,

Døde i Thyregod

De døde 1714 ff er på vej

Thyregod og Vester sogne interesserer mig til stadighed, og efter at være blevet færdig med 100 års dåbshandlinger har jeg taget fat på de døde. Foreløbig har jeg lagt 1714-1730 frem til brug, det er 207 poster, og du finder dem på Thyregod-siden. Kirkebogen starter først i 1714 og der er brugt et sindrigt nummereringssystem fra præsternes side. Når der kom en ny præst, startede de tilsyneladende forfra med nr. 1 🙂

Tvillinger født med flere dages mellemrum. Til tider læser jeg faktisk også det der står i kirkebogen frem for bare at skrive det af. Jeg faldt over denne indførsel fra 1726:

No. 52. die eod. (ref. til Dom. Palmax, red.) begravne Karen og Anne Pedersdøtre af Vesterlund, Tvillingebørn. Dend yngste 2 Dage gammel, dend ældste 8 Dage gammel.

Jeg begriber ikke, hvordan det kan lade sig gøre! Fru Peder skulle så have været gravid 6 dage ekstra med den yngste af de to? Er det fysiologisk muligt?

Børnedødeligheden. Indtastningen af de døde viser med al tydelighed, at børnedødeligheden i starten af 1700-tallet var uhyggeligt stor. Hvis du klikker på billedet, vil du se, at hovedparten af de døde er børn, og hvad man ikke kan se på billedet er, at det er småbørn/spæde. Det er dog ikke lykkedes mig at finde ud, hvor stor børnedødeligheden var. Jeg har fundet et sted på nettet, hvor det beskrives, at det er let at finde kirkebøger, hvor de døde børn udgør 80 pct. af de begravede. Det passer desværre fint for starten af Thyregod-Vester kirkebog.

Min egen slægtsforskning: Det rykker ikke en meter for tiden, for dels har jeg gang i Thyregod kirkebog og prøver at få tastet et par årgange pr. dag, dels er jeg ikke rigtig i gang med en gren. Det betyder, at når jeg åbner slægtsforskningsprogrammet Legacy, roder jeg lidt rundt og kigger på alt det jeg mangler at lave, og så kan jeg ikke rigtig beslutte, hvor jeg skal ende og begynde – og så ender det med, at jeg taster en årgang mere, skriver en blogpost eller roder med noget andet.

Det er en af de skønne ting ved en hobby eller flere: man er ikke bundet op på andet end det man har lyst til at lave.

5 replies
  1. Ellen
    Ellen says:

    Tror du ikke, der mentes, at tvillingerne døde da de var hhv. 2 og 8 dage gamle, men bare blev begravet på den samme dag?
    Jeg kan ikke rigtig tro, at de blev født med seks dages mellemrum.

    Du har ret i, at børnedødeligen var rystende stor – men også et skræmmende stort antal kvinder døde i barselsseng. De go’e gamle dage var ikke så go’e endda…

    Svar
  2. Ellen Nissen
    Ellen Nissen says:

    Hej Hanne

    Lige en lille kommentar ang. tvillingerne. Er svaret ikke at den ene døde som 2 dage gammel og den anden 8 dage gammel 🙂

    Hilsen
    Ellen

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen (Nissen) & Ellen (Mommer) Nu svarer jeg jer begge på én gang, da I stort set har samme kommentar om de døde børn.

      Årh ja selvfølgelig, det er sådan det skal forstås! Jeg var vidst lidt træt i aftes efter en lang kursusdag. Den ene har så bare fået “opsat” sin begravelse og så går det hele op alligevel. Tak for udredningen.

      De gode gamle dage var overhovedet ikke gode. Det har været rystende forhold og nutidens mennesker have ikke klaret den ret længe i 1700-tallet. Alligevel har jeg tit ønsket mig en rejse med tidsmaskinen for bare at være med én enkelt dag i hver af mine direkte aners liv. Jeg har dog besluttet, at hvis muligheden en dag skulle give sig, så spiser jeg hjemmefra i nutidsdanmark. Jeg passer ikke så godt ind i det fælles grødfad 🙂

      Svar
  3. Kirsten Bune Rasmussen
    Kirsten Bune Rasmussen says:

    Kære Hanne

    Det er en skam, jeg ikke har slægtninge i Thyregod!

    Nyt på siden er jo nu billedet der skifter. Som du kan!

    Hilsen
    Kirsten

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Kirsten

      Jeg glæder mig sørme også til selv at bruge de redskaber, jeg nu sidder og laver. Jeg tror faktisk, at der ved denne helt metodiske gennemgang vil dukke nye ting op, som jeg selv kan bruge. For et er at læse en kirkebog igennem for at finde noget bestemt, et andet er at søge på et navn og så se, hvor det leder én hen.

      Desværre kan jeg ikke tager æren for det der gør, at billedet skifter. Det er en del af det tema, jeg har købt. Jeg havde jo lovet jer, at der ikke vil komme flyvende ting og sager, men jeg synes, dette lille billede, der skifter så roligt, og ikke mens man ser det, kan gå. Og det glæder mig, du lægger mærke til det – du er faktisk den første, der kommenterer på det nye design. Tak for det!

      ../Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *