og de pårørende. Alle disse følelser forstod Puk Elgård at samle og sende gennem skærmen og hjem til mig, der sad i sengen med min iPad og så alle udsendelserne.

Jeg havde den store æske Kleenex fremme sammen med både de ramte og de pårørende. Det var simpelthen så rørende.

Et interessant faktum er, at 25 pct. af alle dødsfald kan henføres til en demenssygdom. Demens er en paraplybetegnelse for mere end 200 diagnoser. En af de 200 er Alzheimers sygdom. Sandsynligheden for at få en demenssygdom og langsomt forsvinde fra verden er altså stor.

Jeg har haft det lidt inde på livet

Min fars ungdomskæreste, Birthe Hanne Rasmussen, f. Jensen (1925-2023), vragede min far og giftede sig i stedet med Vagn i 1948. Vagn fik Alzheimers sygdom og kom på plejehjem, da Hanne ikke længere kunne passe ham hjemme.

Hun besøgte ham hver dag, og de gik tur på en sti, hun kaldte “Kærlighedsstien”. Hun kyssede ham, når hun kom, og hun kyssede ham, når hun gik. En dag spurgte han hende »Sig mig hvem er du egentlig?«. De havde da været gift i 65 år. Han var ikke klar over, at hun var hans kone, og han var ikke klar over, at han var far til deres to sønner.

Jeg spurgte hende, om hun ikke blev ked af det. Hun svarede »Nej, det var jo sygdom«. Jeg tror, man kan kalde holdningen for »pragmatisk« men ret mig gerne, hvis du kan et bedre ord.

Det er ikke spor sjovt

Jeg har ikke lyst til at få så meget som en eneste af de 200 demensdiagnoser. Jeg har ikke lyst til langsomt at svinde hen. Når sygdommen er i fuldt flor, mærker man den måske ikke; det er vejen dertil, der er slem.

I går talte jeg med en, der arbejder på et plejehjem. På hendes afsnit er der flere demensramte beboere. Hun fortalte blandt andet, at det slet ikke er ualmindeligt, at de ramte bliver bange for alting, og en af disse er deres egen afføring.

De er som toårige og kræver konstant opsyn. I en aftenvagt og en nattevagt er der typisk kun en enkelt medarbejder på arbejde. Ville vi efterlade op til flere toårige uden opsyn? Nej vel for det kan være farligt.

Jeg synes selv, jeg har været sjov, når jeg har sagt »Hvis jeg bliver ramt, håber jeg, det er så slemt, at jeg ikke ved det«. Det vil jeg holde op med at gøre mig morsom over, for det er ikke spor sjovt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.