,

En håndfuld brikker

psykiatri

Tænk at det skulle komme så vidt

Min lørdag går med at lægge et puslespil. Jeg er ikke videre god til det. Det er en brik ad gangen, og jeg føler mig nærmest stolt, når det lykkes at lægge en brik eller fire eller bare får sektioner til at hænge sammen. Jeg har ikke engang kanten.

Det havde jeg ikke troet i 2014, hvor jeg blev syg for alvor. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle sidde hjemme eller på en psykiatrisk afdeling og finde glæde ved at lægge puslespil. Dengang var jeg fuldmægtig, specialkonsulent og chefkonsulent i centraladministrationen og tjente tilsidst spidsen af en jetjager hver måned. Nu samler jeg puslespil ganske gratis…

Sådan startede det

Den første depression meldte sig i 2003. Jeg gik hjem fra Vanløse Station en sen aften efter arbejde og tanken slog mig “Er dette mon en depression?” Dagen efter gik jeg til lægen, der var enig. Jeg har altid været god til at diagnostisere mig selv. Fra 2003 til 2014 havde jeg diagnosen “tilbagevendende depressioner”. I 2014 greb en overlæge på Hvidovre ind og stillede diagnosen “Bipolar affektiv sindslidelse”, for der var manierne blevet tydelige. Retrospektivt burde der være blevet set langt tidligere, men hvem går til lægen, når man har det fantastisk? Det synlige og fantastiske var, at jeg uden videre arbejdede 50-70 timer om ugen i de “gode” perioder. Herefter gik jeg ned i ugevis eller måske månedsvis, men det husker jeg ikke og har blot fået det fortalt af en tidligere kollega.

Hvad nu?

Jeg har egentlig opgivet at tælle, men jeg tror, den seneste indlæggelse var den 13. efter 2014. Jeg føler det pinligt, men ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig. Jeg er altid blevet taget godt imod af psykiatrien, måske fordi jeg altid kommer med presserende suicidaltanker og et forsøg bag mig så langt tilbage som i 2006 (den 3. januar).

Mit netværk er småt men godt, men det er ikke mennesker, jeg vil belaste med de tungeste tanker, for det føler jeg ikke, jeg kan være bekendt. Jeg fortæller ikke Gud og hver mand, at nu går jeg ud i Vestskoven og hænger mig. Så bruger jeg hellere diverse telefonrådgivninger så som Psykiatrifonden, Livslinjen mv. Man kan sige, at det at søge hjælp er et tegn på, at man alligevel ikke mener det, og det er nok rigtigt. Distinktionen er bare vanskelig i situationen.

Glæden ved at skrive

Jeg vil så gerne skrive, så jeg er utrolig glad for at have fået en opfordring til at skrive for POV International. Mit scope vil være psykiatri og psykiatripolitik. Sidstnævnte er muligvis et ord, jeg selv har har opfundet, men der er meget politik i psykiatrien. Jeg har indsendt mit første forslag, der omhandler ECT (elektrochok), som jeg har stor erfaring med. Kommende emner vil være en opgørelse af omkostningerne til mit eget forløb, overvejelser over min opvækst og det at sygdommen udviklede sig, som den gjorde mv. Jeg er meget spændt på, om redaktionen kan lide mine input eller ej.

God weekend.

 

Udskrevet

psykiatri

Hjemme igen

Tasken står stadig i entreen – u-udpakket naturligvis, men i dag skal jeg tage mig sammen. Indtil videre føles det godt at være hjemme. Egen seng, egne håndklæder, egen bruser mv. Men der er også en tomhed knyttet til det. Sådan er det de først 14 dage; jeg kender det jo kun alt for godt. Det er som om, at jo flere gange jeg har har været indlagt, jo længere tid tager det at komme hjem og finde mig til rette i mit eget hjem. Jeg har dog pakket et af puslespillene ud og er begyndt på det. Det er udfordrende, men det holder dødningehovederne væk.

Hverdagen melder sig

Jeg kom hjem til en mail fra min tidligere arbejdsgiver, hvor vi ikke er enige om, hvor vidt der skal betales sygedagpenge og hvorvidt min opsigelse er gyldig. Jeg kunne sikkert bruge nogle timer på at studere funktionærloven og komme frem til, at den ikke kan fraviges til skade for funktionæren, og at den underskrevne kontrakt derfor ikke er gyldig, men jeg orker det ikke, så jeg har kontaktet min fagforening – Djøf – der vil tage hånd om det med det samme, da der er penge involveret. Det er en god fagforening.

En kat

Af “kataloget” fra afdelingen fremgår det bl.a., at jeg skal undersøge, om jeg kan få dispensation fra lejekontrakten, hvor der står, at man ikke må holde husdyr. Jeg vil så gerne have en lille kat: en at være noget for, en at komme hjem til osv. Jeg har haft det i tankerne så ofte, men er blevet stoppet af, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mis, når jeg var indlagt. Og dette var jo ikke den sidste indlæggelse! Det viser sig, at en veninde, der selv har kat, gerne vil komme og passe mis og er klar over, at der også skal være sat tid af til at lege, kæle mv. og at det ikke er nok at komme at give frisk vand og mad og tømme bakken. Hun bor praktisk nok kun 200 meter fra mig.

Det skal være en British Shorthair, for de er så kærlige og elsker mennesker. Andre racer kan selvfølgelig også komme i betragtning. Indtil videre sidder jeg dog og venter utålmodigt på et opkald fra udlejer. Jeg håber sådan, at jeg kan få en dispensation. Når der er noget, der hedder en “servicehund”, burde der også være noget, der hed en “servicekat”.

Fremtiden

Når jeg er færdig med at sunde mig, skal jeg først og fremmest til møde på jobcenteret og det frygter jeg ikke. Jeg har kontakt til to gode mennesker, der ikke møder mig med mistro. De ved kun alt for godt, at jeg gerne vil arbejde. Tidligere har de haft svært ved at finde noget til mig, fordi jeg måske sigtede lidt for højt. Nu, hvor målet ikke er større end at stable rugbrød i Netto eller ad åre at blive chef for mælken sammesteds, vil det nok være lettere for dem at finde noget til mig. I baghovedet spøger selvfølgelig: “Hvad hvis jeg ikke klarer det?”, så er det for alvor mig, der er er noget galt med og ikke arbejdspladsen?

God weekend.

Psykiatrien når den er bedst

psykiatri

Da Gert spillede for Gurli

Navnene er naturligvis opdigtede!

En patient trak sig ofte ind i sig selv og var næsten ikke til at komme i kontakt med. Alle de øvrige patienter var på den traditionsrige aftentur rundt om matriklen – sølle 1 km. men lidt har også ret. Gert greb guitaren og spillede og sang for Gurli, sange fra hendes tid, som hun kunne synge med på, måske fordi hun havde hørt dem i Giro 413. Pludselig fik han hul igennem, og hun sang med, og der kom liv i øjnene. Jeg nåede at overvære en snip af det, og jeg var rørt. Det er psykiatrien, når den er bedst!

Vi holder håbet for jer

Min kontaktperson fortalte bl.a., at et statement blandt personalet er “Vi holder håbet for jer, mens I er indlagte og giver det tilbage til jer ved udskrivelsen”. Jeg synes, det er flot og fornemmer det selv, nu hvor udskrivelsen nærmer sig. Måske er det smuk snik snak, for jeg har også håbet de andre 11-12 gange, jeg er blevet udskrevet? På den anden side set nægter jeg at opgive håbet, for så kan jeg lige så godt gøre billederne til virkelighed! Jeg ved ikke, hvad det er for et håb, vi taler om, men jeg kan godt lide formuleringen.

Jeg tror ikke på recovery, som betyder “at komme sig”. Jeg kommer mig aldrig. Jeg bliver aldrig medicinfri osv., men mindre kan også gøre det. Hvis jeg nu kunne få et godt liv på de givne betingelser, ville jeg egl. være tilfreds. Det bliver ikke noget stort liv, men et lille liv kan også gøre det. Måske er det håbet?

At være hjemme

Lige nu sidder jeg igen hjemme ved eget lækre tastatur, egen super pc osv. Jeg elsker mit hjem, men synes også, det er svært at være her, men sådan er det altid efter en indlæggelse. I nat skal jeg overnatte herhjemme. Jeg er spændt og glæder mig til at mærke egen kugledyne og til selv at kunne beslutte om vinduet skal være åbent eller lukket. Når man deler værelse, må man indordne sig. Jeg har haft verdens bedste roommate, for hun sover stille som en mus, ikke en lyd kommer der bag “foldevæggen”, men det er trods alt en ung pige, der er som en Duracellkanin og 35 år yngre end mig. På et tidspunkt var der mange unge på afsnittet, og jeg følte mig forkert og gammel.

Jeg skal i gang med noget! Jeg skal lette røven for nu at skrive det lige ud, men det er svært for mig. En medarbejder foreslog mig at kigge på Dansk Vandrelaugs hjemmeside. Jeg fik kvalme med det samme, jeg slog op på siden: flokke bestående af 15 glade vandrere poserede på hele hjemmesiden. Hallo – jeg har Aspergers, den slags kan jeg ikke. Det faldt mig ikke ind at ringe til turlederne og spørge, om der altid var så mange deltagere? Jeg kan jo godt være social i små grupper. Jeg har lige bevist det i en måned. I virkeligheden er jeg måske vældig social i små grupper, jeg har bare bildt mig det modsatte ind?

Opgaven i dag/i morgen formiddag er at undersøge forskellige former for frivilligt arbejde. Min kontaktperson synes, jeg skal være besøgsven. Hun har fat i noget, for mens jeg læste, var jeg fængselsbesøgsven for en fange i Herstedvester, og det gik rigtig godt. Det kunne jeg måske genoptage?

Indtil videre bestiller jeg fem fede puslespil og finder mine vandresko frem. De kan da bringe mig Damhussøen rundt.

Udseendet

“Jamen du ser jo godt ud” siger de dejlige mennesker, der besøger mig. De mener ikke mine glatbarberede ben, mit nyklippede hår og de studsede øjenbryn. De mener, at jeg ligner mig selv. Det gør jeg sikkert også. Det er kun medarbejderne, der kan se, om jeg er træt og trist, og det er kun dem, der hører om smerten over billederne, filmen, musikken, skyggerne, tankerne osv. Det er kun dem, jeg fortæller, at nu har jeg behov for sovemedicin, for nu har jeg igen ligget i to timer og set på billederne.