, ,

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Dengang mødre bad om "husholdningspenge"

Interviews med Nina Smith

Dengang mødre bad om “husholdningspenge”

Hvis du interesserer dig bare en smule for nationaløkonomi, skal du lytte til “velfærdsingeniør” og professor Nina Smith enten på Genstart den 2. januar 2024 (22 minutter) eller fx på Zetland den 14. marts i år (15 minutter). Jeg deler Zetlands link, så du kan høre det, selvom du ikke er medlem der.

På mange måder har Nina Smith og jeg en ensartet baggrund: socialgruppe 5, fattigdom, ud at arbejde tidligt (jeg har også været “i jordbærrene” på Fyn), social opstigning og hjemmefra som 16-årig. Jeg er dog ikke vokset op med indremission.

Mens min far levede, manglede vi ikke noget, men min “mor” skulle bede om “husholdningspenge”, for det var min far, der tjente pengene (mange), og min “mor” havde hverken uddannelse eller arbejde; altså måtte hun bede om “husholdningspenge”. Jeg husker ikke, at vi manglede noget.

Efter hans død så verden helt anderledes ud. Hun havde adskillige småjobs, fx morgenrengøringen på lægehuset i Assens. Hendes mand var folkeskolelærer, men det var formentlig sådan, at forbruget konstant var større end indtægterne; ergo måtte hun gøre rent mv. Det behøver man ikke være nationaløkonom for at gennemskue.

Vi vil arbejde mindre

Vi vil gerne arbejde mindre, men er vi også interesserede i at give afkald på vores velfærdsrettigheder?

Vi tager det som en selvfølge, at vi skal have passet vores børn i hhv. vuggestue og børnehave, alle børn skal kunne gå i folkeskole, vi skal have en gymnasieuddannelse betalt af samfundet, for vi har (heldigvis) en velfærdsmodel, der er modsat den amerikanske. Vi vil have SU, så vi, der er født med de forkerte forældre, kan få en længerevarende uddannelse. Vi forventer, at der er social- og sundhedsassistenter, som skifter bedstefars ble osv. Alt dette er vores rettigheder, som vi ikke er til sinds at give køb på.

Folkepensionen blev indstiftet så sent som i 1956. Når man gennemgår arkivalier fra før 1956, er det tydeligt, hvad der hændte dem, der ikke længere kunne arbejde. De endte i sognets fattighus. Er det det, vi gerne vil tilbage til?

Hvis vi arbejder mindre, er der ganske enkelt ikke råd til alle disse rettigheder, der er en del af velfærdskontrakten. Velfærdskontrakten bygger på, at vi arbejder, arbejder, arbejder så længe både vi selv og vores børn er sunde og raske. Hvis for mange “står af hamsterhjulet” og måske “hjemmepasser” deres børn (bortset fra at jeg aldrig har forstået, hvordan man kan passe sine egne børn), mangler de skatteindtægter, som finansierer velfærdsmodellen. Det er i virkeligheden enormt simpelt.

Kvinderne må stå op for sig selv

Kvinderne kom for alvor på arbejdsmarkedet midt i 60’erne og langt op i 70’erne. De var en stor del af den velfærd, vi kender i dag og tager som en selvfølge.

Hvem er det, der går på nedsat tid? Hvem er det, der henter tidligt fra vuggestue og børnehave? Det er ikke mændene. Hvis hele bevægelsen om, at vi vil arbejde mindre, som faktisk er en del af nogle partiers partiprogram, får rigtig fat, så er det ikke svært at gætte, at det er kvinderne, der vinder det lod.

Det vil medføre mindre magt og dårligere stillinger til kvinderne. Er det der, vi gerne vil hen? Så ender vi et sted, hvor mødre igen skal bede om “husholdningspenge”?

Vil kvinderne noget i vores samfund, så må de blive på arbejdsmarkedet på fuld tid og skrotte drømmen om de hjemmebagte boller til alle vi børn i Bulderby kl. 14:00.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Charlotte (Uglemor)
    Charlotte (Uglemor) siger:

    “Hvis for mange „står af hamsterhjulet‟ og måske „hjemmepasser‟ deres børn (bortset fra at jeg aldrig har forstået, hvordan man kan passe sine egne børn), mangler de skatteindtægter, som finansierer velfærdsmodellen.”
    Hvis du prøver, at se efter, hvor mange penge, staten betaler i tilskud til børn i daginstitution, vil du se, at man enten skal tjene rigtig mange penge eller ikke have for mange børn, før “hjemmepasning” bliver en god forretning for staten. I nogle kommuner får man et tilskud for at passe sine egne børn, det er dog altid mindre end tilskuddet til en daginstutionsplads – især med vuggestuebørn.

    Svar
      • Charlotte (Uglemor)
        Charlotte (Uglemor) siger:

        Der er desværre rigtig meget ideologi i den slags. De eksempler, man går ud fra er altid meget positive for staten (mor/far med høj løn og max. to børn).

        Jeg regnede på det i sin tid, og det ville have givet mig en indkomst på ca. 400 kr om måneden at gå på arbejde! Og dertil kom en udgift til kommunen til tilskud på børnehave-, fritidshjems- og vuggestuepladser på langt over det, jeg ville have betalt i skat.

        Og nej, jeg lytter desværre ikke. Jeg kan IKKE holde koncentrationen, når jeg lytter.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Charlotte

          Nej, 400 er selvfølgelig lige i underkanten for et fuldtidsjob.

          Det er ærgerligt, du ikke kan lytte. Jeg har meget svært ved at tro, at en tidligere økonomisk vismand og nu professor i nationaløkonomi lader sig styre af ideologi.

          Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *