Corona og så ECT

En større øvelse

Jeg har lyst til kort at at fortælle om den indvirkning, corona gør på ECT-behandlingerne.

Population

Peter Geisling sagde i ‘Lægens bord’ for et par uger siden, at man tilbyder ECT (elektrochok) til ca. 2.000 danskere årligt. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien sagde forleden dag, at ECT ikke er noget, man ‘bare’ tilbyder. Der er trods alt tale om strøm til hjernen.

For mit vedkommende er det meste af medicinen afløst af ECT hver tredje uge, og jeg bytter aldrig tilbage. Aldrig har jeg haft det bedre. Jeg betaler prisen i form af en ekstraordinært elendig hukommelse, men det er der bare ikke noget at gøre ved.

Man siger normalt, at ECT kun rammer korttidshukommelsen (kaldes også ‘arbejdshukommelsen’), og at generne vil være forbigående og overståede i løbet af tre måneder. Sådan har jeg det slet ikke. For det første vil jeg ved ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge aldrig nå de tre måneder. For det andet er der masser fra langtidshukommelsen, der er slettet. Der er lange perioder af mit (arbejds)-liv mange år tilbage, jeg slet ikke kan huske.

Inden du skyder al skylden på ECT, skal du være opmærksom på, at den grundlæggende lidelse (bipolar affektiv sindslidelse) i sig selv kan medføre væsentlige hukommelsesproblemer. Jeg er ikke selv i stand til at skelne den ene årsag fra den anden, og det er der vist heller ikke andre, der kan.

ECT og Corona

Som sagt får jeg ECT hver tredje uge. Det er planlagt til hver tredje mandag i hvert fald indtil marts og selvfølgelig har pandemien indvirkning på forløbet.

Jeg skal tage ud til Psykiatrisk Center Glostrup dagen før (dvs. om søndagen) tidligt om morgenen for at få foretaget en PCR-test. Det skal være tidligt, for at de kan nå at analysere testen, inden jeg melder mig til behandlingen mandag morgen.

Efter testen søndag morgen skal jeg gå i selvisolation, for ellers ville den jo være ligegyldig. Transporten søndag foregår med taxa, som RegionH betaler. Hvis testen er negativ, bliver jeg hentet mandag morgen af Flekstrafik og kørt til Glostrup. Når behandlingen er overstået, og jeg er vågnet op af narkosen, bliver jeg kørt hjem af Flekstrafik – også betalt af regionen.

Jeg bliver ringet op af PC Glostrup et par dage før, så vi kan aftale tidspunkter for taxa og Flekstrafik. Jeg er nødt til at være ved pen og papir for at skrive vores aftaler ned, men det går også.

Jeg har fundet frem til, at et rigtig godt tidspunkt at møde frem til PCR-testen er søndag morgen kl. ca. 8:15. Der er der ikke et øje i venteværelset, og de kan se mig med det samme, og jeg kan være hjemme igen ved 9-tiden. Jeg hader testen, men accepterer, at sådan er det nu engang.

Sikke et virvar! Men de har styr på det, og det glipper ikke. Jeg glæder mig usigeligt over at leve i et velfærdssamfund. Det er utrolig flot, at alt dette kan koordineres.

 

Restriktionerne

Forlængelsen af restriktionerne

På gårsdagens pressemøde i Statsministeriet blev restriktionerne forlænget til den 28. februar (dog 2021). Det sker for ikke at lade den engelske mutation (B117), der er meget mere smitsom, få overtaget midt i februar. Tallene for den samlede situation ser lige nu rigtig pæne ud, men analyser viser også, at B117 lurer under overfladen og kan udvikle sig i den forkerte retning, hvis vi ikke passer på. Derfor, og alene derfor, forlænges restriktionerne.

Det kom næppe som en overraskelse for ret mange af os. Jeg er inderligt træt af Corona, men jeg bakker 100 pct. op om regeringens initiativer, da det jo ikke er noget, den gør for at genere danskerne. Covid-19 er noget, man kan dø af, og det vil jeg personligt nødig.

Jeg er imponeret af statsminister Mette Frederiksen og det hold, hun tager med sig ind i Spejlsalen, og jeg er imponeret over deres meget åbne og ærlige kommunikation med os danskere. Er der noget, de er i tvivl om eller er der lavet en fejl, så siger de det ærligt. Jeg synes, det er flot, og den form for kommunikation er der helt sikkert mange statsledere, der kunne lære en del af. Jeg synes, statsministeren virkede lidt tøvende et par gange i går, men hun er også kun et menneske, og det er i orden at være i tvivl!

Skift fokus

Jeg læste her til formiddag et rigtig godt indlæg på Facebook fra Mads. Han skrev blandt andet om, at vi snart må flytte fokus fra, hvor længe det har varet, hvor hårdt det er, usikkerheden for de små erhvervsdrivende, den samlede samfundsøkonomi, børnenes mistrivsel osv. over til, hvor meget vi egentlig har overkommet med succes indtil videre.

Jeg har det nemt

Til Mads’ indlæg tilføjer jeg for egen regning, at det har vi opnået ved at stå sammen, og at det kaldes solidaritet. Vi må ikke give op nu så tæt på målet. Vaccinationskalenderen pr. 28, januar viser, at alle efter alle solemærker at dømme vil kunne være færdigvaccinerede ved udgangen af juni måned.

Jeg har selvfølgelig heller ikke børn i hjemmeskole og i det hele taget har mit liv ikke ændret sig ret meget efter Corona. Jeg trænger ganske vist til at komme til frisøren og har været nødt til at lave midterskilning i stedet for sideskilning, men det går nok endda.

Jeg har det nemt, for jeg er en enspændernatur og trives godt i mit eget selskab, men der er mennesker, jeg gerne vil se snart, og det har snart varet længe nok. Jeg har på den anden side set ikke lyst til at smitte nogen. Derfor holder jeg mig for mig selv, og det kender jeg også andre, der gør. Jeg overholder alle restriktioner, rører ved mindst muligt ude i det offentlige rum, følger DSB’s opfordringer om at åbne døren til S-toget med albuen, roder mig ikke i øjnene mv. Det er mit beskedne bidrag til sygehusvæsenets manglende kollaps indtil videre.

Det eneste, der driller mig er, at jeg ikke kan komme på ‘Teams’. Jeg forsøgte forleden aften at deltage i et webinar om den spanske syge men måtte opgive. Der er et eller andet med min Microsoftkonto, som gør, at jeg ikke kan logge ind. Måske er der nogen her, der vil hjælpe?

De positive sideeffekter

Hvis vi et øjeblik prøver at rette blikket mod de positive sider, pandemien trods alt har, så er det fx, at kreativiteten i hele samfundet sprudler. Alle prøver at finde på løsninger, der bevirker, at de kan fortsætte med det, de egentlig var i gang med – så som en detalje som at drive deres virksomhed videre…

Internettet sprudler med tilbud om online-begivenheder. Aldrig før har man kunnet foretage sig så meget ved egen PC/tablet. Man kan fx deltage i massevis af webinarer og blive klogere ad den vej. Så går tiden med det og man får samtidigt udvidet horisonten. Det er slet ikke så ringe.

Selvfølgelig er der brodne kar blandt alle de, der tilbyder alt muligt, nu hvor de har fået alle danskere i hele landet som potentielle kunder, men det kan man jo bare rulle forbi. Et eksempel er, at der er et psykologfirma, der slår sig op på, at de holder online-sessioner, og at man kan komme til med det samme helt uden lægehenvisning. Det koster bare tusind kr. i timen. Min psykolog tilbyder også online-sessioner, men det vil jeg ikke være med til. Efter min opfattelse hænger terapi/behandling og en 32″ skærm ikke videre godt sammen. Vi bruger mundbind og holder afstand.

Samlet set

Bliv ved. Hold ud. Det går over, og vi kommer ud på den anden side. Mette Frederiksen siger, at der er lys for enden af tunellen, og det har hun ret i.

God weekend.

Et etisk dilemma

Godt jeg ikke er Søren Brostrøm

Det fremgik her til aften af TV avisen 18:30, at der er kommet for få vacciner til Europa, fordi AstraZeneca ikke har formået at levere som aftalt. Nu må der altså prioriteres mellem hvem der skal have de vacciner, der er kommet.

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen ved direktør Søren Brostrøm, der forestår denne prioritering sikkert vejledt af sit embedsværk.

Han har valgt at lade de 85-årige – og dem derover – komme foran det resterende frontpersonale. Tænk at skulle træffe den beslutning. Det ville kunne holde mig vågen natten lang.

Dansk Sygeplejeråd (DSR) siger

Hos DSR, der organiserer en stor del af frontpersonalet, er man selvsagt ikke begejstret! De skriver sådan på deres hjemmeside.

De mener kort sagt, at Sundhedsstyrelsen burde være fortsat med den ‘to-benede’ strategi, hvor man både vaccinerer de gamle og sårbare samtidig med frontpersonalet. Deres argument var (i TVA): hvad hjælper det, at dem på 85+ overlever Corona, hvis de så får andre sygdomme, og der ikke er nogen tilbage til at passe dem? Det er selvfølgelig sat på spidsen og karikeret, men overdrivelse fremmer forståelsen.

Min mening?

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg var Søren Brostrøm, da der i den grad er tale om et etisk dilemma. Sætter man det, som DSR gør, på spidsen, er det valget mellem hvem, der skal overleve, hvis man absolut skal vælge en af de to grupper.

Jeg køber ikke helt den med den ‘to-benede’ strategi for det kommer der jo ikke flere vacciner af. Når der ikke er til alle, må der prioriteres.

Jeg talte med min veninde, der er 75 år, om sagen. Hun vidste heller ikke helt, hvad hun skulle mene men hældede nok mest til at støtte DSR. Hendes argument var, at hvis der ‘bare’ er tale om at udskyde døden fra 85 år til 87 år, så er det bedst at vaccinere frontpersonalet først. Det er selvfølgelig også sat på spidsen og karikeret, men igen er jeg ikke enig. Jeg synes, det er for bastant, og jeg bryder mig vist ikke om den prioritering af liv. På den anden side: der er – i første omgang – ikke til alle, og så må man vælge, og det har Søren Brostrøm så gjort. Det er dejligt ikke at være direktør for Sundhedsstyrelsen.

Noget jeg godt ved: I forbindelse med en verdensomspændende epidemi burde man gribe til et helt andet middel for at få fremstillet tilstrækkeligt med vacciner i en fart: Man burde indføre en midlertidig suspension af patentrettighederne, så adskillige producenter verden over kunne begynde at fremstille vacciner, så hurtigt de overhovedet kunne. Der skal jo en del til for at få vaccineret hele klodens befolkning. Vi er vist omkring syv milliarder mennesker på jorden. Minimum 80 pct. skal vaccineres for at opnå den såkaldte flokimmunitet. Det ville selvfølgelig betyde mindre fortjeneste til hver producent, men det er der bare ikke noget at gøre ved. En gang imellem må profithensyn vige for andre hensyn.

Hvad mener du, hvis du mener noget?