,

Godt nytår!

Godt nytår

Jeg ved ikke, om man kan tillade sig først at ønske “Godt nytår” den 2. januar, men jeg gør det alligevel. Godt nytår til alle mine læsere og kommentatorer! Jeg håber, I alle sammen er kommet godt ind i 2011. Jeg håber, Eric tilgiver mig for at have lånt den lille animerede gif hos ham.

Jeg har haft en fin og fredelig jul og et ditto nytår. Jeg har ingen nytårsforsætter, men der er et par ting, jeg vil prøve på 🙂

For det første vil jeg prøve på at være mere trofast overfor min blog. På den anden side ved jeg godt, at der er lange perioder, hvor jeg egentlig ikke synes, jeg har så meget at berige verden med på skrift. Noget i mig bryder sig ikke om at offentliggøre uinspirerede poster.

For det andet skal jeg have gang i min slægtsforskning igen. Efter vi gjorde det store projekt med Nygårds sedler færdigt har jeg ikke rigtigt kunnet komme i gang med min egen slægtsforskning igen. Jeg har 4.346 personer i min database, og jeg har simpelthen ikke kunnet finde en indgangsvinkel til at se på nogen af dem igen. Hvor skulle jeg ende og begynde, hvem skulle jeg gribe fat i?

Nu har jeg fundet vinklen: Jeg gennemgår dem alle sammen fra nummer 1! Jeg er nået til nummer 79… Indtil videre er det meget tilfredsstillende at se på det hele igen, for blandt andet kan jeg jo konstatere, at der er nogle af de gamle gåder, der pludselig lader sig løse, fordi jeg nu kan læse, hvad der står. Min database er sat op således at den fylder ledigblevne numre ud, og på en eller anden måde, er alle mysterierne tilsyneladende kommet til at ligge forrest. Nogle af gåderne kan jeg stadig ikke løse, men jeg har syv års erfaring og der er kommet meget mere slægt på nettet siden jeg begyndte at slægtsforske – bare det at alle kirkebøgerne nu er tilgængelige online er en kæmpe hjælp.

I morgen venter et nyt arbejdsår, som jeg imødeser med nogen spænding, da jeg skal have tre nye databaser i gang, fordi vi har omstruktureret og fusioneret vores to største styrelser til en stor og samlet Naturstyrelse. Det skal nok give en del turbulens, men jeg håber, jeg har styr på min del af butikken.

Således forsinket ønsker jeg endnu engang Godt nytår og velkommen i 2011!

6 Svar
  1. Kirsten B R
    Kirsten B R siger:

    Kære Hanne

    Godt nytår til dig. Rart at høre at du har haft det godt. Det har vi også. Vi var sammen med spillevenner ude at spille til festligt Folkedansnytårsbal i Fensmark Medborgerhus. Det har vi gjort i vist nok 15 år nu. Det er en dejlig tradition.
    Ballet sluttede 01.30 ca. , inden vi havde fået pakket sammen var klokken 02, og så var der 1½ times kørsel hjem , men vi kom seng kl. 04, og fik som sædvanlig ikke tømmermænd. Når man spiller hele tiden uden pauser, så er der ikke tid til at drikke. Dagen efter var vi bare lidt trætte, men det gik hurtigt over.
    God arbejdslyst i morgen.

    Hilsen
    Kirsten B R

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Kirsten

      Sikke en herlig nytårsaften I har haft; det lyder rigtig rigtig hyggeligt på den måde at spille til nytårsbal.
      Jeg havde heller ikke tømmermænd den 1. januar 🙂

      Jeg ser frem til dagen i dag, for her vil det vise sig, hvad det er jeg har glemt. Jeg sad den 29. december inde i styrelsen og spurgte mig selv og to konsulenter, hvad vi havde glemt, men ingen af os kunne komme i tanke om det. I dag løftes sløret uden tvivl…

  2. Ellen
    Ellen siger:

    Kære Hanne – et rigtig godt nytår til dig også 🙂
    Du har da givet dig selv noget af en opgave – du har godt nok allerede nået 1/55-del af de 4346 personer, men der er sikkert arbejde til hele 2011 alligevel…
    Det ‘rigtige’ arbejde kan da vist også holde dig godt beskæftiget – men det er altid dejligt ikke at risikere at komme til at kede sig…

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Ellen

      Tak skal du have!

      Jeg er slet ikke i tvivl om, at opgaven jeg har givet mig selv kan vare en rum tid, men det er faktisk også meningen med den, for jeg har haft en lang periode, hvor jeg nærmest gik i dvale, når kom hjem fra det “rigtige” arbejde; jeg skal helst være i gang med et projekt, så går det alt sammen bedst.

      På det rigtige arbejde kommer jeg helt sikkert ikke til at kede mig. Jeg er spændt på, hvordan det vil gå i dag på “premieredagen”.

  3. Eric
    Eric siger:

    Godt nytår kan man vel altid sige. På et tidspunkt bliver det selvfølgelig uklart, hvilket år man sigter til, men så har folk noget at tænke over 😉

    Pyha, det er noget af et projekt at gennemgå 4.346 personer systematisk! Men når det samtidig er din hobby, er det vel snarere “Juhu!” end “pyha”.

    (Gif’en kræver ingen tilgivelse. Jeg fandt den selv på nettet, hvor en venlig sjæl har lagt den ud til fri afbenyttelse.)

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Årh ja; du har egentlig ret i, at man altid kan sige “godt nytår”, hvilket fuldt ud understøtter min egen formodning om, at der ikke er nogen særlig grund til at holde nytårsaften, da der starter et nyt år hver dag.

      Du har ret i, at det er “juhu”! Jeg er så mænd så glad for, at jeg har fundet en vinkel på min hobby – og jeg sidder her og nyder at bakse med mysterierne.

      Tak for giffen!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.