Dødsstraf i 1825

Fik man en ordentlig rettergang i 1820’erne?

En tilfældig note i et register åbner døren til en dramatisk sag fra 1825, hvor en mand dømmes til døden – ikke for drab, men for at sætte ild til sit eget hus. Artiklen følger sporene gennem arkiver, love og benådninger og rejser et ubehageligt spørgsmål: Hvordan fungerede retsstaten og samfundet egentlig i 1800-tallet?

Sagens dokumenter kronologisk opstillet

• Oprindelig dom i Hørsholm Birks Ekstraret – 17. januar 1825 – 834 ord – korrekturlæst
• Højesterets voteringsprotokol – 19. april 1825 – 3.487 ord
• Højesterets dom – 19. april 1825 – 242 ord
• Kongens benådning 11. maj 1825 – 2.805 ord – korrekturlæst
• Skiftedokumenter – maj 1850 – 276 ord – korrekturlæst
• Diverse billedmaterialer

Hele sagen kan altid følges vha. dette tag (ikke kronologisk).

Hans side i slægtsforskningsdatabasen TNG.

Prolog om metode

Jeg bladrede lidt formålsløst rundt i Københavns Amt, Sokkelund, Børnehuset og Christianshavns Straffeanstalt, 1710-1892, RG, Register men på opslag 75 af 134 opslag, fik det pludselig et formål, for her stod, at tiptipoldemors bror (Johan) Christian Westermann var død som “Rh. L” den 3. marts 1850.

Sædvanligvis opfatter jeg Rh. som en forkortelse for Rigshospitalet, men her var han ikke død, og flere søgninger viste, at det i stedet stod for “Rasphus Livstidsfange”, se fx Københavns Amt, Sokkelund, Kvindefængslet på Christianshavn, 1838-1877, KM, Døde mænd – opslag: 12 af 32 opslag, hvor der i 1850 ved nr. 4 står: “Christian Westermann. Rasph. Livsf. hjemmehørende i Birkerød, Frederiksborg Amt. 52.”

Vha. det helt geniale – men teknologisk forældede – digdag.dk fandt jeg frem til, at Birkerød hørte til Hørsholm Birk. Jeg kunne også finde domprotokollen, men da jeg ikke vidste, hvornår straffen var udmålt, var det en umulighed at bladre, selvom jeg elsker at det. Der er noget næsten tranceagtigt over det “at bladre”. Der var hundredvis af sider. Det kunne jeg lige så godt opgive.

For at indsnævre tidspunktet gennemgik jeg uden resultat hele “Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn: Register over mandsfanger (1841 – 1870)” og “Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn: Diverse fangefortegnelser”. Jeg regnede med, at jeg kunne finde et tidspunkt for indsættelsen. Og jeg gættede på, at der var tale om drab, når straffen var så hård.

Dødsstraf for at sætte ild på eget hus

Jeg forstod ikke, at jeg ikke fandt ham nogen af de to steder, når dommen vel var fra 1840’erne? Jeg oprettede et spørgsmål i Danske Slægtsforskere Forum. Og selvfølgelig skulle jeg være begyndt med aviserne – arh hvorfor tænkte jeg nu ikke på det?

Billedet herunder stammer fra “Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende” den 5. august 1825:

Bestemmelsen i 6-19-1 lyder som herunder (fremhævningen er min):

6-19-1

Setter mand Ild i anden Mands Huus eller Skov med Villie, da er det Mordbrand, og vorder hand tagen derved, have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis, og Skaden gieldis igien af hans Gods, og fyrretyve Lod Sølv til den, der Skaden fik, og til Kongen ligesaa, og til Husbonden hans Boeslod.

Men skeer det af Vaade og Skiødisløshed, og ikke af Forsæt, da bøder hand Skaden, om hand haver Middel dertil, eller straffis med Fængsel og Arbejd.

Hvordan kan det være, han straffes med døden efter denne bestemmelse, når han sætter ild til sit eget hus? Det er vanvittigt spændende.

• Var der noget galt med rettergangen?
• Læste dommerne ikke loven? (det ved jeg godt, de gjorde!)

Den opmærksomme læser, og det er slægtsforskere per definition altid, vil have undret sig over, at dødsdommen er fra 1825, men at han i 1850 dør ganske af sig selv i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn

Danske Slægtsforskeres Forum er fantastisk. Der sidder mennesker, der kan deres håndværk:

• John Dam Sørensen har fundet en lang stribe kilder til mig,
• Poul F. Andersen har læst korrektur på birkerettens afgørelse.

Jeg er herefter fortsat med majestætens benådning af Christian Westermann fra maj måned 1825. Jeg fortsætter således bagfra i sagsforløbet, men det er “forsætligt”, dels fordi benådningen er lettere at læse, dels fordi den vil opridse hele sagen og formentlig besvare spørgsmålet: hvordan kan man straffes med døden efter 6-19-1 for at sætte ild på sit eget hus?

Jeg er næsten færdig med transskriptionen men må læse de mere end 500 – godt nok halve – linjer i en sammenhæng for at finde svaret.

Når jeg transskriberer, mister jeg nemt overblikket over substansen, fordi jeg fokuserer på et bogstav, et ord og en sætning ad gangen, men i hovedet har jeg altid en god sætning fra bogen “Med Adam i arkivet” side 51: “Og det er meget vigtigt, at du ikke glemmer, at det, du læser, skal give mening”.

Plakaten af 7. april 1819 besvarer spørgsmålet

Denne plakat fra 7. april 1819, som John Dam Sørensen også har fundet frem, inddrages i sagen, fordi Christian Westermann sætter ild på sit hus for at få forsikringssummen udbetalt; altså assurancesvig. Her drejer det sig om eget hus.

Det betyder altså, at besveg man forsikringen, var det lige så slemt, som hvis man forsætligt forsøgte at slå et andet menneske ihjel vha. ild. Det er mildest talt tankevækkende.

Konklusion

• Brandforsikringens økonomiske interesser var en fremherskende faktor i datidens samfund.
• Tænk hvad pengenød kunne betyde for det enkelte menneske i 1825.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.