4. maj 1945

En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang

En personlig fortælling om aftenen den 4. maj 1945 – om spontan glæde i gaderne, modstandskampens aftryk i familien og de værdier, der lever videre længe efter befrielsen.

Jeg nåede heldigvis at spørge min fars ungdomskæreste, hvordan det var den 4. maj om aftenen? Hun fortalte:

Vi for ud på gaden, og vi omfavnede alle dem, vi mødte, også selv om vi ikke kendte dem.

Hun var 20 år og ansat på Brede (underforstået Klædefabrik). Hun kunne ikke blive ude i byen hele natten, for hun skulle jo op på arbejde dagen efter; hun ville ellers gerne.

Hun var ikke sammen med min far, for han var sammen med kammeraterne fra modstandsgruppen: Region VI (København), København: Afsnit 2 (Gentofte-Lyngby-Holte), 4. Kompagni, 1. Deling. Han var 22 år.

Han må have fortalt noget fra sin tid i modstandsbevægelsen, for som barn var jeg overbevist om, at blev der krig igen, ville jeg være frihedskæmper. Nu er jeg nok blevet for gammel til det, og en ny krig vil også blive udkæmpet på en helt andet måde, men jeg ville melde mig under fanerne. Det ligger dybt i mig, at man ikke skal overgive sig uden modstand. Det er en værdi, han gav videre til mig.

Havde jeg selv børn, ville jeg nok være mere forsigtig med, hvad jeg fortalte dem, men tiden er en anden nu. Måske så det anderledes ud i de sene 60’ere og tidlige 70’ere?

Lys i vinduerne

Det er overflødigt at fortælle, at jeg skal have lys i vinduerne i aften. Det har jeg altid 4. maj.

Vers tre af “En lærke letted”:

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned’,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.

Lugten af et beskyttelsesrum

Min far tog mig med ned i beskyttelsesrummet i Brande. Der var vist kun et, og det var ikke ret stort. Det kunne ikke rumme hele byens indbyggere. Det lugtede af mug, for væggene var grønne af mug. Træbænkene var smalle, og der var intet loftslys. Jeg håbede ikke, at vi nogensinde skulle gemme os der. Det var måske ikke det klogeste, han foretog sig, at vise mig et beskyttelsesrum. Et barns hjerne kan digte mange overflødige tanker.

Min “mor”

Min “mor” var kun ni år den 4. maj om aftenen, men blev ti år den 7. maj 1945.

Når jeg prøver at huske, hvad hun fortalte, var det mest noget med sætningen “de fem forbandede år”, at de flåede mørkelægningsgardinerne ned i det lille hus i Blåhøj, rationeringsmærker og kaffe, der var lavet på cikorie. Hvad mormor og morfar gjorde eller sagde, ved jeg ikke, men de må da også have været glade. Morfar var ikke i modstandsbevægelsen, måske var det ikke så nødvendigt i Blåhøj, der var/er langt ude på landet i det daværende Vejle Amt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.