,

Gamle billeder 1

Gamle billeder gør datoer til mennesker igen

Jeg er vild med gamle billeder. I løbet af mange år med slægtsforskning, har jeg samlet mange gamle billeder. Desværre er det nødvendigt at forsyne dem med vandmærker. Har du en legitim interesse i et eller flere af billederne, kan du kontakte mig og få tilsendt eksemplarer uden vandmærker.

Fars fætter Poul Robert Laurits THOMAS (1914-2001) sidder på armen af sin far Carl Christian Thomas, og ved siden af står moder og hustru Laura Sørensen, der var min farmors søster. Tag det som en gåde og regn selv ud, hvordan det kan lade sig gøre

Sørensen, Laura, Thomas, Poul Robert Laurits og Thomas, Carl ChristianOg når du er færdig med at regne på det, så nyd dette billede, der er taget i Søndermarken ca. 1915. Det var et af de billeder, jeg helt havde glemt, jeg havde og som nu pludselig er kommet frem i lyset igen. Galleriet, hvor slægten er beskrevet med billeder, er stort set færdigt, og der er desværre ikke flere gamle billeder, og jeg tror også, kilderne til billeder er udtømt. Det er ærgerligt, for billederne gør datoerne til mennesker (igen – for det var jo det, de startede med at være!).

Datoernes magi

“Datoernes magi” kalder jeg den fornemmelse jeg af og til får, når det er for mærkeligt. Ex: to ud af mormors tre børn døde på hendes fødselsdag. Det er da underligt. Eller hvis man nu taster gravsten eller laver et register til en kirkebog, kan tankerne til tider gå på langfart, og så kommer der et underligt system i det hele, fx er mange døde den 28. eller født i maj. Når jeg har haft den fornemmelse, har jeg af og til tænkt, at nu var jeg da ved at få lidt “pip”, og måske skulle jeg lige tage opvasken i stedet. Det var egl. helt befriende at høre, at Thorkild kendte til det samme. Og vi blev ret hurtigt enige om, at de mange fødsler på landet i maj, bare var det naturlige resultat af høstfesterne det foregående år.

Hvordan får man en Wav-fil på nettet?

Er der en, der læser med her, som ved hvordan pokker man får en lydfil, en “Wav-fil”, på nettet? Jeg har et interview liggende, det er “rippet” osv., men når jeg klikker på linket og mediaplayer – eller hvad man nu bruger – gerne skulle afspille filen, sker der ingen verdens ting.

Kram på spam

Jeg har vist fået krammet på spammerne. Det viste sig, at de kan sorteres fra allerede hos udbyder. Det er helt mærkeligt, at de mails jeg får nu, rent faktisk er til mig!

Det var alt fra en uge i de gamle billeders tegn, og herunder får du lige “Morfar (Carl Frederik KRISTENSEN) høster” igen for det er et dejligt billede af en dejlig mand på et fint eksemplar af en Aflægger. I baggrunden er det “Faster Anna” (som faktisk hed Ane Kristine KRISTIANSEN (Født KRISTENSEN)), der binder op.

Gamle billeder - Morfar Høster