/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Man skal læse gotisk hver dag

Om gotisk skriftlæsning

Gotisk skriftlæsning handler mindre om talent og mere om kontinuitet. En enkelt vielse i Lillerød i 1740 blev afsættet for en fornyet fordybelse i de gotiske bogstaver, deres skjulte faldgruber og de forskelle, der følger med tid og skriver. Artiklen kredser om erfaringen af, at lidt daglig læsning virker bedre end lange, sporadiske sessioner – og om hvordan viden, der engang syntes tabt, langsomt blev genfundet. Undervejs flettes nemlig personlige erfaringer med sygdom, hukommelsestab og genlæring sammen med helt konkrete observationer fra kirkebøgerne.

Man skal læse gotisk hver dag

Jeg døjer lidt med forskellige skrivere i Frederiksborg Amt, men det går efterhånden bedre. I den forbindelse har jeg læst nogle artikler med eksempler på gotisk skift.

Det begyndte egl. med, at der ganske rigtigt stod “Enckmand” ved denne vielse den 20. efter trinitatis i 1740. Kilde: Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 49 af 95 opslag.

Jeg var i tvivl, om det kunne være rigtigt, hvad jeg læste, så jeg spurgte eksperterne i Danske Slægtsforskeres Forum. De kunne oplyse, at det er rigtigt, at der står “Enckmand”, men at det skal læses som Enkemand, fordi “e” er indlejret i “k”. Det havde jeg vist ikke set før, så jeg gav mig til at læse forskellig litteratur om gotisk skrift. Fx skriver Adam i “Adam i arkivet” på side 48 ff om de mest drilagtige bogstaver i de forskellige århundreder. Kort og godt: Hvad skal man være mest på vagt overfor hvornår i de forskellige århundreder?

En af eksperterne sendte mig dette gode link, hvor det blandt andet i afsnittet “Lektielæsning” fremgår, at det ikke drejer sig om mængden af gotisk skrift, man læser, men at det drejer sig om, at man læser hver dag.

Det passer helt til min erfaring.

Da jeg lagde slægtsforskningen på hylden

Da jeg blev syg i 2014, troede jeg, det var slut med mig og slægtsforskning. Koncentration og hukommelse var helt væk, og psykiatrien vidste ikke, hvordan de kunne hjælpe mig. Det var en hård tid.

  • Jeg kunne ikke se, hvordan jeg igen skulle kunne koncentrere mig om det i mange timer.
  • Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få hukommelsen igen, så hvordan skulle jeg overhovedet lære nyt?
    • Jeg var blandt andet til en længerevarende hukommelsestest – to gange flere timer – på det daværende Psykiatrisk Center Hvidovre.
    • Kaj Bjerring Andersen konstaterede, at det var rigtigt, at der var problemer med hukommelsen, men han kunne ikke se, hvad de skyldtes, eller hvordan de kunne afhjælpes. Der var simpelthen “noget” i hjernen, der var “forkert”, og det bevirkede blandt andet det, en anden psykiater havde kaldt “absencer”, hvor tidsperioder på hele 14 dage bare var væk.
    • Det var så galt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom på arbejde, selvom jeg havde cyklet den samme vej til Udenrigsministeriet et utal af gange.

Ergo smed jeg en masse bøger ud (det ærgrer mig stadig) og ryddede grundigt op. I det mindste gemte jeg mine data godt på et eksternt lager.

Det varede vist et par år, før jeg igen åbnede et slægtsforskningsprogram og dermed et arkvalie med gotisk skrift, og det var næsten som at begynde forfra. Det var simpelthen som om, jeg aldrig havde set et gotisk bogstav før. Atter var der ikke forskel på G og H. Det var virkelig en underlig oplevelse.

Men nej, det var ikke helt som at begynde forfra, for den gamle viden blev langsomt hentet fra et eksternt neuralt lager. Noget kunne jeg altså huske. Så det gik selvfølgelig hurtigere end første gang med at lære det på ny.

Jeg synes, det er rigtig, at man skal læse lidt hver dag, for så er det meget nemmere.

Og min erfaring er også, at det nemmeste er at blive ved et sogn, og dermed som hovedregel den samme skriver, og blive færdig med at “støvsuge” det for interessante personer, deres erhverv og deres relationer. Lige nu sidder jeg i Lillerød, hvor jeg har fået en ny tip-4-oldemor, der bliver jordet i 1781, koblet på. Hendes mand Bendt Hansen “kendte” jeg på forhånd. De bliver viet den 12. oktober 1749 i Lillerød kirke. Kilde. Frederiksborg Amt, Lynge-Frederiksborg, Lillerød, 1739-1814, EM, Fødte, Konfirmerede, Viede, Døde – opslag: 52 af 95 opslag.

Alle de andre hedder Søren Bentsen og Bent Sørensen …

Det er en interessant udfordring.

En tilståelse

Alle, der skriver om gotisk skriftlæsning, skriver at den nemmeste måde at lære at læse gotisk er ved selv at skrive bogstaverne på nogle stribede ark.

Det må jeg tilstå, at jeg aldrig har fået gjort – det kan selvfølgelig være derfor, det har taget sin tid, men det går nu egentlig meget godt uden. Det kan være jeg en dag gør det.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Bare social en gang pr. uge eller helt hikikomori?

Mellem social pligt og lyst til tilbagetrækning

I mit forsøg på at balancere det sociale med behovet for ro følger jeg psykologens enkle krav: én social aktivitet om ugen. Samtidig arbejder jeg målrettet med rygestoppet, der denne gang føles mere realistisk end nogensinde før. Her fortæller jeg om strategierne, hverdagen, de små sejre – og om erkendelsen af, at jeg måske ikke er så langt fra fænomenet “hikikomori”, som man skulle tro.

Bare social en gang pr. uge eller helt hikikomori?

Jeg har lovet psykologen at være social bare en gang pr. uge, mere “kræver” hun ikke, og det er fint nok.

Jeg er home free til og med 7. januar, hvor mit helt fantastiske rygestopkursus slutter. Det var desværre aflyst i går, men ellers er det fast hver onsdag kl. 15:00 i seks uger. Konsulenten er virkelig god, deltagerne er virkelig søde, og aldrig har det føltes så nemt at undvære nikotinen. Jeg håber, det holder denne gang. Al forskning viser, at jo flere gange, man forsøger, jo større er succesraten. Der findes ingen rygere, der ikke gerne vil holde op med at ryge.

Denne gang har jeg gjort noget, jeg ikke plejer:

  • Jeg har på anbefaling trappet ned ved at gøre det besværligt at ryge: Ingen rygning foran computeren men kun henne i lænestolen.
  • Jeg har analyseret, hvad problemet er: det er pauserne.

Den fælles stopdato var egl. søndag den 30. november, men meget tidligt den 26. om morgenen var skuffen tom, og kiosken åbnede først kl. 10:00. Jeg besluttede, at jeg ikke ville gå ned og købe flere cigaretter. Derfor blev min første dag helt uden cigaretter torsdag den 27. november:

En af gæsterne i studiet hos Peter Lund Madsen i Hjernekassen på P1 fra den 16. september 2019 har det tip, at man skal fortælle vidt og bredt, at man er holdt op med at ryge, for omgivelserne er så søde og bakker så meget op. Det være hermed gjort. Jeg har ellers holdt mig tilbage, for hvis det nu ikke gik …

For så vidt angår det sociale har denne uge også fået et flueben, idet jeg var i Distriktspsykiatrien i mandags. Næste uge skal jeg noget tre dage, derfor er der to dage i overskud, som kan fordeles på uge 52 og uge 1. Altså er alt i orden, og jeg har opfyldt mine “forpligtelser”, for selvfølgelig er der et samfund, som jeg ikke helt kan melde mig ud af, og som jeg på en måde også gerne vil indgå i, men jeg kan ikke.

Folk spørger, om jeg er “klar til jul?”. Jeg svarer “Ja” men har egl. lyst til at svare “Jeg har aldrig været mere klar”.

Folk spørger “om vi kan nå at ses inden jul?” på to konkrete datoer, når de har set på min hjemmeside, at jeg er i live. Heldigvis skal jeg noget andet de to datoer, så jeg svarer ærligt “Jeg kan desværre hverken X eller Y”, men i virkeligheden passer det mig helt fint ikke at skulle passes ind i en julekalender.

Hvad er hikikomori?

Lex.dk skriver blandt andet om fænomenet:

Hikikomori er en japansk betegnelse for alvorlig social tilbagetrækningstilstand og bruges både om selve fænomenet og om de personer, som lever isoleret fra det øvrige samfund.

“Mange forskere beskriver hikikomori som et psykosocialt fænomen, som ikke nødvendigvis i sig selv er en diagnose, men ofte overlapper med psykiske lidelser såsom depression, angst eller andre mentale problemer. Der er også forskere, der mener, det snarere er et kulturelt problem.

Omkring 1,5 millioner mennesker i Japan er hikikomori, hvilket vil sige, at de i reglen ikke går uden for en dør. Det er næsten tre gange så mange, som bor i hele Københavns Kommune og udgør ca. to pct. af den arbejdsdygtige befolkning i alderen 15 – 64 år i Japan. Det er et stort problem socialt og økonomisk for et land, der kæmper med mistrivsel, pres og en skrantende økonomi.”

Korfix Schultz, Lauritz: hikikomori i Lex på lex.dk. Hentet 11. december 2025 fra https://lex.dk/hikikomori/

Nu er jeg jo ikke japaner, men det passer meget godt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Godt jeg kender en farmaceut

Forhøjet blodtryk

Det er mærkeligt, hvordan et tal på et blodtryksapparat kan få alarmklokkerne til at ringe. Når man ikke føler sig helt tryg i somatikken, og når Dr. Google og ChatGPT mest gør én mere urolig, bliver behovet for et klogt og roligt menneske pludselig stort. Heldigvis kender jeg en fagperson, jeg kan stole på – en, der både taler klart og uden at proppe én med unødvendig medicin.

Her fortæller jeg om bekymringerne, rådene og om et sundhedssystem, der ikke altid formår at rumme den tid, jeg som patient har brug for.

Godt jeg kender en farmaceut

Det er nok tåbeligt, men jeg er altså bekymret for det forhøjede blodtryk. Jeg kan ikke lide tanken om en hjerneblødning, for jeg er ikke rigtig færdig med at leve. Og jeg synes ikke, hverken Dr. Google eller ChatGPT leverer valide svar, jeg tør stole på.

Så jeg skrev simpelthen til en “Afdelingsleder for Klinisk Farmaci for Psykiatrien”, som jeg kender rigtig godt fra min tid i psykiatrien.

Hende kan man stole på, og det interessante er, at hun ikke er en farmaceut, der synes, man skal spise alle mulige præparater – tværtimod. Det var hende, der – selvfølgelig sammen med overlægen – fik mig ud af al den medicin, jeg fik Parkinsonisme af. Parkinsonismen var en rædsom tid, jeg aldrig glemmer. Jeg var (sgu) meget syg.

Og det var hende, der lærte mig “Er der en virkning, er der også en bivirkning”. Fra hende ved jeg, at jeg er “bivirkningsfølsom”. Er der en bivirkning, får jeg den. Sådan er det, og sådan vil det også være med medicin fra somatikken.

Jeg fik et rigtig fint svar. Hun skrev blandt andet:

  • Prøv med langsom optrapning.
  • Prøv at teste præparaterne og giv hvert præparat en prøveperiode på en måned, før du dømmer det ude.
  • Spiser du meget salt? Jeg bør skære ned på saltet, som jeg synes, får maden til at smage bedre.
  • Spiser du mange lakridser? Nej de er ikke noget problem. Jeg spiser dem kun fire gange om året.

Hvorfor fortalte “egen” læge ikke om det?

Alle de ting burde “egen” læge jo have orienteret mig om.

Men når der kun er ti minutter til en konsultation i almen praksis, når vi ikke kender hinanden, fordi hun er ny, og når “Nej, vi bruger ikke dobbelttider”, så kan det selvfølgelig ikke nås, og så er man som patient henvist til Dr. Google, ChatGPT og personlige bekendtskaber.

Det er jo da helt Anders And.

Hvad har vi dog gjort ved vores sundhedssystem?

Hvad er det dog, vi har gjort ved vores sundhedssystem, der engang var verdens bedste? Nu går vi bare rundt og kalder det “velfærd”, men er det virkelig velfærd?

Jeg føler mig ikke længere sikker.

Som patient i somatikken føler jeg mig usikker og bekymret. Jeg ved ikke, hvem jeg kan spørge, når det drejer sig om somatikken. Det gør mig bange, at jeg er henvist til Hjerteforeningens hjemmeside, for det er der, jeg har læst om risikoen for en hjerneblødning. Den idé havde jeg aldrig selv fået.

I psykiatrien er jeg tryg, for der har jeg et personligt kendskab til navngivne medarbejdere gennem mange år.

Enten går det over, eller også bliver det værre

Jeg synes selv, dette er et morsomt mantra, for det passer altid. Jeg har levet efter det i årevis, og jeg synes ikke, jeg løber systemer på dørene. Jeg synes ikke, jeg er hypokonder, og jeg synes ikke, jeg er pivet, men det er der selvfølgelig ingen, der vil sige om sig selv.

Lige p.t. har jeg haft bøvl med det ene knæ, som gjorde forbistret ondt, efter jeg havde gået mine ture med høj intensitet, som jo skulle være godt for hjertet.

Efter 44 dages pause fik jeg endelig ret: det gik over.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Rundt om mad

Mad følger os hele livet – fra barndommens tallerkener til den måde, vi fylder indkøbskurven på som voksne. I denne artikel tager jeg en tur rundt om maden, inspireret af en Genstart-udsendelse med Claus Meyer, der vækkede minder om pulvermad, dåsehakkebøffer og en barndom, hvor næsten intet blev lavet fra grunden.

Senere i livet har jeg mødt en helt anden madkultur med grønne salater, frisk mad og mange år som vegetar, og i dag laver jeg stort set al min mad fra bunden og får kasser fra Aarstiderne fyldt med sæsonens grøntsager. Samtidig kæmper jeg med et forhøjet blodtryk, som jeg selv har opdaget, og som gør sundhed, krop og bivirkninger fra medicin til en konkret bekymring – og til en del af historien om, hvad vi putter i munden, og hvordan vi har det.

Genstart: “Claus Meyer kan stadig råbe”

Jeg har lige hørt dagens “Genstart” med Claus Meyer, og da min rigtige PC og den nye skærm er hos GladTeknik, kan jeg ikke andet end at skrive en artikel. Legacy befinder sig jo på Arnold Nielsens Allé 71; hvad skal jeg så lave? Jeg glæder mig til at få begge dele retur – formentlig i morgen.

Claus fortæller om en barndom på pulvermad. Det havde jeg glemt, at jeg også voksede op på.

Buddingpulver, fromagepulver og kartoffelmospulver. Føj. Det værste var hakkebøfferne. Dog fik jeg kun en eneste gang Beuvais’ hakkebøffer på dåse. Jeg husker det alt sammen som ulækkert. Hvorfor lavede vi det ikke fra grunden? Vi havde jo masser af tid.

Det handlede om “Gris på gaflen”, hvor jeg samlede på opskrifterne, der kunne sættes ind i et lille blåt ringbind. Og jeg klippede Kirsten Hüttemeiers opskrifter ud af Familie Journalen, lagde dem i alfabetisk orden i en mappe og lavede oversigter over dem, så jeg vidste, hvilke jeg allerede havde. Det var noget besværligt, da det var før Excel.

Vi lavede ikke noget af maden fra grunden, og der var ingen grønne bladgrønsager. “Plantebaseret” var selvfølgelig et fremmedord, for vi var i 1970’erne; det er først opstået i 2020’erne.

Noget blev dog lavet fra grunden: suppe med melboller samt brunkål. Jeg hadede begge dele. Den dag i dag opfatter jeg melboller som tyk hvid sovs kogt til små runde boller. Det er jo de samme ingredienser.

Nye madvaner

Det ændrede sig markant, da jeg begyndte at komme hos min fars ungdomskæreste og hendes mand i Kongens Lyngby, som tog sig godt af mig, da jeg rejste til København. Her var der altid grønne salater til maden, og der var ingen pulverbaseret mad.

Det var også her, jeg fik min første elektriske tandbørste – eller rettere: Jeg fik et børstehoved, der stod oppe i skabet til højre med en lille gul ring omkring. Det havde jeg ikke prøvet før.

Da jeg flyttede på kollegiet, levede jeg ti år som vegetar, og jeg har gemt flere af mine vegetariske kogebøger.

Udsendelsen med Claus Meyer var virkelig rar at lytte til, og jeg blev bekræftet i mine nuværende madvaner, hvor jeg laver alt fra grunden. Jeg handler hos Aarstiderne – bare Budgetkassen – og der er masser af friske grøntsager i sæson. Selv ville jeg nok ikke finde på at købe frisk grønkål, palmekål, rosenkål og jordskokker, men dem er Aarstiderne flinke at putte i kassen til mig. Jeg synes, jeg lever sundt.

Forhøjet blodtryk

Der er ikke noget quickfix mod mit forhøjede blodtryk, som jeg ikke forstår, hvorfor jeg pludselig har fået. Det er ikke det kongelige danske sundhedsvæsen, der har fundet ud af, at jeg har fået det. Det har jeg selv målt mig frem til, for jeg har selv blodtryksapparat.

Nu drikker jeg rødbedesaft, der skulle være godt mod forhøjet blodtryk, og jeg hverken drikker alkohol eller ryger. Så jeg forstår det ikke. Jeg er bekymret og bange for at få en hjerneblødning. Er det sådan, jeg skal ende? Men det er måske den bedste måde at falde ned af skrivebordsstolen på?

Jeg har været hos “egen læge”, som jeg havde bedre kommunikation med anden gang end første gang. Hun fortalte, at mit blodtryk er for højt. Det vidste jeg godt, det var jo mig selv, der havde konstateret det. Hun orienterede om de forskellige præparater og deres bivirkninger. Hun virkede grundig, idet hun ville have en urinprøve og ikke bare udskrev et eller andet. Jeg ved sørme ikke med de præparater. Jeg kender dem jo ikke, og så er det svært at vælge.

Jeg er “bivirkningsfølsom” i hvert fald overfor præparater fra psykiatrien. Er der en bivirkning, får jeg den. Og “der er ingen virkning uden bivirkning” lærte jeg af Christina, der er super-farmaceut i Region H. Om det også gælder præparater fra somatikken, ved jeg ikke noget om.

Jeg ved ikke, om jeg helst vil have nyreproblemer, hovedpine, svimmelhed eller hævede ankler. Jeg synes ikke, noget af det lyder særlig fedt.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.