Indlæg

Jeg græd til “Demenskoret”

Jeg græd til "Demenskoret"

Fremragende fjernsyn

Jeg græd til “Demenskoret”

Lige så meget som jeg kan skælde ud på Danmarks Radios manglende korrekturlæsning, lige så fladt lægger jeg mig ned, når de laver fremragende fjernsyn, og det har de gjort med “Demenskoret”. De har endnu en gang vist, at de kan, når de vil.

Første afsnit af »Demenskoret« blev sendt i aftes, men jeg satte mig og så alle afsnittene med det samme. Jeg var grebet allerede fra afsnit et og kunne ikke vente en uge til næste afsnit. Der var så meget kærlighed, venskab, fortælling, håb og frygt både hos de ramte og de pårørende. Alle disse følelser forstod Puk Elgård at samle og sende gennem skærmen og hjem til mig, der sad i sengen med min iPad og så alle udsendelserne.

Jeg havde den store æske Kleenex fremme sammen med både de ramte og de pårørende. Det var simpelthen så rørende.

Et interessant faktum er, at 25 pct. af alle dødsfald kan henføres til en demenssygdom. Demens er en paraplybetegnelse for mere end 200 diagnoser. En af de 200 er Alzheimers sygdom. Sandsynligheden for at få en demenssygdom og langsomt forsvinde fra verden er altså stor.

Jeg har haft det lidt inde på livet

Min fars ungdomskæreste, Birthe Hanne Rasmussen, f. Jensen (1925-2023), vragede min far og giftede sig i stedet med Vagn i 1948. Vagn fik Alzheimers sygdom og kom på plejehjem, da Hanne ikke længere kunne passe ham hjemme.

Hun besøgte ham hver dag, og de gik tur på en sti, hun kaldte “Kærlighedsstien”. Hun kyssede ham, når hun kom, og hun kyssede ham, når hun gik. En dag spurgte han hende »Sig mig hvem er du egentlig?«. De havde da været gift i 65 år. Han var ikke klar over, at hun var hans kone, og han var ikke klar over, at han var far til deres to sønner.

Jeg spurgte hende, om hun ikke blev ked af det. Hun svarede »Nej, det var jo sygdom«. Jeg tror, man kan kalde holdningen for »pragmatisk« men ret mig gerne, hvis du kan et bedre ord.

Det er ikke spor sjovt

Jeg har ikke lyst til at få så meget som en eneste af de 200 demensdiagnoser. Jeg har ikke lyst til langsomt at svinde hen. Når sygdommen er i fuldt flor, mærker man den måske ikke; det er vejen dertil, der er slem.

I går talte jeg med en, der arbejder på et plejehjem. På hendes afsnit er der flere demensramte beboere. Hun fortalte blandt andet, at det slet ikke er ualmindeligt, at de ramte bliver bange for alting, og en af disse er deres egen afføring.

De er som toårige og kræver konstant opsyn. I en aftenvagt og en nattevagt er der typisk kun en enkelt medarbejder på arbejde. Ville vi efterlade op til flere toårige uden opsyn? Nej vel for det kan være farligt.

Jeg synes selv, jeg har været sjov, når jeg har sagt »Hvis jeg bliver ramt, håber jeg, det er så slemt, at jeg ikke ved det«. Det vil jeg holde op med at gøre mig morsom over, for det er ikke spor sjovt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Det tværgående samarbejde mangler

Hvis sundhedspersonalet arbejdede sammen

Jeg har i dag været hos fysioterapeuten og tudet både af frustration over situationen og af smerte. Jeg troede, det skulle være noget dejligt at gå til fysioterapeut, men det var det langt fra. Så hjem at æde nogle flere Ipren 400 mg og Paracetamol 500 mg.

Jeg fortalte ham, at jeg har en aftale med en ortopædkirurg på tirsdag. Han spurgte forbløffet om, hvordan jeg havde fået det i stand? Og jeg måtte fortælle om, at jeg har brudt alle mine hævdvundne principper og har søgt tilflugt i “det private”. Og jeg fortalte om mine bevæggrunde for at gøre det. Om at jeg fx ikke orker en tur i karrusellen for i månedsvis at blive sendt fra den ene klog mand til den næste kloge kone osv.

Det var som om, han slet ikke var enig, dog sagde han det ikke højt, så det er min tolkning og mine gætterier. Det indrømmer jeg blankt. Jeg bad ham beskrive sine fund i journalen og printe det for mig, så jeg har noget at tage med til ortopædkirurgen. Fysioterapeuten mente ikke, ortopædkirurgen ville være interesseret i det. Men det kan vi jo ikke vide, hvis han ikke i det mindste får tilbuddet og muligheden for at sige fx “Nej tak. Jeg er ligeglad. Jeg stoler kun på mig selv.”

Fysioterapeuten “advarede” herudover om, at jeg kan blive vældig skuffet, hvis vedkommende ortopædkirurg kun har forstand på skuldre, undersøger mig og siger “det er ikke mit bord”, når det nu næppe er en “frossen skulder” fordi bevægeligheden gudskelov er alt for god. Nogen må kunne fortælle, hvad det så i stedet er.

Mit behov er fakta og vished

Jeg har behov for at vide, hvad der foregår i min krop. Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg kan høre knæk-lyde fra skulderen, når jeg ligger ned. Jeg tror altså ikke, det er psykosomatisk, for det lyder højt og tydeligt. Og det er heller ikke fordi, jeg tror, jeg har brækket noget, og at jeg derfor er ved at falde fra hinanden. I givet fald ville jeg jo være lam eller noget andet grimt.

I fysioterapeutens venteareal hænger forskellige opslag. Et af dem drejer sig om billeddiagnostik, hvor det i seks punkter forklares, hvorfor fysioterapeuter ikke giver en bøjet femøre for det. Desværre glemte jeg at tage et billede af plakaten. Det gør jeg næste gang, som er på fredag.

Set fra mit synspunkt ville det bare være vældig rart at vide, hvad der foregår derinde. Uden den viden er det vel svært at sætte de rigtige modforanstaltninger i gang?

Hvorfor arbejder de ikke sammen?

Oplysningerne i journalen er jo sådan set mine egne data, og derfor fik jeg selvfølgelig en udskrift med mig (i hånden). Hurra for GDPR! De kan ikke sige nej. Jeg er noget overrasket over at se overvejelser om en mulig diskusprolaps i nakken … Det sagde han da ikke noget om.

Men jeg undrer mig over den manglende lyst til – og interesse for – samarbejde med andre faggrupper. Patienten har kun en krop. Den ene krop har behov for flere faggruppers samarbejde og input, når symptombilledet er uklart.

Hvis mine fordomme om “det private” står til troende, vil en ortopædkirurg næppe sige “dig gider vi ikke beskæftige os med”. De driver en forretning, så mon ikke de et sted i butikken vil prøve at finde en, der i stedet/også kan hjælpe? Det vil jeg tro, for ellers er de dårlige købmænd, og det vidner regnskabstallene for den sektor ikke ligefrem om.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Restless legs

Restless legs syndrome. Det gjorde ondt!

Det gør forbistret ondt

Allerførst noget der ligger mig på sinde: Jeg er så glad for alle jer, der tager jer tid til at skrive en kommentar. Jeg er glad for hver eneste en. De betyder meget for mig, og de giver liv på bloggen.

Restless legs

Og så til det egentlige emne: “Restless legs”. Det er noget meget pinefuldt, der kun er tilstede om natten, hvor jeg vågner af det efter at have sovet 1½ – 2 timer. Det er som vokseværk for voksne. Det er i begge ben, og det bliver værre og værre, efterhånden er det tilstede 4-5 gange pr. uge, hvor det ødelægger søvnen/natten. Det eneste, der hjælper, er at gå lidt rundt, men så snart man lægger sig igen, er smerterne tilbage.

Jeg er begyndt at tage Kinin, som min læge har anbefalet. Jeg startede på dem i fredags, men der er endnu ingen effekt, for man skal tage dem i længere tid, før det virker.

På apoteket henviste de til en artikel hos Radiodoktoren, som var god at blive klog af. Noget af konklusionen der er, at det kan skyldes Litium eller epilepsipræparater som fx Lamotrigin. Netdoktor har også en god artikel.

Nu tog jeg mig så sammen til at gå til en rigtig læge, og heldigvis har jeg en god en af slagsen. Hun kunne ikke umiddelbart i sine opslagsværker se, at Litium og Lamotrigin skulle være synderne eller interagere, selvom om det, at det er blevet meget værre, passer fint med, at jeg er begyndt at tage Litium i sommer. Vi blev enige om at se det an i 14 dage, hvor jeg skal føre et skema over, om det har været tilstede eller ikke pr. nat. Det skema skulle så gerne give et godt overblik.

Jeg håber virkelig, at Kinin eller noget andet kan hjælpe, for det er til at blive vanvittig af.


Jeg førte senere et regneark over alle bivirkningerne. Du kan læse med her.